Rumænien

Mandag den 13.9.2004 dag 9

I dag var vi med bussen til Jernporten via  Severin, også Bäile Herculane besøger vi.

Jernporten (Portile de Fier) er Donaus gennembrudskanal mellem Balkankæden og Transsilvanske Alper ved den jugoslavisk-rumænske grænse, strækningen er 130 km lang. På en strækning af 112 m løber Donau mellem 500-600 m høje klippevægge. Otte km vest for Drobreta-Turnu Severin er der lavet en dæmning som er en del af Europas største hydroelektriske kraftværk (Derdap, Portile de Fier) uden for den gamle Sovjetunion. Selve ideen til det gigantiske projekt, opstod i 1956 imedens at Georghe Georghiu-Dej (1901-1965) og Tito (1892-1980) var statschefer men først i 1972 blev det indviet af Diktatorerne Ceausescu og Tito

Det er også et af verdens største kraftværker Hvert land lod 6 turbiner bygge med en samlet effekt på 2100 Mega Watt. Det kan dække en tredjedel af Danmarks årlige strømforbrug. De byggede sluser ved hver bred og anlagde en international grænseovergang oven på dæmningen.

Resultatet blev en ca. 30 m opdæmning af floden vest for dæmningen og mange års voldsom forurening. Og efter sigende blev over 50 byer oversvømmet. Og som sædvanlig blev befolkningen behandlet meget dårlig, de fik simpelthen besked på at flytte højre op ad bjerget. Det frodige agerland ligger nu sammen med de mange byer på søens bund. Selvfølgelig er det i dag et gode at man har kraftværkerne, men det har kostet mange menneskelige lidelser og store kulturværdier er ødelagt.

Køreturen langs Donau er utrolig smuk, og dæmningen er meget imponerende. Men vagterne ser ikke gerne at der bliver fotograferet, måske er de bange for terrorist virksomhed.

Vores vide kørsel bragte os til Bäile Herculane. I det 19. årh. var » Herkulesbad« et af Europas mest fashionable kursteder. Her kom kulturpersonligheder, adelige og kongelige. De arriverede til Bäile Herculanes perle af en jernbanestation fem km fra kurstedet og blev fragtet ad landevejen op gennem dalen til kurbyen i statelige hestekøretøjer, til de vidunderlige villaer, hoteller og kursteder, hvoraf mange nu ligger forfaldne hen.

Legenden fortæller, at det var her Herkules søgte hen for at hele de sår i de helbredende kilder, som Hydra havde tilføjet ham. ( I de græske sagn et nihovedet slangeuhyre, som holdt til ved Lerna-sumpen på Peloponnesos; et af Herakles' tolv arbejder bestod i at dræbe dette uhyre, der fik to nye hoveder for hvert, der blev afhugget.) De første virkelige bade blev bygget i dalen af de romerske legionærer, der gav stedet navnet: » Ad Aguas Herculi Sacras« (Hercules’ hellige vand). Herkules står nu som statue, hvor vejen gennem byen ender i en lille rundkørsel.

Her er ni varme kilder fra 38° til 60°, med forskelligt indhold af mineraler, til behandling af forskellige dårligdomme. Behandlingerne på kurhotellerne varer, afhængig af behandlingens omfang og karakter, som regel to til fem-seks uger. I dag ligger her 11 hoteller, hvor rumænere står i kø for at få plads i sommermånederne med alt, hvad det indebærer af bade, behandlinger og massager.

Mange år efter revolutionen er mange hoteller stadig forfaldne. Flere og flere bliver overtaget af private med viljen til at forbedre og modernisere dem, men statens regler, eller mangel på samme, for overtagelse af statsejendom, har i årevis holdt de fleste tilbage fra de store investeringer. Og opgaven er enorm.

Man kan selv bade i Şapte Izvoare Calde (syv varme bade) 35 minutters gang op gennem dalen. De mest badeivrige af selskabet valgte at tage vores bus der op, imedens vi andre gik på byvandring.

Er man i byen i længere tid er der for de adrætte, lange vidunderlige bjergvandringer med storslåede udsigter.

I Bäile Herculane spist vi ved et lille spisested helt ud til floden. Lige over på den anden side af den lille flod var der lidt oppe af en kæmpe stor villa, det havde været diktatoren Nicolae Ceausescu's. Også den virkede forfalden og skummel som så mange andre bygninger.
Vi var nogle der ville på ”det lille hus” også det var en oplevelse, selve wc’et var under en friluftstrappe og var rimeligt OK – men det ret store og stærkt forfaldne vindue løse nabohus stank af urin, man skulle tro at alle rummene var brugt til at besørge i, jeg havde ikke lyst til at undersøge det, en af pigerne stod og ventede ved wc’et med et lommetørklæde for næsen.

Efter frokosten delte vi os i to hold. Det ene hold ville som sagt bade lidt oppe af en sidevej hvor Ole havde erfaring med at det var af en rimelig standart og billigt.

Det andet hold, som Inger og jeg var på, ville heller se på byen. I ro og mag slentrede vi ud til det store Hotel Roman, Str. Romani 1. hvor Terma Romanä (museet for de romerske bade), befinder sig. Hotellet er simpelt hen bygget ovenpå badet. Det har stadig nogle af de oprindelige romerske anlæg. Det ellers smukke rum er skæmmet af en en meterhøj fyrretræs beklædning, måske for at skjule nye installationer der uden pli er ført igennem rummet, men selve rummet med badefaciliteter er stadig smukt og imponerende.

I god tid begav vi os til samlingsstedet. Der var ikke så langt til sommerhusene.