Rumænien

Søndag den 12.9.2004 dag 8

I dag var vi i Eibenthal (en tjekkisk koloni) vi kunne ikke komme derop i bussen, dertil er vejen for både smal og dårlig. Så vi kørte i privatbiler hvor vi gav lidt til benzinen. Vores chauffør var Cucu. Lidt inden byen holdt vi frokost i det grønne og nød udsigten.

Det var måske ikke den bedste dag at komme på hvis man ville se dagligliv. Det var en slags konfirmationsdag, men børnene var langt yngre. Det var den dag børnene skulle stå for Guds alter første gang, så de var klædt i deres fineste pus og bar store smukt dekorerede alterlys. Alterlysene blev velsignet og efter højtiden blev de båret hjem igen.

Inger og andre overværede hele forestillingen og syntes det var smukt og fint. Hele kirken var fyldt til britepunktet, ja selv ned af kirketrappen stod der folk.

Mona og jeg ville heller se lidt på byen og gik en tur. Noget oppe af vejen var der en mand der spurgte om vi havde lyst til at se hvordan han boede – det havde vi da.

Det var Stefan Vohoti,
1544 Eibenthal nr. 12, Jud. Mehedinti,
OF. DR. TURNU – SEVERIN, 
ROMANIA.

Man kan nok sige at Stefan bor endog meget enkelt i en ret stor stue i et udvendig pænt hus, hans bror bor i den anden halvdel af huset. Under huset er der kælder.

Midt i stuen stod et fjernsyn uden bagklædning, han viste at han havde en elektrisk loddekolbe, så måske virker apparatet? Ellers var der ikke meget indbo og det bar præg af at det var en enlig mand der ikke gik meget op i rengøring der bor her.

Køkkenet var et udendørs køkken. Et par sten, en jernplade og en rist samt et røgrør var det hele – og tænk på at vinteren kan være meget hård her. Stefan var selv ret stolt af sit opfindsomhed, det er vist det man kalder "de for hånden værende søms prinsip".

En brønd var der også, den var han berettiget stolt af. Den er 10 meter dyb og der er øverst en meter høj kant der effektiv hindre overflade vand i at forurene brøndvandet, og så er brønden inde i et lille hus.

Han havde 3 uger før været ude for et trafikuheld, ansigtet var blevet ret slemt molesteret ved den lejlighed, forhåbentlig læges det op, men det ene øje så slemt ud. Han havde sikkert stukket hovet ud igennem forruden – sikkerhedsseler så vi ingen steder, havde han dog bare haft sådan en på, så havde han været fri for megen smerte.

Vi blev budt til at sidde ude i haven og vi indtog de to stole der var, han fandt dog en mere der var endnu mere vakkelvorn end dem vi sad på. Så fandt han en lille lommelærke af plast frem med hjemmebrændt blomme brændevin. Den rakte han mig, jeg tog et hiv af flasken, så var det Monas tur. Han kom nu i tanke om at det måske ikke var så pænt at byde af flasken til en dame – men han havde ingen glas, så måtte hans bror se at finde et. Broderen kom minsandten med et fint lille Bøhmisk glas i fin rød krystal, det var dog meget lang tid siden det havde været brugt, hvad det bar præg af! Mona tog det ikke så højtidelig, så vi skiftedes til at drikke – Stefan og jeg af flasken, Mona af glasset.

Da det var ved at vi skulle af sted syntes han vi skulle have et par erindringsgaver, jeg fik en meget gammel ret speciel blokfløjte og Mona en meget gammel fajance krukke som vi ikke ved hvad har været til – den er forsynet med to tude, der hver er forsynet med flere mindre huller? Jeg tror den kan være meget gammel, hvem ved 100 år måske? (Sjovt nok fandt Mona en ny fløjte i en souvenirbod, den var lavet næsten nøjagtig som den gamle fløjte, den fik jeg også). Og endelig fik jeg et ungdomsbillede af Stefan – det er jeg ved at kopiere, det er i passtørrelse og ret ødelagt, men nu er det retoucherede og jeg sender det sammen med det originale + dem jeg har taget til han.

Stefan kan lære os hvad gæstfrihed er, at åbne sit hjem for helt fremmede er virkeligt smukt, og at give selv, om der ikke er meget at give af, det er der ikke mange der gør - vi giver af overfloden og det er jo noget helt andet. Kommer du forbi så und dig den oplevelse at overbringe en hilsen fra Os - men husk at tage en pose kaffe med, det er kærkomment.

Cucu var også chauffør på hjemturen, vi havde en meget sjov oplevelse i medens vi kørte ned ad den stejle og smalle gruset bjergvej. En ræv kom til syne på vejen i et sving - Cucu satte mere fart på vognen for at holde trit med ræven - så vi rasede ned ad med en afgrund til den ene side og en ret stejl fjeldside til den anden, ret spændende. Endelig syntes ræven at det kunne være nok, den så sit snit til at hoppe af vejen et sted hvor det ikke var så stejlt og vi fortsatte i et mere adstadig tempo.

Cucu var selvfølgelig inde til en lille afskedsdrinks. Vi havde nogle poser kaffe og chokoladedrik til overs, samt Johannes plastic sæk med godt tøj af forskellig slags, alt fik Cucu med hjem. Han blev lidt fugtig i øjenkrogen, jeg håber det var af glæde, men det er ikke nemt at lodde andre menneskers følelser, for det kunne også være en følelse af afmægtighed? hvem ved.

[ Tilbage ] [ Næste ]