Rumænien

Torsdag den 8. sept. 2004 dag 5

Den egentlige helligdag er i dag, vi var i kirke, der var dog ikke særligt mange til gudstjenesten. Der blev sunget meget og kønt, præsten så vi ikke meget til, et lille glimt bag forhænget i ny og næ i skiftende skrud og svingende røgelses kar. Endelig kom han ud og svingede røgelseskarrerne ret vild omkring sig.

På et tidspunkt stavrede de gamle koner - ja alle, på nær os - ud på gulvet og knælede med panden mod gulvet. Under hele gudstjenesten var der kommet flere til og nogen gik, vi syntes også at det var tid at gå, da var det snart middag. Sjovt nok er der meget stor forskel på hvordan man højtideligholder den store religiøse fest ”Sct. Anna”, også kaldet Vor Frue Dag. I den ene by er der fest og farver i den næste - ingenting.

Efter middag  var vi i Orsova hvor vi spiste på strandpromenaden, senere var vi på torvet for at proviantere, især er grønsagerne billige, men også pålæg er billigt. Da det var tid til afgang samledes vi  ved bussen der holdt tæt på torvet, lige ved en meget moderne kirke (den katolske kirke).

Vi kørte nu op til det smukke Kloster Sfânta Ana, som ligger i de lave bjærge over Orsova by med en vidunderlig udsigt over Donau. I klostret er der en gæstefløj og også her har Jens Madsens ”Børn i Rumænien” været på spil – det meste af inventaret har han skaffet. 

En lille morsom detalje: jo der har jo altid været krig og uro i det herlige Rumænien og til krig skal der bruges våben og til våben – metal. Klostrene havde metal – meget endda – i deres store klokker, så ned i smeltediglen med dem. Nu var gode råd dyre – man fandt på at bruge store trækævler som klokker og det bliver mange steder brugt endnu, bl.a. her i Sfânta Ana klostret , de har dog også en rigtig bronzeklokke.

Det var nu tid til at finde hjemad. Efter aftensmaden (smørrebrød) samledes vi ved et herligt bål, Ole er en festlig leder, han kan underholde og har et stort repertoire når han fatter sin guitar. Imedens vi sang vores vemodige  sange, bl.a. den  af Jakob Haugård:

Venner, lad værktøjet ligge,
hvad skal vi bruge det til?
Arbejde gider vi ikke,
det har vi tyskerne til.

Den skal synges rigtig taktfast og gerne med tramp i gulvet - så tror tyskerne at det er en af deres "gode gamle" sange.  Nu var vi alle sammen jo efterlønnere eller pensionister - så vi syntes nok vi kunne gå ind for sangen. Men det er knapt så godt når det er arbejdsduelige i den bedste alder, der mener det er dem der skal lade værktøjet hvile, Mit motto har altid været "man skal yde før man kan nyde".

Vi fik nogle glas vin og på et tidspunkt blev Inger træt og lagde  sig for lige at hvile sig lidt, men faldt straks i søvn. Vi andre hyggede os, men efterhånden ebbede det ud - til sidst var vi kun 4-5 der stod ude på terrassen og nød stilheden og den smukke stjernehimmel, af og til faldt der et stjerneskud. Ole havde imedens slukket alt lyset og bad os være helt stille i 5 minutter – så kunne vi nyde både synet af den tindrende himmel og naturlydene (der er bl.a. mange frøer og tusser) pludselig kom Inger ud, hun var vågnet op til total mørke og stilhed og  blev lidt forskrækket, jeg gik ind med Inger for jeg trængte også til at komme til køjs.

[ Tilbage ] [ Næste ]