Ungarn - Slovakiet  - Tjekkiet

Torsdag d. 16.9.2004 Dag 12

Vi brugte samme fremgangsmåde med kaffebrygning på værelserne inden vi kørte, noget brød fik vi også fat i, og så var det bare af sted mod Slovakiet. Her fortsatte de endeløse marker og landskabet var stadig lige ensformig. Men ret lang var der ikke til næste grænse. Den slovakiske grænse var hurtig passeret og nu var det Prag det gjaldt.

Klokken ca. 14,00 rullede vi ind i Prag og kl. ca. 17,30 forlod vi Prag igen. Det mindede uhyggelig meget om følgende historie:
Et stort dollargrin rullede op ved Roskilde Domkirke ud steg et par amerikanske turister, vældig behængt med alskens kameraer  – den amerikanske herre siger til sin kone ”du tager det indvendige, jeg tager det udvendige” 10 minutter efter var de kørt igen.
Så lad det være sagt, det var en appetitvækker.

Første stop var Hradčany-borgen der troner imponerende over Prag. Borgen og byens historie er uløselig forbundet. For 1000 år siden blev den tjekkoslovakiske stats historie som selvstændig stat grundlagt her og den har næsten uafbrudt lige siden været residentens for herskeren også i dag er det residens for republikkens præsident og stadig centrum for den politiske magt.

Meget andet end en hurtig rundtur i Sct. Vitus-katedralen, nåede vi ikke. Sct. Vitus-katedralen har en 600-årig lang og interessant bygningshistorie. En del af kirken var ikke rigtig færdig før man i 1860’erne begyndte færdiggørelsen efter gamle tegninger og endelig i 1929 var kirken færdig. Det er klart at over så langt et tids-spænd vil der være mange forskellige stilarter repræsenteret, nøjagtig som i Roskilde domkirke.

Tæt ved kirkens sydtårn er der en flot Sct. Georg-statue den er helt fra 1370. Kampen mod dragen symboliser kampen mod den onde hedenskab. Sct. Georgs berømmelse som krigerhelgen hviler på en legende om, at han engang befriet en prinsesse fra drageklør. Sagnet blev bragt til vesten af korsfarerne.

Kongepaladset så vi kun flygtig udefra, det var en skam, for det var her at dronning Dagmar trådte sine barnesko.

Den smukke røde bygning i tredje borggård er Georgsbasilikaen. Dens tårne kaldes Adam og Eva, og de er ikke lige tykke. Mange tror at det er det tykke tårn er Eva. Men de tager fejl. - På facaden står to små statuer, som forestiller Vratislav I og Mladá. Georgskirken, som er en basilika, opførtes under Vratislav før 920, fordi han ønskede sin mor Ludmila begravet på Hrad.

Mladá var en niece til Vratislav, og det var hende, der rejste til paven for at bede om tilladelse til, at Prag kunne blive bispeby. Da hun fik lov, grundlagde hun i taknemlighed Georgsklostret ved siden af i 973. Mladá var søster til den Boleslav II (967-999), som underlagde sig hele Bøhmen, fordi det lykkedes ham at knuse tjekkernes argeste modstandere: slavnikerne i Libice i Østbøhmen. Han gjorde Prag til přemyslidernes hovedby, og med broderen i ryggen opnåede Mladá pavens ja. Det er overflødigt at fortælle, at hun blev klostrets første abbedisse. I 1960 fandt man hendes grav (d. 994) under klostrets ældste del.

Mladá holder en bog i den ene hånd, fordi klostret var et stort kulturcenter og kendt for sine illuminerede håndskrifter og sine fine kunst- og musikværker.

I den anden hånd holder Mladá en krone, fordi klostret havde eneret på at krone de bøhmiske dronninger.

Efter en tur rundt i borggårdene var det tid at samles i bussen for nu skulle vi ned i selve Prags bymidte.

På venstre flodbred, lige ved Čechbroen fandt Ole en parkeringsplads, det var kun for busser og der holdt en del, men det lykkedes p.g.a. p-vagtens gode vilje. Vi gik over broen til Staré Město (Den Gamle By) der ligger langs højre bred af floden Vltava (Moldau). Vi gik langs med floden til den ældste af de tolv broer over Vltava, nemlig Karlsbroen fra 14. årh. Imponerende bygningsværk.

Broens byggehistorie: 1 1357 besluttede Karl IV at lade bygge en ny bro på Judithbroens fundamenter, som stadig findes i en huskælder ved "De tre Strudse".

Det var vigtigt at gøre broen så robust, at den fremover kunne modstå presset ved højvande. Vin og æg skulle styrke mørtlen, og alle byer i Bøhmen skulle køre til Prag med disse to produkter. Da beboerne fra Velvary (ca. 20 km væk) kom med hårdkogte æg, kendte latteren ingen grænser. Omgående blev velvaryerne kåret til Bøhmens "molboer", et rygte, de stadig lever op til. Grundstensnedlæggelsen fandt sted den 9. juli klokken 5.31. Astrologerne havde bygget på talmagien, der angav årstal, dato, måned og klokkeslæt. Dagen var desuden gunstig, fordi Solen stod stærkere end Saturn.

Det må have været en god ide med vinen og æggene, for Karlsbroen står, som den stod dengang, med sine sandstenskvadre og brobuer, med sin halve kilometers længde og sin 10 meters brede. Selv de voldsomme oversvømmelser i august 2002 klarede broen med glans og det selv om det gik vildt for sig. Der kom så meget vand ud af Moldau, at der dannedes en kæmpe sø i sammenløbet med Elben. Fra sammenløbet mellem de to floder er der kun en kort tur til den skønne stad Prag, der visse steder kom til at stå unde 6 meter vand.

Helt op til 1850 var det den eneste broforbindelse i byen over Vltava. I 1965 var det slut med al kørende trafik over broen, den er nu Prags Montmartre. Her husere en mængde udøvende billedkunstnere, nogle lave vellignende portrætter andre karikatur, mange laver billeder af huse og landskaber, ja hele spektret er dækket alt i vekslende kvalitet. Plattenslager og tiggere er her også i menneskevrimlen. Jeg forstår godt den er verdensberømt. Der er en fin udsigt fra Karlsbroen. På højre bred ligger Týnkirken fra 14. årh. med Tycho Brahes grav.

H.C. Andersen var her og skriver i ”En Digters Bazar” i kapitlet (Uddrag) ”En Grav”:

Nede ved Torvet ligger der en lille, fattig Kirke, en Buegang og en snever Gaard fører derind. Præsten messer foran Alteret, Menigheden knæler og mumler et: ”bed for os!” det klinger som et huult, hendøende Suk fra Afgrunden, det vælter frem som en Smertens Bølge, et Jammerskrig. Den Danske vandre gennem Gangen mod højre; en stor, rødbrun Steen, hvori er hugget en Ridder i Rustning, er muret i Søjlen. Hvis Been smuldre derinde? En Landmands! En Dansk, en Aandens Stormand, hvis Navn kaster Glands over Danmark, - det Land der forjog han. Hans Borg derhjemme er sunket i grus, Plougffuren gaa hen over den Plet, hvor han i den lune Stue granskede Skrifterne og modtog Kongens besøg; Maagerne flyver gennem Luften, hvor han fra Taarnet læste i Stjernerne! Hans Livs og Lyksaligheds Ø er i fremmed Hænder, Danmark ejer den ikke, Danmark ejer ikke hans Støv, men slægten nævner han Navn i deres onde Tid, som gik der en Bandstraale ud fra det; ”det er Tycho Brahes Dage!” siger de. - Den Danske græder i fremmed Land ved Tychos Grav, vredes over en ufølsom Tidsalder: ”Danmark! Du har Hjerter i dit Skjold, hav det ogsaa i dit Bryst!”.

Mange andre danskere er igennem tiden blevet lige så dårlig behandlet af den Danske befolkning, og man tænker uvilkårlig på Sandemoses ”Janteloven” når man læser ovenstående. Men mon H.C. Andersen har været ved den rigtige grav? I Týnkirken står Tycho Brahes rødlige marmor gravplade oppe ved højalteret, smykket med er dannebrog i silke (fra 1991). Her hviler han iklædt sin rustning (efter eget ønske). På gravpladen er indgraveret: ”jeg vil ikke have, at mit liv skal have været forgæves”.

Den tanke strejfer mig da jeg betragtede Týnkirken på afstand, ”at det er her Walt Disney har hentet inspiration til sine eventyr slotte”. 

Vi slentrede nu mod Markedspladsen med Det Gamle Rådhuset fra 1364 og det berømte Astronomiske Ur.

Ved indgangen til den store plads blev vi nødt af en flok Hare Krsna tilhængere, kronraget er de i deres hvide dragter, med musik og dans alt i medens deres ”åsyn” strålede af lykke. En af dem have et elektrisk forstærker anlæg med højttaler og det hele på ryggen i medens han dansede omkring.

Vi var heldige, vi kom lige inden det berømte ur skulle slå, (det slår hver fulde time). Der havde samlet sig flere hundrede mennesker for at betragtede det muntre indslag fra det berømte Astronomiske Ur der oprindelige stammer fra 1410.

Først ringer skeletmanden med klokken og nikker med hoved, mens han manende løfter timeglasset i vejret. Gnieren rasler med guldmønterne i pengeposen, tyrkeren ryster på hovedet, som om han vil antyde sin fortvivlelse over, at Europa er kristent i stedet for muslimsk, og forfængeligheden betragter sig selv i spejlet. Dukkespillet er en fornøjelig og formanende belæring om de borgerlige dyder.

De to små glugger foroven åbnes, og i adstadigt tempo defilerer Jesus forbi med sine apostle som torsoer på hjul. Til sidst galer en hæs hane til minde om Peters fornægtelse af Kristus.

Urets midterdel viser solens og månens bevægelser rundt om jorden og dyrekredsen. Der er afmærket to tider: den gamle bøhmiske, som talte fra solopgang til solnedgang, og den tyske med fast middag og midnat.

Den nederste skive er Josef Mánes' kalenderdel med Prags byvåben i midten, omgivet af medaljoner med dyretegnene og en billedserie, der passer til de pågældende måneder. Ude ved siderne står en engel med sværdet i hånden og tre borgere, der alle garanterer, at byens regering styrer efter retfærdighedens princip.

Den ældste del af uret fra 1410 var Mikuláš Kadaňs værk, men det er urmager Hanuš, der blev urets hovedskaber, da han ombyggede det i 1490. Hanuš var magister ved Karlsuniversitetet og studerede med stor glæde astronomi. Glæden over alt det nye, han opdagede, lagde han i uret, hvis ry vandrede ud over Europa.

De øvrige byrådsmedlemmer blev bange for, at Hanuš ville videregive sin viden til andre byer, og derfor besluttede de at udøve en forfærdelig ugerning. En aften, mens Hanuš sad og arbejdede, trængte tre hue- og kappeklædte mænd ind i hans hjem. De slæbte ham hen til kaminen, hvor de blindede hans øjne med gloende jærn. Alle troede, at nu var den hellige grav vel forvaret.

Hanuš sygnede ganske rigtigt langsomt hen, fordi han ikke mere kunne studere, men en dag mandede han sig op og lod sig bære hen til uret under påskud af, at han havde fået en ny ide. Da han havde ødelagt hele urværket, brød vanviddet ud, og han døde kort efter, fortæller legenden.

Midt på Rådhuspladsen er der et stort mindesmærke det er rejst til minde om den store reformator Jan Hus, og det blev opstillet på 500-årsdagen for hans død (den 6. juli 1915).

Klokke var nu så mange at der kun var tid til at besøge et nødtørftshus, pænt og nydelig og godt gemt af vejen – men vi nåede det.

Ole havde fundet en fin parkeringsplads tæt ved floden og den bro vi kom over floden, og alle indfandt sig rettidig som sædvanlig. Så nu var det Hotel Helena i Teplice en ca. 80-90 km væk. Vi ankom i fin stil og helt utrolig var der en parkeringsplads på gaden lige ved hotellet.

Efter at være indkvarteret, var der tid til spisning i en resturan lige skråt over gaden. Lad os kalde det mad? Nå vi skal være retfærdige, vi kommer ret sent ca.22,00 og 16 mennesker, Ole fik en lille skideballe af den kvindelige vært, hun skulle have være adviseret. Men altså ”maden” var til mig tre bitte små stykker kød, to brødskiver der var våde og varmet, samt sovs (der smagte godt) det blev kald gullasch med nudler, nudlerne var bare blevet væk – men billigt var det og fælleskassen betalte ink. drikkevare.