Minearbejde:

Khewra saltminen.

Når man interesser sig for et land og man så læser en interessant artikel  som her i Jyllands Posten, syntes jeg det er spændende at kikke på Internettet om hvad der står om emnet, og så selv skrive en artikel.

I dette tilfælde er det om Khewra-mine Asiens ældste og verdens næst største saltmine og også en af de største producenter af stensalt. Der er enorme reserver i jorden, fortsætter brydningen som nu er der til mindst 350  års brydning.

Minen som er en stor turist attraktion, ligger ca. 150 km. syd for Rawalpindig og holder åben for besøgende fra 9 til 16.

Minens udstrækning er enorm, men der har også været brudt salt, efter sigende siden Alexander den Store (356-323 f. Kr. og sikkert også før, for efter sigende fandt han huler med salt – så mon ikke der har været nogen før ham? Minen ligger i ca. 17 planer med store huler forbundet af et labyrintisk gangsystem, vores hjemlige saltminer i Jylland er nul og nik i forhold.

Der er først begyndt at blive brudt salt i større stil da englænderne besatte landet og i 1872 begyndte at udnytte de rigdomme der er i undergrunden, i dag mener jeg det er det Pakistanske Militær der er ejer.

Det er nogle få, men store familier, der siden englændernes tid, har retten til at arbejde i minen. Tro nu ikke at det er et specielt vellønnet job, en arbejder er godt tilfreds hvis han tjener 10-15 kr. daglig.  – var der andet arbejde at få, var der mange der straks forlod det farlige og slidsomme arbejde. Arbejderne bruger stadig håndboremaskiner og dynamit som de har gjort i generationer, i dag opretholdes driften nok mest for de 685 arbejders skyld, der ellers ville være uden arbejde. Arbejderne er alle efterkommere fra de 14 familier englænderne i sin tid gav retten til arbejdet.

Når de små arbejdshold har sat ild til lunten og dynamitten er eksploderet, går de i gang med at samle stensaltet op i den fugtige varme, for med hænder og manuelt værktøj at læsse det lyserøde og orangefarvede stensalt på vogne for at bliver transporteret det ud af minen.

Desværre er metoderne blevet dårligere og sliddet større. For mineledelsen indførte i 1998 store besparelser, her inddroges de mere moderne stenskæremaskiner og boremaskiner for at spare penge samtidig udskiftede de togene med traktorer til at bringe salt ud af minen. (Arbejdskraften er måske billiger en maskiner?)

Nu har jeg selv set en moderne mine, (Sorte Engel i Grønland) her var i 700 meters højde en mine med kæmpe boremaskiner og kæmpe truck – og det er jo nok i den retning det skulle gå hvis minen skulle være rentabel, men selvfølgelige er der jo forskel på lønnen.

Men problemet er at verdensmarkedsprisen på salt er meget lav og på trods af de lave lønninger, har minen kørt med underskud de sidste 10 år.

I kolonitiden var salt derimod så betydelig en råvare, at de britiske herskere i Indien/Pakistan og andre lande monopoliserede produktionen. Det gav voldsomme spændinger her viste Gandhi vejen.

Han førte an på Saltmarchen, hvor Gandhi symbolsk brød det britiske monopol på salt ved sammen med tusindvis af tilhængere at gå ud til havet og udvinde en lille klump salt.

Briterne besvarede ofte Gandhis provokationer med en massiv militær indsats, hvad der resulterede i mange blodige massakrer. Gandhis kamp var ikkevoldelig, men mod et meget voldeligt styre – (det engelske). Se også Pakistans historie

For at skaffe indtægter  har man indført guidet turist ture i minen – som sagt har jeg besøgt flere andre miner og spændende er det, så jeg tror det er en god idé.

Det må også være spændende først at blive forsynet med sikkerhedsudstyr – hjelm m.m. – før man kravler op i mini trolleys, der bringer en ind i minen.

En anden spændende idé er det, at en indhegnet plads med 20 senge skal åbne i minen senere i år. Her vil astmatikere kunne indånde luften ved natriumklorid-aflejringerne. Man mener, at denne luft har helbredende kraft. Den indhegnede plads vil komme til at ligge i nærheden af en oplyst, underjordisk moske, der er bygget af mursten af salt. Moskeen er hovedattraktionen på en guidet rundvisning, som hundreder af betalende turister tager på hver eneste dag.

Kilde: Jyllands Posten og  http://www.psi.edu.pk/Khewra.htm   og http://www.pakistaneconomist.com/issue2002/issue32/i&e6.htm M.fl.