Sven Hedin

Jehol

Kejserstaden

(Skrevet i 1931).

Kapitel IX

HSIANG FEI, KEJSERENS KONKUBINE  

(Jeg mener at uighuerne kalder hende Iparhan, et navn der er meget  populær bland uighurer og hun er et  symbol  på kampen mod kineserne i Uighurs historie. ) Tilføjet af Erling.

I den sydlige Del af Pekings Kineserby rejser sig mellem Marker og simple Hytter et Tempel, hvortil Manchutidens fint dannede Tænkere og Digtere søgte hen for at nyde Landskabets Skønhed og adsprede sig med spirituelle Samtaler. Stedet kaldtes også T"ao-jan-ting eller „Tillokkelsens Lysthus."

Den nye Tid med dens tørre, saglige Syn på Livet har ikke Brug for slige Lysthuse, og i de sidste tyve År har ingen muntre Selskaber mødtes i T"ao-jan-ting. Tempelsalene er øde og forfaldne. Et Par fattige tjenende Brødre holder endnu Vagt over dette Mindesmærke fra en større og mere indholdsrig Tid.

På en Bakkekam i Nærheden af Templet står en to Fod høj Gravsten. En Tårepil sænker sin Skygge over den. På Stenens Forside læses Indskriften: „Den vellugtendes Grav." På Bagsiden er følgende Vers indristet:

O dybe Sorg, o Klage uden Ende' 
Forstummet er den korte Sang, 
og Månens Skin er blegnet bort, 
mens dybe Skygger synker over Egnen, 
hvor til en Ædelsten forvandledes dit Blod. 
Men også Ædelstenen skal forvandles, 
kun Duften dvæler evigt her. Sig, 
er det Sandhed eller blot en Drøm? 
En Sommerfugl nu flyver fra sin Puppe.

Her var fordum Hetærernes Begravelsesplads, og her begravedes en Gang en Glædespige, som havde samme uhyre beundrede Egenskaber og samme Navn som Kejser Ch'ien-luregs Yndlingskonkubine, Prinsesse Hsiang Fei fra Aksu i Østturkestan. En fattig Yngling havde svoret Pigen evig Kærlighed. Men da hun blev solgt til en rig Købmand, berøvede hun sig Livet for ikke at bryde den Troskab, hun havde lovet sin Elskede. Han begravede hende under den enkle Mindesten, på hvis Forside han lod indhugge de poetiske Ord, som skulde give Udtryk for hans Sorg.

Vildledte af Navnenes Lighed tog ukendte Digtere det romantiske Emne op og satte det i Forbindelse med Kejserfavorittens hemmelighedsfulde Skikkelse. Det fordringsløse Digt blev tilskrevet Digterkejseren, og de Drømmere og Drikkebrødre, som for Fornøjelsens Skyld vandrede til T"ao-jan-ting, kunde smilende berette, at her var den fredfyldte Plet, hvor den spæde Kvinde hvilede, som i højere Grad end nogen anden dødelig havde vundet den mægtige Kejsers Kærlighed.

Ganske tæt ved rejser sig endnu en Gravsten med den korte og betegnende Indskrift: „Den berusede Kuo's Hvilested."

Måske var det denne Drikkebroder, som, henrevet af den Vellugt, der stadig omgav Stedet, indristet Versene til Hsiang Feis Ære?

Østturkestan udgjorde en tyrkisk Vasalstat under Øløterne, efter at Øløterkongen Galdan 1678 havde indsat Hodja'ernes muhamedanske Dynasti i Jarkend. I Året 1757 styredes Landet af de to Brødre Burhan-al-Din og Khozi Khan, i Almindelighed kaldede den store og den lille Hodja.

Netop ved denne Tid benyttede de to Brødre sig af Striden mellem Øløter og Kinesere til at tilkæmpe sig Uafhængighed. Da Kineserne havde underkuet Øløterne, vendte de sig mod Hodja'erne. I Året 1758 drog General Chao Huei fra Ili til Tarim. De to Fyrster forsvarede sig tappert, den ældre i Kaschgar, den yngre i Jarkend. 1759 faldt begge Byer. Hodja'erne flygtede til Badakschan, hvis Fyrste halshuggede dem og sendte deres Hoveder til Peking. Østturkestan fik Navnet Kansu-Sin-kiang.

Den Beretning om en Kvinde, som her følger og som delvis er romantiseret, udspilledes altså på Baggrund af en historisk Begivenhed. Hsiang Fei var gift med Khozi Khan, „den lille" Hodja.

Det var i Kejserens 24. Regeringsår, at hans Hære førte Krig i Østturkestan under Anførsel af den sejrrige General Chao Huei.

Denne havde af Kejserens almægtige Yndling Ho Shen, den samme som senere modtog Lord Macartney, fået Befaling til at holde Øje med den yngre Hodjas Gemalinde, Hsiang Fei, „Prinsesse Vellugt", thi Kejseren, som havde hørt Tale om hendes uforlignelige Skønhed og den berusende Duft, hun udbredte omkring sig, var interesseret i at få Underretning om hendes Opholdssted.

Da Felttoget var endt, fik Chao Huei gennem særlige Kurerer fra Kejseren Ordre til at vende tilbage til Peking med sin Hær.

Under Krigsoperationerne glemte Chao Huei ikke den Befaling, han havde fået af Ho Shen - og her begynder den kinesiske Beretning.

Hvor kunde man finde den skønne Prinsesse? Sandsynligvis der, hvor hendes Mand var blevet dræbt! Altså i Badakschan. Generalen forlangte hende udleveret. Det viste sig, at Sultanen af Badakschan havde ladet den yngre Hodja dræbe, ikke mindst for at komme i Besiddelse af hans i hele Centralasien berømte Gemalinde. Men han havde forregnet sig. Hverken med det gode eller med det onde kunde han komme hende nær. Han truede hende. Hun kaldte ham en Morder, som havde dræbt hendes Ægtefælle. Hun vilde hellere dø end tilhøre ham.

Da kom Chao Huei's Krav om hendes Udlevering. Sultanen svarede: ,Hsiang Fei er den skønneste af alle muhamedanske Kvinder. At vinde hende er ikke let. At ofre denne duftende Blomst er endnu sværere. Jeg vil udveksle hende mod ti Par Ringe af hvid Jade fra Honan." Chao Huei gik ind på Byttet.

Iført sin Embedsdragt modtog Generalen hende i sit Telt. Han fandt hende hensunken i Fortvivlelse og fik at vide, at hun vægrede sig ved at spise og drikke. Hvis det lykkedes hende at berøve sig Livet, vilde Chao Huei falde i Unåde hos Kejseren. Han tog derfor sin Tilflugt til en List. Han forsikrede hende, at hendes Mand holdtes fangen i Badakschan, at Kina krævede ham udleveret, og at han skulde føres til Peking, hvor han vilde blive benådet af Kejseren og tillige med sin Hustru sendt hjem til Aksu. Samtidig lod han hendes fornemste Hoffrøkner kalde og formåede dem ved Bestikkelser til at berolige hende. De fik Pålæg om at føre Tilsyn med, at hendes Føde tilberedtes af rettroende Muhamedanere på hendes Hjemlands Vis samt Ordre til at opfylde alle hendes Ønsker. For at den lange Rejse fra Aksu til Peking ikke skulde trætte hende, blev Hjulene på hendes Vogn omvundne med Filtstrimler. Vinduerne havde Forhæng af Brokade. Vognen var så stor, at hun kunde ligge i den. Foruden sine to Yndlingsterner havde hun tyve Slavinder og lige så mange Tjenere, og hun havde altid en særlig Livvagt af Soldater. Da hun var vant til daglig at bade i Fåremælk og Kumiss ( sikkert kumys som er en kirgisisk syrlig drik, fremstillet af gæret hoppemælk med ca. 3 % alkohol), sørgede man for, at hun også på Rejsen kunde glæde sig ved denne Luksus. Efter Badet lod hun sig indgnide med duftende Salver og skyllede sin Mund med vellugtende Te. På denne Måde bevarede hun sin Hud blød og hvid, og en berusende Vellugt fulgte hende, hvor hun gik. Ikke blot Mændene, men også Kvinderne fortrylledes af hendes Skønhed og Ynde. Alle viste hende den dybeste Ærbødighed. Man vidste, at Kejseren havde beordret hende til Peking. I Felttoget og Marchen mod Hovedstaden deltog også den attenårige General Fu-K'ang-an, som man påstod var Kejserens uægte Søn, og som siden blev berømt ved sit glimrende Felttog mod Gurkhaerne i Nepal 1792. Med ham plejede hun ofte at passiare og skæmte. Man kunde tro, at hun havde glemt sin Sorg, men det er sandsynligt, at hun kun holdtes oppe af Håbet om et Gensyn med sin Ægtefælle.

Et halvt År var man på March. Man drog i det store og hele den samme Vej, som Marco Polo havde taget fem Hundrede År tidligere. Og ved Broen Lu-kou-ch'ao, som kaldes Marco Polobroen og som omtales i den store Venetianers Rejseskildring, blev den sejrrige Hær og dens Fører modtaget med Ære og Udmærkelser.

Kejseren længtes efter at få Fyrstinden fra Aksu at se. Deres første Mode fandt Sted i det gamle Sommerpalads, som blev bygget af Jesuitterne. Det er Aften. Kejseren har befalet Eunukkerne at føre hende til hans private Gemak. Allerede inden hun er trådt ind i Rummet, sporer han ligesom en berusende Duft af Lotusblomster. Men det er hverken Blomsterduft eller Parfume, det er noget overmenneskeligt, som omgiver hende med en sælsom Atmosfære af Vellugt.

Hun træder frem for Selvherskeren. Hendes Holdning er præget af Stolthed og Trods. Det er ham, som ved sit Hærtog har voldt hendes Mands Død! Men på samme Tid kan hun ikke overvinde sin Undseelse. Hun vægrer sig ved at hilse. Hun værdiger end ikke Kejseren et Blik. Hun græder tyst og stille.

Han, Himmelens Søn, hele Verdens Behersker, som blev til bedt og hyldet som en Gud af Hundreder Millioner, var afmægtig over for Prinsessen fra Aksu.

Hun er ingen Sagnskikkelse, denne unge Dronning fra Østturkestan, hun er en virkelig historisk Person. Og hvis hun havde givet efter for Kejserens Begær, vilde hun have kunnet spille en indflydelsesrig Rolle lige som Yang Kuei-fei under Tangdynastiet ved Kejser Mings Hof. Men hun forblev standhaftig. Hendes Dyd og Troskab lod sig ikke besejre af Tidens mægtigste Mand, og endnu lever hendes Minde blandt Kinas Folk. Hendes Portræt blev malet af Jesuiterpateren Castiglione og findes bevaret i Paladsmuseet. Endnu i 1928 tryktes hendes Billede på The China & South Sea Banks Sedler. Der findes moderne Teaterstykker og Romaner om hende, fra hvilke Professor Ferd. Lessing på min Opfordring har hentet de Oplysninger, som er blevet sammenføjet til den følgende Skildring af hendes Forhold til Kejser Ch'ien-lung.

Nu stod hun for Kejseren. Fra første Øjeblik var han betaget af hende. Det var ikke et Menneske, det var et Væsen fra en anden Verden. Han søgte at beherske sig og betragtede hende ufravendt. Hun rødmede let. Hendes Øjenbryn løb sammen og nåede helt til Tindingerne. Hendes Øjenhår var lange, hendes Læber lyste som Kirsebær, Tænderne var snehvide. Håret faldt ravnsort over hendes runde, hvide Skuldre. Hun var slank og rank, Hænderne syntes halvt gennemsigtige som lys Nefrit.

Kejseren sad hensunken i Tanker og beundrede hende. Han syntes, hun var omgivet af et Skær af himmelsk Renhed og Fuldkommenhed, og at hun omstråledes af en ydre og indre Skønhed, som var overjordisk. Hver Tanke på sanseligt Begær døde bort. Noget så vidunderligt i Menneskeskikkelse havde han aldrig set. Han vovede ikke at berøre hendes Fingerspidser. Han sad som fortabt i Drømme, sukkede og hviskede: „Hvilken Skønhed! Hvilken himmelsk Åbenbaring! Du alene ejer denne Himmelens og Jordens helligste Ånde. Hvorfor har jeg ikke før haft den Lykke at se dig! Hvad kan jeg gøre for at berede dig Glæde?"

Omsider vendte han tilbage til Virkeligheden, overrakte hende høvisk et Perlearmbånd og et Spir af Jade, Lykkens Symbol, som hun modtog uden et Ord til Tak, og derpå gav han Tegn til, at hun skulde ledsages tilbage til sine private Gemakker.

Til de tilstedeværende Terner sagde han: „Det er ikke underligt, at hun er så bly og undselig her med Hoffets strenge Ceremoniel, og at hun bærer Sorg og Længsel i sit Hjerte. Hun har jo efterladt sit Hjem ti Tusind Li herfra. Trøst hende, opfyld alle hendes Ønsker og underret den tjenstgørende Overeunuk om dem! Den, som forsømmer sine Pligter imod hende, skal halshugges, den, som vinder hendes Hengivenhed, skal få sin Belønning."

Da Hsiang Fei var kommet tilbage til sine Gemakker, begyndte hun at le og spøge med Ternerne. De hviskede til hinanden: „Det er underligt, over for Kejseren var hun som en Billedstøtte, iskold og hård og takkede end ikke for hans Gaver. Og nu er hun atter glad og leger med os som et Barn."

Hendes Palads lå i en vidunderlig Have. Her tilbragte hun Dagene. Hun roede over Dammene med sine Terner, besteg Højen på Jaspisøen, medede i Vandet eller jagede Rådyr i Parken. Da kunde man ofte høre Råbet: „Hans Majestæt kalder på Hsiang Fei!" Damerne søgte at formå hende til at møde Kejseren, men hun flygtede op i ”Tårnet, fra hvilket Stjernerne plukkes" (Chai-tsing-lou). Og en Eunuk måtte give Rapport til Kejseren om hendes Ulydighed.

En Dag kom Kejseren til Hsiang Feis Værelse. Allerede på Afstand hørte han hendes glade Latter. Han standsede ved Døren og kikkede ind ved Siden af Forhænget. Hun sad med udslået Hår og blottet Barm, to Terner betjente hende, medens et Par Paladspiger lå på Gulvet. Deres Bryst tjente til Skammel for hendes nøgne Fødder. Foran hende stod et Par Skåle fyldte med Perler, som hun havde fået af Kejseren. Hun uddelte dem blandt Ternerne og kastede Resten i Håndfuldevis omkring i Værelset, hvor Tjenestekvinderne sloges om dem. Da Kejseren havde set tilstrækkeligt, fo'r han leende ind. Alle Kvinderne faldt på deres Ansigt. Kun Hsiang Fei blev siddende og syntes ikke at bemærke ham. Hun ordnede sit Hår foran Spejlet. Kejseren satte sig lige over for hende. Hun havde ikke et Blik tilovers for ham. Han gik sin Vej igen, bekymret og mørk.

Han rådførte sig med sin Yndling Ho Shen og spurgte ham, om Folket mon betragtede det som en alt for stor Mildhed, at han havde indlemmet Oprørerens Gemalinde i sit Haren i Stedet for at lade hende dræbe.

Men Ho Shen mente, at det var gammel Sæd at behandle Kvinder i Krigsfangenskab således. Han rådede Kejseren til inden for Paladsområdet at lade bygge en lille muhamedansk By med Basarer, Haver og Moske, ganske som i hendes Hjemstavn Aksu. Chao Huei havde været der og kunde opridse Planen. Hendes Hofstat ligesom også hendes Køkken burde være muhamedansk.

Kejseren fulgte Rådet. I Jesuitpaladset lod han Bygmestre fra Khotan opføre et Tårn. På dets Tinde anbragtes et vældigt Spejl, som lignede en Måne, og i dets Indre ophængtes Krystaller, der funklede som Stjerner. Hundrede kinesiske Piger sang og dansede Regnbuedansen, hundrede muhammedanske Piger sang melankolske Viser fra Kutscha, hundrede Piger fra Europa. slog Cymbler, der klang som Hellebarder og raslende Sværd.

I al denne Skønhed, som skulde minde hende om Hjemlandet, førtes hun ind. Hun så sig omkring og græd. Men det fortælles, at hun ofte sad i Tårnet og betragtede Moskeen, hvor en værdig Mullah læste Profetens og hendes Hjemlands Bøn, La illaha il Allah!

Moskeen, som på Kejserens Befaling byggedes til Trøst og Husvalelse for Hsiang Fei, er ingen Myte. Endnu i 1912 stod den, om end i forfalden Tilstand udenfor den søndre Mur om den forbudte Bys Søpalads. En gammel dsungansk Mullah, som selv var Hadji eller Mekkapilgrim, holdt lige til 1908 Gudstjeneste i Moskéen. I Maj 1912 lod Præsident Yuan Shih-k'ai det faldefærdige Tempel ned rive og dermed forsvandt det sidste Mindesmærke over Hsiang Feis rørende Kærlighedshistorie og hendes tragiske Skæbne i Peking.

Kejseren beklagede sig til Overeunukken Chui. At hun blev ophøjet til Rang af Kuei-jen eller Konkubine af fjerde Klasse glædede hende mindst af alt, men fæstnede hendes Stilling ved Hoffet. Og hendes Sorg og Hjemve stilledes ikke af de kostbare Kunstværker, hun fik forærende, et fem Fod højt Koraltræ med Stamme af en Arms Tykkelse, en kridhvid Jadevase, to Fod høj og smykket med kunstnerisk udskårne Menneskeskikkelser, en Melon af grøn Jade med Stængel og Blade, på hvilke der sad en Græshoppe med blåt Hoved og grønne Vinger, endvidere Blomster og Skåle af Jade og Karneol, Kopper af Bjergkrystal, et Badekar af ægte Guld og utallige andre Kostbarheder. Hun brød sig ikke om dem. Hun lagde næppe Mærke til dem.

I Nan-hai lod Kejseren opføre et Palads til hende, hvor hun kunde være mere uforstyrret. Der byggedes også et Tårn, Vang-chia-lou, eller ”Tårnet, fra hvilket man ser Hjemlandet. "

En Dag kom Kejseren beruset og støttet til en Eunuk til Hsiang Feis Gemak. Hendes Damer opfordrede hende til at rejse sig og hilse, men hun blev siddende med fortørnet bortvendt Ansigt. „Er den skønne genert?" råbte Kejseren leende og gjorde Tegn til de tilstedeværende om at forsvinde. Da han var alene med hende, satte han sig ved hendes Side, greb hende om Håndleddet og hviskede elskovsfuldt: „Hvilken blød, hvid Arm."

Med Lynets Fart trak hun en Dolk og vilde have tilføjet ham et Hug, hvis han ikke havde haft Åndsnærværelse til at afparere Stødet. Dolkespidsen strejfede dog hans Arm, og han blødte stærkt. Han blev straks nøgtern og standsede Blodet med sit vide Ærme, men de gyldne Drager på hans Kappe spillede i rødt. Siden lod han Hofdamerne forbinde sit Sår og gik sin Vej, medens Hsiang Fei grædende råbte, at hun vilde vende tilbage til sit Hjem.

Hver Dag førtes hun af sine Tjenerinder til "Tårnet, hvorfra man ser Hjemlandet", men Synet af Moskeen og det muhammedanske Folk øgede blot hendes Længsel.

Alligevel var hun rørt over Kejserens Medlidenhed og gode Hensigt med den muhammedanske By og gav endog en Dag efter for hans indtrængende Bønner om at måtte se hende danse sit Hjemlands Sværddans. Hun kastede Pelskåben og stillede sig midt i Rummet foran Kejseren. Langsomt og graciøst begyndte hun Dansen, og hendes Hænder drejede sig i yndefulde Bølgebevægelser. Hun øger Takten, hendes Bevægelser smelter så hastigt sammen, at man næppe kan nå at følge dem med Blikket. Hun griber Sværdene, deres blanke Klinger lyner og synes at sno sig om hinanden som Slanger. Atter øger hun Tempoet til det yderste. Hun hvirvler sig rundt omspunden af Sværdenes Sølvtråde. Hendes Fødder synes ikke længer at røre ved Gulvets Tæpper. Hun styrter mod Døren og flyver ud med en Jagtfalks Hurtighed. Et Pæretræ på en Arms Tykkelse falder for det ene Sværd. De tilstedeværende betages af Forbavselse. I et Nu er hun tilbage i Rummet, stamper i Tæppet og står som en Billedstøtte med Sværdene trykket imod sine Sider.

Fulgt af sine Terner trækker hun sig tilbage. Hun er ikke varm eller forpustet, og hendes Hår er ikke udslået. Netop da ankom otte Kister fra Østturkestan med Tributgaver til Kejseren. Han gav Befaling til, at Hsiang Fei skulde have Lov at vælge, hvad hun ønskede. Det var jo Ting fra hendes Hjemstavn.

For Hsiang Feis Skyld glemte Kejseren sine Pligter, blandt andet den Ærbødighed han skyldte sin Moder. Da Dagene gik, uden at han gjorde hende sin Opvartning, foregav hun at være syg. Så indfandt han sig. Hun advarede ham indtrængende mod den utaknemmelige muhammedanske Krigsfange og bønfaldt ham om at sende hende hjem til Aksu. Kejseren svarede undvigende.

Bedrøvet og nedtrykt over Hsiang Feis ubøjelige Hårdhed og isnende Kulde forsøgte Kejseren at rive sig ud af det fortryllede Net, hun havde indspundet ham i. Men han kunde ikke tænke på andet end hende og vendte Gang på Gang tilbage til hendes Gemak.

I Almindelighed blev han der kun en kort Stund og betragtede hende tavs, men hun så ikke til ham. Hendes Hofstat, Kvinder og Eunukker, bønfaldt hende om at give efter for Kejserens Attrå. Han elskede hende. De advarede hende mod hans Vrede, hvis hun fremturede i sin Modstand. Han kunde dræbe hende. Hun svarede ikke. For at blive fri for de påtrængende, trak hun en Dolk og førte den mod sin Hals. Forskrækkede fo'r Ternerne til og rev Dolken fra hende. Hun råbte: „Hvor vover I! Jeg har mange Dolke! Hvis I plager mig for hårdt, vil jeg selv bestemme over mit Liv. Og hvis Kejseren ikke lader mig i Fred, så har jeg en Dolk, som rækker både til mig og til ham."

Dette ansås for en direkte Trussel mod Kejserens Liv og meldtes til den tjenstgørende Overeunuk. Han bragte derefter hendes Ord videre til Kejserinde Fu-Ch'ai, som gerådede i Raseri og Forskrækkelse. Men Forholdet mellem hende og Kejseren var kølnet, og hun vovede ikke at tale med ham og advare ham mod Hsiang Fei. Hun vendte sig derfor til Kejsermoderen, Niuhulu, som var fortrolig med sin Yndlingssøns Ejendommeligheder. Som Følge heraf forstod hun, at det ikke lønnede sig at advare ham mod en Fare, og at det eneste, som kunde gøres, var at slukke Ilden under den kogende Gryde. De to Kejserinder rådslog.

Imidlertid fortsatte Ch'ien-lang sine Besøg hos Hsiang Fei, men var ikke i Stand til at rokke hende et Hårsbred. I hans Nærværelse blev hun tavs og iskold. Han led Kval og pintes af sit Begær. Paladsets Harem vrimlede af de skønneste Kvinder, men han så dem ikke. De lækreste Retter sattes frem på hans Bord, han rørte dem ikke. Han grublede og græmmede sig, han blev melankolsk og tungsindig, han magredes af. „Her sidder jeg som Verdens Herre," tænkte han, „og formår end ikke at vinde denne Skønhed. Vor Skæbne besegles af vore foregående Inkarnationer! Og hvorledes skal ,jeg nogen Sinde kunne give Afkald på hende? At bruge Vold, nej dertil kan jeg ikke formå mig."

Kejsermoderen var dybt bekymret. Hun måtte redde sin Søn. Af hans Liv afhang hele Rigets Velfærd og Dynastiets Fremtid. Hun lagde sin Plan.

Man nærmede sig Vintersolhverv og den Dag, da Kejseren skulde bringe Ofret til Himmelen. Tre Dage i Forvejen måtte han bade og faste i Afholdenhedens Palads. På Offerdagen måtte alle civile og militære Embedsmænd indfinde sig ved Himmelens Alter for at modtage Kejseren. Under den hellige Handling for Folket og Riget kunde han ikke et Øjeblik frigøre sig for Tanken om Hsiang Fei. „Fire, fem Dage er forløbet, uden at jeg har set hende. Har hun forandret sig? Hvordan ser hun ud?"

Da Ofret var bragt, ilede han tilbage til Paladset. Alt var stille og dødt. Hsiang Fei og hele hendes Hofstat var forsvundet. Gemakkerne henlå i Uorden. Der var sket noget. Kejseren blev grebet af bange Anelser. En Eunuk kastede sig i Støvet for ham og rapporterede, at Hsiang Fei og hendes Tjenerskab var blevet kaldt til Kejserinden. Rasende stampede Kejseren i Gulvet og begav sig skyndsomt til Kun-ming-Paladset.

Hans Moder, den gamle Kejserinde, havde ventet, til Sønnen var optaget af Ofret til Himmelen. Da havde hun sendt en af Liveunukkerne for at kalde Hsiang Fei og hele hendes Hofstat til sig. Hun begyndte at forhøre Hofdamerne om, hvorledes Hsiang Fei var blevet behandlet af Kejseren. Hvor ofte besøgte han hende, hvad talte de om? Hvad sysselsatte Hsiang Fei sig med, og hvilke Ytringer fremsatte hun? Om Kejseren havde tilbragt Nætter hos hende? Om Konkubinen havde vist Kejseren Taknemmelighed eller Uvilje?

Derefter lod hun Hofdamerne gå til Side og Hsiang Fei træde frem. Alle de tilstedeværende forbavsedes ved Synet af hendes overjordiske Skønhed. Kejsermoderen vendte sig til Ch'ien-lungs Gemalinde og sagde: „En fortryllende Heks! Intet Under, at hun har forgjort Kejseren for os!"

Hsiang Fei faldt ikke på Knæ. Hun stod stolt og rank foran Selvherskerens Moder. Denne spurgte: „Lige fra din Ankomst til Paladset har Hans Majestæt behandlet dig med den største Nåde. Er du ham taknemmelig derfor?"

„Taknemmelig! For hvad?" spurgte Hsiang Fei iskoldt. ,.Jeg hader ham!"

„Hvorfor hader du Hans Majestæt?" spurgte den gamle Dame.

„Jeg levede lykkeligt med min Ægtefælle i vort muhammedanske Hjemland," svarede hun. „Hvorfor sendte Kejseren en Hær for at berøve os vort Land og lade min Høvding dræbe? Og ikke nok dermed, han lod også mig slæbe til Peking! Hvis han så i det mindste havde ladet Krigsfangers Ret til at dø vederfares mig! Men nej, han lod mig føre til sit Palads. Og end ikke dette var tilstrækkeligt! Ustandselig har han forfulgt mig med sine Kærlighedserklæringer."

Hendes Pande rynkede sig, hendes Øjne flammede, og Kinderne brændte. Uovervindelig stolt og fuld af Foragt for dette krybende Hof hævede denne

Kejserinden smilede ad hendes Talen om Ch'ien-lungs Kærlighedserklæringer. Den gamle spurgte: „Hvad ønsker du nu helst af alt?"

Hsiang Fei svarede: „Hvis Eders Majestæt vil vise mig den Nåde at sende mig tilbage til mit Hjemland, så vil jeg opbyde vore Hærskarer og marchere mod Peking for at hævne min Ægtefælles Død!"

Utålmodig slog Kejserens Moder en sådan Tanke hen og sagde:

„Lad dit Hjernespind fare og drøm ikke om det umulige."

„Da må man holde mig tilbage i Paladset, til jeg ser Lejlighed til at stikke Kejseren ned og dermed får min Hævntørst tilfredsstillet."

Bleg af Raseri skreg Kejserinden:

„Elendige Slavinde! Hvad har Kejseren gjort dig, at du vil handle som en Forbryderske imod ham?"

Men hun blev afbrudt af Kejsermoderen, som sagde: „Lad os dog høre hendes Anklager til Ende!"

Hsiang Fei svarede: „Da bønfalder jeg Eders Majestæt om i Nåde at skænke mig Døden, uden at mit Legeme lemlæstes, og om at måtte forlade denne Verden med uplettet Kyskhed."

Grædende kastede hun sig ned og gentog Gang på Gang sin Bøn om denne Nåde.

Bevæget sagde den gamle Kejserinde:

„Det stakkels Barn er virkelig beklagelsesværdigt. Vi bevilger hendes Bøn!"

Kejsermoderen befalede Overeunukken at løfte hende op og føre hende til Sidegemakket inden for Yiieh-hua-men eller „Måneblomstens Port" og der lade hende få sit Ønske om at dø opfyldt ved Kvælning.

Fuld af Taknemmelighed gjorde Hsiang Fei tre Gange Kotou og fulgte Eunukken. Alle hendes Terner og Damer græd.

Det var Dagen før Himmelofrets Fuldbyrdelse. Nu ilede Kejseren hjem. Han kom for sent. Da han trådte frem for sin Moder, måtte han først udføre de sædvanlige Ceremonier og gøre Rede for Offerhandlingen. Siden spurgte han efter Hsiang Fei. Kejserinden greb hans Hånd og sagde trøstende:

„Den muhammedanske Kvinde bar en Gift i sit Hjerte. Hvis jeg ikke havde ladet hende rydde af Vejen, vilde der være sket en Ulykke. Og hvis jeg ikke havde afværget den, hvorledes skulde ,jeg da have kunnet træde frem for dine Fædres Ånder? Nu er Muhamedanerinden død, og du er fri. Tag nu Vare på din Sjæl og din Sundhed, som hun har ødelagt."

Hun strøg ham over Kinden. Den ubrødeligt strenge Etikette forbød ham at ytre et dadlende Ord over for sin Moder eller blot en Klage. Han rejste sig tavs, bukkede og gik.

Han befalede en Eunuk at vise ham Stedet, hvor Hsiang Feis Lig gemtes. Hun lå i en Kiste tømret af Muhamedanere. Tilintetgjort af Sorg vaklede han ind. Ved Synet af Hsiang Fei blev han stående som forstenet. Han havde aldrig nogen Sinde set hende skønnere. Farven var ikke flygtet fra hendes Kinder, hun havde næppe nået at blive kold. Hun syntes at hvile i uendelig Fred efter den overmenneskelige Strid, hun med uforgængelig Ære havde gennemstridt, og hun smilede i sin Søvn over den Sejr, hun havde vundet - en ensom røvet Kvinde fra Aksu, som havde stået stolt og ubøjelig rank over for Selvherskeren og Hoffet i Verdens mægtigste Rige.

Overvældet af hendes himmelske Skønhed og Renhed brast Kejseren i voldsom Gråd, slog for første Gang sine Arme omkring hende og hulkede:

„Det er mig, som har dræbt dig. Kan du tilgive mig!"

Han fik atter Herredømmet over sig selv, rejste sig i hele sin Majestæt og betragtede hende ufravendt, så strøg han med Hånden over hendes Hår og hendes Kinder og trykkede hendes Øjne til.

Til sidst drog han en Ring af hendes Finger, hviskede „Farvel for evigt, Hsiang Fei!" og gik ud til den hårde Virkelighed og den grumme Ensomhed, som endnu i lange År ventede ham på de gyldne Dragers Trone.

Men ved Tung-ling, hvor de store Manchukejsere ligger begravede, har der i 170 År stået en enkel Mindesten uden for Ch'ien-lungs Mausoleum. Der suser Sommervinden sørgmodigt over Hsiang Feis Grav.

-------------------------

Hsiang Feis har ingen grav. Den arme Prinsesse måtte på en lang rejs, for ligfærden gik tilbage til Kaschgar, hvor hun nu hviler mellem sine slægtninge i Apak Hoja Mausoleet i Kashgar