Hvorledes Abe blev født:

Der var engang en klippe der siden skabelsen var blevet velsigner af himlen, ombølget af jordens fineste dufte, bestrålet af solens kraft og månens nåde, indtil den til sidst blev frugtsommelig og en dag åbnede sig og fødte et stenæg på størrelse med en bold. Befrugtet af vinden udviklede dette æg sig til en stenabe, og aben lærte straks at klatre og løbe rundt. Men først bukkede den ærbødigt mod hvert af de fire verdenshjørner, og idet den gjorde det tændtes der et brændende stållys i dens øjne, der skinnede helt op til Polarstjerne Paladset.

Hvorledes Abe fik sit våben:

Der gik mange år og Abe var blevet konge. Han savnede et passende våben, så han drog ned til Drage Kongen på Vesthavets bund hvor han plagede Dragekongen om et passende våben, Dragekongen holdt ikke af at nægte sin gæst noget, så han sendte en ørred-kaptajn ud i våbenkammeret og bragte ham et stort sværd. »det er ikke meget bevendt, « sagde Abe, »har du ikke noget bedre?« Dragekongen lod nu en silde-kaptajn bringe et nigrenet ålejern. Abe tog det i hånden og prøvede et par stod i luften: »Det er for let, og det ligger ikke godt i hånden. Kan du ikke finde noget bedre?« » Jeg forstår ikke hvad du mener,« sagde dragekongen, »det vejer tretusind sekshundrede pund!« »Det ligger ikke godt i hånden, siger jeg jo!« sagde Abe. Dragekongen blev urolig og befalede en torske-general og en karpe-soldat at hente en stor hellebard der vejede syvtusind tohundrede pund. »den er også for let, har du ikke noget bedre?« sagde Abe. »Den er det tungeste vi har i paladset,« sagde dragekonge, »jeg kan ikke byde på mere.« Men Abe sagde: »Der er et gammelt ord der siger, at en dragekonge ikke skal lade som om han ingen skatte har. Se nu godt efter om du ikke skulle have noget ordentligt. Jeg vil betale dig godt for det.«

Men dragemoderen og hendes datter, som havde lyttet til deres samtale bag døren, kom nu frem og sagde: »Store konge, vi mærker nok at denne abe-vismand ikke er helt almindelig. I skatkammeret ligger den jernknippel som blev brugt til at banke Mælkevejen flad med. I flere dage har den gledet og udsendt et mærkelig lys, mon det ikke er tegn på at den skal gives til den nyankomne vismand?«

»Jamen den blev brugt af Yü den Store da han tæmmede syndfloden og formed flodernes og havenes bunde. Hvad kan han bruge den til?«

»Bryd dig ikke om hvad han kan bruge den til eller ikke, sagde dragemoden. "Giv ham den bare, og hvis han kan håndtere den, så lad ham tage den med.«

»Lad mig kigge på den. Send bud efter den,« sagde Abe.

»Det lader sig ikke gøre, den er alt for tung,« sagde dragekongen, »hvis du vil se den må vi gå hen hvor den ligger.«

»Vis mig vej,« sagde Abe, »hvor har i den?« dragekongen lod han selv gå ned i havskatkammeret, hvor han straks så jernstangen ligge og stråle i et gyldent lys. Han løftede lidt på den. »Den er en smule for lang og for tyk,« sagde han. Stangen blev øjeblikkelig en meter kortere og lidt tyndere. Abe følte igen på den: »Det ville ikke skade noget om den blev lidt mindre endnu,« sagde han. Stangen skrumpede straks ind igen, og Abe blev henrykt. Da han tog den op og undersøgte den, så han at der var en guldknap i hver ende, resten var sort jern. I den ene ende stod der skrevet: Den Guldknappede ønskestav. Vægt trettentusind firehunderde pund. »Glimrende, man kan ikke ønske sig noget bedre end sårdan en,« tænkte Abe, men da han gik ud af skatkarmmeret tænkte han, »hvis den bare var en lille smule mindre, ville den være helt i orden.« Og minsandten, næppe havde han sagt det, før stangen skrmped og blev en meter lang. Da han trådte ind i paladset igen, skælvede dragekongen ved synet, og drageprinserne. rystede af skræk. Havskildpadderne trak hovederne ind med lynets hast, og fisk og krabber og rejer forsvandt.

»Jeg er meget taknemmelig for min ærede nabos venlighed,« sagde Abe og satte sig ned hos Dragekongen.

Å, det er ikke noget at tale om, sagde Dragekongen.

»Jamen det er skam en nyttig jernstang,« sagde Abe, »det er bare det, at når jeg har denne jernstang i hånden, så synes jeg at jeg også må have noget pænt tøj. Hvis du kunde hjælpe mig med det, ville jeg være meget taknemmelig.«

»Jeg har sandelig ikke noget,« sagde dragekongen, »du må hellere prøve et andet hav.«

»Du vil da ikke have jeg skal tro på det? Jeg forlanger at du finder noget til mig,« sagde Abe.

»Hvis jeg havde noget, skulle du få det.«

»Godt,« sagde Abe, »så vil jeg prøve min jernstang på dig, så finder vi hurtigt ud af om du har noget eller ikke.«

»Vent et øjeblik, store udødelige,« sagde dragekongen hurtigt, »slå mig ikke. Lad mig lige undersøge om mine brødre har et eller andet du kan bruge. Vi har en gongong som vi bruger hvis der sker noget vigtigt. Når vi slår på den kommer mine brødre med det samme.«

»Så lad det gå lidt hurtigt,« sagde Abe.

Dragekongen lod en krokodille slå på gongongen, og straks efter stod de to andre dragkonger i hans privatgemak. »Er der noget i vejen siden du slår på gong - gongen, broder?« sagde de.

»det må i nok spørge om,« sagde dragekongen, »min nabo, Vismanden fra Blomster Og Frugt Bjerget har bedt mig om våben. Jeg har givet ham den jernstang som Mælkevejen blev banket flad med, og nu vil han også have noget tøj af mig, og jeg har ikke noget.«

Syddragekongen blev rasende: »Lad os samle hæren og arrestere den vanvittige fyr!«

»Ikke tale om,« sagde Dragekongen, »et slag af den jernstang kan gøre det af med os alle

sammen.«

»Lad os give ham hvad han forlanger, så vi bliver af med ham,« sagde Dragekongen af Vesthavet,« og så klager vi bagefter til himlen, og så straffer himlen ham.«

Det syntes de to andre var en god ide. Derpå gav de Abe et par sky-spadseresko af lotusfibre en hat prydet med fjer af fuglen Føniks samt en ringbrynje af guld. Abe tog tøjet på, og med jernstangen i højre hånd gik han ud af paladset, idet han råbte:

»Gamle skiderikker!« til de tre dragekonger.