Oplevelsen af Den Store Mur var et af højdepunkterne på Kinarejsen. Dette ufattelige bygningsværk er (påstår en hårdnakket skrøne!) det eneste menneskeskabte, der kan ses fra månen, vi havde svært ved at se muren fra flyet, så skal vi ikke mane den historie i jorden, der er heller ingen grund til at "pynte" på facts om muren, den er imponerende nok endda.

Når man går på den ca. 6000 km lange mur, kan man fornemme historiens vingesus. Man kan forstå, at man i gamle dage byggede en mur omkring en by for at holde fjenden ude. Men at tænke sig, at et rige af Kinas størrelse murer fjenden ude for at slippe for krig mod de nordlige "barbarer"- de mongolske nomader, der til hest var de bofaste kinesere overlegne i røveriske over fald og krig - er næsten ikke til at fatte.

Arbejdet med Den Store Mur har stået på i over 2000 år, og millioner af kinesere har puklet og slidt under umenneskelige forhold for at rejse den. De første mure blev opført i 400-tallet f.Kr., da en række kinesiske stater kæmpede imod hinanden og imod de nordlige mongoler. Da kineserne i år 221 f. Kr. blev forenet under Qing-dynastiet, blev mere end 300.000 mand sat til at sammenkæde de mange mure til en lang mur vendt imod mongolerne. Arbejdet tog 10 år, og resultatet var en jordmur i en skal af sten. Det siges, at mange arbejdere endte deres dage som byggemateriale. En kinesisk legende fortæller om kvinden Meng Jiangnu, der havde været adskilt fra sin mand i mange år, fordi kejser Qin Shihuang havde beordret ham til at arbejde på Den Store Mur. Hun besluttede at lede efter ham, og efter lang tids søgen, langs den tusinder km lange mur, kom hun til Shanhaiguan, hvor muren når havet. Her fik hun at vide, at hendes mand var død. Hun græd så mange tårer, at en del af Den Store Mur skyllede væk og afslørede liget af hendes elskede. Hjerteknust kastede hun sig i havet og druknede. I Shanhaiguan er der rejst et tempel til hendes minde.

Fra 6. årh. e.Kr. fik muren lov til at forfalde. Først efter det mongolske Yuan- dynasti (1279-1368) fik man fornyet interessen for Den Store Mur. De første Ming-kejsere startede et genopbygnings-arbejde, der fortsatte gennem 200 år. Men da manchuerne fra nord erobrede Kina i 1644 (starten på Qing-dynastiet), gik gigantmuren atter i forfald. En stor del er siden blevet revet ned og stenene brugt til huse, skoler og nye mure.

Den Store Mur har som forsvarsværk haft sin betydning, men ikke noget der står i forhold til det kæmpe slid, der er lagt i den. Fjenden fandt et nyt effektivt våben: Bestikkelse af murens vagter. Bedst fungerede den som transport og informationsvej. Røgsignaler fra tårn til tårn kunne hurtigt bringe nyheder om fjende-tropper til Beijing.

Kl 16.30 begyndte vi hjemturen, vi skulle være hjemme kl. 18.00 men på grund af den voldsomme trafik var klokken 19.30 før vi var på hotellet.

Hjemturen foregik ad de store trafikåre, Motorveje, ringgader o.s.v. men det meste af tiden gik med ar holde stille. Kort efter vi var startede var vi ude for en munter episode, vi holdt ved en jernbaneoverskæring og ventede på Den Trans Sibirske Ekspres fra Moskva, Søren gjorde opmærksom på en cykel med påhængsvogn, det særegne var at der lå to store grise med ryggen til hinanden på en plade med benene strittende ud til siden og heldigvis var de bundet forsvarligt fast for de var sprællevende. Efter hånden var vi lidt trætte af snegletempoet 50 km på tre timer, men der var intet at gøre andet en at studere vore med trafikanter, arbejderne der skulle hjem i deres totalt overfyldte busser trætte efter en lang arbejdsdag, de myriader af cykler der krydset igennem vrimlen kom hurtigere af sted en bilerne, færdselskultur og alt for faste regler kan ikke bruges, der må improviseres og er der regler må de bøjes, men kør ikke ind i nogen så er fanden løs. Et sted var der en der var kørt ind i en knallert, så måtte knallerten ikke flyttes før politiet havde taget rapport, bilerne prøvede at kante sig forbi, nemt var det ikke og den langsomme trafik gik helt i stå. Efterhånden blev det mørkt, virkeligt mørkt, for gadelys var kun enkelte søvnige pære og de fleste biler kørte uden lys, selv busserne var uden lus og vi så ikke en eneste af de seks millioner cykler der er i Beijing med lys.

Efter vi havde sundet os lidt på værelset, gik vi til Mac Donal, og denne gang gik det fint med at finde vej, vi slog følgeskab med Meta og Mai-Brit, men Mai-brit og jeg var åbenbart de mest sultne for vi kom langt før de andre, jeg nåede næsten at spise en dobbelt cheese-burger med ost inden Meta og Inger kom. Hjemme igen kl 22.00, så lidt TV inden vi gik i seng.

.