Lørdag den 30-9-1995.

Efter en dejlig morgenmad korte vi fra hotellet til lufthavnen kl. ca. 8,30. Det er stadigvæk strålende vejr her i Pakistan. Vi blev ført uden om tolden da vi rejste transit, men ved bagage tjek blev de fleste af mændene stoppet, vi måtte ikke have spiritus med i kabinen, det vidste vi ikke noget om, jeg stod med to håndtasker som skulle efterses, stille og ubemærket gav jeg den ene ( heldigvis den med to flasker i ) til Inger, som uantastede gik vidder med den, jeg måtte nu sammen med flere andre ud igen og så have tasken indskrevet som rejsegods, under tumulterne var vore toilet tasker kommet op og dem gik jeg så med i hånden på vej ud til flyet, men ak! der var ikke noget kontrolmærke på den så vi kunne ikke komme ind i flyet uden at indholdet blev tjekket midt på landingsbanen, Ingers blodtryk kunne næsten ikke blive højre, det var lige så hun spruttede. Jeg er sikker på at hele den batalje skyldes den fordrukne nordmand, politi og tolder havde selvfølgelig set fyren i sanseløs tilstand dagen før og ville ikke have at en af deres landsmænd skulle belemres med sådan en drukmås på en lang rejse. Det kan være Du kære læser syntes jeg er for hård ved den norske alkoholist, men han ødelagde meget for os rejsende og især for det gode forhold Søren havde skabt til sine forbindelser, med så svære problemer burde han ikke været taget på en tur hvor alle er afhængig af hinanden, den dag i dag ærgrer det mig at han ikke blev sat i spjældet da han havde smadret baren, det kunne måske have fået ham til at indse at han skulle gøre noget ved sit problem.

Klokken 10.05 og med en bøn fra flyets højttalere rullede vi ud ad startbanen og kl. 10.15 lettede vi med en start fart på 312 km. i timen. Det følgende er ordret efter Ingers Dagbog: Nu er vi på vores femte flyvetur og jeg håber den bliver ligeså fint som de fire andre. Vi skal have morgenmad og lunch undervejs. Nu vil jeg slappe af på flyveturen, vi har været vågne side klokken fire i morges, Erling har hostet så forfærdelig hele natten. Det skal gøre godt at komme hjem igen og få plejet vores helbred lidt, men vi har haft en fantastisk tur, og når der er gået et stykke tid har vi nok fået sat vores mange oplevelser lidt på plads. Det var meget vemodigt at sige farvel til vores rejseleder Søren, han har været helt fantastisk, under hele turen har han kunne klare alle vore problemer undervejs. Håber vi får råd til at rejse med ham en anden gang. Nu kl. 11.25 flyver vi over det nordlige Pakistan - Afghanistan over de flotteste bjergtoppe hvor solen skinner ned på de sneklædte toppe meget, meget smukt.

Nu kl. 14.15 Pakistansk tid skinner solen stadigvæk flot, vi har fået at vide at det kun er ca. 12^o i Danmark, så det bliver koldt at komme hjem. ( citat slut ) Fra højttalerne lød der en bøn, vi skulle til at lande og Kl. 17.10 Pakistansk tid, men kun 13.10 Dansk tid, det vil sige efter 6 timer 55 minutter i luften satte flyet hjulene på dansk jord og ekspeditionen var slut. Nu skulle vi bare have vore bagage, det viste sig at flere af gæsternes flasker var smadret og de øvrige ting i taskerne mere eller mindre ødelagt, vi var heldige vi havde kun en godt indpakket flaske og den var hel. Vi tog afsked med hinanden, og jeg fristes til at skrive ; Og kun Allah ved om vi ses igen. Også med tolden gik det let, der var nemlig ingen, så det var bare ud og se om der var nogen til at modtage os. Det viste sig at der var en større modtagelse parat. Dorthe og Esper havde lovet at hente os og de var der og det var ingen overraskelse for dem kan man altid regne med, men Helle, Henrik og børnene var kommet den lange vej fra Skælskør det var en overraskelse og Sonja og Lars fra Helsingør det var en stor overraskelse. Vi sludrede lidt, så kørte Sonja og Lars hjem. Vi andre kørte i samlet trop til Kirke Eskilstrup, der havde børnene for at glæde os lavet Kinamad, kylling og ris, de røbede det over for Inger på hjemvejen, det faldt ikke i god jord hos os, vi havde i flyet fået det samme og mange gange før så vi "trængte" til bøf og kartofler, så Inger kørte ind i brugsen på vejen og købte lidt med hjem.

Det har været vort livs rejse, det vil tage lang tid at fordøje alle de indtryk vi har fået, og jeg tror Inger er enig med mig i at anbefale turen til alle der har lidt eventyrblod i årene.

.