Søndag den 24-9-1995

Inger kom desværre ikke med på morgenvandring, det var tredje gang Inger havde kludre med sin mave, hun har tog et par propiden og håbede det ville gå går bedre når vi skulle køre til Urimqi, det kan i øvrig være meget slemt med de maver, en af de norske damer måtte have læge der gav hende drop, så det er ikke til at spøge med, Inger siger dog at nu har hun nået den fem kilos slankekur, det er bare en lidt kedelig måde at tabe sig på.

Spadsereturen gik gennem Turpan til Imin-minareten "Sugongta" (der er en af de få gamle bygninger i Turpan, bygget i lersten 37m høj med flotte geometriske dekorationer i 1776) og den sparsomt møbleret Suleiman-moskéen ved siden af. Vi var også i Museet i Turpan, her er en fin samling af kunstgenstande og mumier fra oasens fortid. Det var for øvrig ret varmt at spadsere 37^o i skyggen men heldigvis var luften knastør.

Vi talte lidt om vore oplevelser i Turpan Oasen, den var helt anderledes end vi havde forestillet os, vi havde regnet med at Turpan by var en lille stille og idyllisk landsby der kunne overses på en halv time, men ak, hvad det angår blev vi skuffet, det var en ret stor og temmelig moderne by, men vingårde og marker med forskellige afgrøder var kønt og net, og turene til de gamle ruiner var meget spændende og de omliggende bjerge var imponerende.

Efter frokost startede vi den 180 kilometer lange tilbageturen til Urumqi. Inger havde benyttede sig af at sit ufrivillige hjemmeophold til at pakke ( hun er alle tiders bedste rejsefælle ) så klokken 13.30 kunne vi sætte os i bussen.

Meget af turen gennem ørkenen kan være lidt ensformig, men efterhånden ændrede landskabet sig, i det fjerne kunne vi se de over 5000 meter høje Tianshanbjerge og hist og her lå der ældgamle navnløse ruinrester og ørkenen måtte vige det blev igen grønt, frodigheden skyldes vandet fra Hvid Poplers Flod der flyder fra Tianshans nordlige skråninger. Ved foden af Tianhan ligger der en lille markedsby Dabancheng, der hold vi rast en halv times tid, jeg benyttede tiden til at filme lidt af det smukke landskab.

Nu ændrede landskabet sig igen, vi kom ind i Urimqis industrizone og efterhånden i selve byen. Inden vi kørte til hotellet var vi ude i en park der ligger på det Røde Bjerg (Hongshan), der blev vi modtaget af en dansetrup hvor en lille tilskuer pige nær havet stjålet billede fra danserne, så meget gik hun op i dansen.

På bjerget er der en pavillon i stil med et kinesisk havehus og en pagode, begge dele er byens symboler. Vi skulle op i den ret ny pagode der samtidig er udsigtssted, helt oppe var der en imponerende udsigt over Urimqi. I dag en moderne storby med skyskrabere og en vældig trafik.

Ürümqi ligger 900 meter over havoverfladen og har ca. 1,1 million indbygger. Omkring 75% af befolkningen er Hankinesere og kun 10% er Uighuer og 10% Hui-folk og er den by i verden der ligger længst væk fra havet (nærmest hav nås på en 3 dages tog rejse). Den er center for videnskab og kultur, men er på grund af sin industri, en by med tiltagende forurening. I den gamle bydel er der talrige moskeer og basarer der syder af aktivitet.

Her i år 2003 har Danmark gjort sig gunstig bemærket ved at vinde en international konkurrence om udformningen af en ny by til ca. 300.000 mennesker i det nordvestlige Kina. Konkurrencen var udskrevet af det kinesiske firma Suntime.
Suncity - klik her som den nye by hedder ligger ganske tæt på Urumqi  Klik på Suncity hvis du vil se projektet som jeg venligst har fået lov til at bringe på min side. Problemet er bare at det er til 300.000 Kinesere der skal bo der og ikke det oprindelige folk uighuerne, der er ved at blive et mindretal i deres eget land.

Lidt historie fra dette århundreds begyndelse, Von Le Coq skriver: De færreste europæere har noget god at sige om denne forsumpede, flue plaget by med dens nedslidte og usunde befolkning, dens beskidte gader og blodige historie.

Den autokratiske statholder general Yang Tseng-hsin afholdt i 1916 en fest hvortil han havde inviteret enhver der var mistænkt for at lægge planer om at styrte ham. Da gæsterne havde fået en del at drikke, kaldte Yang bødlen ind, og medens musikken spillede udenfor, lod han dem halshugge hver og en, hvor efter han rolig genoptog sit måltid. Den næste fest fandt sted i 1928. Denne gang var det generalens tur til at dø - sammen med et antal embedsmænd - i en regn af kugler, samtidig med at man udbragte en skål for den russiske generalkonsul, der dog hastig søgte tilflugt på et toilet sammen med sin kone. Omkring den tid havde man en ualmindelig grusom form for dødsdom, der blev eksekverede på hovedgaden. Offeret var spærret inde i et specielt bur, som man kaldte en 'kapas'. Hans hoved var gjort godt fast og stak ud på oversiden af buret, medens hans fødder hvilede på et bræt. Dette bræt blev hver dag sænket et stykke, indtil fangen på ottendedagen brækkede halsen. Von Le Coq tog et billede af den døende mand i buret, som indgår i hans bog »Begravede skatte i Turkestan«. 'Trafikken gled uforstyrret forbi denne barbariske indretning,' skrev han, og på fotografiet ser man, hvordan en melonsælger faldbyder sine vare ved siden af den døende, tilsyneladende fuldstændig upåvirket af hans lidelser.

Den slags oplevelser blev vi dog forskånet for.

Klokken 17.30 blev vi indlogeret på vor hotel, Inger havet det stadig ret skidt med ondt i maven og lidt feber, så hun gik straks i seng. Middagen blev serveret i restauranten på 14 sal, foruden det sædvanlige var der dejlige pomfritter, jeg reddet straks en portion og forsynet med det samt cola og en bolle kørte jeg ned til Inger på værelse 1102, det var lige det hun trængte til, det livede da i tilfælde op. Jeg tog op på 14 sal igen for selv at redde lidt pomfritter og mine søde rejsefæller havde gemt lidt til mig, efter vi havde spist tog Inger og jeg en lille cognac og gik på hoved i seng

.