Lørdag den 23-9-1995.

Vi fik morgenmad kl. 8,30 lokal tid 7.30 vi skal helst starte lidt tidlig på grund af varmen. Første besøg Gaochang, det gamle Karochotcha eller Khocho der ligger ca. 50 km fra hotellet. Vi var på en interessant byrundtur hvor vi for en stor del blev kørt i æsel taxi, der var flere drenge der ville sælge gamle mønter og jeg købte da også et par stykker og Inger købte et par blusser. I selve ruincentret var der en gammel herre (84 år) der hed Sulliman der var den lykkelige ejer af en kamel han lejede ud til en lille ride tur, sød og venlig var han og ville gerne fotograferes, han var særlig glad for tiden fortalte vor kinesiske guide, for det var ikke så længe siden hans kamel havde fået et føl.

Gaochang blev grundlagt under Hankejseren Wudi (140-86 f.Kr.) og blev et departement omkring 400 f.Kr. I 460 erklærede det sig uafhængigt af de delvis tyrkiske herskere. I 640 tilbage erobrede Tang-kejserne Taizong (627-649) det fra Qu Wentai, den sidste uafhængige hersker. I sin blomstringstid havde byen over 30.000 indbyggere og over 30 buddhistiske klostre. Rester af nogen af disse, hvor Xuanzang prædikede i 639 e.Kr., kan stadig ses. Omkring 1300 kapitulerede byen efter 40 års  kampe, hvorunder det kunstige vandingssystem blev ødelagt.

1904 udgravede tyskerne Albert von Le Coq og Theodor Bartus, Gaochang. Allerede dengang var store dele af den gamle by jævnet med jorden af landsbyens folk, for at de kunne opdyrke den frugtbare jord. Mange af bygningerne var revet ned af bønderne, der ledte efter fresker i den tro, at deres stærke farver var et glimrende gødningsmiddel. Masser af bjælker og andet træværk var blevet fjernet for at blive brugt som bygningsmateriale eller brændsel. De malerier der var forbigået af gødningsjægerne, havde fået stukket øjne og munde ud, for at hindre at de skulle stige ned og øve trolddom. Le Coq havde også hørt om en manikæisk bogsamling ( ca. år 500 ), som en overtroisk bonde havde kastet i floden, og i en anden manikæisk helligdom havde han selv fundet en anden bogsamling, som var stærkt beskadiget af det mudret overrislingsvand.

Næsten som i en moderne kriminalroman fandt man ved indgangen til biblioteket det indtørret lig af en myrdet buddhistmunk, der lå i sin blodpletted kjortel, og munken var ikke det eneste mord offer, i en af de sydligste bygninger gjorde de en frygtelig opdagelse, da de åbnede døren, fandt de ligene af mindst hundrede buddhistmunke, der var stablet oven på hinanden; mange af dem var uhyggelig såret. En havde fået hoved flækket fra issen ned til kæben med et eneste voldsomt hug. Antagelig var denne tusindårige massakre et resultat af de kinesiske myndigheders religionforfølgelse. En mængde af de fresker samt andre antikviteter som Le Coq "reddet" kineserne siger stjal, gik tabt da Berlin i 2. Verdenskrig blev bombet, især gik det hårdt ud over freskerne, de var cementerede fast til væge og søjler i det tyske nationalmuseum.

I vore dage kan man se opdelingen af byen i et centrum med hellige bygninger og forstæderne med handelscentre, basarer og beboelsesejendomme, samt rester af den oprindeligt 54 km lange ydre bymur og den 3 km lange indre bymur. Tænk hvis det ikke var plyndret og ødelagt af uvidenhed, tidens tand har selvfølgelig den største skyld for nedbrydningen.

I dag er alle de skatte som rettelig burde befinde sig i Kina, spredt over et dusin lande. I hvert af disse lande er materialet splittet op mellem mindst 30 institutioner, hvor de i det store og hele er gemt væk i kældre og magasiner. Så er der et land der virkelig vil være venner med kineserne, skulle de tage og. returnere nogle af skattene, især håndskrifterne.

Videre kørte vi til Astana og de berømte mumiegrave ( Astana begravelseplads ) hvor byens døde blev begravet. Tre af gravkamrene, der er åben for publikum, ligger ca. 5 m under jorden, og de ca 1500 år gamle lig og gravfund er særdeles velbevaret.

Den berømte opdagelsesrejsende Sir Aurel Stein, udforsket i 1914 gravpladsen, på det tidspunkt var de fleste af gravene allerede plyndret for alt af værdi. Men de ting der betød mest for Stein, var ikke blevet fjernet. Der var særlige begravelsessten med kinesisk inskription, der angav navn og fødsels dato på den person, der lå i kisten, og var også biografiske data. Desuden fandt Stein en mængde meget gamle tekstiler, som ligene var svøbt ind i. Disse ligklæder, der for det meste var af silke, var vidt forskellige med hensyn til mønstre: Nogle var rent kinesiske motiver og andre stammede fra Mellemøsten. Det, der gør disse stoffer særlig interessante for tekstilhistorikere, er den omstændighed, at de kan dateres helt præcis ved hjælp af inskriptionerne på stenene.

Der var fotoforbud i gravene, så jeg satte vagtposter til at varsko imedens jeg filmede lidt, der er meget de ikke kræver et lille beløb og så lader folk filme som de har lyst. Vi så de tre grave der var adgang til, i den ene var der et mumie, det var helt utrolig velbevaret, endnu engang, synd at så meget er røvet.

Nu skulle vi ud til Pazikelik klosteret (Qianfodong," Tusind-Buddha-grotten "). der ligger nord for Gaochang i Flamme bjergene. Turen dertil gennem Flammebjergene var utrolig smuk, det var en ørken egn vi kørte igennem hvor de røde jernholdige stærkt lodret furet bjerge med de stærke kontraster nok kunne "flamme" i den stærke sol, bjergene er helt nøgne, her kan intet strå slå rod. Men pludselig må vi stanse op, det tørre bjerglandskab bliver gennemskåret af en kløft med en lille flod, det er Murtuq kløften der her begynder ved et vagttårn fra Qing perioden (omkring 1770) over for grotte klosterområdet Samgin (Murtuq), der ikke er åbent for besøgende. Det blev benyttede fra omkring 450 til det 13. årh.

Pazikelik grotterne, omkring 70hvoraf kun 12 kan besøges - er hugget ind i klippe væggen 80 meter over flodens vest lige bred. Tyske og engelske arkæologers (Albert von Le Coq, Albert Grünwedel og Aurel Stein) plyndringer af værdifulde malerier ødelagde billederne af buddha og bodhisattva'erne i grotte 29 og 39, islamiske fanatiker ødelagde de fleste af billederne på facaderne.Alligevel er det resterende et besøg værd. Arbejdet med grotterne begyndte omkring 430, og klosteret blev forladt i det 13. årh.

Jeg filmede kun ganske lidt, mest for sportens skyld, for det er dyrt hvis det bliver opdaget, en af vore medrejsende, lad mig kalde fyren for Hr. X fra Vejle, var uforsigtig en opsynsmand så at han filmede, sikken ballade, en kinesisk embedsmand der skælder ud er virkelig skræmmende, det kunne ellers havde været morsomt at have senen på film, men jeg kunne dy mig. Hr. X skulle betale 2000 yuan i bøde, ca. 1450 danske kroner, heldigvis havde vi vor enestående dygtige kinesiske guide hr. Anivar med, ved lange og seje forhandlinger og især ved at forlangen en kvittering, lykkedes det at komme ned på 500 yuan, ca. 360 kroner, dem lagde Anivar ud for Hr. X, senere da vi skulle rejse fra Beijing havde Hr. X ikke betalt Anivar endnu så Søren måtte rykke, Hr. X "troede" at der var forsikringsdækning for den slags ting, Hr. X havde åbenbart ikke de få hundrede kroner så vi andre måtte spæde til, efter min mening en helt utrolig flov opførsel, det var en hel månedsløn for Anivar han ville stikke af fra, jeg føler ærlig talt at Hr. X har ydmyget os alle, værst var det selvfølgelig for Søren.

På veje hjem hold vi et sted hvor egnens bønder solgte deres tørrede vindruer (rosiner), alle deres rosiner lå på presenninger eller stof på jorden i store bunker, der var mindst to slags nemlig fra hvide og fra røde druer, der var også forskellige kvaliteter, vi ville gerne have nogle med hjem så Inger handlede, absolut ingen af de handlende kunne andet en "turpansk" så det var med smil og fagter, og sikken betjening, en vejede, en anden hældte rosiner op og en tredje var klar med en plastic pose, og jeg skal hilse og sige; De smager pragtfuldt.

Vi var hjemme til lunch på hotellet kl.14.30 der ventede Søren og Anivar med et kæmpeproblem. En af de norske gæster fra Stavanger havde drukket tæt hele den foregående aften og var gået amok da de ikke ville servere mere for ham i baren som han så i sit fuldskab havde smadret. Søren og Anivar havde talt med manden der indvilliget i at de fik fat i en læge der kunne hjælpe manden med medicin så han kunne sove rusen ud. Så i formiddags da vi troede at han sov vor vi alle ude på tur, men fyren var vågnet og hele formiddagen i dag havde han fortsat sit drikkeri, så nu ville Søren og Anivar se hvad de kunne finde på.

Vi andre holdt lidt siesta inden vi kørte ud til en vinbonde. Så på turen i eftermiddag er kun vore kvindelige lokalguide er med. Bonden må efter lokale forhold være en holden mand, hans vingård var på flere tønder land, alt sirlig holdt. På grund af den stærke kulde, ned til ¸ 30-40^o, må vinstokkene beskyttes om vinteren, det foregår ved at de rundt om hver vinstok er gravet et meter dybt hul med en diameter på 5-6 meter vinstokkene bliver så løsnet fra deres stativer og lagt rundt om stokken, det hele bliver så dækket til med de afklippede vinranker og hvad man ellers har samt jord til om foråret, det runde hul har også en funktion om sommeren, ved det at man via kanaler leder vandet ned i hullerne på bestemte dage.

Vinstokkene er meget gamle, Bondens far en gammel mand på over 80 år fortalte at hans far som blev meget gammel ikke vidste hvornår vinstokkene var plantede, han mente de var over 200 år gamle. Efter vi havde set markerne besøgte vi bonden og hans familie på gården. Jeg skrev før at bonden var en holden mand, er han det ikke på mammon er han det på familie, en rigdom på børn, børnebørn og oldebørn alle søde og livlige, en af de små ville gerne have en kuglepen men Inger "sagde" du har fået, leende viste at han havde reddet sig to stykker. På denne tid af året lever man ude døgnet rundt, en kæmpe træbriks unde vinrankerne udgjorde sengen for hele familien, vi blev også indbudt til at tage plads, der blev selvfølgelig delt smagsprøver på deres tørrede druer ud og vi kvitterede med at give børnene små gaver ( kamme, sæbe m.m. (fra hotellet) samt kuglepenne).

Vi var inde i bondens hus, alt er bygget af soltørret mursten men p.g.a. det tørre klima 1-2 mm regn om året, holder det fint, alt er meget primitiv og der må være frygtelig koldt om vinteren. Ude på vejen så vi i øvrig hvordan man laver de soltørret sten, fire små brædder som form og med et ordentlig klask en klat ler ned i formen, en pind til at skrabe det overskydende af med og stenen var færdig, formen flyttede o.s.v.

På hjemturen besøgte vi basaren, men vi er forvente, den var der ikke meget ved, en typisk episode oplevede vi, du kender det gamle ord: DU går i fare hvor du går. Midt på basargaden var der en dyb kloak brønd, nul dæksel, masser af mennesker men alle ser sig åbenbart for.

Da vi kørte på vor lille eftermiddags tur havde drankeren fået en indsprøjtning der skulle få ham til at sove tre timer, men efter to timer var han ikke til at styre igen og da det er en stor og stærk kleppert kan man ikke bare bruge magt og for at gøre ondt værre er hans stakkels kone brudt sammen. Søren og Anivar har fået hans accept på at han bliver kørt med taxi til Urimqi i aften da der ikke er den fornødne medicin til rådighed her i oasen.

Klokken 20.15 skulle vi spise, vi var ved at være godt trætte af ris, skin og ben og suppe, en god kartoffel og en kødret ville ikke være dårlig. Klokken 21.30 var der vinsmagningsfest, der var gjort meget for at det skulle være hyggelig og rat, men på grund af drukkenbolten var der en meget trykket stemning, vi sad under vinstokke på et stort gulvtæppe, totalt uvant for os, men meget morsomt at prøve, vi fik besøg af hotellets gamle gartner som blev budt med til "bords" at se den gamle mand hvor let og elegant han satte sig på tæppede, jeg tror vi var flere der blev misundelig. Vore kinesiske værter prøvede at muntre os op med sang og dans, men på grund af den trykkede stemning var klokken ikke mange før vi gik til køjes.

.