Fredag den 22-9-1995

Tidlig afgang, klokken var "kun" 8.30 men det er Beijing tid, lokal tid er 6.30, vi havde deponerede det meste af vore bagage og tog kun det mest nødvendige med til Turpan Oasen. Den 180 kilometer lange tur igennem den frygtede Taklamakan ørken foregik i en udmærket bus med air-conditioning, det tog ca. 4 timer, hvilken forskel fra Svend Hedins tid, da var det en anstrengende tur der tog en uge og gik man forkert var man færdig. Vejen vi kørte på var godt nok asfalteret, men når det er meget varmt (50^o i skyggen) bliver asfalten blød og kan ikke tale den tunge trafik, så det var nærmest som et vaskebræt at køre på, bussen knagede under hele turen ildevarslende og med det vi efterhånden kendte til kinesisk vedligeholdelse frygtede vi det værste, men heldigvis ankom vi, uden uheld, til Turpan oasen ved middagstid og blev indkvarteret på Guest House TR1. Her overnattede vi i to nætter.

Turpan oasen er ikke så lille endda, den er 150 km fra øst til vest og vokser stadig, den ligger 155 m under havets overflade og er en af de lavest liggende byer i verden ( kun det Døde Hav i Jordan ligger lavere ). Om sommeren stiger temperaturen til ca. 50^º celsius og om vinteren er der isende koldt.

Efter siesta besøges først oasens livsnerve det geniale vandingssystem kaldet kareeze.

Det regner stort set aldrig i oasen, og alligevel er der en utrolig frodighed med avl af især vindruer, hamimeloner og bomuld takket være et ældgamle kunstvandingssystem, kaldet kareeze, dette geniale vandingssystem som oprindelig stammer fra Persien, blev indført af det indvandrede folkeslag Uighurene for over 2000 år siden, det består af over 1000 brønde og 3000 km underjordiske kanaler der udnytter jordens indehold af smeltevand fra Tianshan-bjergene, der holder oasen frodig og grøn.

På slutningen af eftermiddagen så vi ruinbyen Jiaohe, der ligger 10 kilometer vest for Turfan. Jiaohe Gucheng eller ("Den Gamle By ved de To Floder"), der tidligere blev kaldt Yariko eller Yarkhoto, og som blev grundlagt i Hanperioden. Den var centrum for et kongedømme indtil det 5. årh. Jiaohe ligger på et plateau mellem to floder og var et naturligt fæstningsværk. Borgerkrige og vandmangel under mongolernes herredømme (ca. 1230) lagde byen i ruiner. Dens centrale hellige område og rester af buddhistiske klostre og stupaer i den nordvestlige del, der er de mest iøjnespringende blandt ruinerne, er stadig velbevaret. Man kan tydeligt skelne mellem basar kvarteret og kunstner kvarteret og den gamle bosættelse. Rester af underjordiske boliger, hvor man var beskyttet mod sommerheden og den iskolde vinter , er af særlig interesse.

Et sted så vi en gammel brønd, den var tildækket med et stort betondæksel så der var ikke meget at se, men heldet var med mig jeg kunne give Søren en overraskelse, for på en gade der lå lavere fandt jeg en hule der lige som det øvrige var gravet ud i lerskræntens side og i hulen var der en ganske kort gang videre, der endte i! netop i den kolossale dybe brønd, lidt uhyggelig, kun et ganske svagt genskin af dagslyset og ingen form for advarsel eller spærring, bare lige ned 50-100 meter.

Aftensmaden var udmærket men jeg havde tynd mave, så meget spiste jeg ikke, jeg tog to Propiden og håbede jeg ville være frisk næste morgen. Kl.22 gik vi i seng, temperaturen ude var da 28,3^o.