Om Kashgar:

Byen Kashgar (eller Kashi, Kaxgar, Skufu, Shule) ligger 1300 m.o.h. på bredden af Tumanfloden midt i en kunstig vandet oase med dyrkning af bomuld og landbrugsprodukter. Befolkningen på 240.000 (anslået i 1988) er af centralasiatisk oprindelse mange med skæg og blå øjne, 90 % er Uighuer men her bor også tadsjiker, kirgiser og tatarer. (Tallene er fra 1995 og passer desværre ikke mere, der er nu mange flere Kinesere, grundet Kinas politik) Ifølge den Persiske overlevering nævnes Kashgar som Shule, den legendariske konge Abla Puziyafus hovedstad. Kashgar blev første gang kinesisk omkring 200 f.Kr. (Vestra Handynasti) Tyrkerne var herre frem til 600 - tallet da det kom under Tang-kejserne og til sidst under Qing-kejserne Kangxi (1662-1722) og Qianlong (1736-1795). Marko Polo besøgte Kashgar omkring år 1277, Jeg citere lidt fra Åge Krarup Nielsens bog om Marko Polos rejse:
"og en dag drager de ind i den rige og blomstrende stad Kashgar, hvor de mellem skønne frugthaver og herlige vinmarker kan hvile ud efter de strabadser, de har gennemgået på den to måneder lange march op over "verdens tag".

Marco Polo beskriver Kashgar som en livlig handelsstad, hvorfra købmænd drager til alle egne af verden. Byens indbyggere, der i øvrigt er muhamedanere, er han ikke begejstret for. "Det er en lumsk og beskidt race, der æder fælt og drikker værre," siger han rent ud.

Omtrent 6oo år før Marco Polos tid drog en gammel kinesisk pilgrim, Xuanzang, ad den samme vej fra Kina til Indien, og han skriver følgende om Kashgar: "Indbyggerne er berygtede på grund af deres voldsgerninger og vildskab. Tyveri og bedrageri er almindeligt iblandt dem, og de bekymrer sig kun lidt om pligt og moral." Hen ved 6oo år efter Marco Polo besøgte den østrigske forsker Aurel Stein Kashgar og fastslog, at indbyggernes moral ikke i mindste måde havde forbedret sig."
De har åbenbart bedret sig siden, Inger og jeg fandt kun venlighed og ærlighed, muhamedanere er de stadig og en remisens fra gammel tid er måske at de er kendt for fremstilling af knive og dolke af virkelig fremragende kvalitet.

Klimaet er ekstremt: om vinteren kan temperaturen falde til under -24° celsius og når i sommermånederne ofte op over + 40°. Gennemsnitstemperatur i september 20^_. Den frostfri periode vare 220 dage årlig.

Avisartikel fra 2003 om Jordskælv tryk her 

Tirsdag den 19-9-1995

Vi kunne sove længe da vi først fik morgenmad kl. 9,00. Vi startede med byrundtur i Kashgar.

Først så vi en af de ganske få kæmpestatuer der er tilbage af Formand Mao, den var virkelig imponerende. Derefter så vi en formidabel gravplads, der absolut ikke ligner vore kirkegårde, gravene ligner små Igloer, de er bygget ved at grave et ca. 2 meter dybt hul i den meget stive undergrunden der består af ler, i bunden af hullet graves der tre sidegange mod Ø. S. og V indgangen er mod nord, sidegangene er godt to meter lange, når så den første dør bliver det i linned indsvøbte lig lagt mod øst, den næste mod syd, den tredje mod nord, som regel er der gået flere år før den fjerde dør, men den fjerde bliver lagt mod øst er der noget tilbage af nummer et bliver resterne skubbet bagud, og sådan kan den samme grav virke i flere hundrede år, selve det midterste kammer bliver dækket med en kuppel af ler blandet med strå, det holder grundet det tørre klima, fin. Der er i øvrig ingen dekorationer eller navne på gravene. På gravområdet er der også et gravmonument med en sarkofag der indeholder Asla Khan, han bliver betragtet som en helgen der kan helbrede, på et stort træ ved siden af kapellet var der bundet en mængde klude i grenene i håb om at det hjælper, vi så også en dame gå tre gange rundt om bygningen i håb om at blive bønhørt.

Næste punkt på turen var også et gravmonument, nemlig Apak Hoja Mausoleet som er bygget i grønblå fajance og minde om Taj-Mahal i Indien, stammer fra 1583 og 1640, blev renoveret i 1980 og er værd at se. Det er til minde om familien Hoja. Apak Hoja (Aba Hezhuo) var en usædvanlig politisk-religiøs leder af Kashgar, han regnet sin slægt for at stamme i direkte linie fra Muhammed. Han havde både den politiske og religiøse kontrol over Kashgar, Turpan, Aksu, Hotan, Kucha og Yarkend.

 Desuden havde han gode forbindelser med Beijing, hvor han døde i 1693. Hans sarkofag, en af 57 der tilsammen rummer 72 lig af familien, står på en piedestal hævet over jorden midt i den centrale bygnings største hal.

I det nærmeste venstre hjørne står en sarkofag, der rummer den stolt Uighur prinsesse, Hsiang Fei  (Prinsesse Vellugt), det er den sidste Hodjas datter.
Jeg mener at uighuerne kalder hende Iparhan (et navn der er meget  populær bland uighurer) og hun er et  symbol  på kampen mod kineserne i Uighurs historie.

Ret frit efter Svend Hedins bog "Jehol Kejserstaden" er den sidste Hodjas historie som følger: I 1757 styredes landet af de to brødre Burhan-al-Din og Khozi Khan, i almindelighed kaldt den store og den lille Hodja.

Netop ved denne tid benyttede de to brødre sig af striden mellem Øløter og Kinesere til at tilkæmpe sig uafhængighed. Da Kineserne havde underkuet Øløterne, vendte de sig mod Hodja'erne. I året 1758 drog general Chao Huei fra Ili til Tarim. De to Fyrster forsvarede sig tappert, den ældre i Kashgar, den yngre i Jarkent. I 1759 faldt begge byer. Hodj'erne flygtede til Badakschan, hvis Fyrste halshuggede dem og sendte deres hoveder til Peking. Østturkestan fik navnet Kansu-sin-Kiang.

Den yngre Hodjas Gemalinde, Hsiang Fei, (Prinsesse Vellugt) blev ført til Kejseren i Peking, for Prinsessen var kendt i hele østen for sin skønhed og den berusende duft, hun udbredte omkring sig. Rejsen fra Kashgar til Peking tog et halvt år, hvor den skønne prinsesse intet måtte mangle, Generalen der førte prinsesse til Peking, havde for at Prinsessen ikke skulde sørge ihjel, bildt hende ind at hendes mand var i Peking, for afleverede han ikke prinsessen i god behold ville han miste hoved. Kejseren (Qianlong) blev stærk betaget af Prinsessen men på trods af gaver, et helt palads, med mange kostbarheder og en meget smuk park der skulle minde om hendes hjemegn, kaldte hun ham en morder og gav han med sin kniv et lille sår i armen, da hendes hofdamer tog kniven fra hende, sagde hun at blev Kejseren ved med at trænge ind på hende, havde hun en kniv der vel rakte til dem begge. Hofdamerne måtte melde denne trussel mod Kejserens liv til Kejserinden som igen gik til Kejsermoderen der tilkaldte den skønne Hsiang Fei. Prinsessen vedkendte at hun hader Kejseren og hun ønsker kun at dø uden at hendes legeme lemlæstes. Bevæget sagde den gamle Kejserinde: "Det stakkels barn er virkelig beklagelsesværdig. Vi bevilliger hendes bøn" Kejsermoderen befalede overeunukken at løfte hende op og føre hende til et sidegemak og der lade hende få sit ønske om at dø opfyldt ved kvælning.

Kejseren blev ude af sig selv af sorg, men den strenge etikette forbød han at ytre et dadlende ord over for sin Moder eller blot en klage. Den arme Prinsesse måtte på en lang rejs, for ligfærden gik tilbage til Kashgar, hvor hun nu hviler mellem sine slægtninge.

Her slutter den sørgelige historie - Uighur prinsessen er i dag et forbillede for sine efterkommere.

Hvis du vil læse hele Svend Hedins kapitel X i hans bog Jehol fra 1933 klik her

Nu havde vi fået nok af død og begravelse, næste stop var søndagsmarked hvorfra vi spadseret gennem den gamle basar videre gennem smalle gyder tilbage til hotellet. Den gamle basar var meget spændende at gå igennem, der var mange smede, snedkere, bagere, nogle stegte kød på spid over kulild, barbere, pelshandlere og mængder af handelsfolk, Inger købte en meget smuk kniv til mig. Efter lunch var vi på en eftermiddagstur hvor vi så de gamle konsulater, både det engelske og det russiske, den gamle bymur er der bevaret en del af, den så vi også, det har været en hel fæstning, oppe på bymuren kunne man ride rundt så der hurtig kunne gøres anskrig hvis fjenden skulle true. Og så fik vi en overraskelse! flere hestetaxi ventede på at transportere os til den moderne indkøbsgade med det iøjefaldende "Stormagasin for Minoriteter" (Minzudian), de stakkels heste skulle slæbe 7 voksne personer, det kneb, så fik de pisken over nakken . I Minzudian så vi værksteder hvor de lavede musikinstrumenter og knive, vi så også en hel del kvinder der sad og knyttede de dejligste tæpper, det var dog ikke det rene middelalder alt sammen, på en etage stod der en moderne computerstyret broderi maskine der kunne brodere ca. 24 emner ad gangen, sikken overraskelse, bygningen indeholdt også en mængde forretninger med alle former for kunsthåndværk. Efter aftensmaden var vi på bar, der er ikke noget med at man kan købe et glas brandy, nej man kan kun købe en hel flaske og den kostede kun ca. 25 kr.. Tilbage i hotellet ville et norsk par prøve at ringe hjem, kl. var 23.00 og samtalen gik omgående, tydeligt og klaret igennem, pris 30 kr. i min. teknikken var tip top, der var en monitor hvorpå man kunne se tlf. nr. og pris på de enkelte kald.

.