Mandag den 18-9-1995

21⁰ tør luft pragtfuldt vejr. Vi kørte ret tidlig fra Tashkurghan på en utrolig spændende tur. I Tashkurghan er der en gammel ruinby "Stenbyen". Ifølge beretninger af den græske astronom, geograf og matematiker Klaudios Ptolemaios (ca. 100 -  170 og som virkede  i Alexandria.) mødtes handelsfolk fra øst og vest her og udvekslede vare. Selve Stenbyen ligger som en uindtagelig fæstning på et højdedrag med en enestående udsigt over de kirgisiske stepper, Marko Polo besøgte stedet, det gik til grunde da søvejen rundt om Afrika blev opdaget og samtidig blev det indtaget af Mongolerne.

Efter nogen kørsel gjorde vi holdt, for Søren kendte heldigvis en Uighur familie (fastboende) og vi var heldige, de var hjemme, en elskelig gammel stærkt gigt plaget kone hilste hjertelig på os og kaldte med høje råb resten af familien til, så kort efter kom hendes lidt ældre mand samt børn svigerbørn og børnebørn. Søren havde købt tiger balsam i Beijing til fruens værkende lemmer og havde også en pose med andre små fornødenheder samt fotografier af familien, vi andre havde kun lidt cigaretter, engangslighter,

kuglepenne og jeg havde nok en negleklipper ( 3 i 1 ). Hele familien stillede gerne op til fotografering og vi var velkommen til at færdes overalt i deres hjem og fotografere som vi havde lyst, den ældre herre spurgte (via tolk) om vi dog ikke kunne blive en 3-4 timer, så ville de slagte en ged, vi måtte desværre takke nej. Den største oplevelse var ikke at se deres måde at bo på, det var som i 1800 tallet herhjemme, nej det var at møde så stor gæstfrihed fra helt fremmed mennesker, der er virkelig noget at leve op til.

Vi kørte videre over de kirgisiske sletter, undervejs stoppede vi ved en Kirgiser familie i deres typiske runde filttelt "Jurte" Fruen i teltet var sød og gæstfri vi fik lov til at se hvordan de boede, på denne tid af året virkede det som et rigtig rart og hyggeligt sted at bo, sirlig og net med de dejligste tæpper og alt virkede lige så ren som den omgivende natur. Nu hvor vinteren er på vej er de ved at bryde op for at rejse til deres vinterkvarter i lavere egne, det foregår ved at en lastvogn transportere Jurte, kvinder og børn samt indbo til vinterkvarteret, mændene følger så efter, de driver deres dyr af sted på en tur der tager 3-4 uger.

Vi måtte videre, frokosten holdt vi i en lille restaurant som lå ved bredden af Kara Kul søen "Den Sorte Sø" ( 360² km. saltsø ), bedårende smuk. Her rejser sig de sne og gletscherdækket bjergtoppe Muztagata (7546 m) og Kungur (7719 m) det er de anden og tredje højeste toppe i Pamirbjergene. Bemærk cyklen på billedet, den er en undtagelse, det normale er hest eller kamel. Meget kunne vi ikke spise og da vi stadig er i ca. 4000 m højde har vi endnu hovedpine.

Pamir plateauet skråner jævnt nedad mod Kashgar der ligger i ca. 1600 m højde, en meget flot og spændende tur, visse steder manglede vejen, den var revet bort af vand og muddermasser, der var så etableret midlertidige "veje" af bulldozer. 150 km fra nærmeste by begyndte motoren at lugte, kileremmen var sprunget og kølerslangen røget af, serviceeftersyn eller rep. af småting udføres ikke, nej man kørere til den går i stå, heldigvis havde den anden bus en ekstra kilerem med så efter en times tid kunne vi kørere videre. (Det skal lige indskydes at det var en af Danskerne der stod for reparationen.)

Efterhånden blev vejen bedre, bjergene blev lavere og bebyggelser blev hyppigere for til sidst at glide over i en lille by ved navn Upal. Der havde været markedsdag, folk var på vej hjemad, der var dog en del handel endnu så vi gjorde holdt ved markedspladsen. Sikken leben, der blev handlet dyr og fødevare, handelsfolkene sad på jorden og gjorde "kassen" op, mange herlige typer.

Efter ½ time måtte vi videre via Skufu til Kashgar og kl. 19.45 efter 280 km kørsel rullede vi op foran Hotel Kashi Qiniwake, et fornemt hotel og sikken modtagelse, et ensemble på 5 kvinder og 5 mænd samt musikanter modtog os med musik og dans, de stod i to rækker vi spadserede imellem og her var alt i fineste orden. Her på disse kanter kommer der ikke mange Langnæser (europæer) efter sigende kun ca. 1500 om året, så vi vækker jo noget opsigt. Efter middagen på hotellet slappede vi af samt skrev dagbog og Ingers har fået ro i sin mave, så klokken var 23,30 før vi gik i seng.

.