Søndag den 9 - 9 - 95

I morges kl. 6.30 startede vi mod Kina og mod Khunjerab pas, verdens højst beliggende grænsepas for biltrafik ( 4703 m. ). Vejret var klart uden en eneste sky på himlen og masser af rigtig højfjeldssol. Få minutter efter start var første foto stop, vi så forhistoriske petroglyffer ( klippe inskriptioner ) og lidt væk tronede Altit fort i 300 m. højde. Videre kørte vi af verdens farligste vejstræk, et imponerende forsøg på at tæmme naturen, af og til viste naturen at den ikke sådan lader sig tæmme, den visker ved en lille rystelse hundredvis af meter vej væk og småkravlet må reparere vejen igen. Vejen passerer igennem det område hvor Hindukus, Karakoram og Pamirbjergene møder hinanden og det helt bogstaveligt, den Indiske kontintalplade skubber sig ind under det centralasiatiske plateau, det bevirker at der med få minutters mellemrum er små umærkelige jordrystelser og flere gange om ugen er der mærkbare jordrystelser. Man kan se at bjergene er unge og udsat for rystelser, de er nøgne alt grus og jord ryster af og de spidse tinder vokser med ca 2-4 mm årlig, et eksempel herpå er Pasu - katedralen.

Efter 85 km. kørsel nåede vi grænsestationen Sust hvor det Pakistanske grænsepoliti stemplede vore pas, vi forlod nu vor gode bus og rejste videre med en kinesisk bus, det er vor indtryk at vedligeholdelse af alt "er en by i Danmark" og denne bus var ingen undtagelse, utæt og halvdefekt, men vi er jo også langt væk hjemmefra.

Formaliteterne varede ikke længe, så var vi på vej mod Khunjerab pas. Kl. 12 spiste vi lunch ved en flod i ca. 4000 m. højde, det foregik på feltmaner i det fri, Søren delte rationer ud, 4 personer om hver ration, jeg havde ikke spist ordentlig i flere dage så jeg var skrub sulten og blev knapt mæt. Inger mener vi snart er nået til verdens ende, noget er der om det, det er meget øde områder vi bevæger os i. Hele dette kæmpe område, hvor der lever mange sjældne dyr bl.a. sneleoparder og markopolofår, er erklæret nationalpark.

Jeg har i dag den 1-10-2004 fået en mail om forholdene i Eastern Turkistan. Barsk læsning, vil du læse mailen klik her.

Nu til selve rejsen hvor jeg har lavet lidt ændringer i teksten som følge af ovenstående mail for at fjerne forkerte oplysninger - og tilpasse til den viden jeg har nu.

Eastern Turkistan

(Som er det historiske navn for  "Xinjiang uighur autonom region" i Kina)

Endelig nåede vi passet i 4730 meter  og grænsen, pas blev efterset og vi var selvfølgelig ude og fotografere, de Kinesiske grænsevagter er rene børn og har intet mod at blive fotograferet, tværtimod; de ville gerne have danske småmønter som souvenir, og lidt mønt havde vi da heldigvis. Kort efter grænsen var der fotostop, lidt fra vejen var der 3 murmeldyr der nysgerrigt kiggede på os, klar til ved den mindste fare at forsvinde ned i deres underjordiske gange, sammesteds gik en kamel nok så vigtig med næsen i sky, hvorfor kamelen er vigtig? jo kamelen har en viden vi mennesker ikke har, Allah har som bekendt 100 navne, vi mennesker kender de 99 men kamelen kender alle 100 navne. Kort efter holdt vi igen, vi måtte egentlig ikke holde mellem grænsen og Tashkurghan hvor toldstedet var, da vi ikke var toldklareret, men som kineserne siger her i denne fjerne provins "Himlen er høj og Kejseren er langt væk". Stoppet gjaldt de første Kirgisere vi mødte, deres mongoltelte kaldt Hjurder lå lidt fra vejen, dem måtte vi ikke gå ned til, men Kirgisernes søde og kønne børn kom hen og hilste på os, en pige kom løbende imedens hun skyndte på sine mindre søskende, hun var ikke til at stå for, et par små gaver havde vi til børnene, den store pige fik en 3-i-1 negleklipper og ellers kuglepenne. 35 km. efter passet passerede vi den kinesiske checkpost Pirali og efter yderligere 84 km. nåede vi til den Kinesiske grænsestation Tashkurghan, tre tolder skulle se og stemple vore pas og kontrollerer visa, de er meget påpasselige med hvem de slipper ind i Kina, hvorimod vore bagage overhoved ikke uinteresserede dem.

Efter tolden blev vi mødt af vor Guide Hr. Aniwar, en beleven og venlig mand der kunne alle de lokale sprog samt naturligvis kinesisk og engelsk m. f.
Min Uigurer referent er kommet med en kommentar til navne:
Du kalder din tolk Hr. Aniwar, det er ikke korrekt. Det lyder som et kinesisk navn, men et rigtig uigursk navn staves Anvar. Problemet er at kineserne også ydmyger uigurer med at skifte deres navn i et pas. For eksempel Ismail vil lyde og staves i et pas som Usimiil, Rashid som Yashiid, fordi kineserne vil vise til hele verden at uigurere er kinesere ikke turk-uigura.
Fra paskontrollen og til Base Hotel Tashkurghan var der kun 10 min. kørsel. Sikken modtagelse hele personalet var opstillet i to rækker der klappende i hænderne modtog os, imedens vi gik gennem rækkerne, alle var smilende og i kønne dragter og var slet ikke til at stå for. Forhallen var meget flot, men! men! alle radiatorer var frostsprængt, wc cisternen virkede ikke, kun en elektrisk pære virkede og sengetøjet havde vist været i brug en gang før, til gengæld var der næsten ingen huller i sengetøjet. men hva! den storslået modtagelse kompenseret for meget.
Grunden til frostspringningen af radiatorerne:
Jo Formand Mao havde beordret hotellet bygget (han kunne jo komme forbi en dag) da hotellet var færdig, var det ved at blive vinter og om vinteren er passet til Pakistan selvfølgelig spærret af snemasserne. Så da personalet havde ventet en rum tid på gæster og der ingen kom - så lukkede de hotellet, slukket for varme og strøm og gik hjem - og der stod det store flotte hotel, totalt bundfrosset med minus 25-30° indendørs. Siden har der aldrig været varme på hotellet
Efter et kort hvil spiste vi vort første Kinesiske måltid og det med pinde, der til fik vi udmærket kinesisk øl. Inger spiste ikke meget, hun har stadig problemer med maven, og vi har p.g.a. højden, Hotellet ligger i 4100 m.o.h, begge ond i hoved, det bliver nok først bedre i morgen hvor vi kommer ned i ca. 1300 m.o.h. vi gik tidlig i seng for efter 285 km. kørsel i strengt terræn og masser af oplevelser var vi trætte.

.