7. Dag Hunza Dalen.

Fredag den 15.9.95

Efter at have pakket og spist morgenmad kørte vi kl. 8.00 mod Hunzadalen.

Efter ca. 25 km. kørsel holdt vi i Dainyore, det er en kirkegård og mindelund for de hundrede af kinesiske arbejdere der mistede livet på denne egn under bygningen af Karakoram Highway.

Efter en pragtfuld 100 km. lang tur i op til 2500 m. højde, og med den mest imponerende udsigt, når vi til Hunzadalen som at have inspireret James Hilton til bogen Tabte Horisonter der handler om Shangri-la, en paradisdal hvor beboerne nærmest har evig ungdom.

I hele Pakistan er dalen kendt som stedet hvor folk ikke bliver syge, og det er rigtigt, gennemsnits levealderen er over 80 år. En herre på 105 år klagede til den kendte forfatter Jens Bjerre over at han ikke kunne danse så længe mere, for som han sagde, "det er en god måde at holde varmen på om vinteren" og hans kone på 100 gav ham ret.

Denne dal var indtil begyndelsen af halvfjerdserne totalt afskåret fra biltrafik, og især den ældre ( og klogere ) del af befolkningen prøvede at hindre at der blev bygget vej til dalen, da det ikke kunne hinders ved hjælp af protester alene, blev der også øvet sabotage, det lykkedes selvsagt ikke at hindre vejbyggeriet, godt for os, men garanteret skidt for Hunza folket. Men stadig har stedet sin uspolerede bebyggelse på små terrasser op ad bjergsiderne.

Vi bliver indlogeret på P.T.D.C. hotellet i Hunza ( hvor vi skal bo i 2 nætter ) det er turens smukkest beliggende hotel helt omgivet af sneklædte bjerge.

Efter middag kørte vi i jeep til Karimabad for at se Mirens gamle fort, Altit fort er fra 1700 tallet og må nærmest kaldes en røverborg. Jo det er næsten som i et eventyr, den gamle Mir havde to sønner og fyrsten besluttede nu at de to skulle dele hans rige og floden skulle være grænsen. Da de to sønner så kom til magten gik de i kompagni om at udplyndre karavanerne, de tog næsten alt og folk var heldige hvis de slap fra mødet med livet. Det var meget slemt, Punjap pas blev omdøbt til Blodpasset. Nede sydpå kunne englænderne ikke forstå hvor karavanerne blev af, der blev sendt en ekspedition helt her op til Hunza, i første omgang fik de to Røver Mierer (Emirer) en advarsel, det hjalp ikke, så kom den engelske hær, dræbte den ene og fordrev den anden. En af den gamle Mirs fjernere slægtninge blev indsat som overhoved. Det var i 1000 år et selvstændigt Mir regeret land ( godt nok undertiden med en overhøjhed ) lige til 1970 hvor præsident Ali Bhutto indgik en "frivillig" aftale med miren, miren afgav sit land og blev i stedet Guvernør over området. Slægten har forlængst forladt røver borgen Altit, også dens efter følger Baltit Fort er forladt, Baltit fort er ved at indrettes til museum, Miren har nu en stor moderne villa i nærheden men kommer der kun i perioder ( med privat helikopter ). Altit fort ligger på en klippetop 300 meter over floden, der er en lille balkon kun 1² m stor der rager ud over afgrunden, adgang forbudt, den kan styrte ned, der er jo århundreder på bagen. Der er fladt tag på borgen som på alle andre huse, det holder fint selv om det kun er et bjælkelag der er dækket med ler, vi kunne gå op på det og nyde udsigten over Hunzadalen og kikke ned på den gamle by ved foden af fortet. Der var fotoforbud husene må ikke fotograferes, da der kan være kvinder på tagene, det er jo deres arbejdsplads hvor de tørrer abrikoser og tomater m.m. de er i det store og hele selvforsynende med alt her i dalen. Jeg tog et par billeder, for heldigvis tager de det ikke så tungt hvis man er lidt diskret.

Tilbage til Karimabad, vi skulle se Mirens nye fort, vi kunne ikke komme ind på Baltit fort, hvis byggestil er påvirket af tibetansk byggestil, da det som sagt er ved at blive indrette til museum, men selve turen var spændende, de fleste af bygningerne ved fortet er omkring 200 år gamle. Igen havde vi succes med en mild regn af kuglepenne, men pludselig begyndte en lille pige at græde hjerteskærende, hun var kommet til at skille pennen ad og havde skruet den skævt sammen, hendes moder og bedstemor tror jeg det var, kom straks ud af huset for at se hvad der var på færde, men jeg fik hurtig samlet pennen rigtig og alle lyste op i smil. Børnene ser sunde og raske ud, glade og nysgerrige som børn skal være, dog var nogle plaget af ringorm i ansigtet. Barbenede var de alle og sikke føder, der er ikke brug for ortopæder der, men meget snavset og det er der en god grund til, i de højder 2500-3500 m bliver huden udtørret ved for hyppige afvaskninger. Vi gik igennem Karimabad ned mod bussen, undervejs købte Inger en smuk lille hue for kun 50 Rupeé = ca 9 kr. utrolig billig

Vi var meget trætte da vi kom "hjem" og så måtte vi vente et øjeblik før vi kunne køre ind, for gårdspladsen var optaget af nogle militærbiler, det var ikke mindre end en General med følge samt en håndfuld vagter der var på besøg, vi så ham stige ind i sin vogn, en oberst i en anden og så kørte de nok så fredelig og uden ståhej deres vej, og når man ved at demokratiet her i Pakistan vakler, det ventes at militæret hvert øjeblik kan overtage magten, må man sige at det virkede ret fredelig, nogen stor ulykke for befolkningen tror jeg ikke det vil være om den højt respekterede militærleder overtager magten, for korruptionen trives.

Efterskrift: her i slutningen af oktober 1999 blev den civile regering afsat af militæret ved et ublodig kup. Befolkningen er nærmest lettet. Militæret lover snarlig valg.

Inger har desværre problemer med maven, vi håber det er bedre i morgen. Hotellet "kørere" som sædvanlig på nødstrøm, så lyset slukker kl. 22 men da vi skal op kl. 6.30 er det ikke for tidligt at gå i seng.

.