4. Dag Besham.

Tirsdag den 12.9.95

Vi var oppe k1. 6.30, efter morgenmad var der bagage check, afgang k1.8.10 i uformel påklædning, (shorts), hurra, for det er stadig meget varmt, 27^o om morgenen da vi startede. Farvel og på gensyn Rawalpindi. Der er 1250 km. ad Karakoram Highway til vi når Kashgar i Kina. Søren mener det bliver en varm tur med fint vejr. Hovedvejen nordpå, der er kun den samme, er ikke bredere end en almindelig lille dansk landevej, ad denne smalle vej foregår al trafik og vare- transport mellem den nordlige del af Pakistan og Kina, til den sydlige del af Pakistan. Der er godt nok en lille lufthavn i Gilgit til propelfly med indtil 30 passager, men flyvningen er problematisk, det skal være fint klart vejr og tit er det skyet i Gilgit, for få år side kom flyet ikke frem, det blev aldrig fundet, man mener det er faldet i en gletscherspalte, det siger lidt om den natur vi færdes i. Efter at have passeret Taxila kom vi til Hasan Abdal, i udkanten af denne mindre by holdt vi ved nogle boder der solgte bl.a. Dobbata = sjaler, vi købte et, smukt og farvestrålende. Videre gik det ad Elefantvejen. Mellem person og lastbiler, alle med lystig horn fanfare, færdedes æsler, heste, vandbøfler, dromedarer og minsandten om vi ikke så en elefant, det var et særsyn også for pakistanerne var det en sjældenhed at se sådan en tykhud, Søren mente det var en cirkus elefant der var på vej mod nord, den traskede roligt af sted, ledsaget af en oppasser, helt upåvirket af trafikken. I området er der mange teglværker, det er lige som de gamle rundovne vi havde her i landet i gamle dage, de er kulfyret og kullene kommer med lastbil fra Kina, lastbilerne tager så mursten med tilbage til Kina. Vi var inde og se et, sikken slid, alt er muskelkraft, arbejderne og deres familie bor naturligvis på stedet, børnene har også deres pligter, det er mest med at passe geder og høns. Næste stop på 15-20 min. var basaren i Haripur. Vi købte coca-cola og 4 bananer, folk var venlige, er smilende og stimede sammen for at kigge på os nordboer, igen var vi de eneste turister vi så, Inger følte sig lidt som en abe i bur, nogle unge mænd spurgte høfligt om hvor i verden vi boede. I Abbottabad spiste vi vor frokost mellem kl. 12 og 13 videre gik det til Manshera.

 Undervejs så vi en vandmølle, en ærværdig herre på stedet, var øjensynlig møllens ejer og viste med glæde møllen frem, rummet var ikke stort kværnen ej heller, men en hyggelig og rar stemning var der, stress og jag er "en by i Danmark", 20 m fra møllen holdt 3 mænd andagt, andre passerede uanfægtede forbi.

Området mellem Manshera og Batgram er meget frodig, der er ris marker i terrasser op ad bjergsiderne, tobak og te plantager er der også , bl.a. skulle Lipton te komme her fra, både te og tobak er vigtige eksportartikler, en pakke cigaretter koste ca. 2 kr. Hen på eftermiddagen passer vi bjergpasset Chakol i 1700 m højde, vi spadseret over og busserne kørte i forvejen. Her er befolkningen efter sigende ikke så venlig, det hænder der bliver sendt en sten efter bussen, vi mærker dog intet, men problemer er der i området hvor der tales 5 forskellige sprog og mange flygtninge er der også. Efterhånden som vi kommer nord på, dukker der Afghanske flygtninges telt lejre op, de flygtninge der har boet her i mange år har bygget lerklinet huse, men husene er ikke særlig solide de holder, på grund af de kraftige monsun regnskyl, som regel ikke mere end 4 år så synker de sammen. Fattigdommen er stor, der er intet arbejde at få og Afghanerne ejer ingen jord, International Røde Kors ( Røde Halvmåne hedder det vist i de muslimske lande ) bespiser de mange flygtninge, så folk der siger at det ikke nytter at hjælpe kunne jo spørge en Afghansk flygtning.

Eftermiddagens overraskelse var et besøg på distrikts posthus i Batgram. Postmesteren ventet os med te og kage, posthuset hold ekstraordinært længe åben, ca. 2 timer havde de ventede på os. Det er nogle af Sørens mange venner der ville glæde os, postmesteren havde 14 personer ansat og mange var mødt op. Selve posthuset var uden nogen moderne faciliteter, jeg ved såmænd dårlig om der var en brevvægt. Børnene gav vi til deres store glæde kuglepenne, de er virkelig eftertragtede og alle, barn som voksne, ville gerne fotograferes. Livet i sådan en lille landsby går normalt sin stille gang, så et afbræk i den stille hverdag er kærkommen. Jeg tror mange har et godt liv, familien er alt, men svigter familien og helbredet er det forfærdelig, det skal siges at i de små samfund så vi ingen tiggere, der tager familien sine pligter meget alvorlig. Sidst på dagen nåede vi Besham hvor vi blev indlogeret på P.T.D.C. Motellet har en skøn beliggenhed lige ud til Indusfloden. Efter aftensmad kl. 20.15 var der briefing efterfulgt af et foredrag af en norsk sygeplejerske der leder et lille sygehus her, ret spændende, men jeg havde det ikke så godt, dårlig mave og vi skal op kl. 5.00. dagens distance var 265 km.

.