3. Dag Rawalpindi.

Mandag den 11.9.95

K1.8.30 spiste vi morgenmad, der var 5 varme retter samt en masse forskellige søde kager, hårdkogte æg var der også, så med fyldte maver kunne vi begive os på tur. Første stop var på et udsigts punkt 700 m.o.h. med en flot udsigt over både Islamabad og Rawalpindi. Der var anlagt en park ved udsigten, de statsoverhoveder der havde besøgt Islamabad havde plantede et træ, ved hvert træ var der en lille mindeplade med overhoveds navn, træets art og den dag besøget havde fundet sted, despoten Nicolae Ceausescu, Ceausescu havde også sat et træ, det må nu nærmest opfattes som en skamstøtte.

Op i busserne igen, næste stop var ved Parlamentsbygningerne ( 600 medlemmer ) samt nationalbiblioteket, i det store og hele smukke gaver fra Arabiske Fyrster, videre gik det forbi alle ambassaderne, de fleste med bevæbnede vagter uden for de høje mure der omgiver de enkelte ambassader, også den danske ambassade så vi, knapt så prangende og ingen vagt at se. Vidder kørte vi til den Nationale Helligdom Faisal Moskéen, en gave, ja! rigtig gættede, det var Kong Faisal af Saudi Arabien, der gav denne pragtfulde perle af en moské, opført i hvid marmor, granit og beton, til det pakistanske folk, efter sigende i 100 mill. $ klassen, desværre nåede han ikke at se sin smukke gave færdig da han blev myrdet under den republikanske revolution i juli 1958, men pengene var der, det havde han sørget for i tide, byggeriet tog 10 år og blev indviet i 1986 . Da vi ankom begyndte det så småt med finregn , ved indgangen til helligdommen var der et sted hvor vi kunne stille vore sko, de blev samlet i kurve og var under opsyn, så vi gik barfodede rundt i underet, de steder hvor vi gik på den våde marmor skulle man passe på, der var meget glat. Der var desværre lukket ind til selve det allerhelligste, da det er Nationens Fader (Quaid-e Azams) dødsdag, den er national helligdag og alle regeringskontorer og offentlige steder er lukket, men vi kunne da kigge ind ad vinduerne, et meget stort, smukt og stilrent rum, med plads til 1500 mennesker inden for og ikke mindre end 300.000 udenfor, en kæmpe lysekrone støbt i aluminium der er forgyldt med ægte guld, forsynet med 1200 lys og vejende 6500 kg. oplyse dette smukke rum. Der var foto forbud men det var ikke noget der blev håndhævet særligt strengt, jeg smug filmet og fotograferede da en del. Efter ca. 1 time forlod vi moskéen, et smukt minde rigere.

Derefter var det tid til frokost på byens fineste restaurant, den ligger på et højdepunkt i Margalla Hills Nationalpark, de besøgende statsoverhoveder har tit spist der, på væggene hænger der fotografier af mange prominente besøgende. Vi fik 10 retter mad og masser af kager og medens vi spiste havde vi den skønneste udsigt over Rawalpindi og Islamabad, den blev dog sløret lidt af en smule regn.

Efter frokost var vejret heldigvis klaret op og vi kørte til Den Gamle Basar i Rawalpindi. Der var trængsel, æsler, heste, fedthalefår, små biler, store biler, der var en sprutten og osen en summen, brummen, tuden og hylende, der var plader og skarn så det er helt ubeskriveligt, dertil kommer en lugt af, ja alt indenvordes og udenvordes, heste og menneske møg, tonsvis af krydderier, frugt, burfugle og meget meget mere, dertil kommer selvfølgelig det vigtigste, sælgerne af alt mellem himmel og jord, slagtere, grønthandlere, pengevekslere, skræddere, ure i stakke, smykker og isenkram, men alt specialiseret f.eks. var der en der solgte frisk presset sukkersaft, en handlede med gamle ure en anden med gamle radioer, en tredie rep. engangs lighter, o.s.v.

Og i menneskevrimlen var der tiggere og krøblinger så det var en gru, smukt klædte mennesker var der, det var jo helligdag, se det var en rigtig basar. Til sidst var det ved at blive for meget for Inger, hun kom pludselig med et udbrud, "jeg kan ikke klare det", men det kunne hun jo alligevel, det var kun et øjebliks panik. Vi var i øvrig de eneste turister vi så, folk var søde og venlige, og der var intet presserri for at købe. Det eneste vi købte i den gl. basar var en lommelygte, for nord på er det almindelig at der ikke er strøm efter kl. 22. Vi kørte nu til den nye basar, at den kaldes den nye basar er ikke ensbetydende med at den er ny og fin, næ, næ, men knapt så faldefærdig og lidt mere plads var der da. Der købte vi pakistanske klæder, vi fik begge en Qamis og en Shalwarr med en Nara = Skjorte, bukser med snor, Inger fik dertil en Doppafa = kvindesjal. Ingers kostede 450 RPE = 88 kr., min kostede 430 RPE = 82 kr. men vi skal lige huske at en daglejers løn for 10 timer er ca. 80 RPE. = ca. 16 kr. Lige uden for forretningen gik en mand med sin ven på ryggen og tiggede, vennens ben var helt visnede, de to havde en konkurrent der var om end endnu dårligere stillet, blind og elendig sad han hjælpeløs på gaden, jeg tror ikke han var i stand til at gå, man skal være en kold kid hvis man ikke giver en lille skærv vel vidende at det ikke hjælper meget mere en at tisse i bukserne for at holde varmen ( de få vi gav lidt, er nok uenig heri ). I følge koranen skal man give af sin overflod, en slags tiende, det er frivillig men er du troende giver du dit bidrag til moskéen, der så kan yde hjælp, vi så adskillige pakistanere der gav en skærv direkte til tiggerne. Kl. 19.30 var vi flere der mødte op til middag i nyerhvervet pakistanerklæder, det passede Søren at vi gik med på spøgen, stemningen var høj og maden god (men stærk). Efter at have betalt vor lille regning, pakkede vi kuffert og så gik vi på hoved i seng, vi var meget trætte og skal tidlig op i morgen.

.