l. Dag: København - 
Islamabad.

Lørdag den 9.9.1995.

Om formiddagen matte vi pakke kufferterne om, de vejede for meget, det var ikke nemt at vide hvad vi skulle bruge på vor ekspedition, det lykkedes at klemme vægten i kufferterne ned under de 2 x 20 kg, håndbagagen regnede vi ikke med. Kl. 12.00 kom Ingers datter Dorthe og hendes mand Esper for at køre os til lufthavnen, først var det dog tid til en bid mad (æggekage). Lidt over kl. 13. kørte vi, så der var god tid, Dorthe og Esper sagde farvel, og vi så vor medrejsende an, vi kunne nok se at flyet ikke skulle til en af vore sædvanlige græske øer, vore medrejsende så noget mere eksotiske ud, især var kvinderne i deres smukke dragter ret fremmedartet for midtsjællændere som os.

Efter at havde handlet, især kosmetik, så Inger kunne dufte som Prinsesse Hsiang Fei (Prinsesse Vellugt ) og jeg selv næsten lige så godt, gik vi til den finger hvor flyselskabet P.I.A.s kæmpestore jumbojet ventede på at bringe os til Islamabad. Efter lidt tumult på grund af overbooking, der var ikke plads til et par børn, løste problemerne sig, Pakistanerne viste virkelig i praksis at hvor der er hjerterum er der husrum, de fordelte børnene på skødet af hinanden, jeg kunne godt lide at vide om det var gået hos SAS. Jeg selv havde lidt problemer med bagagen, men en venlig Pakistaner Hr. Bashy Quraishy, der er en kendt politiker fra København, hjalp mig med at få plads til pakkenellikerne. Efter en halv times forsinkelse var vi klar til at lette, men først lød der en bøn fra højttalerne i kabinen og vi susede ud af startbanen, Kl. 16.45 slap hjulene jorden med en fart af ca. 300 km/t, et par timer efter passerede vi Moskva i lidt urolig vejr, den halve times forsinkelse var hurtig indhentet for vi havde medvind, så der sad vi magelig henslængt i l0 km højde med 1030 km/t og kunne på TV skærme følge flyets flugt over Kontinentet, dybt under os så vi af og til marker og byer. Inden det blev mørkt, fik jeg den idé at spørge om jeg måtte se cockpittet, det måtte jeg, det var ikke så stort som ventede men helt tæt med instrumenter, jeg filmede lidt, og det var så den første af de mange store oplevelser vi skulle få. De knapt 8 timers flyvetid svandt hurtig, Inger talte en del med en Pakistansk dame der havde boet i Danmark i 23 år, det var nu ikke nogen ferie tur Damen skulle på, desværre, en nær slægtning lå for døden.

.