Slaget i Kringen

Også Palle Lauring skriver i sin bog "Rejse i Norge" om skottetoget:

Der er ingen begivenhed i Gudbrandsdalens historie, der har sat sig så fast i traditionen, og som legenden har fablet så meget om, som slaget i Kringen, Skottetoget.

Så frodigt har legenden broderet over på stoffet, og så sparsomme er de faktiske klare oplysninger, at det i dag er vanskeligt at nå ind til, hvad der faktisk skete eller ikke skete den 26. august 1612.

Baggrunden er Christian den Fjerdes krig mod Sveriges af alder svækkede konge Carl den Niende, Kalmarkrigen, der vel endte med norskdansk sejr, men som samtidig placerede Carl den Niendes søn Gustav Adolf som en klar modstander af Christian den Fjerde, hvilken regning rigerne til sin tid skulle få lov at betale til sidste hvid.

Svenskerne hade hvervet tropper i Skotland, og den nærmeste vej til Sverige var gennem Norge. Når traditionen og Edvard Storms vise nævner 1400 mand er det overdrevet, med hensyn til slaget i Gudbrandsdalen endda meget. Styrken var på 1100 mand, af hvilke de 800 under Oberst Jan van Mönnichhofen (Monkhoven) gik i land lige nord for Stad og plyndrede i Møre og i Romsdalen, derfra sejlede de til Trondheimsfjorden, men blev slået tilbage og søgte over til Stjørdalen, herfra gik de over Merakfjellene ind i Sverige. Troppens anden afdeling var kun på ca. 300 mand, og det er den, der kommer os ved her.

Det vil forblive en gåde, hvorfor Sinclair er blevet gjort til anfører for dette togt. Oberst var Alexander Ramsay, og George Sinclair var kun en af troppens kaptajner.

Sinclair-klanen er for øvrigt Norges nærmeste naboer i Skotland, idet den hører til helt ude på spidsen af Caithness, mens Ramsayernes gamle land ligger nede syd for Edinburgh. Selv om det måske ikke har betydet noget for officerernes placering, kan det dog nævnes, at Sinclair-klanen på dette tidspunkt var så forgældet og svækket, at en Sinclair næppe ville ha større muligheder for at opnå stillingen som leder af et felttog.

Noget andet er at Sinclair'erne ikke var ukendte i Norge. Under den uro, der både i Sverige og Norge følger på det knusende danske nederlag i Ditmarsken, møder vi en David Skotte, eller Sinclair, der støtter Knut Alvssons forsøg på at få nordmændene til at følge Sverige i oprøret mod kong Hans. Men det var jo nu over 100 år siden.

Troppen gik i land i Romsdalen, og traditionen hævder at skotterne for frem med den største grusomhed, med plyndringer og mord. Meningen var, at troppen over Lesja og ned gennem Gudbrandsdalen skulle trænge frem til Sverige.

Vi går fra Otta over broen og syd på langs Lågen. Turen er ikke særlig lang, et kvarters gang, og man står ved Kringen, et navn der skulle komme til at løbe Norge rundt og senere blive holdt frem for bønderne som eksempel på fædrelandskærlighed og stovte bønders mulighed for, selv med primitive midler, at værne deres land.

Vejen løber lige langs elven, med fjeldet på venstre hånd. Et ret lavt plato skyder sig frem og danner en temmelig brat men ikke særlig høj skrænt. Her skulle det ske.

Fogden Lars Gram hade skaffet sig oplysninger om skotternes vej, og han hade selv taget stilling et par mil fra passet, men ved Kringen stod lensmanden Lars Haga, Peder Randklev og Berdon Seielstad med omkring 400 bønder fra de nærmeste bygder.

Bønderne lå skjult oppe på platoet, og der var samlet sten og træstammer, der dels skulle ramle ned over skotterne, dels blokere vejen, så tilbagetog blev umuligt. Oppe fra platoet kunne skotterne ikke ses, men det var aftalt at en bonde skulle ride i elven, på de lave grusbanker, på linje med skotterne, og desuden sad en jente på vagt højt oppe i fjeldet og skulle gi signalet med en lur.

Hvad der så egentlig skete, er kilderne meget uenige om i enkelthederne. Traditionen nævner både hr. Sinclair og hr. Sinclairs hustru og barn, selv om det vel må anses for ret usandsynligt, at han har taget hele familien med på togtet. Og den smukke historie om bondeknøsen, der hade lovet sin kæreste at redde fru Sinclairs barn, men blev stukket ned af fruen personligt, kan næppe være helt rigtig, selv om dolken den dag i dag forevises, ræverød af bondeguttens blod. 

Skotterne kom ad vejen nordfra. Hvis hr. Sinclair har været iført blot halvdelen af de rustningsdele og stik- og skydevåben og pengeskrin, som han selv skal ha båret, og som forevises rundt omkring, bl.a. i Maihaugen i Lillehammer, kan det med bestemthed siges, at ingensinde er en kriger draget i felten i besynderligere antræk. Men vi har vel lov at tro, at han i alt fald har båret Sinclairernes rød-grønne tartan med den gule stribe, og at Oberst Ramsay har båret sin nok så noble luerøde med de brede mørke bånd. Det har under alle omstændigheder været et syn værd at se, da de skørteklædte højlændere kom intetanende marcherende langs elven.

Alt klappede som det skulle. Signalerne lød, og sten og bjælker haglede ned over vejen. I forvirringen sprang bønderne ned og begyndte myrderiet, og skotterne var i løbet af halvanden times kamp slået komplet, efter at troppen var revet fuldstændig op. Hr. Sinclair faldt selv, og traditionen kan ikke lade en så fantastisk skikkelse dø for noget mindre end en sølvknap. Hvor stort mandefaldet har været, vides ikke bestemt. Traditionen, der er det eneste vi har at holde os til, siger at 134 skotter overlevede kampen. Det fortælles, at de blev spærret inde i en lade, men næste morgen skød bønderne dem alle, på nær atten, fordi “kongelig majestæt hade nok at føde udi samme atten”.

Af disse problematiske atten var i alt fald tre officerer, der sendtes ned til København. Andre gik i norsk-dansk krigstjeneste, andre igen tog plads hos “godtfolk udi landet”, hvad de ikke skulle ha gjort. En af dem kom i huset hos en bonde i Vågå. En dag, de var ude i skoven, kom han til at tale med sin husbond om slaget, og han var så uforsigtig at bemærke, at hvis skotterne ikke var blevet overrumplet, var dagen nok endt noget anderledes. For hvilken bemærknings skyld bonden slog ham ihjel. To andre skal være blevet skudt, da høsten var ovre “fordi bønderne ikke fandt deres regning ved at føde dem om vinteren”.

Disse traditioner er mildt sagt usikre. Men de viser os en smule om de Gudbrandsdal-bønder på den tid. Hvad enten de har gjort dette eller ej, så har de fundet det værd at fortælle, og det siger dog altid lidt om folk, og gir en fornemmelse af, “hvor farligt det er at besøge dem, der bor blandt Norriges fjelde“.

I øvrigt er traditionen ikke helt utænkelig. Samme forår var en hel garnison norske soldater i Nya Lodose - ca. 300 mand - blevet hugget ned til sidste gut af svenskerne, og dette, der var rygtedes over hele Norge, kan udmærket ha gjort overfaldet ved Kringen til en forbitret norsk hævn.

        End kneiser en Støtte på samme Sted, 
        som Norges Uvenner mon true.
        Vee, hver en Nordmand, som ei bliver heed
        så tit hans Øine den skue!

Denne støtte står lige ved vejen. Den er gammel og ramponeret, overkradset og gennemgravet med navne og bogstaver, så der ikke er en bar plet tilbage. Den ligner lidt i retning af et bornholmerur, og bærer indskriften

     ”Minde om bøndernes tapperhed 1612”.

Den står lige ved vejen, i en bred niche hugget ind i fjeldet, og ved hele sin prunkløse stilfærdighed virker den meget stærkt.

Desværre er denne virkning ødelagt af en velment forbedring.

Lidt syd for den, højere til vejrs, er i nyere tid rejst en ny og større mindesten, tung og plump, med et relief af en aldeles vanskabt kone, der med vilde fagter sluger en telegrafpæl. Indskriften er så norsk, som nogen kan ønske det:

    »MINNE UM SLAGE I KRINGOM 26. AUGUST 1612«.

Hvorfor nu dette?

Går det aldrig op for folk, at monumenters virkning er omvendt proportional med deres størrelse? Tror nogen, at den kæmpekasse, der er rejst på Carl den Tolvtes dødssted, »virker«?

Hvordan har man kunnet få sig til at rejse dette kluntede apparat her ved Kringen? Det gamle monument har sin patina, som det andet vanskeligt kan få, da det er sat i bur med pigtråd og andre falbelader. Det lille oprindelige mindesmærke er netop den stilfærdige bemærkning på dette sted, der ville være af den allermest ægte og alvorlige virkning, kun dette dæmpede: »her var det«.

Når de Gudbrandsdal-bønder på dette sted har væltet så meget andet ned i hovdet på forbipasserende, kan de så ikke også gøre sig selv og os andre den tjeneste at vælte det nye monument ned i Lågen. Det virker som et ganske overflødigt, temmelig ubehageligt brøl, herregud, vi ved, hvad her skete, og vi vil ha lov til at lade hånden glide over den gamle steles knudrede og arrede overflade, mens vi tænker på Hr. Sinclairs barn og på de små Annie Laurier, der i årene fremover stod ved de skotske kyster og stirrede østpå mod Norge, hvorfra »ei nogen levende sjæl kom hjem«. Det nye monument er sikkert uhyre velment, men hvorfor skal man ha sit gode humør ødelagt lige her?

Af Palle Lauring.

.