OBERST H. ANGELL  

-

SKOTTETOGET

 -

ET 300 AARS MINDE

1612- 1912

  KRISTIAN IA

FORLAGT AV  H. ASCHEHOUG & CO. (W. NYGAARD)

1912

Oversat og bearbejdet af Erling Klingberg Jensen, år 2002.

Forord

Det er mange gange hævdet at Nordens Konger i gamle dage nærmes havde krigen som en idræt. Men i Kalmarkrigen (1611-13) drejede det sig om at Svenskerne var ved at indlemme en betydelig del af Norge, nemlig hele tre store amter (Finmarken, Tromsø og Nordland). Så der var vel intet at sige til at Christian IX indledte en krig hvor Kalmar erobredes 1611 af danskerne. Derudover bestod krigen mest i gensidige hærgninger i grænselandene. En episode huskedes længe; et skotsk hjælpekorps under Alexander Ramsey blev udslettet af Gudbrandsdalens bønder og det er den episode jeg her vil skildre.

OM SKOTTEHÆREN

Både den Danske Kong Christian IX og den svenske Kong Gustaf II var af den mening at danske og svenske soldater ikke var duelige i krigshåndværket så de lejede professionelle soldater rund om i Europa. Den svenske Kong Gustav II havde fået en forbindelse (Sir James Spens of Wormiston) til at hverve skotske lejesoldater, han fik nu sin landsmand oberst Andrew Ramsay til at påtage sig arbejdet. Det var meningen at hen ved 3000 mand skulle drage til Sverige. Da den Skotske Kong Jacob VI der var gift med Kong Christian IX 's søster Anna, fik det at høre forbød han under dødsstraf, simpelthen hvervningen af skotske lejesoldater. På trods af kongens forbud lykkedes det for oberst Ramsays bror oberstløjtnant Alexander Ramsey at drage af med to skotske kompagnier under ledelse af kaptajnerne George Hay og George Sinclair med en samlet styrke på ca. 400 mand (måske lid færre eller flere).

Den 2. august sejlede skotterne fra Dundee for at samles på Orknøerne for at proviantere og for at øge sin styrke, husk på at de havde trodset kongen og var derfor kommet af sted i en fart og måske dårligt rustet.

Du er måske forundret over at Skotterne ville sejle til Norge og igennem Gudbrandsdalen til Sverige? Med det er den letteste og hurtigste vej til Sverige og skotterne var i hine tider godt kendt med Romsdalsfjorden, Romsdalen, Gudbrandsdalen og den almindelige færdelsvej videre til Sverige. I øvrig er der meget der tyder på at mange af Skotterne har været efterkommer af Nordmænd der havde bosat sig i Skotland og de lignede da også Nordmænd i både sind og skind. Yderlig var der en del trælast udskibning fra Romsdalsfjorden og det var ret almindeligt at se skotske skibe der.

REJSEN GENNEM NORGE TIL KRINGEN  

Da skotterne kom ind under Norges kyst, heder det i sagnet at Sinclair gik i land på en ø. Det er ret sandsynlig, en sejlskibsrejse med flere hundrede mand gjorde vel at de skulle proviantere og forsyne sig med vand. Hvilken ø det var, ved vi ikke men det har muligvis været Giske eller Vigra. Om Sinclair fortælles det, at han gav sig i samtale med en kone på øen. Hun skal have hedet Ellen. Samtalen er gået livlig for sig, lader det til. Sinclair fortalte hvor han agtet sig hen, og konen advaret ham fra at drage ind i Norge med fjendehånd. Hun spåede ham det, at den krigeriske befolkning vilde gøre ende på både ham og hans folk. Sinclair skal været blevet meget vred over at høre den spådom og lovede hende, at bare han kom tilbage på de kanter igen efter at have taget Norge, skulde hun nok få tak for hvad hun havde sagt.

Rimelig er det at Sinclair har haft den samme overtro som endnu findes hos vort folk, nemlig at det er særlig uheldig for en mand som skal ud på jagt eller fiske, at træffe en kone. Er hun gammel, er det rigtig dårlig, og spår hun jægeren en ulykke oven i købet, så er det rent galt.

Det er formodentlig ovennævnte sagn som har bragt Edvard Storm til at fortælle om havfruen som Sinclair mødte og som spåede ham så ilde.

Så langt som ind til Molde eller til Vestnes (på den anden side af fjorden) har de skotske skippere formodentlig været kendt, og kom dertil uden lods. Videre indover deler fjorden sig, og de fremmede kunde let komme i tvivl. Ud for Vestnes så de en fiskerbåd som de fik fat i. I båden sad en mand som hed Ivar Helland og hans datter, som hjalp til med at fiske. Skotterne trak båden til sig og befalet Ivar og hans datter at komme ombord. Datteren begyndte at græde, hun blev som rimelig var bange for de fremmede krigsfolk. Men de skotske soldater var ikke så slemme som den slags karle ofte plejede at være i de tider. De var jo mellem ”landsmænd”. De gav jenten kostbare gaver, hun fik både saks med sølvhåndtag og sølvfingerbøl. Disse sager var i lang tid at se på Helland, men nu er de som så meget andet af kunst og historie solgt ud af bygd og land.

Skotterne var så flinke at de satte jenten i land igen. Men hendes far måtte tage med ombord som lods, og så sejlede de videre. Skotterne skulde til Nes (Åndalsnes) for derfra at tage vejen igennem Romsdalen til Gudbrandsdalen. Da de kom ud for Klungnesodden, nu kaldt Skotthamaren eller Skottekleiven, påstod Ivar at han ikke turde lodse længer, og at farvandet ikke var rent. Da skotterne her fik fat i en anden nordmand, slap de Ivar fri og gav ham endog betaling for umagen.

Så heldig slap ikke skotternes anden lods fra sit sammentræf med skotterne. Denne lods var den i ”skottefeerden" så vel kendte Peder eller Per Klungnes (også skrevet Klognaes). Han så den dag to skibe stå ind gennem fjorden. Han troede det var skibe som kom med korn. Tog så 3 rigsdaler, satte sig i en båt og rodede ud. Kommet ombord fik han snart at vide hvad slags skibe det var. Skotterne tog ham straks til lods og tog ham senere med sig som vejviser.

Om Per siger sagnet at han, så snart han skønnede at skotterne kom for at fare med ufred mod landet, bestemte sig til at gøre hvad han kunde for at sinke fjendens march. Derved vilde han skaffe tid for sine landsmand til at redde kvinder, børn, gods og til at samle sig til modstand. Det gjaldt derfor at narre skotterne og bilde dem ind at det ikke gik an at sejle længer. Så urimelig det end var, så gik skotterne iland ved Klungnes eller ved selve Skotthamaren (nord siden af Isfjord). Derved kom de iland på den modsatte side af Åndalsnes og kom derved til at måtte gå rundt om den uvejsomme Isfjord, en march på over 20 km. De mistet derved 1 dag. Den dag skulde blive skotterne meget dyr.

Har Per Klungnes virkelig narret skotterne til at gå i land på den gale side af fjorden, har han gjort sine landsmænd en god gerning. Han har da sat tanken på egen velfærd til side for Fædrelandet, og har bragt de ubudne gæster til sin egen gård og udsat sig selv for at miste livet.

Man kan i al fald ikke forklare sig skotternes besynderlige valg af landgangspunkt på anden måde end at de er blevet narret. Per har også altid levet i folkesagnet som den gæve nordmand. Med stolthed nævnes hans navn gennem hele Romsdal. Taknemlige og hjemhørende romsdoler har i 1881 rejst ham en mindesten på Skotthamaren.

Der lever endnu en hel del sagn om hvad der hændte Per og skotterne ved landstigningen. Ligesom så mange andre af skottesagnene lever de fleste formentlig nærmest på grund af den bog som præsten Krag sammen med skolelærer Hans Prillarviken engang samlet om dem, og af hvilken de fleste senere forfattere har øst.

Klungnes

Det fortælles at skotterne bandt en snor om Pers lange hår og førte ham sådan bunden med sig. Per fik i det hele taget en ganske anden behandling end Ivar Helland. Han fik efter meget plagen lov til at gå til sin gård for at skifte klæde, men det var mest for at få anledning til at sende bud til lensmanden på den anden side af fjorden om fjendens ankomst. Nogen siger ban skrev sin melding på en træflis, da han under vakt gik fra fjorden op til sit huse. Der havde han mulighed for at stikke "brevet" til en tjenestepige og give hende besked. Hun stak det i sin strømpe, tog de grimmeste klæder på hun havde, og prøvede så at komme forbi vagten. Da skotterne vilde holde hende tilbage, havde hun ageret bestyrtet og sagt: "Kors, i Jesu navn, skal det være sådan nu, at en fattig kone ikke kan gå i fred”. Så slap hun forbi. Hun tog nu en båd og roede over til Veblungsnes hvor folk bragte budstikken eller brevet videre til lensmanden.

Per har vel også sagt til hende at hun måtte varsle folk, så de kunde tænde bavnen. Den flammet op, og snart så folk inde i Isfjorden og over på Nesset at fjender var kommet i landet.

Imens fuldførte skotterne deres landgang og forberedte sig til sin længere march. Der måtte således anskaffes kløvhester til bagage- og til de kvinder og børn som datidens lejetropper plejede at føre med sig. At der var kvinder med skottehæren, er temmelig sikkert, det står selve ”kaldsboken” på Vågå. Sagnet sier at Sinclairs kone var med. Hun var uden sin mands viden og vilje, gået ombord. Videre fortælles det at hun unde overfarten fødte et barn.

Længe kan skotterne ikke have givet sig tid på Klungnes. Det gjaldt for dem at være rappe på foden; landet så vanskelig og farlig ud, selv var de temmelig fåtallige, og de vidste efter alle gamle fortællinger at de havde en krigerisk og tapper befolkning imod sig. Ved at marchere hurtig vilde de kunne forhindre nordmændene i at samle sig og stænge de trange fjeldpas.

Det skulde vise sig at det var ikke langt fra at skotterne ved sin marchhurtighed havde gjort alle nordmændenes forsvarsforanstaltninger til intet.

Allerede den første dags march viste hvad skotterne duede til. Foruden at gøre landgang, ordne sig til marchen m. m. klarede de på en dag at gå rundt langs Isfjorden og nå til Åndalsnes. Langs fjorden på nuværende vej er der to drøje gamle norske mil. Men dengang var der næppe så meget som en ordentlig sti. Det heder at de endog måtte klatre op over Bjørga for at komme frem.

Åndalsnes / Plyndring

Om aftenen nåede de Åndalsnes, og da var de ikke mere trættere end at en del endog for over Rauma til Setnesgården for at plyndre ejeren for en del sølv. Ejeren var en dansk mand, og det er næppe en tilfældighed at denne udlænding er den eneste om hvem det med historisk sikkerhed kan sies at han blev plyndret. Statholderen skriver 3. oktober 1612 at skotterne ikke havde „brændt, myrdet eller ødelagt hverken i Romsdalen eller i Gudbrandsdalen, uden alene en dansk mand som bor i Romsdalen, ved navn Søfren Setmæs; fra ham har de taget et skrin fuldt af sølv, både kander, bælte og meget andet sølv.

Fra nordmændene vides ikke at de den dag tog andet end en del sengeklæder på gården Torvik. Det heder at folkene var flygtet og havde gemt sine sengeklæder oppe i en fjeldkløft. Men skotterne fandt klæderne, skar hul på dem og rystet fjerene ud. Dette er et sagn.

Om Per heder det at han den aften på Åndalsneset fik stukket sine 3 dalerne til side så skotterne ikke fandt dem. Statholderen fortæller at skotterne her fanget to nordmænd for at bruge dem som vejvisere; men det vides ikke hvem de var. Der er ikke sagn efter dem. Skotterne skal have sendt nogen af sine folk i forvejen for at tilsig bønderne om at sætte mad frem. Dette er ikke urimelig. Skotterne kunde ikke føre megen proviant med sig, og de vilde sandsynligvis af gode grunde helst fare med lempe. På denne måde kan også forklares at de drog frem uden at være nødsaget til at plyndre. De ”rekvireret” på moderne vis.

Blandt dem som skotterne sendte frem blandt spejderne, nævnes tidlig de to ”vejrløbere” eller ”støvere”. De er også kaldt for „vejrkalver" og „vild-tyrker". Om dette fortælles der mangt og meget. Andreas Austlid skriver om dem at „det var nogle stygge folk.

Præsten Krag mener at de „ikke havde været andet end Sinclairs sporhunde, hvilket man må formode både af beskrivelsen og af at der fortælles om den der blev skudt på Ødegården, at den løb om på ageren og gøede". Dette sidste er det naturlige.

Romsdalen

Det har ikke været særlig hyggelig for skotterne at begive sig igennem Romsdalen. Her er den mest storladne norske natur og de vildeste fjelde, tillige var der forskellige steder tændt bavner. Skotterne vidste udmærket at det betød at Hærpilen var tændt og den der ikke mødte op for at bekæmpe fjenden, hans hus ville blive brændt og han selv hænges.

I Sinclair visen heder det ”De skjænte og brændt hvor de dro frem”. Men det kan ikke passe, der er ikke en eneste gård hvor det er sket. Derimod beretter sagnet at en af skotterne blev skudt af manden på gården Fiva, han skød over elven på skotten. Ligeledes skulle en af sporhundene være blevet skudt på gården Raudstulen.

Om en skotte fortælles at han blev tilbage på marchen på grund af sygdom, han havde gemt sig i en stenrøse og lagt sig til at dø; men bønderne fandt han og gav ham mad og pleje. Han var hos bønderne i lang tid, men pludselig var han borte og de hørte aldrig mere til ham.

Romsdalsbønderne havde ikke tænkt sig at slippe skotterne igennem uden kamp og havde de fået lidt tid havde de nok klaret at standse fjenden. Romsdalen er mange stede så snæver og terrænet så vanskeligt at der ikke skulle så store forsvarsværker til at standse fjenden. Særligt let havde det været ved Mångehamaren, ved Kyllingkleiven og ved Bjørnekleiven, men skotterne havde passeret inden man kunne samle folk og våben nok. Ved Bjørnekleiven som danne skellet mellem Romsdalen og Gudbrandsdalen, troede skotterne at der ville blive kamp. Men for ikke at sinke sig gik de til fjelds og undgik dermed at komme i strid med romsbønderne. Man mener de kom ned igen ved Einbu i Lesja i Gudbrandsdalen. Hele marchen igennem Romsdalen til Einbu har skotterne kun brugt to dage på. Sandsynligvis er allerede lørdag den 22. august kommet til Einbu og måske et lille stykke længere.

Hvorfor havde skotterne så travlt? Det har nok været nødvendig for at hindre at der kunne samles fornøden modstand.

Lesja

Da skotterne marcherede gennem Lesja, søndag den 23. kom de til gården Kjellshus. Folkene var flygtet, men havde sat mad frem på bordet. Skotterne takkede ikke for maden, men hældte et kar mel ud på vejen og brændte gården af. Men er sagnet sandt? I den tids mandtal findes gården ikke nævnt.

På gården Norderhus boede en kone der hed Synne. Hun var fra Lom. Hun gemte sig i marken for at kunne slukke om skotterne satte ild på, det skete ikke.

På gården Tynnøl boede en mand der hed Trond. Han samlede sig en del folk for at tage imod skotterne med våben og ikke med mad. Man da de så hvor mandstærk fjenden var, opgav de at strides med skotterne og satte en mængde mad frem til dem. Som tak huggede de benene af en kvie.

Ellers flygtede folk op på åsen. Længer væk fra skotterne var de ikke end at skotterne kunne råbe ”fjældkatte” efter dem og når landet var taget skulle de nok komme og besøge dem.

Gudbrandsdalen

Mandag den 24. er skotterne i Dovre sogn. Her er ingen sagn om mord og brand, heller ikke på deres færd videre i dalen.

Da de hen på dagen kom til gården Landheim, tog de et længere hvil her på en ”leikarvoll” som kaldes Kråkvolden. De var nu ikke mere trætte end at de gav sig til at danse. Folk som var flygtet sad oppe i åsen og så på dansen.

Skotterne havde god grund til et hvil her, for Landheim ligger smukt og foran sig havde skotterne Dovrebygden bred og rig. Per fortalte godt nok at der var en strækning som heder Rosti (mellem Dovre og Sel) og den var slem, ligeledes var Eldstad stien slem og endelig Tromsnes-broen i Ringebu. Den var godt nok ikke mere end et stokværk, lang men der var et dyb på næsten 30 meter under den og alle var bange for at passere den. Idet hele taget var strækningen meget farefuld ad smalle stier hvor man kun kunne trække hestene og så var der endda stor fare for at styrte i elven.

Sel

Allerede tirsdag aften den 25. august kom skotterne til Romundgård i Sel, ca. 15 km fra Otta hvorfra der kun er yderlig 3-4 km til Kringen. Ret godt at komme næsten 40 km frem i gennemsnit i det terræn. Denne usædvanlige hurtighed forklare til dels også den manglende hærgen og plyndren, der var ikke tid. Tænk også på at der var koner og måske børn med og der var ingen efternølere, uden den ene der blev syg.

Bønder gør sig klar til kamp.

Budstikken kom til lensmanden på Dovre søndag den 23. august om formiddagen og må have gået både nat og dag.  Lensmanden Lars Hågå (Lauritz Hage) greb straks sin stridsøkse og kastede sig på sin hest for at ride til Dovre kirke. Her var almuen allerede gået ind og præsten stod på prædikestolen. Lensmanden gik ind med øksen i sin hånd. Præsten stansede sin prædiken og folk blev urolige. Lars Hågå stødte økseskaftet tre gange i gulvet og råbte: ”Gjev ljod! Fienden er komen inn i landet!”. Alle for op og ud i våbenhuset hvor de greb deres økser hvorefter de samlede sig om lensmanden på kirkegården. Han fortalte dem hvad han vidste og vilde og det var nu de skulle lave det sådan at skotterne ikke behøvede at anstrenge sig stort mere.

Først ville de stanse fjenden ved Rosti, men opgav det. De var for fåtallige og dårligt bevæbnet, kun ganske få havde skydevåben. Dro de længer sydpå, kunne de få folk med fra Vågå, Lom, Ringebu og Fron med flere med. Der var kun enkelte skydevåben og nogle sværd, få buer og armbrøste var der også, men langt de fleste havde den langskaftet lette stridsøkse med de fine skærende linier og den mærkelige krumning i skaftet for skæringens skyld, det var nordmændenes yndlingsvåben fra gammel tid.

Mandag den 24 august kom så lensmanden med sine folk til den store gårdklynge i Sel (Romundgard, Jørandgard, Olstad, Larsgard, Ullsvold og Øvrebø) Her stødte Vågå folkene til samt bønder fra Ringebu og Fron. Der var nu samlet flere hundrede mand og de syntes at de var stærke nok til at tage kampen op. Folkene i Sel syntes nu at de ville byde på hvad de formåede, så der kom mad og drikke på bordet. Raske folk var de og de syntes nu at de lige godt kunne feste resten af dagen og natten med. De havde fået fat i nogle tønder øl og mange blev berusede. Heldigvis fik lensmanden og de fornuftigste af folkene slået tappen så hård i tønderne og skåret af nær bunden at drikkeriet dermed var slut.

Det gilde kunne have blevet nordmændene dyrt, for skotterne var ikke længere væk en at de næste aften tog ophold i akkurat samme gårde.

Kringen

Tirsdag den 25. august marcherede bondehæren i små grupper sydover til Kringen, der var da ca. 490 mand. De var ikke ordnede og der var ingen anden høvdinge end dem som tilfældet peget ud. Men det er vel sådan at der gerne er naturlige ledere. Der var først og fremmest Dovrelensmanden Lars Hågå, lensmanden i Ringebu Per Randkleiv og Arne Gunnstad også fra Ringebu og kendt for sin store styrke, endelig var der Berdon Sejelstad kend som bøndernes anføre på den gamle Sinclairstøtten.

Høvdingene havde nok at gøre den 25 august til langt ud på natten. Der skulle lægges slagplan og folkene sættes i arbejde med det fornødne og alt nøje instrueres.

Man må beundre de bondehøvdinge for den nøje udtænkte og i mindste detalje gennemførte plan. Hensigten med kampen er fjendens fuldstændige tilintetgørelse, intet mindre.

I dag taler vi meget om tømmervælten og det har gennem tiderne været vist om at det eneste bønderne gjorde var at vælte en masse tømmer og sten ned i hoved på fjenden. – det er helt forkert.

Det gik ikke an at ligge på lur et sted der var alt for tydeligt egnet til et bagholdsangreb. Ligeledes var man klar over at i åben kamp gik det heller ikke at give sig i kast med de krigsvante skotter. Nej man var nød til at tage skotterne ved et overfald og det på et sted der gav nordmændene alle fordele og hvor fjenden ikke kunde udnytte sin større manøvredygtighed og bedre våben.

Høvdingene fandt at Kringenåsen var bedst egnet, der var godt nok steder hvor vejen var lettere at spærre, men der ville fjenden være mistænksom og måske sende spejder ud. Bondehæren måtte ligge skjult og på signal kaste sig over fjenden både i syd og nord og langs hele marchvejen, bønderne måtte derfor have en opstilling i skoven der var længere end fjendes marchlinie for derved ikke alene at komme på siden af han, men også spærre han inde. Så i nord og i syd var der skjult større grupper og langs vejen var der spredt smågrupper i en afstand af ca. 100 meter over stien.

Der har sikkert været nogle tømmervælter, men de har nok kun skabt lidt forvirring og måske skræk hos skotterne, mange har de ikke dræbt dertil var kolonnen for lang. Langt vigtigere var det at hver mand var instrueret omhyggelig og at angrebet startet samtidig over hele linien. Bønderne kunne selvfølgelig ikke selv danne sig et overblik over skottehæren, de måtte jo ikke opdages. Derfor var der ude i Lågen på en lille ø (Storøya) placeret en bonde, som var for gammel til striden, han kunne ses af alle oppe på åsen. Bonden sad på hvid hest og kunne følge skottehæren færd gennem Kringen. Når skotterne var kommet til den søndre forskansning skulle bonden hurtig vende sin hest. – det fortælles at han havde et rødt tørklæde om halsen for at kunne ses bedre. Det var signalet til at angribe.

SLAGET. 26. AUGUST

I Høg-Kringenn lå bondehæren færdig på post, skottehæren nærmet sig. Dagen så ud til at blive varm, himmelen var klar. På Selsvoldene mønstret de skotske officerer sine folk. Sinclair brændte hver morgen krudt i næven for at tage varsel af røgen. I dag stod røgen mod hans bryst. Da skal han have sagt: „I dag lider mit folk skade; men stor eller lidt, det ved ingen." Sådan fortæller bønderne.

Skotterne plejede - som vi ved - at sende nogen spejdere foran sig med ”veirløperne”, ”tryntyrkerne”. Nu havde de bare en tryn­tyrk igen. Han var om morgenen ude og løbe, kom så ind på Øydgarden. „Den løb om på ageren og gøede." Der var ingen andre hjemme end en gammel tjenestekarl; han vilde passe på huset; han var for gammel til at være med i krigen. Han fik se „veir­løperen" komme, sprang så bort i en hampeager og lagde sig på lur med en stålbue i hånden. En dreng var krøbet op på taget; han skulde varsko; men gutten gemte sig bak skorstenspiben. Det var nok gået galt med tjenestekarlen, hvis ikke veirløperen havde mistet vejret netop nu. Den sprang nemlig ind i en åben mælkebod; der drak han sig mæt i sur mælk, og dermed tabte han vejret. Kanske hampelugten fra ageren gjorde sit til at den ikke fik færden. Veirløperen kom i alle fald tjenestekarlen så nær at denne fik taget ordentlig sigte. Han sendte så pilen (en jernbolt) tværs gennem veirløperen, så surmælken skvalpe ud af den. Det er sagt at tryntyrken sprang i vejret med det samme og så højt som han selv var lang.

Det er sagt af alle at det var et stort held at denne sidste tryntyrken blev skudt netop den morgen; thi var den kommet ind i Høg-Kringenn, havde den vel fået vejrede alle de kristenmænd som der var. ”Sådanne  tryntyrker havde skarpt vejr av kristent blod."

Et andet sagn sier at det var skotterne som såede frøet til den giftige plante som heder Sels-næpen. Det er naturlig­vis bare vrøvl.

Nordmændene lå i Høg-Kringenn og ventet. Da var det en bonde som hed Audun Skjenna fra Sel som bød sig til at ride frem og spioner på skotterne. Han var godt kendt med bygden. Han red frem til sin gård og fik der set skottehæren under march. Først kom en fortrop på en 60 mand, og et godt stykke bagefter kom selve stortroppen. Skotterne havde både tromme og sækkepiber, og de marcherede med fuld musik så det gjaldede mellem fjel­dene. Audun kom så nær skotterne at da han vendte og red tilbage, hørte han en af dem råbe: Se bonden flygter på sin hest.

Audun red i galop tilbage til Kringen og fortalte hvad han havde set. Meldingen var vigtig, for man fik dermed at vide at skotterne kom i to grupper. Den første gruppe måtte man ikke ænse. Bud er formodentlig blevet sendt til folkene og til den gamle bonde på Storøya om resultatet af Auduns spejden.

Skotterne nærmet sig.

De var muntre og glade, de sang og lod sækkepiberne spille op. De hørte barneskrig oppe i åsen etsteds. Da råbte de: „hør troldkattene hvor de skriger; når vi kommer tilbage, skal vi vise dem!" De tænkte ikke på nogen fare, de glædet sig kun over dalen som de så efterhånden vide sig ud mere og mere. Foran sig havde de Breidevatnet og Breidebygd.

Fortroppen marcheret langs Lågen, svinget lidt op ved Høg-Kringenn, så ned igen i dokka („Sinclairdokka" det laveste af vejen), så op igen på ny, og dermed var den kommet forbi og omkring den bjergryg som har givet stedet sit navn. Skotterne hverken så eller hørte noget. De så ikke engang at nede i dokka, tæt ved vejen, var der bygget mur. Bak den agtet bøndernes bedste skytter Berdon eller Berdum (måske forvanskning av det gamle norske Bård) fra Sejelstad at vente på Sinclair selv. Da han troede at en sådan høvding havde gjort sig forhekset, så at almindelige kugler ikke bed på ham, havde Berdon for sikkerheds skyld brugt sin skjortekrage­knappen og lagt den i børsen efter at ha „tygget" den behørigt til. Knappen var af sølv, og det var arvesølv, så den stod selv Sinclair ikke for.

Nu hørte bønderne oppe i åsen trommen til skotterne. I det samme hørte de også lurtonerne fra Prillar-Gudrid der spiller en slåtten (folkemusik) og så en lille hvid prik af hendes tøj oppe på bjergtoppen. Men på Storøya var alt rolig.

Skotterne lyttet til lurens lange vemodige toner, og de svare på pigens musik med en march på sækkepibe. (Endnu kan bønderne spille både slåtten og march.)

Så kommer skotterne ud for Storøya. Der får de pludselig en hop bønder at se som stiller sig op for at skyde på dem. Men skotterne bare lo. Alle kunde da se at ingen bøsse kunne skyde så langt. De så røgen, hørte smældet, de tog huerne af og hilste det tilsyneladende feje angreb. De så den gamle bonde på den hvide hest, han med det røde tørklæde; de fik nok en salve; de bare hånlo. De hørte lurtonerne, de så op mod Selsjordkampen, de så at den hvide prikken var blevet en lang streg, de svare pigen med en march endnu engang, ‑‑ så marchere de ind i selve Høg-Kringenn. De aner ingen fare.

Blandt skotterne i denne stortrop red en kriger med hat og vajende fjer; det var ”Hr. Sinclair”. Da rytteren var kommet ned i dokka, hører skotterne at lurtonerne fra fjeldet har fået en anden klang, det er en eneste lang høj tone, de ser at bonden på den hvide hesten har vendt, den hvide stribe på fjeldtoppen er væk. Med et er det som om hele skoven, ja hele åsen bliver levende. Skud knalder, kampråb gjalder. De hører buldret af vælten som går.

Det er overfald. De griber til våben. Men førend de får lagt nyt krudt på „fængpanden", og før de får spændt deres buer, er nordmændene over dem. Skotterne stod spredt i en lang, tynd række på den smalle sti. Det blev nu opløsning og for­virring i rækken, skotterne bliver drevet nedover mod elven.

Den første som faldt var rytteren med fjeren i hatten. Han fik en kule i panden over det venstre øje og falder af hesten. Det var Berdon Sejelstad som havde skudt. 

Mindre modige og mindre krigsvante soldater havde snart været slået ned eller taget til fange i så vanskelig stilling som skotterne nu var, ‑ end sige hvis virkelig tømmervælten skulde ha været så farlig. Kampen var ikke afgjort så snart. I halv­anden time, skriver statholderen, raser striden. Skotterne prøvede flere ganger at samle sig og gå til angreb op mod åsen, men de blev slået tilbage. Især skal kampen ha været hård ved den nordre forskansning. Her stormet de frem for at søge at slå sig igennem og så de kan komme tilbage samme vej de var kommet frem. Men det lykkedes ikke. Her skal flest være dræbt og flest være taget til fange.

Det er sandsynligvis denne kamp ,Dølevisen" skildrer, når den fortæller

Som før sagt: Dette er det eneste sted hvor vi hører tale om noget som minder om tømmervælten.

Skotterne skydes, hugges eller stikkes ned, enkelte tages til fange. Mange bliver drevet ned i Lågen og drukner der. Nogen svøm­mer over til Storøya, men hugges enten ned eller tages til fange.

Det heder om dette: Mens kampen raste i Kringen, stod fortroppen en fjerdingvej der­fra ved Solheimsgårdene, uvis om den skulde rykke sine kanera­ter til undsætning eller ej. Den blev rolig stående.

Havde den marcheret tilbage, havde den kunnet gjort nordmæn­dene stor skade, endda disse i sin søndre forskans­ning var færdige til at tage i mod. Da striden var over i Kringen, var bøndernes første tanke at sætte efter den skotske fortrop. Da de stormer frem, lægger skotterne våben ned, for at bede om nåde. Men så fortælles det at skotterne greb til våben på ny, da de så at der ikke var så mange nordmænd som de fra først af havde troet. Men da for bønderne på dem, omringet dem, skød og huggede nogen ned og tog andre til fange.

I denne fortrop var også Per Klungnes. Han holdt på at blive hugget ned. Men han råbte: „Jeg er Per Klungnes! en af jeres egne folk!" Og så slap han da med skrækken.

Som ved alle vellykkede overfald viste det sig her og at angriberen havde små tab, næsten ingen at regne for; det gik denne gang som sædvanlig ud over den overfaldne. Av hele skottehæren var alle dræbt på 134 mand nær, som var fanget, samt en eller anden som havde sluppet igennem bøndernes rækker og hvis liv blev sparet. Af bønderne var ikke mere end 6 faldt og 10‑12 hårdt såret (de let sårede blev aldrig regnet med i hine tider).

  Der hører en del sagn til om enkelte personer fra Kringen­slaget, og de skal nævnes.

Først er det om Prillar-Gudrid. Hun blæste på luren en lang stund under slaget. Men da hun så at Lågen blev farvet rød af blod, kastet hun luren fra sig, lagde sig ned og græd.

Så er det om Lady Sinclair. Om hende går det flere sagn. Mest kendt er det om bonden som hun dræbte, fordi hun troede han vilde tage hendes barn. Det fortælles at i Hedalen, som er et anneks til Vågå, boede en ung bonde som hed Kjell Fjerdinggrein. (Navnet findes i Grams mandtal.) Han var trolovet med en jente, datter til storbonden på Kruke. Hun hed Gudrid. Da budstik­ken kom, gjorde han sig færdig til at fare som sine kanerater. Da kom kæresten springende og bad ham om at blive hjemme. Hun havde en forudanelse om at det vilde gå ham galt i slaget, sagde hun. Kjell blev tvivlrådig og betænkte sig. Men så kom til Hedalen mellem andre fortællinger om skotterne og den at der var „uskyldig blod" med i toget. Skottehøvdingen havde sig kone med, og hun havde et lille barn. Da havde Gudrid Kruke sagt til Kjell at ikke fik han hende til kone, hvis han ikke redet barnet. Så drog han til Kringen. Her var han med i slaget; men han havde bare tanke for barnet. Han ser en kvinde sidde på en hest og med et barn trykket ind til sig. Dit springer han.

Nu fortæller nogen at da Kjell kom frem, havde en strejfkugle allerede ramt barnet, og moren sat nu og jamret sig mens hun tørret blodet bort. Da Kjell vilde gribe barnet, havde moderen taget en dolk og stødt den i brystet på Kjell, som her fik sin bane.

Andre fortæller at fru Sinclair i kamptummelen havde tabt barnet, og at Kjell havde bjerget det og taget det ind til sig; men moren havde troet at Kjell vilde barnet ondt og havde stødt dolken ind i ryggen på ham.

Vidst er det at Gudrid Kruke fik den kniv eller dolk som havde dræbt hendes kærest. Og på Kruke var dolken lige til vore dage; den skal have haft lægende kraft i sig. Men er nu på de Sandvigske samlinger på Lillehammer.

Om fru Sinclair fortælles der videre af nogen at hun blev skudt ned av hesten, og at man så hende som lig i Lågen. Andre fortæller at hun ikke var Sinclairs kone, men en heks som han havde med sig for at få at hvide hver dag hvorledes det skulde gå. Den morgen da slaget stod, havde hun ikke kunnet gi nogen spådom. Det skal også ha været hende som havde såede frøet til Selsnæpen efter sig. Bønderne kastet hende på Lågen, og der sat hun på bølgerne en tid, mens hun istemte en fæl sang. Nogen siger at fru Sinclair var blevet sindssyg af sorg over sit barns død, og at hun havde sunget en vild sang forinden hun blev kastet på elven. Det skal ha fundet sted udfor den nordligste bakke av Kringen.

Men det heder i en præstebog, og det i selve kaldsbogen på Vågå, at Sinclairs hustru kom fra det med livet. I den bog skriver præsten Anders Munch i 1731 følgende

„Anno 1612 blev Oberst Jørgen Zinchel, da han kom fra Roms­dalen med 900 Mand for at conjugere sig med de Svenske, som låe ved Båre Kirke, overfaldt af Bønderne udi Kringlen og totali­ter slagne med alle sine, undtagen hans Frue og 3 Håndverksfolk, som Bønderne havde nødig."

(Dette er alt som står fortalt om hele Skottefærden.)

Man fortæller videre at fruen blev vinteren over i Gudbrands­dalen og boede på gården Glømen i Øier.

EFTER SLAGET

Da alle fanger var samlet sammen, talte de 134 mand. Bønderne viste ikke hvad de skulde gøre med denne trop; høvdingene mente at de måtte vel sendes til Akershus til statholderen, så fik han afgøre fangernes skæbne. Bondehæren marcheret så sydover med sine fanger. Om aften kom de til Klomstad-gårdene i Kvarm. Da havde de marcheret halvanden mil (15 km.) og syntes nu at det kunde være nok. Fangerne stængte de inde i en lade på Klomstad. Den står omtrent på samme pladsen den dag i dag.

De fangne skotter har næppe sovet meget den nat; de vidste vel eller anede hvad som forestod dem. I hine tider ‑ og lang tid senere ‑ var det ikke ualmindelig at fangerne blev dræbt. Måske har de hørt og forstået en del af bøndernes rådslagning også. Bondehøvdingene vilde at man skulde spare de fangne, men de andre råbte højere og højere på at man helst skulde slå dem alle ned. Det var dem som sagde at kongen havde nok at føde på alligevel, om han ikke skulde give mad til sligt pak. Man mener også at Per Klungnes har haft mangen styg historie at fortælle den nat, og at dette ikke har mildnet bøndernes sind.

Men mest afgørende har det nok været at bønderne havde fået at vide hvorledes svenskerne nede ved Gotaelv nogle måneder i forvejen havde nedslagte de norske fanger.

Sikkert er det at de fangne skotters skæbne den nat blev be­seglet. Høvdingenes råd blev ikke fulgt.

Så blev fangerne om morgenen mand for mand slæbt ud, stillet op for ladevæggen og skudt ned. Enkelte måtte stikkes ned, da de var så forhekset at bly ikke bed på dem. Man har ment at de havde panserskjorte eller harnisk under kutten. Det var en fem - seks mand som måtte stikkes. Atten blev sparet.

Bønderne kan ikke lide at mindes Klomstadladen og hvad der hændte efter slaget. Man kan naturligvis ikke forsvare bøndernes handlemåde, men man må vel vogte sig for at Fælde en alt for streng dom. Thi retfærdighed siger at man ved bedømmelsen både må tage med i betragt­ningen den for­bitrelse som bønderne na­turlig følte mod den slags mænd som brød ind i deres fredelige bygder - og dernæst erindre hine tiders hårde krigsførelse. Hvad bønderne gjorde med fangerne udenfor en lade, havde nylig svenske soldater gjort mod norske ledingsbønder inde i og udenfor en kirke. Man må endvidere erindre at den ting at dræbe fanger er blevet gjort igennem senere tider også. Vi kan nævne den grusomhed som Karl X Gustafs svenske soldater ofte viste, ligeledes en hertug af Cumberlands grusomhed efter slaget ved Culloden i Skotland i 1746. Der er desværre eksempler i mængde. Og vil vi tage eksempler frem fra vor tid, da kan vi tage tyskernes skydning og hængning af fangne franske friskaremænd i krigen 1870-71.

Hvad der har bragt bønderne hin 27. august til at fare så umen­neskelig frem, er måske det at de har fået høre om nedslagtnin­gen af deres landsmænd, måske fra samme bygde, i og ved Nyløse kirke i februar samme år. Om denne begivenhed må der ofres nogen ord, for at man deraf kan se hvorledes selv Gustaf Adolfs oberster og soldater førte krigen. Bøndernes handlemåde bliver ikke pynteligere for det, men dommen retfærdigere. Gustaf Adolf gav oberst Jesper Kruus befaling til at tage Nyløse by og slot, brænde byen og ødelægge fæstningsværkerne. Ved de tyske lejesoldaters forræderi blev byen overgivet, og 300 norske ledingsbønder blev fanget. Den svenske oberst lod nordmændene lægge sine våben ned og spærrede dem inde i kirken. Herinde og på kirkegården blev de fleste skudt og stukket ned. Det heder herom hos Slange, at de „Svenske ukristelige dræbte og nedskød dem, den ene efter den anden, indtil der ingen flere var tilovers. Derefter går de Svenske til Kong-Elf, som de opbrændte" (Kong-Elf var da som bekendt norsk købstad). Mange nordmænd blev stukket ned ved selve alteret i Nyløse. Man kender endnu navnene på flere af dem som blev dræbt i kirken. I Oslo kapitelsbøger fra 1614 findes følgende under ed nedskrevet: „Olaf Bratts hoved blev sønderhugget udi Nyløse kirke, og samme tid blev han med en hellebard gennemstukket og døde straks." ,Thore Gramsås blev hugget i hoved i Nyløse kirke og blev samme tid gennemstukket med et sværd, så han døde straks." „Hans Brekke lå død ved kirkedøren, og hans hoved var sønderhugget." „Bjørn Ringdalen blev gennemstukket med en hellebard ved alteret udi Nyløse kirke og blev død­liggende på gulvet." „Bjørn Kiil blev skudt igennem hans arme i Nyløse kirke, og den anden nat derefter døde han udi fængslet i Nyløse." O. s. v., o. s. v.

Man har troet at de 300 bønder var bahusleninger, men nu ved vi at Guldbrandsbønderne også lå på grænsevagt; vi hører f. eks. i Krags bog om Skottetoget om en mand fra Lunde i Vågå som havde været med i ufreden på svenskegrænsen og været på bræn­ding i Sverige. Det kunde da nok tænkes at mænd med så egnspræget Gudbrandsdal navn som en Bratt, Brekke, Ringdalen, Kiil var gudbrandsdøler, og at deres sørgelige skæbne var kendt et halvt år efter i hjembygden. Skulde dette virkelig være mere end en gætning, da bliver bøndernes gerning. mere forklarlig.

Året i forvejen havde Gustaf Adolf ladet en hel bys befolkning „springe over klingen" eller nedsable. Historikeren Slange skriver således om den skånske by Kristianopels erobring af svenskerne natten efter St. Hansdag 1611 ”Rand (Printz Gustaf Adolph) reed self ind og holdte med dend eene Fahne (o : kompani soldater) på Torfvet, imidlertid hand lod dend anden Fahne plyndre Byen og uden nogen Forskånsel ned­huggede både Soldater, Borgere, Qvinder og Børn, så at der blef et meget ynkelig Nederlag."

Fortællingen om dette og lignende blodbad er sandsynligvis nået op til Gudbrandsdalen. Bønderne har da kun fulgt sin tids skik og det eksempel som var givet dem, og det af ingen mindre end Gustaf Adolf og hans officerer.

Så er det at fortælle om dem som blev sparet ved Klomstad:

Statholderen opgiver tallet på de fanger som slap fra det med livet, til 18 - ikke 19. Blandt de overlevende nævner han 3 offi­cerer; det var Ramsy (Ramsay), Mannerpange (også skrevet Moneypenny) og Brysz (Bruce). Af de andre officerer ved vi at Sinclair var falden. Kaptein Hay må også være blandt de faldne, for om ham hører vi intet mere.

De 18 blev sendt til Akershus. Flere af dem kom der som sårede; thi det heder at de havde endnu kugler i sig efter slaget. De tre ovennævnte officerer blev sendt til København til Norges konge. Men om dem har vi hørt før. Om de andre 15 fanger sier statholderen at nogen har taget tjeneste hos gode folk i landet, andre har han sendt til Bahus slot (Fæstning), hvor de har taget tjeneste som soldater (altså mod svenskerne, for hvem de egentlig var lejet).

Om de andre skotter som blev sparet, er der forskellige sagn. Om en av dem som sprang på Lågen, heder det at han kom sig over til den anden elv bred og for der­på til fjelds. Han kom over til He­dalen, og om kvælden var han ved Erlingsbø.

Han er overtræt og får friste at gå ind og få sig mat.

Manden på gården hed Kristen, og han tog vel imod ham. Skotten blev på Erlingsbø i 4 år og havde det både godt og vel. Han drog så til Oslo, hvor han slog sig ned som guldsmed. Derfra sendte han nogen kønne sølvskåler til barnet af Kristen Erlingsbø. Hvor disse skåler er blevet af, vides ikke. Men på Valde i Vågå fandtes lige til vor tid en glasrute med indebrændte tegninger på, og den rute har en egen historie fra hin tid. Da bønderne drog ud fangerne fra Klomstadladen, var det en som var så bange at han ikke våget stå for en kule. Han sled sig løs fra sine vogtere og kastet sig hen under hesten til Ingebrikt Valde og bad ynkeligt om livet. Der sprang nogen til og vilde tage skotten, men da havde Ingebrikt løftet øksen sin og truet med at sætte den i skallen på den første som våget røre ved fangen.

Skotten blev her i landet og nedsatte sig som glarmester. Til Valde kom en dag tilsendt en del ruder, og en af dem findes endnu, om end ikke mere på Valde. Nu er den at se i den engelske kirke i Kristiania. -- På ruten ses et skjold, og i dette er der nogen tegn som man har tænkt sig skulde betyde skottens bomærke. En engel holde sine hænder ligesom beskyttende over mærket.

I breve til Ingebrikt kaldte skotten ham sin „livs fare. Om en fange som havde fået livet og kom til Veikle i Kvam, heder det at han havde det godt på den store gård. Men han lægtedes hjem", og så for han til Skotland. Da han kom hjem, sendte han til Veikle seks sølvskeer som en mindegave og til tak. Efter Grams mandtal må man­den på gården have hedet Otar.

En av fangerne skal ha været karte mager. Han blev her i landet, og fra ham skal nedstamme den velkendte familie Matheson.

En fange fik jord i Vågå og dyrket den op. Gården heder endnu Skottelii.

Men om en anden fange som kom til Vågå og havde tjeneste hos en bonde, heder det, at en dag da bonden og skotten var på skovarbejde, kom de i diskussion om Kringenslaget. Skotten mente at hvis han og hans landsmænd havde vidst om nordmændene så vel som disse om skotterne, da skulde nok slaget have fået en anden ende. De kom i så hæftig et ordskifte at bonden slog til skotten med øksen, og det blev hans bane.

Endnu værre gik det med to fanger i Sel og Kvam. De blev skudt efter høsten fortælles der, da bønderne „ikke fandt regning i at føde dem vinteren over".

Der skal nok ha været flere kvinder med i skottehæren end Lady Sinclair. Det fortælles om en anden skotsk kvinde, at hun kom til Oslo og fik der tjeneste hos en købmand. Dit kom en dag Lars Hågå. På købmandens spørgsmål om hun kendte den mand igen, havde hun sagt: „jeg  kender ham nok; det var ikke bonde som i busken lå, men det var nogle djævle." Det ord av hende kom hjem til Dovre.

Om de fra slaget hjemvendende bønder er der flere sagn. En bonde hed Jørand Fjordungrein fra Hedalen. Hans navn findes i mand­tallet som Jørgen Fjerdingreen. Han havde været så heldig at have fået tak i Sinclairs pengeskrin, og med det på hesteryggen drog han velfornøjet hjemover. Da han kom til gården Bræe (Breden skrevet), gik han ind for at få sig mat. Hesten med kløven (todelt bør som hænges over ryggen på hesten).

 bandt han udenfor. Han både åd og drak, og det både godt og vel og længe og glædet sig over at være blevet en holden mand. Men da han kom ud og skulde se til kløven sin, da var pengeskrinet borte. Det blev et ordsprog i lang tid efter dette: ”at gøre et Jørund-måltid".

Uheldig var også den danske Søren fra Setnes i Romsdal, han som skotterne havde plyndret den første aften de var i landet. Han mødte frem ved Kvam og søgte at finde sine mange tabte sølvsager. Men han fandt intet, alt det han søgte og alt det han klaget.

Heldigere var Per Klungnes. Da han endelig kom tilbage til Åndalsnesset, gik han straks hen til den stensætning hvor han havde gemt de 3 dalerne, og han var også så heldig at finde dem.

Temmelig alvorlig blev hjemkomsten for Per Kjilli (nævnt i mand­tallet) for Dovre. Han havde ikke andet at fortælle om sin deltagelse i slaget end at han intet havde gjort, ja han pralede af det og takket sin Gud for at han ikke havde løst skud. Men sådan ussel tale fandt hans husbond var skændig. Enhver ærlig mand havde at værget sit land; og bonden tog børsen sin, spændte hanen og vilde skyde Per. Havde ikke andre lagt. sig imellem, havde han skudt, så gal var han over sin usle karl.

Et andet sted holdt det også ved hjemkomsten på at blive blodig strid. Det var ved Kalstein i Vågå. Der mødte de sejrsstolte Vågå-folk en flok Lom-folk som var på march mod skotterne, og som altså var for sent ude. Vågå-folkene spottet Lom-folkene; men dette tålte ikke disse, de greb til våben og vilde vise hvad de duede til, og at de ikke lod sig håne ustraffet. Vågå-folkene tog også til sine våben, og det så ud til at blive strid. Men der gik sindigere mænd imellem, og hver for til sit.

Om enkelte Lom-folk kom der imidlertid til at gå det ord .at de ikke havde gjort sin pligt. Alle som er kendt i Gudbrandsdalen og som har læst og hørt de mange sagn om Skottetoget, ved at der altid bliver heftet tvivl til Lom-folkenes deltagelse i Kringenslaget; de mødte for fåtallige op. Der var nok en del av dem med, en del som gjorde sin pligt fuldt ud; men om de andre har vi netop hørt at de kom for sent, ‑ og om andre siges der hent ud at de gjorde vende­rejse. ‑ Hvorledes det rettelig hænger sammen med dette sidste, er ikke let at få styr på. Vist er det at de indre bygder af Lom ligger så langt væk, at det kan ha været fuldstændig tilgivelig at ikke alle kom frem i ret tid. Men sagnet, selv i Lom, holder den dag i dag fast på at der desværre var dem som vendte om bare efter løst snak. De satte således vanære på en bygd hvis sønner ellers så mange en gang har været med at værge landet sådan som nordmænd skal. Over dem som dengang sveg, er der gået en for­færdelig folkedom. Mest rammes af dommen nogen karle som kaldtes, Skjeldkvåls-gutarne". Sagnet sier at en flok sjåkinger for fra bygden for at være med i kampen. De kom da til en bakke, og der satte de sig ned for at hvile. Men da sagde Skjeldkvåls-gutarne:, hvad skal vi ud og slås efter? Det var bedre at holde sig hjemme og i fred . . . Og skotterne kender jo ikke Lom aligevel."

Der tog så flokken det råd at fare hjem igen. Men bakken kaldtes ,Rådsbakken", og det heder den endnu. Det siges vistnok og kan hænde med rette, at bakken har navn af ,ross", en hest,, og har ikke noget med ”råd” at gøre. Vist er det at mange en bonde bliver hed i sindet når han går forbi den bakke, og ønsker at de ildesete Skjeldkvåls-gutarne aldrig havde boede i deres dal. De gav svig råd, og over dem lyder forbandelsen den dag i dag og vil altid komme til at lyde slik:

„Forbandet være det Nidingsdrog Som da sit Blod vilde spare!"

  Sådan synges forbandelsen ud over den som ikke vil værge sin hjem, - og forbandelsen går fra æt til æt. Det er den samme som i vore dage klinger gennem hine Garborgs ord:

  So vere vigd til Hel kvar rædde svikarsjæl, i Norigs land! Kvar den som trulaust for i verk og svikfullt ord mot heim og fedra-jord dømd vere han! Hæng han i næste tre! grav han som pestfængd ned på ubygd øy! Og ingen gravstein grå på denne haugen stå! Hans namn i gløyme gå, hans minne døy!

  Men værre er det for den som med den gravskrift endnu lever i mindet. Ingen vil i dalen være kendt som ætlinge til de Skjeldkvåls-gutarne.