1. Norges tur i 1952

Min første udenlandstur var sammen med min far til Norge i 1952, (havde dog været på Kullen i Sverige). Sikken en oplevelse, store fjelde og dybe dale, jeg var betaget og siden den dag har jeg lidt alvorlig af en sygdom som Rejsebogsforfatteren Arne Falk-Rønne kalder morbus viaticus, rejsesygen. Penge havde vi ikke mange af, så turen foregik mest på ”tommefingeren”. Turen startede med bus eller tog til Hundested, så med færge via Grenå til Arendal. Første dag i Arendal var vi ude og gå en lille tur uden for byen, den ene lille bjergtop afløste den anden, jeg ville hele tiden videre for at se hvad der var bag den næste bjergtop. Til sidst vendte vi dog tilbage til byen. Der ventede os en ny spændende oplevelse, en mand var ved at lave en brønd! i klippegrund? Det forgik med dynamit, manden der skulle tænde lunten stod nede i det ca. 2-3 m. dybe hul, tændte lunten med sin snadde, forvissede sig om at den brændte ordentlig og kravlede så stille og rolig op af hullet som han sindigt dækkede til med stolper og brædder; da var vi gået. Lidt derfra var der et hus der søgte vi dækning, lidt efter kom manden luntende rundt om hjørnet og ganske kort tid efter BANG, et ordentlig drøn, os hen og se, alle stolperne og brædder var flyttet og masser af løse sten lå der nu i hullet. Vi spurgte om der virkelig ville komme vand i sådan en klippebrønd, jo sagde manden, der er masser af fine revner og sprækker som leder vandet til brønden. Natten tilbragte vi på et vandrehjem i byen.

Næste dag rejste vi til Skien, en del af vejen var med en sættevogn hvor vi sad bag førerhuset på en kasse mellem baghjulene, vi sad godt tæt sammen for der var ingen skærme over hjulene og stenene fløj med jævne mellemrum ind i siden af førerhuset lige ved siden af os, husk på at der dengang næsten kun var grusveje. Det var nu egentlig bedre end at køre med bus, for med bus kunne jeg godt blive køresyg, dertil var det for spændende at køre med lastvognen.

Fra Skien tog vi til Notodden hvor vi overnattede på NUH (Norsk Ungdoms Herberg). Undervejs så vi tømmerflødning. Flere steder på elven havde tømmeret sat sig fast så det var som en dæmning og nyt tømmer kom stadig til. Så gjaldt det om for de raske tømmerflødnings folk at få det løs så det kunne sejle videre. Det var et livsfarligt arbejde at springe rundt på de glatte stolper, for pludselig kunne hele herligheden begynde at gå i drift, så var det med at springe fra stok til stok for at nå land.

Ikke lang fra Notodden ved nordenden af Heddalsvatn, ligger den smukke gamle Heddal Stavkirke der er Norges største stavkirke, indre rejsning med 12 master, kor med 6 master samt apsis. Kirken er opført ca. 1250, blev 1952-54 restaureret og ført tilbage til sin oprindelige skikkelse. Uden fra var der små kighuller ind, så de spedalske kunne følge gudstjenesten, selv for en knægt som mig var det interessant at se sådan en gammel bygning der næsten stammede fra vikingetiden.

Fra Notodden drog vi videre til Rjukan, først med tog til Tinnoset ved Tinnsjøen hvorfra der er jernbanefærge de 40 km. til Mæl. Videre med toget de ca. 30 km. til Rjukan (4570 indb.) ved foden af Gausta-fjeldet. Rjukan ligger i den snævre Vestfjorddal, hvor solen ikke ses i de fem vintermåneder. 5 km V for Rjukan findes Rjukanfoss med Vemork kraftværk, Norges dengang største, anlagt 1910.

I toget var der gasmasker, for Norsk Hydro i Vemork producerede ammoniak, skete der et uheld med de store ammoniaktanke kunne de dræbe alt liv i den snævre dal. Det var samme strækning tungtvandet blev transporteret af nazisterne, de havde heldigvis ikke forestillet sig at skibet med tungtvandet skulle med, var armeret lang tid inden de kom om bord, så ude på Tinsøen sagde det bang og skibet gik til bunds på flere hundrede meter vand. Desværre omkom der også uskyldige passagerer. Der har været lavet flere film om ”kampen om det tunge vand”, senest et dokumentar program i 1993, der fortalte den virkelige historie der er noget forskellig fra filmene. F.eks. viste det sig at der ikke havde været nogen særlig bevogtning at toget og togvognene var ikke store tankvogne, men vogne lastet med tromler, hvoraf nogle ikke var helt fyldt, med det resultat at de drev rundt på overfladen og senere blev sendt til Tyskland. Til sidst viste man en fjernstyret ubåd der var nede og hente en af tromlerne med tungt vand op. Den videnskabsmand der havde ansvaret for produktionen på fabrikken modstandsmanden Professor Jomar Brun blev interviewet kort før sin død (26-8-93, 89 år) om resultatet, som han modtog med en stor lettelse, for der havde været rygter om at der slet ikke var tungt vand i beholderne, det var nu bekræftet. Tanken om at uskyldige var dræbt uden grund havde næsten ikke været til at bære for ham.

Også Knut Hauklid som havde ansvaret for sabotagen blev interviewet i programmet, også han havde haft det svært med tanken om de uskyldig dræbte, men havde måtte lyde en ordre. Senere har det vist sig at tyskerne allerede i 1942 havde opgivet at lave en atombombe. Men bagefter er det jo nemt at være klog.

Vi var naturligvis oppe i dalen for at se Vemork kraftværk, kendt som tungtvandsfabrikken (Norsk Hydro). Krigen var ikke langt borte og det gjorde et mægtig indtryk at se den over 160 meter dybe slugt sabotørerne måtte forcere for at komme over og springe anlægget i luften og nu var det endda sommer, hvor frygtelig måtte det ikke være en streng vinternat.

Tæt på Rjukan ligger Gausta toppen med en højde på 1883 meter, vejret var ikke særlig godt, lidt regn ind i mellem og toppen lå inde i skyerne, men op ville vi og op kom vi. Der var ikke nogen spadsersti, vi måtte kravle i en gigantisk stenbunke, små og store sten, vi var som små mus der kravlede i en stor bunke skærver. Hist og her lå der sne endnu og det midt om sommeren, jeg syntes det var herligt. Fra toppen skulle man kunne se Jylland i klart vejr, vi kunne ikke se mere en nogle få kilometer, desværre!

Fra den mørke og lidt skumle dal er der etableret en tovbane op til højfjeldet mod nord, (vist nok betalt af Norsk Hydro så arbejderne kan få lidt sol om vinteren) den prøvede vi naturligvis også. Fjeldet er på det sted meget stejlt, så der var virkelig ”luft under sutterne” jeg nød det og fo’r fra det ene vindue til det andet, alt ville jeg have med.

Nu skulle vi videre til Dalen i Telemarken. Nede fra Rjukan stiger vejen brat op til højfjeldet, en smuk tur langs søer og elve, transportmidlet husker jeg ikke så nøje mere, undervejs overnattede vi på et lille vandrehjem. Da vi gik fra landevejen skråede vi over en lille græsplæne foran vandrehjemmet, det skulle vi ikke have gjort, konen kom farende ud og råbte; ‘ikke gå i enge’ ja så sparsomt var det på landet i Norge, man skulle passe på den smule man havde.

Videre gik vor færd. Vi sejlede helt oppe fra Dalen i Telemarken de ca. 100 km til Skien, en 7-8 timers sejlads med et gammel dampskib hvor vi bl.a. passerede Bandakkanalen med sine 15 sluser. Undervejs spiste vi i en fin spisesalon, hellefisk stod menuen på, jeg langede et pænt stort stykke over på min tallerken, ak og ve, det var bugfedt og helt uspiseligt. Senere skulle Far have kaffe og jeg te, da tjeneren kom var der kun kaffe, det var første gang jeg smagte kaffe for jeg kunne selvfølgelig ikke drømme om at gøre vrøvl; indtil da havde jeg fået varm mælk med sukker om morgenen og ellers te.

Om vi overnattede i selve Skien husker jeg ikke, men nu gjald det om at komme til Arendal og ombord på skibet. Sejlturen forløb fint med anløb i Grenå videre til Hundested. Der sluttede turen med nok en oplevelse; I tolden, der var meget grundig, viste jeg at jeg havde to kartonner cigaretter, men sagde at det ene karton var min fars der stod der ( jeg pegede ), det tog han for gode vare, far sagde næsten det samme. Lige ved siden af mig stod en rigtig grosserertype, stor, tyk og rødblisset. ‘Har de noget at fortolde’ spurgte tolderen, nej det havde grossereren ikke, ‘må jeg se’ uha det var ikke så godt, tolderen halede det ene frem efter det andet ‘er der mere’ nej stønnede manden, men tolderen fortsatte med at finde cigaretter, cigarer, vin og spiritus. Til sidst troede jeg ”grosseren” ville få et slagtilfælde den stakkels mand.

Ja så er der kun at sige; turen sluttede med at jeg som nævnt nu var ramt i alvorlig grad af morbus viaticus, rejsesygen som rejsebogsforfatteren Arne Falk-Rønne siger og det er jeg endnu 52 år efter.