Marcello Haugen

Thokampen - og Marcello Haugen

Marcello Haugen var kanske Norges mest kendte synske person. I sin ungdom var han lokomotivfører på Otta.

Thokampen hørte ved århundredskiftet til gården Bredevangen. En gang havde hest med karjol (lille smal hestevogn) sprunget ud for en ikke helt ædru ejer af denne gård. Marcello Haugen var tilfældigvis i nærheden og klarede at gribe hesten og få stanset den. En skræmt, bleg, men lettet hesteejer ville i taknemlighed betale for sig, noget som Marcello ikke mente var nødvendig. Men bonden ville absolut belønne Marcello, og Marcello så at hvis han skulle tage imod noget så ville han bygge en hytte "på toppen der solen altid skinner".
I 1915 byggede to håndværkere fra Oslo denne hytte. Tømmerstokkene måtte bæres op, og to af Ottas stærke karle stod for dette arbejde. Marcello gav hytte navnet "Sameti" (den der tørster) og siden var den med til at give Marcello Haugen stærke bånd til Otta hvor han arbejdet og oplevede så meget. Sameti har siden stået til disposition for alle som vil besøge den og mange har også haft den specielle oplevelsen at overnatte der oppe. Vi hilste på en der ville overnatte i hytten, så det er ganske almindeligt brugt. 

Og en lille advarsel: Ifølge sagnet vil man ikke få fred hvis man stjæler eller ødelægger noget i hytten, først når skaden er gjort god igen får man fred.

Biografi

Øistein Parmann har skrevet en meget velskrevne biografien som ikke bare fortæller hvad Marcello Haugen var, men også hvem han var. Bogen er skrevet efter Haugens død så bogen er næsten bare bygget op over hvad andre havde at fortælle om Haugen, men Parmann har også fået tag i nogen gamle interview af hovedpersonen.
Øistein Parmann er selv journalist og har flere gange interesseret sig for navnet Marcello Haugen. Haugen har altid vært et slags orakel og han får ikke mindre status som et orakel efter at man har læst denne bog.

Herunder er lidt fra bogen:

Marcello Haugen ble født i 1878 og fik navnet Martin Mikael Haugen. Hans far var av taterslægt og hans mor var en vanlig bondepige. Martin Mikael var altid et mærkelig barn. Han tålte ikke stærke lyder og sagde ofte ting folk ikke forstod. Han ville ikke lege og ikke slås. Han helbredet sin søster for epilepsi da han var 8 år.

Martin Mikaels mor vidste ikke hvad som var i vejen med drengen, men det gjorde faderen. Han fortalte gutten at han havde arvet en gave fra sine forfædre, sigøjnerne. Det var en stor gave, men det var ikke noget han skulle snakke for højt om.

Fordi Martin Mikael var anderledes en de andre børn blev han ofte drillet, men en gang han skulle hjem ønsket han at hans far gik sammen med ham. Straks efter gik faren sammen med ham. Drengene som ville plage ham løb deres vej og da forsvandt også faren. Martin Mikael vidste da at han også kunne "synkverve".

Martin Mikaels far døde ung så drengen måtte slutte skolen i 5. klasse for at arbejde. Først fik han arbejde som avisbud, senere kom han i bagerlære. Martin Mikael blev hos bagermesteren i 3 år og disse årene ble kære hos ham hele hans liv.

Etter tre år som lærling fik han et ypperlig vidnesbyrd og fik sig snart arbejde på jernbanen som lokomotivpudser. Lønnen var ikke høj, men han havde planer om en gang at blive lokomotivfører og et sted på man begynde. Det blev hårde dage, men Martin Mikael gledet sig over dagene. Han var de senere år blevet mere udadvendt og hans blide, harmoniske udseendet, samt det mørke håret og de suggererende øjnene gjorde at han blev meget eftertragtet blandt pigerne.

Efterhånden blev dette hans "varemærke". Han charmerede hver ungepige til bunds og levede livet. I 1908 ble Martin Mikael udnævnt til fyrbøder og nu tog rejselysten virkelig fat i ham. Han grundet længe før han et år senere tog et års permission og rejste til Italien for at finde sine rødder.

Hans bedstemor havde altid fortalt ham at han stammet fra en adelig Italiensk slægt og at han egentlig havde ret til at kalde sig Marcello Haugen. Nå skulle han se om det stemte. Rejsen til Italien bar ingen frugter. Rigtignok fandt han et adelshus fuld af "Marcelloer", men han fandt ingen bevis og så ingen grund til å forstyrre familien som boede der med hans problemer. Herefter kaldte Martin Mikael sig for Marcello.

Frem til nu havde Marcello været forsigtig med at vise sine specielle evner for andre end de han kendte godt, men i 1910 skete en enorm omvæltning i Marcellos liv. I 1910 hørte Marcello for første gang et foredrag av den kendte teosoffen, Rudolf Steiner og dette gjorde et vældig indtryk på ham. Teosofi går ud på at finde sig selv gennem ånden. Man udvikler gamle instinkter som "klarsyn" og opnår en ro og indsigt uden materielle bekymringer.

Marcello kom svært raskt ind i det teosofiske miljøet og ble nærmest dyrket som en Gud. Her fik han opmuntring til å vise hvad han kunne og brugte sine kræfter til at hjælpe andre. Rudolf Steiner blev en god ven og Marcello havde kontakt med ham helt til han døde.

Nu startede det som ble Marcellos skæbne helt til han døde. Han startet med å fortælle venner hvad de fejlede og helbredet dem om det gik. Rygtet startet at gå og snart kom der mennesker fra hele landet for at få råd og vejledning af Marcello. Han ble nærmest en slags "mirakelmand" for hele Norge.

Marcello fik efterhånden opsparet ganske mange penge og fik bygget to hytter som var kære for ham hele hans levetid. Det var "Svarga" som betyder "fred" på indisk og "Sameti" som betyder "jeg tørster". Her tog han imod de som valfartet for å få råd fra ham og her fandt han hvile og fred blandt træer, vand og natur.

Marcello Haugen døde i 1967, næsten 90 år gammel. Han efterlod sig en mængde historier om hvordan han helbredet, forudså fremtiden og læste tanker. Han var i sandhed en fantastisk mand og ved å læse denne bog skønner man lidt af ham, skønt det står ikke halvparten af ham.

Jeg skal gengive en historie som står i bogen. Historien blev fortalt af en ven af forfatteren: "En bekendt af mig - som vil være anonym - fortalte at hun i 20-årene opdaget at sønnens hoved vokset så stærkt. Hun ble ængstelig og ville gå til Marcello Haugen, men hendes mande syntes det var noget pjat. Hun ville alligevel gå og bad om at få nogen penge.

- Her er to kroner, sagde manden. Det kan være nok for den kvaksalver.
Hun tog alligevel med sig nogen flere penge som hun stak i strømpen. Efter besøget hos Marcello spurte hun hvad det kosted.

- To kroner kan være nok for den kvaksalver, smilte han. De pengene du har i strømpen kan du bare beholde.

En anden gang da Marcello på sine gamle dage sad  på en bænk på Lilletorve. gik en dame forbi som tænkte: Gud bevare mig vel hvor bred han er blevet over bagen. Marcello vendte sig mod hende og sagde: - ja men er den god å side på."

.