KRINGEN

 Billeder fra øvre Gudbrandsdal

 AF

 MARTIN A. HANSEN

 ILLUSTRERET AF

 SVEN HAVSTEEN-MIKKELSEN

 GYLDENDAL

 Kapitel V

 GENNEM KRINGEN

 En Dag vi til Fods skulde gennem Kringen til Otta, den lille By ved Elvenes Sammenløb straks norden for Bjærgporten, traf vi nede ved Vejen den unge, alvorlige og kloge Lærer der havde kørt for os den første Aften. Det blev en Passiar om dit og dat, men da han netop var ved at tomme sin Postkasse, og Blikket faldt på Avisen, kom Snakken til at strejfe ind på Verdensforholdene, som de var dengang. Der faldt måske fra ham Ord, der havde været mere værd at huske, men en bestemt Ytring bed sig rigtig fast - eller var det måske først senere, få År efter, da vi fik en knap Meddelelse fra denne Bygd, at hans rolige Ord genopstod i Mindet ?

Det var engang i Trediverne vi stod der og snakkede. Jeg var nylig kommet hjem fra Soldatertjenesten, og det skulde ikke have undret en, om man rart brat skulde ind igen. Også dengang kunde yngre Folk mærke det jagende, spændte i Tiden, Timerne der blev talt. Abessinien var et Bål, nu brændte Spanien, og det trak sammen i Midteuropa under Germanerhyl. Ikke få følte også dengang at for en Del af Ungdommen var det eget Liv kun som Pause mellem de Stunder, da vi stod hærklædte. Hos de Årgange der lå rede i Årene for Krigen var Illusioner sjældne, man fik på instinktiv Vis et fatalistisk Fremsyn, som de ledende åbenbart ikke havde. Man drømte ikke om at det skulde gå os vel, når det brød løs, og vi kunde måske tvivle på, sådan som der blev sparet og spinket, at vi var duelige nok til at yde en hård og god Retræte, dette der nu i Generationer har været danske Soldaters dystre Inspiration: at skulle vige. Og måske ens Erfaringer var vel flygtige, men man havde fra Rejser i Norge og Sverige det Indtryk at slige mørke Anelser ikke var så udbredte i Generationen der, hvad der måske kan hænge sammen med, at de to Lande ikke som Danmark i nyeste Tid havde kendt til Krige, Retrætekampe, så nær efter hinanden, at der altid har levet mange som havde været med i den sidste og kunde fortælle derom.

Nu hørte man Læreren fra Gudbrandsdalen sige, og han var kun lidt ældre end jeg: "Man fester sig jo ikke så meget ved det derude, på den Måde da. Det er så fjernt fra os her. Ja, det er jo et afsides Sted her. Og hvem skulde komme her, og hvordan skulde de kunne det?"

Hans lille Skole lå lige ud til Vejen, og her kom de.

Et Stykke længere fremme er der en Bæk, mindes jeg, den løber under Broen ud i Elven. Dens Leje var usynligt fra Broen, den løb og pludrede med sig selv nede under et tæt Tag af vilde Planter, der døsede og segnede af Fylde. Der var en Eng som gik et Stykke ind under Åsen, og her groede det voldsomt, her var der over Kørvelen, de lange Grasser, Ranunklerne og alskens andre kæmpende Urter en Grøde man næsten aldrig har set Mage til. Nu skulde man tro at når man kom så meget længere mod Nord, så vilde Urterne være mindre end her, men tværtimod, alle vilde Blomster man kender herfra er større og kraftigere i de norske Dale, og der er en Hede og en Hast over dem, som man sjældent ser her.

Hen over denne livsjublende Eng så man en dyster Bygning med Pigtråd og Tremmer, et Fængsel.

Man går videre og de vældige Bjergrygge trækker sig sammen, nu er der i Dalen kun Plads til Vejen på den ene og Jernbanen på den anden Side, og begge er sprængt frem. Mellem dem vælter sig den store Elv Lågen. Højere oppe på Østskråningen, over den moderne Vej, gik Fortidens Vej. Her er Kringen.

Elven har her en mærkelig lys, grum Farve, så syregrøn, så blåstenagtig, Isfarver fra Bræer og Fjeldes Snemarker er endnu i den. Men andetsteds ser det ud som pløjer den store Mængder Mergel op fra Bunden og hvirvler det med, for her bliver den mørkere, som Skindet på en Flynder. Store Gulve vandrer af Sted, Agre drejer sig og rejser, Brod står hvidt lysende ud fra Bredden. Alt dernede jager, render, filer hvileløst. Står man og ser ned i den bliver den Tiden selv. Nogen siger i ens Ore: Livet er så kort, hvorfor?

Det var for nylig. En Lang spraglet Orm glider frem højt oppe på Bygdevejen, snart næsten heft skjult af Nåletræerne, snart skinnende fra et åbent Stykke, en endeløs Række af nogle Ben der flyttes i Takt, men de sidste i Rækken senere end de forreste, så det langt borte ses som en Lang Bølge render igennem Hærormen. Skotternes Kompagnier. Vejen er bare et Spor, stenet, går frem over knystede Trærødder. På Siderne står der Fyrrer, de gamle Træer barer Kroner der er som vældige Ørnereder. Store Træflasker dasker på Soldaternes Rygge, foran svinger Tasker med lange sort-hvide Hestehaler på. Huggerterne bærer de ligesom Musketterne i Remme over Skuldrene. Langt forude i Skoven og fjernt bagude lyder Sækkepiberne, Dødningemusik over Dalen. Trods Elvens Kog i Bunden vilde Kringen ellers være dem alt for stille. Slugten er trang, den er mørk, tavs. Det er August, Skoven er knastør, dens nederste Stokværk hænger fuldt af Spindelvæv, Skidtdroslen kvækker, Myretuerne lofter sig som Hovedskaller inde i Tykningen. Men er de skovklædte Skrænter hinsides stille, så ved de unge Skotter der marcherer her med Grannåle og Burrer i Skortet, at Bjerget derovre er fuldt af Øjne. De har brændt oppe i Dalene vesterpå, er faret hårdt frem, og her bliver nu Landet truende, men hinsides denne skumle Port Ligger en bred og yppig Dal, har de hørt.

Et dæmpet Råb bølger tilbage gennem Rækken. Sækkepiberne forude tier. Hr. Sinclair der går midt i Kolonnen hæver højre Hånd og ser på den. I Håndfladen har han en stor blå Ring. Inden for Ringen er Huden sort og rød, et Brandsår. Hver Morgen har han brændt Krudt i Hånden og taget Varsel for den kommende Dag. I Morges drev Krudtrøgen ham mod hans Bryst, for første Gang. Hr. Sinclair er ung, han render frem Tangs Rækkerne, fulgt af mange Øjne. Musketter bliver taget ned, Huggerter løsnes. De fire Pibere forrest er standset lidt fra en Lysning der åbner sig på Fjeldsiden. Opover lyser friske Hugspor i Træstubbene. Skoven er hugget ud langt fremad, langt opover. Ellers er der ingenting at se deroppe, andet end Sten og Sten og Træer. Men nedover flyder utallige Stammer fra de fældede Træer som et stort Kvindehår ud i den skridende Elv. Hr. Sinclair står og stirrer. Der bliver stille, for en Elvs Susen glemmer man mart at høre. Stilheden bliver så dyb, at den trækker Dal, Elv, Fjeld og alting med sig ned i en Underverden. En Port til Dødsriget er her.

Hr. Sinclair løfter sin Hånd hvor Ringormen er. Han vinker, går fremad, ind over Lysningen. Sækkepiberne spiller op, Hærormen glider ind på den smalle Hylde på den åbne Skrænt. Midtvejs standser Hr. Sinclair står op på en Blok, og stående her ser han på sine Mænd der går forbi ham nedenunder. Sky Blikke over rå Smil ser op mod hans magre, strenge Hoved.

Forude sagtner Marchen igen. Hvor den værnende Skov skulde åbne sig ligger et Bjerg af Stammer, Stokke der er hugget spidse og vender Odden mod dem. Men Sækkepiberne blæser stadig, de står på Stedet og vugger.

Se der! brøler en.

Se! Se! skriger de.

På den højeste Kam hinsides Dalen er nu en Pæl rejst. En Pæl tror de. Men nu bugner Pælen, et Skørt spiles af Vinden. Det er en Kvinde. Hun haver et Krumtegn, et Horn. Og Hornet skingrer fjernt. Hr. Sinclair ser på sin højre Hånd og gemmer den så atter på Brystet. Han bliver stående oven for de andre med Ryggen mod Fjeldet, hvorfra det nu skal komme. Ser ud over Slugten. Et mørkt Sted. Det minder Hr. Sinclair om et Strøg i Skotland, han kender det. Han er hjemme.

Så kommer Fjeldet.

»Her blev Skotternes Anfører Georg Sinclair begravet efter at han var falden ved Kringen den 26. August I6I2«, 

 »Hvordan kunde de komme igennem ved Kringen?« spurgte jeg.

»Jo-o«, sagde han og drog på det. Han havde været med.

En stærk Mand i min egen Alder. En Landhandler, han var sent om Aftenen kommet på Ski op over Åsen med en Sæk Fødevarer til os. Vi sad og snakkede og ventede på Kaffen. Låget klirrede på den lille Kedel, nu kogte den. Det var Vinter, og det var ti År efter hin Snak med Læreren, og det var langt fra Kringen. Men der havde han altså været med i 1940

Han var af sig selv kommet til at fortælle om Retræten op gennem Gudbrandsdalen. Han havde et stort Bart Drengeansigt. Det kunde ældes på Sekunder, tredive År for som en Skygge over det, og så blev det yngre igen. Asken var Lang på hans Cigaret, Røgen sivede over det store Ansigt op forbi Øjnene som han kneb i. Han smilede stadig. Han smilede ikke mindre, når han blev alvorlig, men lidt anderledes.

»Kvam Kirke brændte«, sagde jeg, »vi havde set den engang«.

»Man skal jo ikke hade«, sagde han.

»Vi sad derhjemme og hørte den var brændt, mere hørte vi ikke. Men vi sagde til dem der vilde hore : Nu er de foran Kringen. Der kan de ikke komme igennem«.

»De kom igennem«, sagde han.

Nu måtte Bønnerne på, Kopperne frem.

Han havde tændt en ny Cigaret og sagde så: »Jeg tror vi gjorde hvad vi kunde. Vi havde ingen Dækning. Der var nogle engelske Jagere på en isdækket Sri ovenfor. Flommen var begyndt. Vi sagde : Lad ikke Maskinerne stå Natten over på Isen. Det gjorde de. Om Morgenen var de frosset fast. Så kom de andre og bombede dem.

»I havde Fjeldet«.

»Da vi lå der kom der nye til. Nogle var gået langt. Der kom en til Maskingeværet hos mig. Ikke ganske ung. Han var gået mange Mil over Fjeldet. Der var en tysk Afdeling ræde på os straks han var kommet. Han lagde sig, tog Ladegreb og skød en af dem. Så lå han lidt. »Det kommer jeg aldrig over«, sagde han. Han græd. Så tog han Ladegreb igen. Der var Forskel på dem og os, det fik vi at se. At de kunde få Soldater frem sådan, i et fremmed Land, det forstod vi ikke. Det var Vanvid som de styrtede frem og døde. Vejen var mineret, vi sprængte den under dem. De gik i Elven eller hvor de blev af. Med det samme var deres Pionerer der igen, Risknipper, Planker, Sten, begyndte at lave Vejbane. Vi skød hele Tiden, ramte hele Tiden, blev lede ved det. Vi blev ved. Så ryger Piben, som De måske ved, den bliver rødglødende. Der skal skiftes Geværpibe. Hvor er Gutten med Reservepiberne ? Ramt, nå ja. Vi får fisket Piberne op nede fra Skrænten. Skyder. Har ikke flere Magasiner. Nye kommer ikke frem. Ramt. De andre bliver ved, mange var hvide om Munden, Fråde. De havde givet dem et eller andet. Gud være med alle dem vi skød. Men de får jo Mortererne frem og piller vore Reder ned, en for en. Ingen Forstærkninger. Og de kommer fra oven, Fly. Og de kommer bagom, Sæeterstier. Det var foran Kringen. De kom igennem«.  

.