2. Verdenskrig.

Kampene i Norge 1940
I tegninger og tekst af
Andreas Hauge

Dette lille uddrag af storværket "Kampene i Norge 1940" er bearbejdet og oversat af Erling Klingberg Jensen, men er uden de fremragende illustrationer.
Værket er det bedste af sin art (efter min mening) og interesser man sig for Nazisternes overfald på Norge, er bogen en guldgrube af bedste karat.

Forfølgelse af Kongen og regering

Det tyske angreb mod Oslo-fjorden og Oslo blev gennemført med ca. 2000 marin på tre krydsere, tre torpedobåde og otte minestrygere. Med fly var det planlagt at overføre ca. 1000 marin til Fornebu flyveplads.

Natten til 9. april passeret de tyske krigsskibe det norske søforsvar i Ydre Oslo-fjord uden tab. Mod den norske marines hovedstation Karljohansvern, Horten, gik to tyske torpedobåde og to minestrygere med en landgangsstyrke. Det kom til kamp som pågik udover morgenen med tab af tyske fartøjer og soldater. Kystfortene  Rauøy og Bolærne blev angrebet og senere overgivet til tyskerne.

Oscarsborg forsvaredes sig kraftig og ved beskydning med artilleri og torpedoer fra fæstningen sænkedes den tyske krydser "Blücher" og nogle mindre flådeenheder, mens de resterende tyske krigsskibe blev tvunget til retræte. Tyskerne mistede 1000 mand men andre 1000 redet sig i land. Disse tog senere samme døgn ind til Oslo, hvor de sluttet sig til de styrker som var landsat i Moss og Son og de som blev landsat fra fly på Fornebu. Det tyske angreb på Fornebu flyveplads blev mødt af de syv jagerfly som var stationeret der, og af luftværnsartilleriet. Det lykkes at skyde flere tyske fly ned. Ud på formiddagen rykket tyskerne ind i Oslo.

Efter vedholdende tyske luftangreb måtte Oscarsborg dog overgive sig 10. april; men indsatsen herfra havde i mellemtiden muliggjort Haakon 7.s, regeringens og Stortingets flugt fra Oslo.

Kongefamilien, regeringen og Stortinget rejste om morgenen til Hamar og videre til Elverum. Tyskerne satte efter dem med en styrke for at forsøge at fange Konge og regering. En improviseret norsk forsvarsstyrke stoppet tyskernes angreb ved Midtskogen foran Elverum.

Tyskerne forsøgte derefter at uskadeliggøre kongefamilien og regeringsmedlemmerne personlig ved flyangreb og bomning af Elverum og Nybergsund, uden at hensigten blev opnåde.

Skuddene fra Oscarsborg og den norske modstand ved Midtskogen reddet Norges politiske handlefrihed.

Om Sveriges samarbejde med Tyskland

Ved politisk pres på Sverige, som efterhånden var kommet i en farlig situation selv, opnåede tyskerne betydelige fordeler ved transporter gennem Sverige lige til Narvikfronten. Det var som regel sanitets og provianttog som slap igennem, men også betydelige forstærkninger af «specialister».

Specialpersonel reddet fra jagerne, blev sendt tilbage til Tyskland gennem Sverige. Blandt «specialisterne» kom også 30 mand forbindelsespersonel som oprettet den afgørende forbindelse sydover.

  Tabene i Kampen om Norge

For de allieret havde felttoget i Norge vært et sviende nederlag og et nyt alvorlig slag for den verden som satte sin lid til dem. Ved afslutningen af felttoget i Norge så tabslisterne sådan ud:

Tyskerne havde 2921 dræbte og sårede og mistet 2375 på søen eller på anden måde.

Briterne havde 1869 dræbte, sårede og savnede, og for franskmænd og polakker var det tilsvarende tal 533. På søen mistet briterne ca. 2500 mand.

De norske væbnede styrker havde ca. 860 døde og omtrent lige så mange sårede. I Hæren faldt tilsammen 507 mand, deraf 67 befalingsmænd. Den forholdsvise taksprocent var dobbelt så stor for befalingsmænd som for menige. Over 300 civile blev dræbt.

Når det gælder materielle, var tapet følelig på begge sider, og for Norge helt afgørende. Praktisk talt hele den norske marine blev udslettet.

Den tyske krigsmarines tap var: 1 tung og 2 lette krydsere, 10 jagere, 1 torpedobåd, 6 ubåde og 15 mindre fartøjer. To slagkrydsere, 2 tunge og 1 let krydser, flere jagere og ubåde blev så stærkt skadet at de for længere tid var ubrugbare.

De allieret mariners samlede tap under felttoget i Norge var af omtrent den samme størrelsesorden som den tyske marines.

Briterne mistet 112 kampfly. Samtlige fly i den norske hær gik tabt samt praktisk talt alle norske fly i marinen.

Tyskerne mistet 242 fly, og af disse var flere transportfly.

Under felttoget og ved kapitulationen mistet den norske hær alt sit materielt, og briterne måtte ved evakueringen efterlade alt artilleri og alle militære køretøjer, 4000 bygninger blev helt ødelagt og 10.000 skadet. Nær 300 broer blev sprængt.

Kampene I Kvam

Engelskmændene kommer til hjalp for fuld styrke

23. april om aftenen gik de første 2000 marin af den engelske 15. infanteribrigade i land fra krydserne «Galatea», «Sheffield», «Glasgow» og en del jagere. De tilhørte 5. infanteridivision, og stod så sent som 17. april ved Lille i Frankrig. Chef var brigader H. E. F. Smyth. Den havde tre regulære bataljoner:

I tillæg havde brigaden et panserværnkompagni, et forbindelseskompagni, et pionerkompagni og et feltsygehus. Bortset fra et let og et tungt luftværnbatteri kom ikke brigadens artilleri til Norge. Tyskernes voldsomme bombning af Andalsnes tvang de engelske transportskibe til havs. På det tidspunkt havde også War Office alt bestemt sig til at trekke sine tropper ud af Norge.

15. infanteribrigade disponeret i Gudbrandsdalen 224 officerer og 3446 menige. Ved Kvam blev KOPLI ‑ bataljonen sat ind med sine 21 officerer og 637 mand. Senere kom et kompagni i tillæg.

24. april om aftenen ankom bataljonen til Kvam, og straks det lysnet af dag den 25. gik de engelske soldater i gang med bygning af stillinger. Luftværn og panserværnskyts gik i stilling, og spærringer, skyttelgrave og brystværn af sandsække blev lavet. Tiden til forberedelser blev ikke mere en fjerdeparten af de 24 timer som man havde regnet med at Mørebataljonen kunne holde sine stillinger ved Vinstra. Nogen tid blev vundet ved de norske ingeniørsoldaters tapre kamp, og engelske egne fremskutte sikringsled.

Fra kl. 07.30  25. april om morgenen begyndte norske soldater å komme sydfra gennem de engelske linjer. Disse nye allieret blev med stor interesse betragtet af de engelske soldater. Indtrykket var god orden, ikke tegn til panik, fin fysik. Men uden tunge våben, bare rifler, ikke engang håndgranater kunne engelskmændene se. Kl. ca. 08.30 var alle norske passeret. Det var en fin vårmorgen, «netop dagen for en kamp», sier en engelsk officer. Vejen sydover lå stille i morgensolen.

Kampen i Kvam

Sammenstødet som her skal skildres var det voldsomste i Gudbrandsdalen. Den engelske oberst Hingston siger bl.a.: «Set som en helhed er det britiske felttoget i Norge ikke noget å være stolt af. Det er imidlertid en funklende faset. Det er den måden 15. infanteribrigade under uhyggelig ugunstige omstændigheder målte sig med tyskerne på.»

Nord for Kvamsporten - ved Myren - kom tyskerne ind i det engelske kampfelt. De blev beskudt fra Enget som ligger på andre siden af Lågen. Tyskernes forreste stridsvogn måtte gribe ind for at fremrykningen skulle fortsatte. På dalens østside bag Bosåa lå en engelsk sikringsstyrke på 40 marin. Her kom I. bataljon af Kings Own Yorkshire Light Infantry Regiment for første gang i kamp under den andre verdenskrigen: «Dette var øjeblikket som bataljonen havde trænet til igennem 20 år, ved Dover og Aldershot, på Salisbury Plain og i Yorkshire.»

Den lille sikringsstyrken tog kampen op mod den overlegne fjende og gav sig ikke før tyskerne gik til storm med et regn af håndgranater, dækket af stridsvogne. Flere soldater faldt på begge sider. Snart blev tyskerne igen beskudt fra vestsiden af Lågen. Engelske patruljer ved Engum og Bergum tvang tyskerne til stans ved Svaet, og igen måtte stridsvognene spille op.

Støtgruppen genoptog fremrykningen og kunne snart ses fra de engelske hovedstillinger i Kvam. Forrest i den tyske kolonne kørte to stridsvogne, en Pz Kw I og en Pz Kw lI, så fulgte marcherende  infanteri, motorcykler, kanoner, motoriseret infanteri. Formationen, som ikke tydet på frygt for overraskelser, gav et udsøgt artillerimål, men engelskmændene havde ikke feltartilleri. De engelske soldater stirret langs løbene på sine geværer og Brenguns. Det var et imponerende skuespil som udfoldet sig. Så langt de kunne se kolonner. Velordnet.

Da teten af kolonnen passere gårdsvejen til Stormorken kl. 1130, åbnet en panserværnkanon i Kp A's stilling på 300 m ild fra Viksøya. Med nogen velrettede granater (25 mm) stoppet den begge stridsvogne. Samtidig åbnede Kp A, Kapt. R. L. N. Gowans, ilden. Også Kp B, major H. N. Burr skød fra sine stillinger oppe i østre dalside. Kort etter svarede det tyske artilleri, ikke bare mod de engelske stillinger, men også mod bebyggelsen i Kvam.

Alt hente nu i rask rækkefølge. Tre kanoner kørte i stilling på Neset, tre på jordet ved Sigstad og tre på Vik, alt sammen svære 10,5 cm haubitser. 4 små kanoner blev trukket op på jordet nord for Vik. På taget af stuebygningen på Sigstad, og i tredje etage i stuebygningen på Vik indrettet tyskere sig med sine maskingeværer. Minutter senere begyndte granaterne at slå ind. Det blev en mesterlig demonstration i brug af artilleri. Hvert hus fik sit. Den mindste bevægelse resultere omgående i granater. Ilden vekslet fra mål til mål raskt og nøjagtig. Det var ikke spørgsmål om at bomme på første skud. Soldaterne kunne bare vente i sine nødtørftige hul til tyskerne en gang kom indenfor

geværhold. Brigader Smyth blev tidlig såret af granatsplinter i benet. Kommandoen over brigaden overtog oberstløjtnant Kent‑Lemon fra York og Lancaster Regiment. Major Tennant overtog hans bataljon.

Nå fulgte tysk infanteriangreb mod Kp B i østhellingen, men angrebet vandt ikke terræn. Ude på Viksøya lå Kp A. Det havde fået en slem medfart af det tyske artilleriet i direkte skud. Stillingerne lå lavere en rigsvejen, og tyskerne kunne se alt hvad som foregik der. Mange blev dræbt, og efterhånden blev de fleste i kompagniet også såret. De engelske stillinger lå for det meste på elvebrinken langs sydsiden af øen. Efterhånden som artilleriet nedkæmpet disse stillinger, forsøgte tyskerne at komme ud på Viksøya over isen, for derved at komme rundt Kp B's stillinger i østhellingen. En 37 mm kanon blev også trukket over isen til kanten af øen. Ved middagstid kom enkelte overlevende fra Kp A langs elvekanten tilbage til Kvam centrum. En Kvamforsvarer som så det hele oppe fra en stenmur siger at et engelsk Brengun i stilling ude ved en lade midt på Viksøya skød i timevis. Kampen inde på øen blev hårde. Tyskerne trængte indover det flade landskab, men det lykkes Kp A i modstød med håndgranater og bajonetter å drive tyskerne tilbage til østspidsen. Disse kampene reducerede det medtaget engelske kompagni katastrofalt. Meget få mand fra Kp A reddet sig iland fra øen. Mange faldne lå igen langs elvebrinken på nordsiden etter forsøg på at komme i sikkerhed bagover. Nordvest på øen blev kompagnichefen med sin stab fanget tidlig neste morgen. 4 officerer og 85 mand var da tabt.

En tysk stødtrop forsøgte også at komme frem under elvebrinken rundt øens sydside, men også det måtte opgives. Engelskmændene bygget en bro over en revne i Lågen fra vestspidsen, og placerede soldater på sydsiden af elven, og dermed blev det sat stop for den tyske fremrykning.

Det var uklart hvor langt de tyske troppene havde trængt fremover syd for jernbanelinjen i forsøgene på at omgå Kp B. Jernbanelinjen ligger her på en jordvold som giver en død vinkel for ilden oppe fra Kp B's stillinger. For at sætte en stopper for de tyske angreb i dette området, blev Kp C sat ind i et modstød fra området vest for centrum af Kvam. Omkring kl. 14.00 gik kaptajn S. R. Fox til angreb. I det kompagni kom ud på de åbne jorde øst for bebyggelsen, gav det tyske artilleri lynsnart spærreild mod området. For civile som så dette oppe fra åsene, syntes det umulig at nogen kunne overleve angrebet. Gennem støv, røg og detonationer kunne man se folkene springe fremover, hoppende og klatrende over tømmer og stolper som lå spredt på  jorden, i fremsprang fra granathul til granathul. Kompagnichefen ledet fremrykningen med mod og energi, og var snart her og snart der og jaget på.

Kp A i stillinger langs elvekanten på Viksøya bliver fuldstændig nedkæmpet. Bare få mand kommer tilbage til bataljonen. 4 officerer og 85 engelske soldater går tabt, blandt dem kompagnichefen kaptajn R. L. N. Gowans med hele sin stab.

I højde med jernbanestationen bliver kompagniet tvunget i læ af skrænten ved åsen af granatilden. Til forstærkning af denne stillingen blev også «E»‑kompagniet under kapt. A. F. McC. Riggs trukket over rigsvejen, og fik dermed stilling i centrum.

Om aftenen gjorde tyskerne endnu et angrebsforsøg langs elven mod denne stillingen. Fox selv betjente da et maskingevær. Angrebet blev afvist. I et skovbryn sydvest for Teigen lå et maskingevær som havde skut enorme mængder ammunition efter de tomme patronhylster at dømme, og ingen faldne engelskmænd lå tilbage på dette stedet etter kampen.

Det blev klart for general Pellengahr at den engelske styrke som kæmpede i centrum måtte nedkæmpes først. Det tyske artilleri blev rettet mod Kp. B. Kompagniet lå åbent til, men var godt maskeret i underskoven fra Klomstad gårdene opover mod stejle skrænter øverst i skråningerne. Det fik nu en kraftig omgang af det tyske artilleriet og forsvandt i detonationsrøg og jordsprøjt. For KOYLI ‑ bataljonschefen, oberstløjtnant Cass så dette slemt ud. Han ventet og ventet, men det tyske artilleriet gav sig ikke. Snart måtte et nyt af hans kompagnier være ødelagt. Han så tyskerne angribe frontalt mod stillingerne. Artilleriilden blev øget og ny fremrykning startet. Tyske stridsvogne begyndte at rulle langs vejen. Så sent som kl. 18.00 gik de tyske troppene endda en gang til angreb, men Kp B var ikke til å drive væk. Major H. H. Burr og hans folk holdt det tappert gående. Civile fortæller om to maskingeværer i nærheden af Søre Klomstad som skød konstant og vekselvis hver gang tyskerne forsøgte at storme. En tysk afdeling på 90‑100 mand kunne ses på march fra Neset øst for Sigstad på række over jorderne til Teige og derfra op gennem skoven mod Øvre Kjerstad. En del af styrken fortsatte op i fjeldet, og en del gik til angreb vestover helt øverst på den skrå fjeldside. Også dette blev stoppet. Et tysk MG som langs en sætervej var kommet i en farlig stilling oppe på en lille fjeld top, blev angrebet af korporal J. J. Binns med et maskingevær. Det lykkes ham at komme i stilling oppe på fjeldsiden, og derfra blev den tyske MG‑betjening skudt ned. Binns faldt i Italien i maj 1944. I løbet af dagen blev en række bygninger skudt i brand eller smadret af artillerigranater, særlig på Lunde, Kjestad, Klomstad og i centrum af Kvam. Også den gamle «Skottelåven» (Skotte Laden) hvor fangne skotter fra træfningen ved Kringen i 1612 havde været interneret før de blev henrettet, brændte helt op.

Etter mørkets frembrud blev Kp B trukket tilbage. Det var blevet et tidsspørgsmål før tyskerne kunne knuse dem med sin overvægt i folk og materielle.

Det var et glad og stolt kompagni som ankom til Kvam centrum efter midnat. I de tidlige morgentimer havde de drevet sine skyttegrupper dypere ned i den frosne bakken. De havde kunnet se ind i de tyske kanonmundinger og dukket når udskydningsglimtene kom. En død og en såret var kompagniets tap denne dag. I skråningerne nedenfor stillingerne kunne de tælle mere en 50 tyskere som lå igen.

Ved 17.30‑tiden kom Kp C af York and Lancaster bataljon under major F. H. Jordan til undsætning fra Otta og blev beordret i stilling i området Berget og Bergelykkja og nedover. De skulle deltage i forsvaret mod den tyske fremrykning i venstre flanke som en stund så meget truende ud. Foran kompagniet lå Kp B i sin nye stilling, på højde med Kp C og resterne af Kp A ute på Viksøyas vestre Bak Kp C af I/Y&L stod Kp D under kaptajn A. M. Vickers. Midt i den tætte bebyggelse holdt stabskompagniet til under major B. M. Jones. 196. Infanteridivisionen meldte denne aften: «Den fjendtlige modstand ved Kvam var kl. 19.30 endnu ikke fuldstændig brudt. Fjenden er på ny forstærket. Hans tropper forsvarer sig sejt. Egne lette stridsvogne gennemskudt, Leutnant Preiss hårdt såret. Den indsatte tunge stridsvogn som skulle støde igennem stedet Kvam er endnu ikke vendt tilbage - - -»

General Pellengahr var rasende da han ud på aftenen opdaget Bjergbataljonen Poncet under march tilbage langs rigsvejen til natkvarter i hus. Bataljonen var blevet sendt på en stor omgående march over fjeldet på nordsiden for å omgå hele det engelske stillingssystem. Poncet undskyldte sig med umulige forsyningsforhold på fjeldet, og havde klatret ned igen.

Det var klart for alle at den 26. april ville blive en desperat kampdag for alle afdelinger. Alle sled med bygning af bedst mulige dækninger. Hus blev sat i forsvarsstand. Tomme sække og kasser blev fyldt med jord og sten sammen med sukker‑ og melsække i butiksbygningen. Dette var tredje nat uden søvn for de fleste. Langt i vest flammet et stort antal tyske lejrbål nedover jorderne ved Sigstad. Også tyskerne led i nattekulden.

Allerede kl. 02.30 lysnet det af dag. Det tyske artilleri var også blevet flyttet til bedre stillinger i løbet af natten. Tyskerne var klar til kamp kl. 05.30. Deres artilleri åbnet ild mod hele fronten. Samtidig åbnet de tyske maskingevær afdelinger beskydningen mod alle kendte mål. Ikke i ildstød, men ammunitionsbælte på bælte rasede igennem våbnene. Hundredtusindvis af skud hylede og rikochet i hele terrænet. Det blev mere og mere nedslående at mærke at de tyske ammunitionsforsyninger tilsyneladende var uudtømmelige.

Dagens første angrebsforsøg kom frem på det sted hvor omfatningen af den engelske venstre fløj var stanset aftenen før. Tyskerne blev kastet tilbage. Et fornyet angreb ved 09.00‑tiden led samme skæbne. Ved tredje forsøg ved 11.00‑tiden lykkes det tyskerne at infiltrere i birkeskoven mellem Kp C og nabokompagniet nedenfor, Kp B. Dermed kom også Kp D i kamp. Dette var farlige angreb, men engelskmændene stod fast, og mange tyske soldater lå igen i birkeskoven.

Her ovenfor kirken var det på et hængende hår at den tyske chefen i Gudbrandsdalen, General Pellengahr, var faldet. Han havde vært oppe for at jage en tysk bataljon tilbage som han mente havde gjort en for svag indsats. Da han ledte etter en anden afdeling kom han til en åbning i birkeskoven, og på den andre siden af denne fik han øje på officeren han skulle rådføre sig med. Noget sagde ham at han ikke burde gå over åbningen, og han førte derfor en råbende samtale med sin underordnede i de meniges påhør, noget han ellers aldrig gjorde, fortæller han selv. En Feldwebel som ville forbi gjorde honnør og anmodet om å få passere sin general, reglementeret som på eksseerpladsen  i Tyskland. «Nej, sådan spørger man ikke under krig, min gode Feldwebel,» svarede generalen. Tyskeren fortsatte da ud på det åbne felt, og etter nogle få skridt blev han skut ned af et flankerende maskingevær.

Også tyske fly fløj lavt over dalen og forsøgte med sine maskingeværer at bryde forsvarsviljen ned, men KOYLI veg ikke.

En stund troede man at tyskerne skød med giftgas. Skarp lukt og gul røg fra granatnedslag fik de engelske soldater til å tage gasmasker på.

De tyske afdelinger ved rigsvejen havde ikke haft nævneværdig fremgang, men ved 13.00‑tiden rullet de tyske stridsvogne frem. Den tunge stridsvogn (Nb Fz) kom bare lidt forbi Heimstad da den blev rammet af 25 mm granater fra det engelske panserværn, og blev stående. Andre stridsvogne rullede helt frem til kirken. Korporal Stokes kommandere en panserværnkanon som stod ved siden af rigsvejen i nordenden af centrum. En vejspærring af tømmer fra savværket lå over vejen på højde med Skredderstuen. Den hindret sigtet fra Stokes kanon. Kaptajn A. F. McC. Riggs, chefen for E. kompagniet krøb over vejen og begyndte at rydde den ned, stadig beskudt både fra to tyske MG oppe i nordre dalside, og fra maskingeværet i en let stridsvogn som kom rullende. Han fik fjernet halvparten af barrikaden, men Stokes kunne fortsat ikke sigte. Da løb Riggs ud på vejen i fuld højde og indsyn og ryddet det nødvendige væk. Han blev kastet i grøften af et skud i skulderen, men Stokes stoppet nu stridsvognen med første skud. Hans

andet skud satte den i brand. Idet den neste stridsvogn kom op på siden af det brændende vrag fik den også to granattræf og kom i brand. En bil som kørte ind imellem de to første fik også en træffer, og dermed var vejen blokeret. Stokes kanon blev lige etter truffet af en tysk granat.

To soldater af Riggs kompagni stod med sit maskingevær bak en stenmur i centrum. De holdt tappert stand mens husene rundt dem stod i flammer og de tyske granater sprøjtet jord, sten og stålsplinter mod dem. De stod begge på post til en granatfuldtræffer dræbte dem om aftenen. Den ene var soldaten A. E. Bullen. Den andre er ukendt.

I dalsiden øst og sydøst for Veikle presset tyskerne stadig på, og ved 16.00‑tiden så det ud til at deres infiltration skulle splitte de britiske kompagnier.

En tysk afdeling på 50 marin, som havde gået over Hillingen seter og nu kom ned igennem Veikledalen, gjorde stillingen yderligere vanskelig. Deler af denne styrke kom også op på Knipen, hvor de fra stuevinduerne beskød de engelske kompagnier ved Veikle ovenfra og bagfra. En gruppe kom nedover langs Veikledalen mod Veiklesaga og truet med at afskære de engelske soldater østen for. Endnu en gruppe ålet og krøb frem mod Veikle og Berget. Mod dette farlige angreb samlet sekundløjtnant V. X. French to grupper af York and Lancasterkompagniet og gik til angreb. Tyskerne blev jaget opover dalen fra savværket og en bro de havde sat sig fast ved. French blev såret.

Kampen fortsatte udover den lange solfulde eftermiddag. Tyskerne havde fået sine MG i stillinger oppe i fjeldsiderne, og bælte efter bælte blev tømt ned i de engelske stillinger i Kvam centrum.

Også norske soldater var med ved Kvam. Den tyske afdeling som skulle omgå de engelske stillinger, kom i kamp på Hillingen seter. Det var en ulige kamp. Tre norske soldater havde etter tunge marcher kommet til Hillingen etter at have unddraget sig kapitulationen i Gausdal. De kunne let være kommet væk, men var kommet for å slås, og tog tappert kampen op mod Poncets bjergjægere. De faldt alle tre. Det var korporalerne Mikal Mølmen, Torolf Weibye Bjørnsgaard og menig Harry Gether‑Rønning.

Også en frivillig skitrop fra II/IR 11 under fenrik Paul Jørgenvåg havde gået fra Sel over Mysuseter og Vålåsjø mod Hillingen seter, som nådes ved 16.00‑tiden. Der fandt de ligene af de tre nordmænd som var faldet der i den ulige kamp nogle timer forud. Fra en hylle over et stup nogen hundred meter nedenfor åbnet troppen ild med sine 6 MG og skød 2000 skud. Virkningen kunne ikke blive stor. Målet var 1 1/2 kilometer væk. Og mål bød sig i massevis på rigsvejen. Det har vel distraheret tyskerne, for de satte bombekastere ind mod den nye fjende.

Ved 17.00‑tiden kom det ordre fra general Paget om retræte samme aften kl. 23.00 igennem en engelsk stilling ved Kjørem, 3 kilometer vest for Kvam.

Tyskerne havde taget hele området nord for rigsvejen og øst for Veikleveien. De havde også ryddet hele Viksøya for engelskmænd. Restere var kommet over Lågen og var på retræte på sydsiden af elven vestover mod Lien og Feten.

Kompani Vickers blev delt i tre grupper og tog op igennem skoven i Veikledalen, flere ganger i nærkamp med tyskerne. I lyset fra brændende bygninger kunne de oppe fra Veikledalen se tyskerne stå i grupper ved broen.

Hele centrum var nu et flammehav. På Kirkevolden brændte 6 bygninger, på Killi 3 og på Skreddarstugen 5. Også Kvam gamle tømmerkirke fra 1777 blev skudt i brand ved 21.00‑.  I alt blev, 70 større og mindre bygninger i Kvam luernes bytte.

Sergent J. J. Rowan og tre marin med hvert sit maskingevær, blev sat til at holde igen. En af de sidste panserværnkanoner blev sat i stilling på nordsiden af broen, som ikke kunne sprænges af mangel på sprængstof. Gruppe etter gruppe af beskidte med iturevet tøj og trætte soldater drog mod Sjoa. Der havde været træfninger også nordover langs rigsvejen denne nat, for ved Lillesandbu og Kjøremsbakken lå mange biler og busser gennemskudt udenfor vejen om morgenen.

De engelske tap ved Kvam kendes ikke. KOYLI bataljonen mistet 3 officerer og 36 marin i faldne og dødelig sårede. På Viksøya faldt 18 marin, i området Veikle‑Kvarn centrum 14 mand. Blant de faldne var kaptajn Fox. 2 officerer og 44 marin blev hjemført som sårede, og 6 officerer og 129 marin blev fanget, for en stor del såret. Også sekundløjtnant Svein Holmboe Helmers, som var afgivet til brigader Smyth, faldt første kampdag i Kvam.

Tyske meldinger angiver at bare 22 engelskmænd blev fanget, hvoraf, en kaptein.