| ||||||||||||||||||||||||||
|
Bjerge af affald fjernet fra EverestKilde: Holbæk Amts Venstreblad. Mandag den 5. maj 2003. Engang blev Mount Everest kaldt verdens højest beliggende losseplads. I 2000 vurderede den japanske kvindelige bjergbestiger Junko Tabei efter at være kommet ned fra toppen af det 8848 meter høje bjerg, at der var smidt mellem 290 og 1115 ton skrald i området. Men mens Nepal forbereder 50-årsfestlighederne for menneskets første opstigning på toppen i 1953, siger bjergbestigere, at der i virkeligheden er blevet langt renere på Everest, end rygterne vil vide. Faktisk er den højeste af tinderne i Himalaya-bjergkæden tæt på at være tilbage i den jomfruelige tilstand, den lå hen i, inden newzealænderen Edmund Hillary og den nepalesiske sherpa Tenzing Norgay nåede toppen den 29. maj for et halvt århundrede siden. Det skyldes indsatsen fra adskillige ekspeditioner, som de senere år har fjernet det efterladte skrald og møjsommeligt slæbt det ned ad bjerget igen. Ni amerikanske bjergbestigere planlægger sammen med ni nepali-sherpaer i løbet af maj at hente omkring 1000 kg papir, iltbeholdere og andet ned fra en lejrplads i 6300 meters højde. Rensningen af bjerget, som tibetanerne kalder Chomolongma og nepaleserne kender som Sagarmatha, tog fart i begyndelsen af 1990'erne. Et hold fra New Zealand fjernede fire ton skrald fra Base Camp, som de fleste ekspeditioner bruger som udgangspunkt for angrebet på toppen. Siden har andre klatrehold fulgt efter og båret hele bjerge af affald ned, fra dåser og klatrejern til teltpløkker og brækkede stiger. Nepals regering, der tjener pæne beløb i hård valuta på at udstede licenser til ekspeditionsgrupper, har aktivt støttet rengøringen. Siden 1996 har det været obligatorisk for Everest-ekspeditioner at bringe deres affald med ned, og et depositum på 4000 dollar til staten bliver kun refunderet, hvis klatrerne kan bevise, at de har afhændet deres affald på forsvarlig vis. |
|
| ||||||||