Kathmandu fredag den 19 oktober 2001 ( Dag 14 )

I dag gå det med bus mod Kathmandu. Vi havde pakket i god tid og syntes ikke vi ville slæbe vores lagner og en af Inger bluser med hjem, det kunne vores naturvejleder få. Jeg tror han blev glad og jeg tror også at vi var de eneste der påskønnede hans indsats med en lille gave.

Vi kørt med jeep til en busholdeplads nogle kilometer væk og var opmærksomme på at al vore bagage kom op på taget, vores naturvejleder viste os op i bussen og om det var vores lille gave ved jeg ikke, men vi fik de bedste pladser helt foran i bussen. Bussen var med dejlige sæder og alt i fin stand, en langt bedre bus end den vi kom i.

En ting ved bussen var særlig godt og det var kompressorhornet der kunne give en fanfare på tre toner meget højt, og chaufføren benyttede det uafbrudt (næsten) lyden var så høj at man kunne tro hornet var monteret inde i bussen. Nede fra Chitwan og til Kathmandu er der kun et par hundrede kilometer, men sikken veje og sikken trafik, overhaling på bakketoppe og i uoverskuelige sving skete i et væk, men kom der så en modkørende bremsede begge parter uden at syntes der var noget forkert i den situation, måske skyldes det at de er buddhister, buddhismen fremmer sammenholdet på den enkeltes bekostning.

I begyndelse af køreturen var der mange små Tharu landsbyer i det ret flade landskab med 100% luftfugtighed og 35° varme. langsomt begyndte Himalayas forbjerge at rejse sig imedens vi kørte langs en floden Trisuli River. Vi kunne fra bussen se lastbiler der kørte ud i floden for at indvinde sten og grus til betonstøbning og andet. Lastbilerne blev læsset med flere hundred % overlæs og alt var med håndkraft, også når de skulle læsse af var det pr. håndkraft, et ufattelig slid.

Undervejs ved 1/2 vejen var der en 1/2 times pause hvor vi kunne bruge wc'et og få lidt at spise og drikke, men snart gik den videre færd. Vi begyndte nu at kravle opad og opad, smukke landskaber rullede sig op og stadig gik det opad langs dybe afgrunde. Et sted var vejen styrtet i dybet og var ved at blive repareret, det sted syntes vi var lige lovlig spændende, et ganske smalt grus spor langs en svimlende afgrund - uha. Landsbyerne vi passerede var ikke meget forskellige, sjovt nok lagde jeg mærke til at ildstederne i næsten alle husene var i den nordlige ende. Også de større byer lignede hinanden meget, først i udkanten af byen, de usleste rønner og ind mod bymidten noget mere solide boliger, mange er helt utrolig små, kun lidt større en et dansk legehus, men ikke nær så solide.

Endelig kom vi ind i Kathmandu dalen og dens voldsomme trafik - hornet fik ikke så lidt. Inde på en bred indfaldsvej holdt vi og kørte vider i taxi til vore Garden Hotel, hvor vi fik vore gamle værelser.

Om aftenen var vi ude og spise, vi gik i Katjas sædvanlige hæsblæsende tempo, stedet var godt nok, maden lige så, men der voldsom høj musik og vi havde hele dage hørt bilhorn, så det var for meget for mig. Da vi havde spist fik flere af os Iris-coffee, der var stearinlys på bordene og heldigvis, for pludselig gik lyset ud, det næste kvarter var det som et blinklys på en bil (virker - virker ikke). Imedens de andre fik deres Iris-coffee nød jeg en whisky tør og god, senere gik vi på bar, Inger og jeg ville have Gin og Tonic, det smagte a. h. til.