Nepals Historie

Oldtidens folk kaldte dette mægtige bjergland Himarat eller Himalaya (sneens bolig). Langt inde mellem Himalayas mægtige bjerge og de lavere Mahabharat bjerge lå der en sø. I folkesagnene taler man om at der i søen lå en ø, der voksede en blå lotus og den indeholdt den oprindelige Buddhas evige flamme. Manjushri, en legemliggørelse af Buddha, kom her for at bede. Da det ikke var nemt for pilgrimme at komme til dette utilgængelige sted, skar han en passage gennem Mahabharat bjergene, med det resultat at søen blev tørlagt. Her opstod nu en frugtbar dal hvor menneskene bosatte sig og begyndte at opdyrke jorden – det blev til det vi i dag kende som Kathmandu dalen. Swayambhunath-bakken med dens berømte stupa på toppen er den oprindelige ø med den blå lotus. Bagmati-floden der afvander Kathmandu dalen, løber gennem Chovar-slugten og er det sted Bodhisattvaen skar gennem bjerget.   

Det vides, at Kathmandu dalen længe før Kristi fødsel var beboet af et folk, der havde kendskab til hinduismen og Kathmandu dalen var da også det første kongerige i Nepal.

I det sydlig Nepal, det der i dag kaldes Terai, blev der i byen Lumbini i året 560 f.Kr. født en prins, ”Asiens” Lys hans navn var Siddharta Gautama han blev grundlægger af  buddhismen. Han modtog en nat, siddende under et figentræ, den "fuldkomne oplysning"; herfra stammer titlen Buddha, på sanskrit "den oplyste" stammer.

Nepalesiske krøniker beretter om forskellige herskere og dynastier, der afløste hinanden i Kathmandu dalen: Gopalarene, Kiratierne, Licchavierne. I 637 e.Kr. skriver den kinesiske pilgrim Hsuan Chuang, (Xuanzangs rejse mod vest) at befolkningen har en vanskelig natur, men med mange talenter.

Fra ca. 400 e.Kr. findes historiske kendsgerninger; senest på den tid tog et dynasti, der kom fra Indien og var hinduer, magten i et land, hvor folkeflertallet synes at have været mongolide buddhister. Lige siden har folk af sydlig herkomst og hindutro regnet sig for fornemmere end folk nordfra og buddhister. En overgang fik Tibet betydelig indflydelse i Nepal, men landets dynastier var alle sydfra. Kongeriget bestod hovedsagelig af Kathmandu dalen; resten af Nepal var små fyrsten - eller høvdingedømmer, hvoraf nogle anerkendte kongens overhøjhed, mens andre med behændig politik holdt sig selvstændige. Efterhånden blev næsten alle disse småstater regeret af hindufamilier, der hævdede, at deres stamfædre var indiske fyrster, som var fordrevet af muslimerne. Under Malla-dynastiet havde kongeriget i 15. årh. vitterlig en kulturel blomstring, der skyldtes flygtninge fra Indien. Senere splittedes Malla-riget mellem fire grene af familien og var i 18. årh. magtesløst over for gurkhafolket, der hidtil havde siddet i et af de små bjergfyrstendømmer. Den store Prithvi Narayan Shah erobrede Kathmandu-dalen 1769 og flyttede sin residens dertil. Dermed opstod det nuværende kongerige Nepal, der stadig regeres af dynastiet Shah. Dets grænser blev fastlagt gennem indlemmelse af småstaterne og en række krige med nabolandene mellem 1788 og 1856 (Kina og Tibet, Sikhriget, Britisk Indien og atter Tibet). Kina-krigen medførte, at Nepal i lange tider efter 1792 måtte betale tribut til kejseren. Briterne nøjedes 1815 med en handelstraktat og en diplomatisk forbindelse, der efterhånden gav dem stor indflydelse i landet. Shah-dynastiet havde efter 1775 diverse mindreårige eller svage konger, der ikke kunne holde styr på stormændene. 

Briterne erkendte Gurkha-krigernes store kampevne efter den engelsk-nepalesiske krig i 1814-16, og samtidig med at der udformedes en fredstraktat forbeholdt kolonimagten sig ret til at rekruttere nepalesere til sin hær. Denne praksis foregår endnu i dag, og udfoldes både af briterne og af Indien på grundlag af en trepartsaftale mellem de 3 lande undertegnet i Kathmandu i november 1947. Gurkhaerne blev anvendt af Indien i krigen med Kina (1961-62), med Pakistan (1965 og 71) samt af Storbritannien mod Argentina (1982).

I 1846 gennemførtes massakren i Kot, og Jang Bahadur Rana stod nu frem som landets stærke mand, der erstattede monarkiet som institution og tvang dronningen til at udnævne sig til premierminister. Der blev indført arvefølge for denne post, og denne praksis fortsatte frem til 1951, hvor det lykkedes den nepalesiske kongres med støtte fra kong Tribhuvan Bir Bikram Shah at styrte Rana regimet.

Takket være et godt forhold til briterne (traktat 1860) kunne Rana-familien regere Nepal i over 100 år, mens kongerne var magtesløse topfigurer. Ranaerne tillod briterne at rekruttere tropper til den britisk-indiske hær, de berømte gurkharegimenter; og Nepal deltog i begge verdenskrige på britisk side. Til gengæld holdt briterne hånden over Nepal og Rana-familien. Med briternes tilbagetrækning fra Indien mistede Ranaerne deres støtte, og mange nepalesere mente, at tiden var inde til reformer. 

Nepals nyere historie.

Kong Tribhuvan allierede sig med de demokratiske kræfter, der hovedsagelig var samlet i Kongrespartiet efter indisk mønster, og oprettede 1951 et konstitutionelt monarki, der satte den sidste Rana-regent på porten. Indien støttede den ny styreform; men landet var ikke forberedt på den. Først under kong Mahendra (1920-72, regerede fra 1955) fik man udformet en forfatning og afholdt landets første valg 1959. Kongrespartiet sejrede stort og dannede regering. Men allerede 1960 afskedigede kongen regeringen, arresterede partilederne og suspenderede forfatningen. Den indre opposition var svag og forvirret, og både Indien og Kina accepterede 1962 den nye forfatning, som kongen udstedte. Hans søn og efterfølger, kong Birendra (f. 1945, regerer siden 1972, officiel kroning 1975), måtte p.gr. af voksende opposition afholde en folkeafstemning 1980, hvor han fik et lille flertal (55 %) for et fortsat forbud mod politiske partier; men 1983 var der splid inden for Nationalforsamlingen, fulgt af forskellig uro, der medførte en del arrestationer. 1985 stod den anti-monarkistiske opposition bag flere bombeattentater; og foråret 1990 udbrød der omfattende demonstrationer og uroligheder. April 1990 opløste kongen Nationalforsamlingen og forfatningen, udskiftede regeringen med centrum-venstreoppositionelle og ophævede forbudet mod politiske partier. November samme år proklameredes en ny forfatning, som forvandlede det absolutte monarki til et konstitutionelt. Siden revolutionen 1951 er der foretaget økonomiske og uddannelsesmæssige reformer samt forbedring af transportsystemet med hjælp fra mange sider. Nepal holder sig strengt neutralt og balancerer mellem Kina og Indien, samtidig med at sidstnævnte behersker Nepals økonomi. Indien foretrækker at holde stødpudestaten i live efter sine sammenstød med kineserne andetsteds. 

Den 12. april 1991 gennemførtes i Nepal de første frie valg efter 32 års halv-monarkistisk regering. Nepals Kommunistparti og Kongrespartiet indgik en alliance op til valget, og andre partier sluttede sig til denne. Kommunisterne fik 4 af de 5 pladser i hovedstaden, men på landsplan gik de fleste mandater til det regerende Kongresparti.

Den 15. maj 1991 trådte premierminister Bhattarai tilbage. Den nye regering udnævnte kongresmedlemmet Girija Prasad Koirala til ny premierminister. Han lovede at indføre blandingsøkonomi, øremærke 70 % af statens indtægter til landområderne og gennemføre en jordreform. Samtidig gjorde han de første 4 års skolegang gratis.

I slutningen af 1991 kritiserede oppositionen Koirala hårdt for at undertegne nogle aftaler med Indien. De blev karakteriseret som «udsalg af nationale interesser», eftersom Indien fik adgang til 5 vandkraftprojekter. Premierministeren forsvarede sig med, at det var svært at indgå hemmelige aftaler om landets naturresourcer, når den nye forfatning krævede, at parlamentet godkendte denne type beslutninger med to-tredjedeles flertal.

Floderne der udspringer i Himalaya bjergene og løber gennem Nepal gør landet til et af verdens rigeste hvad angår vand- og vandkraftpotentiale. Regeringens politik er orienteret mod at udnytte dette potentiale til fremstilling af energi, kontrollere oversvømmelser og til vandingsprojekter.

Nepals og Indiens regeringer undertegnede to aftaler - en vedrørende handel og den anden vedrørende transport. Både fra venstre- og højrefløjen blev regeringen kritiseret for ikke at have revideret Venskabstraktaten fra 1950. Alle de nepalesiske partier - også regeringspartiet - går ind for en revision af denne aftale, som de opfatter som en overtrædelse af landets suverænitet, da den forbyder landet at indkøbe våben i andre lande end Indien.

Premierminister Girija Prasad Koirala er desuden Kongrespartiets generalsekretær, udenrigs-, finans-, forsvars- og sundhedsminister.

I marts 1992 søgte 22.000 flygtninge fra Bhutan tilflugt i Nepal pga. etniske konflikter i deres hjemland. I april blev en generalstrejke og demonstrationer mod korruptionen og prisstigninger slået ned af regeringen. Det kostede 6 mennesker livet. Udgangsforbud hindrede ikke gennemførelsen af nye protester.

For at kunne tiltrække udenlandske investeringer gjorde premierministeren i februar 1993 den nepalesiske rupi fuldt konvertibel overfor udenlandske valutaer, samtidig med at han indgik nye handelsaftaler med Indien. Udviklingsbistanden til Nepal udgør to-tredjedele af statsbudgettet.

I april 1993 oprettedes en indisk-nepalesisk kommission til undersøgelse af den bilaterale handelsaftale, der i 1990 havde ført til en diplomatisk krise.

Midt på året medførte voldsom monsunregn, at flere regioner af landet blev oversvømmet, betydelige afgrøder gik tabt og 1000 mistede livet iflg. de officielle oplysninger.

Fra 1994 krævede staten 50.000 dollars fra hver af de ekspeditioner, der ønskede at bestige Mt. Everest. Samme år blev der offentliggjort planer for ny beplantning af bjergene, der havde mistet 70 % af deres vegetation.

Premierminister Koirala var ude af stand til at opvise resultater i sin kamp mod fattigdommen, analfabetismen og i sine udviklingsprogrammer. Da han mistede sit parlamentariske flertal og da konflikterne tilspidsedes i hans Kongresparti, blev han tvunget til at træde tilbage den 10. juli 1994. Ved valget i november fik Nepals Forenede Kommunistparti 88 pladser i Repræsentanternes hus, og overhalede dermed Kongrespartiet, der måtte nøjes med 83. Man Mohan Adhikari blev udnævnt til ny premierminister.

Ifølge tal fra Verdensbanken var landet verdens 8. fattigste. Årsindkomsten pr. indbygger var i 1995 180 dollars, spædbørnsdødeligheden nåede op på 10 %, og 71 % af befolkningen levede under fattigdomsgrænsen. Levevilkårene i hovedstaden Katmandu og i provinsen var meget forskellige. Mens den forventede levealder i hovedstaden var 71 år var den ude på landet 34 år.

Da det ikke var muligt at skaffe parlamentarisk flertal for sin politik overlod den kommunistiske premierminister i september 1995 posten til kongrespartiets leder, Sher Bahadur Deuba.

I begyndelsen af 1996 begyndte guerillagrupper der kaldte sig maoister at indlede aktioner, der havde til formål at «udrydde feudalismen». I sin rapport fra 1997 fordømte Amnesty International de begåede overgreb - overvejende fra regeringsstyrkernes side - i deres væbnede sammenstød med guerillaen.

Bahadur Deuba trådte tilbage fra premierministerposten i marts 1997. Han blev erstattet af Lokendra Bahadur Chand, der havde støtte fra en koalition bestående bl.a. af det monarkistiske Nepals Sadbhavana Parti og det Forende Kommunistparti. I oktober blev han erstattet af Surya Bahadur Thapa, der havde støtte fra en skrøbelig koalition, svarende til den der havde udpeget hans forgænger. I april 1998 trak Kongrespartiet sin støtte tilbage. Det tvang ham til at gå af, og han blev erstattet af Koirala.

I januar 1999 opløste kong Birendra parlamentet på opfordring fra Koirala og udskrev nyvalg til afholdelse i maj. Premierministeren erklærede, at den nye regering ville have ansvaret for, at valget blev afholdt korrekt, og den ville ikke tage nogen vigtigere beslutninger før det nye parlament var på plads.

Efter 2 valgrunder i maj blev Krishna Prasad Bhattarai fra Kongrespartiet udnævnt til ny premierminister - som chef for landets første et-parti regering i 4 år. Alligevel blev Bhattarai helt fra starten udfordret internt i sit parti, hvor han blev beskyldt for alene at favorisere dem der støttede ham direkte.

Presset fra medlemmerne af Kongrespartiet medførte, at Bhattarai allerede i marts 2000 trak sig som premierminister. Kongen udnævnte nu Koirala til ny premierminister. Da denne nu for 3. gang overtog posten erklærede han, at regeringens vigtigste mål ville blive at bringe det maoistiske oprør i landet til afslutning, at forbedre dets sikkerhed, bekæmpe korruptionen og gennemføre reformer i statsadministrationen.

Se hvordan historien har udviklet sig i mit avisudklip arkiv om Kongemord og Maoistoprør - Kongen frataget sin magt.