Tenerife fredag den 22.01.99. 

I dag tog vi til Los Christianos. Los Christianos (1.200 indb.) var oprindelig et lille fiskerleje, hvis beliggenhed ved den solrige sydvestkyst gjorde den til et naturligt udgangspunkt, da man begyndte på hotelbyggeri i større stil. I dag er byen meget præget af masseturismen men har alligevel bevaret nogle af sine oprindelige lokale elementer. Der fiskes stadig fra både, som hører til i byens lille havn, og livet går sin vante gang nærmest parallelt med turistaktiviteterne - to adskilte verdener, der dog harmonerer godt sammen. Som turist er det behageligt at befinde sig i en "rigtig" by, der selvom den er domineret af hoteller, har et lokalpræg, som andre af sydkystens turistbyer mangler.

Los Christianos blev for få år siden færgeby. Færgen fra Tenerife til naboøen Gomera fik anløbsplads i byens havn. Tidligere sejlede man fra Santa Cruz - en tur der tog hele natten. I dag tager turen til Gomera kun lidt over en time.

Imedens Inger støvede gaderne igennem for at fine nogle presenter til Annie og Ingrid, sad jeg og nød en stille pilsner og senere en kop kaffe. En ældre herre kom med sin guitar for at underholde gæsterne, han spillede og sang, imedens han spilede guitar begyndte han pludselig samtidig at spille på kastagnetter? Hvordan kunne han det? havde han flere hænder? Nej han gav lyden med tænderne så det lød akkurat som en der spillede på kastagnetter, en morsom gammel fyr, bagefter gik han rundt med hatten i hånd til alle bordene og mange kastede en skærv i den. Da der ikke var mere at hente hos os gik han videre til næste restaurant. En skam jeg ikke kunne overvinde mig selv til at filme den gamle trubadur.

Da jeg ikke kunne sidde længere gik jeg lidt rundt på promenaden og kiggede på folkelivet til Inger kom, hun havde fundet nogle ting jeg skulle være med til om vi skulle købe, bl.a. to forgyldte smykker til Annie og Ingrid, vi blev enige om et par pæne ting, syntes vi, også en lille dukke til Line kunne vi ikke stå for, det var en lille munter drengedukke med briller og et ret livagtig ansigtsudtryk.

Ikke lang fra "guldsmeden" købte vi en pizza og en tomat salat, som vi delte "jeg tog det hele", i hvert fald broderparten.

Vel hjemme igen hyggede vi os med Ingers gamle ugeblade, løste kryds og tværs og slappede af til kl. 20,30 hvor vi gik hen til en nærliggende restaurant vi ikke havde prøvet før.

En lidt arrogant "direktør", ejeren vel sagtens, modtog os, men ærligt talt! Fyrens fjæs var det eneste vi kunne udsætte på etablissementet, oksefilet skåret i små stykker sammen med en mængde hvidløg var stegt på pande og helt tilpas, sikken smag og kødet var fint mørt dertil sprøde pomfritter og grønærter og gulerødder der var tilpas kogte, dertil vor sædvanlige gode rødvin. Af og til kunne jeg se ud i køkkenet, alt var højglanspoleret rustfrit stål der omhyggelig blev aftørrede efter brug. Skal sådan et sted være tip top kræver det nok en lidt fast hånd, og ejeren var uden tvivl en der ledte foretagende  med en sådan hånd, ikke desto mindre så vi ham lyse op i smil, en ung dame med et lille barn kom ind, den lille var sikkert hans barnebarn og hvem kan stå for sådan en lille fyr, ejeren kunne i hvert fald ikke, nok et absolut positiv træk ved ham.

På vej hjem var vi inde i vor sædvanlige lille supermarked for at handle lidt, de var ved at lukke men kl. var også næsten 22 og de åbner kl. 9,00, en lang dag, men måske har de som mange andre forretninger siesta fra ca. 14-16?

Dagens distance ca. 50 km