Tenerife torsdag den 21.01.99 

Teide

I dag ville vi op på teide, vi havde nu ikke det store håb om at det ville lykkedes, men prøve ville vi. Vi startede i strålende smukt solskinsvejr mod Playa de Las Americas hvor vi drejede ind i landet mod Granadilla, allerede efter ca.5 km. drejede vi mod nord i den lille by Sabinita, ad en mindre vej der går opad gennem dyrkede områder. Efter at vi passeret Arona (12.200 indb.), så vi at de terrassedannede marker mange steder er opgivet. Bagud havde vi en fin udsigt ned mod Los Christianos.

Da vi nærmede os Vilaflor, dukker der en del vinmarker op. Området her er et af vincentrene på Tenerife og samtidig et af de vigtigste områder for dyrkning af mandeltræer. Vilaflor (2.000 indb.), der ligger ca. 1400 m o.h. er den højst beliggende "rigtige" by på Tenerife. I byens udkant ligger mineralvandsfabrikken, der producerer en stor del af det mineralvand, der sælges på De Canariske øer.

Vejen videre opad stiger godt. Vi gjorde et foto stop lige ovenfor Vilaflor, hvor der er en parkeringsplads. Herfra var der en køn udsigt ned over byen.

Nu gik vejen op gennem udstrakte fyrreskove med meget store og gamle fyrretræer, der står langs vejen. Inger fandt en mængde kæmpestore kogler og tog nogle med hjem. Efterhånden lå der sne mellem træerne og langs vejen, vi har senere fået at vide at det kun var få dage siden vejen var åbnet efter kraftige snefald. Videre gik det opad og efter knap 15 km's kørsel kom vi op over trægrænsen og nåede indkørslen til Las Cañadas krateret ved Boca de Tauce (2055 m o.h.). Her drejede vi til højre og kører nu i bunden af et af verdens største vulkankratere.

 Las Cañadas blev nationalpark i 1954 på grund af områdets helt enestående karakter både geologisk og botanisk set. I alt dækker nationalparken 13.571 ha.

Turen gennem krateret kan nærmest sammenlignes med en tur på månen (hvis man ellers kan forestille sig, hvordan det er at køre på en sneklædt måne!). Der er blot den forskel, at her vokser der store gyvellignende buske (retama) i det forrevne klippelandskab. Efter ca. 8-10 km. kom vi til en parkeringsplads ved Los Roques, der er nogle ejendommelige store klippeformationer som rager op i landskabet. Vi gik en lille tur, men da der var meget sne og isglat satte Inger sig og nød solen imedens jeg maste mig op til en udsigtsplateau hvor jeg kunne nyde de ejendommelige formationerne og udsigten over det mægtige krater, bag Los Roques rejser sig den store Teide vulkan. Motivet er kendt fra mængder af postkort.

Nær Los Roques, men på den modsatte side af vejen, ligger nationalparadoren, et hotel drevet af den spanske stat. Her kan man nyde en tiltrængt kop kaffe eller lignende. Det gjorde vi nu ikke for der var næsten trafikkaos da parkeringspladserne var fyldt med sne.

Vi fortsatte derpå videre frem, indtil en vej på venstre hånd går op til svævebanen, der forbinder kraterbunden med det øverste af Teidebjerget. Men det vi frygtede viste sig at holde stik svævebanen, kørte ikke, Svævebanen var overiset så der kunne ikke køres, vi ville ellers på 8 minutter have bragt os fra 2356 m.o.h. til 3555 m.o.h. pokkers også.

Vi fortsatte videre mod kraterets kant ved El Portillo. Undervejs så vi mange både børn og voksne muntre sig med at kælke på plastikposer ned ad de stejle kratersider.

Ved El Portillo var der en café og restaurant, vi satte os midt i sneen med bare arme og lod solen brune, Inger var nær blevet solskoldet på den tid det tog at "nyde" en kop lunken ekspressokaffe med skum samt to stykker blødt brød a la Berlinerpfannkuchen, 40 kr. for "fornøjelsen" men hva' vi nød det enestående vejr og den pragtfulde udsigt. Imedens Inger nød den sidste tår kaffe, tullede jeg lidt omkring for at fotografere.

Vi kørte nu ned mod lavlandet, det varede ikke længe så skjulte skyer både sol og udsigt, gråt og trist med lidt støvtegn gik det nedad og nedad, igennem La Orotava til Puerto de la Cruz. Vi ville se den botaniske have og fandt den ret hurtig, men ak, den var lukket og havde været det i 14 dage, havde vi vidst det var vi kørt tilbage igennem krateret fra El Portillo og nydt solen lidt mere.

Nu ville vi hjem, så kunne den nærliggende papegøjepark have det så godt. Ikke så langt fra byen begynder en motorvej der løber de ca. 110 km til Playa de las Americas, fuld fart 120-130 km/t igennem vekslende landskaber, men man ser nu ikke meget på sådan en tur. Den sidste bid vej var vi jo nærmest på hjemmebane. Klokken var godt 18 da vi noget øre i hoved af den lange køretur (227 km) var hjemme. Inger lavede en kaffetår og vi fik en lille en til kaffen.

Aftensmaden indtog vi på den italienske restaurant, det var en misforståelse, de kan ikke lave mad, et godt stykke oksekød var syltet ind i en klæbrig fed sovs med våde champignon og kødet var ikke rigtig stegt men nærmest   kogt og dertil pomfritter kogt i gammel olie, bladr!

Dagens distance 273 km.  

Vores gamle ven mølleren og hans søn, sønnesøn og oldebarn i den lille vandmølle lige ud til den smukke Indusflod som det så ud da vi var der for 15 år siden.

Jeg ved det ikke. Det var søde og gæstfri mennesker vi mødte på vor vej gennem det nordlige Pakistan. Måske blev de allerede udslettet ved jordskælvet, der ramte Pakistan, lørdag den 8. oktober 2005, der slog knap 80.000 mennesker ihjel, sårede 100.000 og 3,5 millioner mennesker blev hjemløse.

Endnu værre er det med den vældige oversvømmelse der nu har ramt det fattige land Pakistan. Ødelæggelserne er gruopvækkende og kræver hjælp her og nu, men også længerevarende hjælp.

Der er allerede udbrudt kolera som kan true millioner af mennesker: de smittede kan redde livet ved omgående at begynde at drikke en opløsning af 1 liter kogt vand,  2 spiseskefulde almindeligt sukker, 1/2 teskefuld salt, Saften af en presset citron eller appelsin. – men hvordan får du lige det i det kaos, hvor der er mangel på alt?

Katastrofeekspert Kristian Pedersen fra Folkekirkens Nødhjælp siger:» Selvom 1.600 døde hidtil ikke lyder af meget, så er katastrofens omfang ekstrem. Det er værre end tsunamien i Sydøstasien i 2004, jordskælvet i Pakistan i 2005 og jordskælvet i Haiti i januar tilsammen«,

Røde Kors egenindsamling:
klik her  

Kærlig hilsen
Erling Klingberg Jensen