Tenerife tirsdag den 19.01.99.  

Nordvestøen

Hjemme igen efter en køretur i bjergene uden lige. Vi ville ud for enden af Teno halvøen, turen gik via Santiago del Tide og Puerto de Erjes hvor vi skulle finde en lille vej til Las Pontelas men den må have været meget lille, for vi fandt den ikke. Så ville vi finde en anden lille vej der går fra Erjos til Los Silos den fandt vi godt nok, men den var mærket Jeep safari og så meget ringe ud, så vi kørte videre mod San Juan hvorfra vi kørte ned til Garachico for at følge vejen der til Tenerifes vestligste punkt, fyret på Faro de Teno. Turen gik også fint til vi nåede til Casa Blanca, der havde politiet lavet bom over vejen og inden da flere advarselsskilte om at vejen var lukket. Ved bommen stod der kun kørsel for autoriseret personel og to politibetjente holdt vagt. Vi havde ellers glædet os for det skulle være et imponerende skue når vandet brødes mod klipperne ved fyret. Først hjemme igen fik vi forklaringen - fire turister havde vovet sig for langt ud på klipperne, pludselig var der kommet en kæmpe bølge og den havde skyllet de fire stakkels turister væk og så vidt vi kunne forstå var de ikke fundet igen - så der var god grund til at holde turisterne på afstand. Når man et eller andet sted står og betragter malstrømen dybt nede er det ganske åbenbart at ingen vil overleve der i mere end et minut, så voldsomt er det. 

Vi kørte nu samme vej tilbage forbi Buenavista del Norte til Los Silos hvor  vi kørte ned til "stranden", jeg vil tro at man kan bade der under mere rolige vindforhold, nu var det ikke muligt. Vi sad en stund i bilen og nød et par appelsiner og den pragtfulde udsigt, helt ude i havstokken ligger der en restaurant, som en fæstning, gu've hvordan der er når vejret er virkeligt hårdt? Et par uger før vor ankomst havde der været orkan, biler var blæst i havet, forhåbentlig uden mennesker i, men det viser at Atlanten ikke er sådan at spøge med. Vi kørte nu igen ud mod vest, ad samme vej vi lige var kommet til vi igen kom til Buenavista del Norte, derfra går der en mindre vej i utallige hårnålesving til El Palmar. Det begynder nu at gå opad, og vi passerede opdyrkede områder, mange steder med terrasser, hvor der blandt andet dyrkes kål. Længere oppe er der store buskadser af trælyng. Vejen fører gennem et smukt klippelandskab, og vi når snart over i en nabodal hvor den lille by Masca ligger.

Undervejs var vi ude for en oplevelse; Noget fremme ad vejen så jeg at der var stop i trafikken, for at gøre plads hvis det var en bus eller lignende holdt jeg stille ca. 50 m fra stedet, de næste vogne gjorde som jeg, holdt pænt bag ved mig, men så kom en fyr i en lille varevogn der ikke kunne vente, han skulle mase sig uden om og hen og holde tæt bag de foran holdende, det viste sig at der var vejarbejde, asfalten var fjernet og der var kun løs grus, vejarbejder og andre skubbede og maste for at få gang i vognene op ad den meget stejle vej, til sidst var der kun karl smart tilbage også ham skubbede og maste de med, forgæves, så fik han med lodder og trisser vendt vognen og ville bakke op, forgæves. Til sidst måtte han bide i det sure æble og køre tilbage og skulle han nå frem, var det en omvej på måske et par timer. Vi var ikke fri for at hovere, men nu var det vores tur, ville det gå bedre? Jeg havde som sagt holdt god afstand og efter at en del modkørende trafik have passeret og dermed fastkørt gruset noget, startede jeg. Fuld gas fremad, godt lød det ikke fra hjulene hvor sten og grus blev kartet op, men frem skulle vi og frem kom vi, efter et par hundrede meter var der igen asfalt.

Efter få kilometers videre kørsel var vi i Masca, som i rejsebureauernes udflugtsprogrammer reklamernes som "den glemte by". Sandheden er den, at Masca først for få år siden fik en ordentlig vejforbindelse med omverdenen. Tidligere kunne man kun komme til byen til fods eller på muldyr. I dag er byen bestemt ikke "glemt". Tværtimod myldrer den med turister. Masca er dog meget charmerende på trods af de talrige turistbesøg.

Byen er delt i to dele, der er forbundet med en brolagt vej. Vi gik en tur ned gennem den vestligste af de to bydele, stejlt nedad til en lille taverne hvor  vi fik et par kolde øl og to dejlige omeletter for 2200 pesetas, lidt dyrt, men det er jo også et rigtig turist udflugtsmål og dertil var der en storslået udsigt over Mascadalen. Resten af vejen hjem var også i Zig Zag og med mange stop for at nyde udsigten, da vi nåede toppen, var der en flot udsigt over et barsk og vindomsust landskab med øen Gomera i baggrunden.

Kl. ca.16 var vi tilbage, jeg skrev lidt i dagbogen. Det havde været overskyet hele dage og Inger har frosset lidt, men nu var der klar himmel og vi benyttede os af det dejlige solskin til at solbade ved poolen, men alt for hurtig sank solen bag bygningen og dermed svandt varmen, men hva', det er jo midt i januar og hjemme er der regn og rusk, vi kan da gå i skjorteærmer det meste af tiden.

Vi hyggede os nu inde til kl. ca. 21, da gik vi ud og spiste (i skjorteærmer). Denne gang valgte vi en "italiensk" restaurant, Inger fik kylling med champignon og jeg gordon blue samt en god flaske rødvin, 3500 = 170 kr. ikke så galt.

Dagens distance 102 km.