Lørdag den 26 april 1997

Las Palmas

Vi sov til kl. 8.00 og imedens Inger lavede kaffe og gjorde klar til turen i dag, hentede jeg morgenbrød lidt længere oppe ad gaden i et lille supermarked der ligger der.

I dag skal vi til hovedstaden Las Palmas og vi vil køre ad den østlige vej. De første 20 km. er en almindelig god vej der ved La Playe de Arguineguin går over i en tip top motorvej. Vejen fra Puerto Rico til Maspalomas  fører gennem nogle af de mest tørre områder på Gran Canaria. Landskabet er stort set blottet for naturlig vegetation, men enkelte steder har man dog med held anlagt tomatmarker, som kun kan eksistere ved hjalp af kunstvanding. Efter ca. 50 km. motorvejskørsel drejede vi af til Gran Canarias næststørste by Telde  (60.000 indb.), tidligere hovedsæde for en af Gran Canarias guanchekonger. Telde er en rigtig by med masser af almindelige forretninger og livlig færdsel i gaderne, der skulle være markedsdag i dag, men byen er vidtstrakt og vi opgav at finde markedspladsen, vi tullede lidt rundt før vi gik tilbage til vognen, heldigvis havde vi parkeret et sted der var nemt at finde igen. Vi kørte nu ad motorvejen videre til Las Palmas.

Las Palmas (366.000 indb.) er Gran Canarias største by og hovedsæde for administrationen ikke blot af Gran Canaria men også hele den østlige provins af De canariske Øer. Byen har stor betydning som handelscentrum i forbindelse med en meget intens skibstrafik. Havnen, der er transithavn for gods, som fragtes mellem Europa, Afrika og Amerika, er Spaniens største, og den rummer også en meget udbygget fiskerihavn. Det er især to af Las Palmas' bydele, som tiltrækker sig turisternes opmærksomhed – den gamle bydel Vegueta og den nordligste bydel Santa Catalina med sine mange små butikker. Vi besøgte kun Vegueta den ældste bydel. Her slog spanierne første gang lejr i 1478, og en fortættet kolonial stemning hersker stadig i de snævre gader med pragtfulde bygninger, kunstfærdige træbalkoner og intime patios og her er nogle af de vigtigste attraktioner i Las Palmas samlede. Vi havde ret nemt ved at finde Casa de Colon et af byens ældste huse som nu er museum. Casa Colon er den gamle guvernerbolig, et stort hus med gårdhave (patio), som typisk er omgivet af balkoner. Casa Colon betyder »Columbus' hus«, og huset har fået sit navn, fordi det var her Columbus boede, inden han i 1492 drog ud på sin kendte rejse, som førte til opdagelsen af Amerika. Også på sine senere Amerikarejser var  Columbus gæst i huset. Museet viser en del om hans rejser men indeholder i øvrigt samlinger af gamle møbler og andre genstande samt malerier. Der er også en lille samling af indiansk kunst og håndværk. Et af rummene er indrettet som Columbus kahyt med forskellige instrumenter deriblandt et timeglas, hans køje er der også. 

   Samlingerne er nu ikke den væsentligste grund til at besøge Casa Colon, det er derimod huset selv. Det er måske det smukkeste af Gran Canarias gamle huse især er lofterne meget smukke udført som de er i ædle træsorter. I den ene patio var der et par papegøjer der sad på hver sin “pind” det vil sige et lille jernstativ, vi snakkede med den ene og til vor overraskelse kravlede den ned af stativet og spadseret majestætisk ind i en tilstødende patio der var smukt beplantet, papegøjerne havde fri adgang overalt, man skulle indføre det samme f.eks. i Glyptoteket.

 Vi gik en tur omkring husblokken, hvor museet ligger. Et par af husets facader er forsynede med ornamenter og andre dekorationer. Lige bag Casa Colon ligger det lille kapel Eremita de San Antonio Abad fra 1400- tallet. Det var i dette kapel, at Columbus bad himlen om hjælp til sin første rejse mod det ukendte i vest. Markedet og Casa Colon ligger op til bagsiden af katedralen Santa Anna som blev påbegyndt i 1497 men først indviet i 1570. Senere er den blevet ombygget nogle gange og fremtræder derfor som en blanding af flere forskellige stilarter. Vi måtte nøjes med at se katedralen udefra da den på grund af ombygning er lukket. Foran Santa Anna katedralen ligger en plads omkranset af store smukke huse, heriblandt rådhuset og biskoppens hus.

Vi gik nu tilbage til vognen der holdt lige ud for et cafeteria hvor vi fik lidt at spise, en slags omelet med kartofler men stegt med olie, det var for fedt for Inger, vi skyllede efter med øl.

Vi kørte nu tilbage ad motorvejen og dreje af  til Ingenio (2.000 indb.) Ingenio var tidligere centrum for sukkeravlen på Gran Canaria. I dag er den mest kendt for de broderiarbejder, indbyggerne laver. Vi gjorde ikke ophold men fortsatte mod nord til den lille by Piletillas, det lyder nemt, men på grund af dårlig kort og dårlig vejskiltning var det absolut ikke nemt, landskabet bliver igen mere øde, og på højre hånd kan man nede ved kysten se Gando lufthavnen. Det er denne lufthavn, alle turister på Gran Canaria benytter. I forbindelse med lufthavnen ligger en base for militærfly, så man ser både civile fly og jager fly lette og lande mellem hinanden. Omkring 6 km fra Ingenio ligger den lille by Piletillas. En vej fører gennem den meget lille by op til bjerget. Vi stillede bilen, hvor asfalten hørte op og gik videre gennem en indhegning op mod hulen nær bjergets Cuatro Puertas  top. Der var ikke ret langt. Navnet Cuatro Puertas (»de fire porte«) stammer fra de fire huller der danner indgang til en hule. Hullerne er så store, at de kan ses på lang afstand. Hulen blev brugt af guancherne sandsynligvis til religiøse formål, ( Øernes oprindelige befolkning, guancherne: den nu som ren race uddøde, oprindelige, lyshudede befolkning på Canariske Øer; talte et berbersprog, deres  oprindelse er uklar, er nu enten udryddet eller opsuget af europæiske indvandrere. Udover deres sprog, guanche, havde de til brug i bjergene udviklet et fløjtesprog, der stadig bruges af nogle hyrder på Gomera . Man kan stadig på øerne træffe indfødte, der har påfaldende cromagnide træk; de er formentlig af blandet guanche-spansk herkomst ). Der er en flot udsigt fra plateauet foran hulen. Herfra kan man blandt andet se byen Telde. Efter at vi havde set den store hule, gik vi langs hegnet om til bjergets sydside, hvor der ligger et helt kompleks af huler , som sandsynligvis har været brugt af guancherne til beboelse, jeg gik så lang som jeg turde, da der er et frit fald på mindst 50 meter ned og jeg måtte love Inger ikke at vove mig for langt ud, men for at få det bedst mulige indtryk af komplekset var det vigtigt, at jeg gik så langt som muligt. Udsigten ned mod Gando lufthavnen og Ingenio var meget imponerende, og det var en mærkelig fornemmelse at stå her i et fortidsfolks boliger og se på den moderne flytrafik, som suste forbi. Hulernes placering mod syd har gjort dem lune og tørre at bo i, og samtidig har beliggenheden på den stejle klippeside gjort dem lette at forsvare i ufredstider – et ideelt sted for guancherne.

 Vi skulle nu hjemad og ville køre ad motorvejen, men den skiltning er a. h. t. men den  set os om var vi i Puerto Rico, og efter lidt proviantering var vi hjemme, klokken var da ca. 18.30 og vi havde kørt 190 km.

 Vi havde en oplevelse til gode, da vi skulle finde et sted at spise viste det sig at der var flamingodansere på en af restaurationerne, flot optræden og jeg filmede på livet løs.