Fredag den 25 april 1997

Puerto de Mogan

Vi vågnede kl. ca. 8 og forberedte os på en køretur i Puntoen og kl. 10.30 blev vi afhentede af Avis biludlejningen som kørte os til deres kontor. Fiat Puntoen ventede på os og da lejekontrakten var underskrevet kørte vi først ud og handle lidt ( frugt og bademåtter ) Vi kørte nu ad vejen langs kysten mod vest, efter en halv snes kilometers kørsel kom vi til Barranco de Mogan. I bunden af dalen vokser der avocado og papayatræer, som begge bærer store grønne frugter. I dalbunden ender landevejen i et T-kryds ved en benzinstation. Her lavede vi en afstikker til venstre og køre de to kilometer ned til kysten, hvor den lille fiskerby Puerto de Mogan ligger. Lige inden byen er der en planteskolen, hvor man blandt andet har canariske daddelpalmer i olietønder, klar til at blive plantet ud i nye hotelområder.

Hver fredag er der marked her i Puerto de Mogan, rigtig et sted for Inger. Det var morsomt at se alle de farvestrålende boder, flest med tøj, mange afrikanere var kommet med deres håndarbejde, træfigurer, lædervare, godt og skidt i en skøn forvirring, især var det morsomt at se de afrikanske koner, store sorte og mægtige, klædt i de mest farvestrålende skrud. Desværre plagede min iskias mig ret slemt så jeg nok noget utålmodig, min utålmodighed skyldtes måske også min mave for klokken var 13.15 så den knurret, inde i byen fandt vi et lille spisested hvor vi fik omeletter + brød og fadøl.

Efter vor lille middag tog vi via Morgan til Veneguera, se her beskrivelsen i min bog om Gran Canaria:

Når man har set sig mæt på Puerto de Mogan, kører man tilbage til det før omtalte T-kryds og fortsætter herfra ind i landet  i retning mod Mogan (6.000 indb.). Asfaltvejen fortsætter gennem et område, der er meget tyndt befolket. Nogle få kilometer længere fremme fører en mindre vej til venstre. Den går ned gennem Barranco  Veneguera . Vejen er dårlig og smal, men der er kun lidt trafik. Har man god tid, kan man lave en afstikker ned i gennem dalen til en udmærket strand. Turen ned gennem dalen går først gennem en lille landsby og fortsætter i den grønne dalbund, hvor store bananplantager ligger helt ud til vejen. Her har man rigtig mulighed for at studere bananklaserne på nært hold.  Måske meder man en enlig jæger med sin hund. I dalen jager man berberhøns, slægtninge til vores hjemlige agerhøns og klippe duer, der er stamformen til tamduerne. Når man nærmer sig havet, bliver dalen bredere, og snart er man på stranden, som ligger godt beskyttet mod vinden. Stranden er en af de få på Gran Canaria, der indtil videre ikke er overrendt af turister. Derfor benyttes den i weekenderne af nogle få lokale folk, som kommer for at nyde strandlivet i fred og ro.

 Vejen var smal og dårlig, meget dårlig, et langt stykke af vejen var det et udtørrede flodleje vi kørte i, ellers sten på sten og hul på hul - uha, 9 km. på den måde ud og samme forfærdelige vej tilbage, 50 min. kørsel hver vej. Hvordan var vandet så? Aner det ikke, stranden var store rullesten og vandet store bølger, så vi blev på det tørre, der var i øvrig ganske rigtig ikke mange mennesker 3-4 biler og en campingvogn! Ja rigtig! En campingvogn, alt må da være rystet løs i den stakkels vogn, måske får den lov at blive stående “for evig”.

 Vi kørte tilbage til landevejen, der videre frem løber mellem øde, gråbrune bjerge, som hist og her brydes af grønne og røde klippepartier. Et enkelt sted er de grønne partier så fremtrædende, at man har indrettet en parkeringsplads, hvor man kan standse op og tage dem i øjesyn. Den grønne farve mener jeg skyldes kobber og jernindhold i stenene. Efter nogen tids videre kørsel får man udsigt ned mod San Nicolas  (10.000 indb.), som er omgivet af store tomatmarker. Tomatplanterne vokser op ad spinkle stativer lavet af den lokale græsart (kæmperør).

Fra San Nicolas ville vi have kørt over bjergene til det indre af øen, men lokale beboer frarådet det, da de mente at vejen kun var egnet for Jeep, så vi vent og kørte samme vej “hjem”, det gjorde nu ikke så meget for klokke var ved at blive mange og Inger ville ikke køre i mørke på de veje.

På hjemvejen købte vi et par kyllinger med hjem og til vore glæde havde personalet ud for hver dør lagt en smuk buket papegøjeblomster.