AF:
MF Lars-Emil Johansen
Jyllandsposten bragte
mandag den 5. februar 2007 en kronik med overskriften
FORSKNING PÅ DANSK
og i "spisesedlen"
”Danmark vil frikende sig for sine historiske synder, som var de i virkeligheden
blot velgerninger over for Grønland.”
Jeg skrev til Lars-Emil Johansen, Kuupik Kleist og Høgni Hoydal, hvor jeg bad
om lov til at bringe kronikken på min hjemmeside - allerede 2 timer efter fik
jeg positivt svar og kronikken var medsendt i uforkortede tekst.
Herunder er den fuldstændige tekst.
FORSKNING PÅ DANSK
En kommentar til Dansk
Institut For Internationale Studiers udredning: ”Afviklingen af Grønlands
kolonistatus i årene fra 1945-54”, af 18 januar, 2007.
Af Lars-Emil Johansen, Kuupik Kleist og Høgni Hoydal, Den Nordatlantiske Gruppe i Folketinget
”I forlængelse heraf kan
det konstateres, jf. kap. 9, at Grønlands Landsråd i eftersommeren 1952 fik
forelagt et mangelfuldt materiale som grundlag for rådets beslutning om at
tilslutte sig forslaget om at blive en ligeberettiget del af rigsfællesskabet.”
(s. 27)
Så klart kan det siges, og
det bliver det da også allerede i kapitel 3. i den nyligt afgivne rapport fra
Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) til den danske og den
grønlandske regering.
Senere gennemgår rapporten
nøjere det ”mangelfulde materiale”. Dette består primært i, at den danske
regering gennem et massivt pres havde fået folkeretsprofessor Alf Ross til at
trække sin erklæring til regeringen og grønlandsudvalget om, at Grønland - for
at følge FN’s retningslinier - burde gives mulighed for at vælge en mere åben
fremtid end indlemmelse i den danske grundlov, f.eks. en ordning som Færøernes
selvstyreordning af 1948, tilbage.
Hos forskerne er der således
almindelig enighed om, at Grønland ikke fik de oplysninger og valgmuligheder, de
burde ifølge FN, endsige den tid, de havde ønsket, da Landsrådet i 1952 blev
tvunget til - på få dage og udelukkende på baggrund af dansksprogede papirer
(hvad DIIS ikke nævner) - at sige ja til en indlemmelse i den gamle kolonimagts
nye grundlov, En grundlov, Grønland ikke i fremtiden ville kunne komme ud af
igen uden de omfattende procedurer for grundlovsændringer, der bl.a. kræver
folkeafstemning - i Danmark
Hermed bekræfter denne
danske rapport for så vidt klart det historiske forløb, en forskergruppe med
international sammensætning, som Den Nordatlantiske Gruppe i Folketinget for et
par år siden bad analysere det samme forløb, kom frem til.
Danmark havde ganske enkelt
ikke rent mel i posen, hverken overfor de grønlandske politikere i Landsrådet
eller de internationale diplomater i FN, da man i sidste øjeblik fik integreret
Grønland ind i den danske grundlov og Danmark fjernet fra FN’s kolonikontrol.
Rapporten er naturligvis
bestilt hos DIIS i håbet om hjælp til at rense den danske koloniale fortid for
de beskyldninger om dansk manipulation i FN og undertrykkelse af den grønlandske
beslutningsproces, som den internationale og uafhængige forskergruppe havde
påvist i deres redegørelse til Den Nordatlantiske Gruppe.
Og DIIS leverer varen.
For i stedet for politisk
manipulation fremstilles denne danske indsats nu hos DIIS, som et stykke
fremragende dansk, politisk håndværk til beskyttelse af en lille, sårbar
befolkning, der ikke kunne klare sig selv:
”Som første skridt i en
forklaring kan der peges på, at danskerne på den ene side følte en
forpligtelse til at hjælpe grønlænderne...Forpligtelsen udsprang primært af
det forhold, at Grønland ikke kunne stå på egne ben på grund af
befolkningens beskedne størrelse, de givne ressourcer, klimaet og
naturforholdene. Den grønlandske befolkning var økonomisk sårbar og behøvede
hjælp..” (s. 303 DIIS’s fremhævelse)
Samtidig lykkes det, på
baggrund af indlemningen af et par grønlandske politikere i Folketingets
grønlandsudvalgs under arbejdet med denne del af grundlovsforberedelsen i 1952,
at fremstille integreringen af Grønland i grundloven som ”et dansk-grønlandsk
projekt” (s. 295).
Konklusionen i aviserne i
Danmark, efter DIIS-rapporten, omkring dette historiske forløb har da også
straks været, at der - med statsministerens foretrukne ord - ikke er noget at
komme efter. Missionen med DIIS rapporten synes lykkedes, og statsministeren kan
således befriet, udsende en pressemeddelelse, hvor han erklærer: ”Hermed er der
efter min opfattelse skabt klarhed over disse historiske forhold. Jeg ser frem
til, at debatten i 2007 vil fokusere på det fremtidige forhold mellem Grønland
og Danmark.” (Pressemeddelelse af 18. januar, statsministeriet)
For ifølge DIIS, var det,
Danmark gjorde dengang - uanset ”mindre” uregelmæssigheder - jo til alles
bedste. De danske diplomater i FN udførte, ifølge DIIS, med politikeren Hermod
Lannung i spidsen, et stykke fremragende, politisk håndværk, og Landsrådet i
Grønland fik, hvad det reelt havde brug for, i stedet for at blive belemret med
en række teoretiske, folkeretslige overvejelser, der alligevel ikke ville have
ændret dets stemmeafgivning.
Den selvstændighed eller den
frie tilknytning, som Grønland ifølge FN også kunne have valgt, var det svage og
sårbare folk jo slet ikke i stand til at håndtere alligevel. Ja - DIIS har sågar
ikke fundet et eneste krav i datidens grønlandske debat om at få sådanne
valgmuligheder, uanset DIIS flere gange, aldeles udokumenteret, kan slå fast, at
man i Grønland var fuldt opmærksomme på muligheden af: ”.. en
uafhængighedsmodel eller en Færø-ordning, som naturligvis for begges vedkommende
var kendte i Grønland” (s.297)
Ergo kan Danmark frikendes
for disse historiske, politiske synder, der jo i virkeligheden blot var
velgerninger overfor Grønland, og frikendelsen falder da også blankt i DIIS’s
konklusion:
”På denne baggrund må det
konkluderes, at Grønlands integration som ligestillet del af Danmarks Rige i
1953 internationalt blev anerkendt som et udtryk for den grønlandske befolknings
udøvelse af sin selvbestemmelsesret. Hændelsesforløbet forud for integrationen
og Generalforsamlingens anerkendelse heraf giver ikke grundlag for at anfægte
den folkeretlige gyldighed af den stedfundne integration.”
(s.303)
Når man læser den ellers på
alle andre måder interessante rapport fra DIIS, får man en klar fornemmelse af,
at det er de samme nationalt betingede briller, der har siddet foran
konklusionsskriverens øjne, som sad foran øjnene på de danske aktører i
1945-1954.
Når forskerne i indledningen
af deres rapport skriver at: ”..problemerne omkring forløbet af
Grønlandsspørgsmålet 1945-54 også indeholder spørgsmål, som ikke kan afklares
alene ved en empirisk orienteret udredning. En endelig afklaring kræver også
stillingtagen til politisk værdiladede spørgsmål, hvis besvarelse ligger udenfor
denne udredning.” (s.27), har de jo fuldstændig ret.
Problemet er bare, at
konklusionerne i hele udredningen er så gennemsyrede af danskfarvet
stillingtagen til de politisk værdiladede spørgsmål, at sætningen i indledningen
til sidst nærmest virker absurd.
Til gengæld er den empiriske
gennemgang af forløbet aldeles fremragende og velstruktureret.
Netop derfor leverer
rapporten da også sit eget dementi i forhold til konklusionen. Men det ses nok
kun af de læsere, der ikke er blændet af denne ulyksalige danske selvforståelse,
hvor intet motiv i forhold til Danmarks indsats i Grønland kan veje højere end ”forpligtelsen”
til at hjælpe de gode grønlændere (vel at mærke også mod dem selv, hvis de ikke
skulle have forstået, hvad der er til deres eget bedste).
De historikere, der arbejder
for DIIS, har heldigvis en sådan kvalitet, at en objektiv og kritisk
gennemlæsning af rapportens dokumentariske afsnit afslører det sande billede af,
hvad der faktisk skete dengang - og hvorfor!
Hør engang: ”…for danske
politikere blev det mere og mere klart, at Grønland måtte gøres til en
ligeberettiget del af riget, hvis ikke landet langsomt skulle glide fra Danmark”
(s.295)
”De… forudså en dybere
indgriben fra ikke-kolonimagternes side i forholdene i Grønland, hvis landets
kolonistatus ikke blev ophævet. For Lannung kom hertil en skepsis med hensyn til
USA’s hensigter i Grønland. Hans omfattende virke i FN i perioden 1948 til 1954
kan ses som en målrettet bestræbelse for at få afskaffet Grønlands status som
koloni, før Danmark blev bundet af FN på en uhensigtsmæssig måde. Allerede i
rapporten fra 1948 meddelte Danmark, at man ville undersøge muligheden af at
gøre Grønland til ligeberettiget del af det danske rige og dette sigte blev
opretholdt som et hovedmål fra da af.” (s.298)
Bemærk venligst udtrykket
”bundet af FN på en uhensigtsmæssig måde”. Bag dette ligger det faktum, at
efterkrigstidens intention om at afskaffe kolonisystemet via FN-pagten i
udgangspunktet kun handlede om at give de gamle kolonier selvstændighed - ikke
om nogen form for integration i kolonimagten.
Danmark kunne derfor, via
FN, blive presset til at gøre med Grønland, hvad man ikke ønskede, nemlig at
sende Grønland på selvstændighedens kurs, hvis man ikke slap ud af FN’s
aktiviteter på dette område hurtigst muligt. Samtidig udviklede FN’s i disse år
nye retningslinier, der medførte, at de tidligere kolonier nu ikke kun skulle
tilbydes selvstændighed, men også retten til at indgå nye, frie
samhørighedsaftaler ”Free Association”, ikke blot med kolonimagten, men også med
et andet land, såfremt de hellere ville det.
Imens det skete, pressede
USA på, ikke bare for at få baser i Grønland - man for reelt at overtage landet,
f.eks. via køb. Dette skete vel at mærke umiddelbart efter krigen, hvor
grønlænderne ved selvsyn havde oplevet, hvor meget bedre, de kunne få det - både
materielt og ligestillingsmæssigt - under amerikansk og canadisk ledelse.
Ikke underligt, at de
danskere, der kendte noget til de virkelige forhold, som danskerne bød
grønlænderne i hverdagen, nu indså, at landet meget let kunne ”glide fra
Danmark”.
Derfor vedtog Danmark da
også allerede i 1948 - fire år, før grønlænderne så meget som blev spurgt eller
orienteret herom - at finde på en vej til at integrere Grønland i Danmark, så
det uomstødeligt blev bundet til det danske rige.
Derfor gik Hermod Lannung
allerede i 1948 målrettet i gang med at få ændret i FN’s retningslinier,
således, at en integrering i kolonistaten reelt kunne defineres som en
opfyldelse af FN-pagtens ord.
Det lykkedes, og det var i
sandhed et stykke internationalt politisk håndværk af første klasse. Det havde
bare intet med nogen ønsker fra grønlænderne at gøre.
For det grønlænderne i
virkeligheden ønskede, og som man desværre skal helt om i bilagene i
DIIS-rapporten efter dokumentation for, var noget helt andet.
Det grønlandske folk ønskede
ligestilling med danskerne og egne repræsentanter i den danske Rigsdag.
Der var ingen, der bad om at
blive ”integreret”, og næppe mange, der forstod, hvor uomstødelige en optagelse
i den danske grundlov ville være. Det grønlænderne ønskede var, at den danske
dominans og herrementalitet hørte op, at de fik samme løn og samme rettigheder
til at tale frit, som danskerne og en levestandard som den, de danske havde i
Grønland. Alt det fremgår tydeligt af den gennemgang af de grønlandske mediers
debat på det omtalte tidspunkt, som rapportens eneste grønlandske medarbejder
har fået lov at udføre.
Naturligvis diskuterede man
ikke integration overfor selvstyre eller de stats- og folkeretslige konsekvenser
heraf. De grønlandske politikere var hverken jurister eller statskundskabsfolk.
De var praktikere. De diskuterede manglende løn og ligeret, klagede over at være
ringeagtede i forhold til danskerne og krævede, at disse misforhold ophørte.
Fra 1952 til 54 lykkedes det
de dygtige danske embedsmænd, at bilde nogle grønlandske politikere samt hele
verdens diplomater ind, at det grønlandske folks beklagelser over uretfærdig
behandling i virkeligheden betød, at det, de ønskede, var integration i den
danske grundlov, og at dette derfor havde været drøftet i og ønsket af hele det
grønlandske folk.
Denne velovervejede
fordrejning blev herefter brugt til at forklare FN, hvorfor man ikke behøvede
den folkeafstemning om integration, selvstændighed eller fri association, som
ellers var en af grundpillerne i FN’s retningslinier for afkolonisering. Nej,
sagde Danmark, de folkevalgte grønlandske medlemmer af Landsrådet havde jo sagt
ja. Danmark ville ikke fornærme dem ved at lave en folkeafstemning, der kunne så
tvivl om deres kompetence.
Hvad Danmark naturligvis
ikke sagde til FN var, at alle disse medlemmer af Landsrådet var valgt på rent
lokale spørgsmål. Grønlands fremtidige konstitutionelle stilling havde nemlig
aldrig været et emne under valget til Landsrådet.
For at sikre, at FN godtog
den danske forklaring på den manglende folkeafstemning, fik man endog sendt to
grønlandske repræsentanter til New York, så man kunne stille dem op overfor FN’s
udvalg og bekræfte de danske forklaringer, baseret på danske instrukser herom.
(se gengivelsen af Hermod Lannungs huskeseddel herom i West/Heinesen: ”Kilder
til Færøernes og Grønlands Historie”, s. 227).
Resultatet?
Se blot hvad DIIS skriver:
”Det afgørende for Generalforsamlingen, da den anerkendte Grønlands
integration i Danmark, synes at have været overbevisningen om, at Grønlands
ændrede status var i overensstemmelse med den grønlandske befolknings ønsker.”
(s.303)
Inden da havde den eneste
dansker, der tilsyneladende havde anstændighed nok til at mene, at grønlænderne
skulle behandles på lige fod med alle andre folk og tildeles de rettigheder FN
tilskrev alle andre undertrykte folkesamfund, den internationalt anerkendte
folkeretsprofessor Alf Ross, fået hamret en dansk mundkurv på af regeringen, og
hans meninger var blevet skjult for de grønlandske politikere. Dette beskrives
af DIIS sådan: ”Alf Ross smed imidlertid en bombe ind i
forfatningskommissionens arbejde ved at foreslå, at der indførtes en ordning,
der i princippet svarede til den færøske hjemmestyreordning fra 1948. Det stred
imod især danske, men også grønlandske ønsker og mod den politik, Danmark gennem
år havde ført i FN, der netop gik ud på en rendyrket integrationsordning”
(s.296/7).
Som man vil kunne se,
handler det virkelige forløb fra 1945 til 54 om, at Danmark - af frygt for USA
og for at blive tvunget til at give slip på sin sidste koloni og de håb, der i
årevis havde været bundet til dens forventede rigdomme og strategiske vægt -
opfandt en vej ud af det FN system til frigørelse af verdens undertrykte folk i
kolonierne, man selv havde stemt for.
Allerede i 1948 startede en
bevidst indsats fra dansk side for at få Grønland integreret i det danske
storrige. Alt blev derefter tilpasset dette ”hovedmål”. Da man var klar i FN
efter nogle års dygtigt arbejde, udlagde man behændigt grønlændernes ønske om
ikke længere at blive undertrykt og nedværdiget af danskerne i Grønland og om at
få et selvstændigt talerør i Danmarks Rigsdag, så det ikke længere var danske
embedsmænd, der ”fortolkede” grønlændernes krav til Danmark, som et ønske om
integration i Danmark. Derefter kunne man erklære integrationen for et fælles
dansk-grønlandsk projekt.
Da Alf Ross i sin almene
hæderlighed var tæt på at afsløre dette plot, blev hans skrivelser holdt
hemmelige og han selv presset til tavshed. Hvad grønlænderne næppe heller fik at
vide var, at FN netop i 1952-53 arbejde på et nyt krav om, at ingen koloni måtte
integreres med kolonimagten via indlemmelse i dennes grundlov, men kun gennem
særaftale eller separat traktat. Netop for at situationen senere kunne
videreudvikles uden det krævede forfatningsændringer. Dette blev dog først
vedtaget efter den danske grundlovs ikrafttræden, og i forelæggelsen til
FN kunne Danmark således oplyse, at ”der ikke i den danske forfatning var
indbygget en mulighed for at omgøre beslutningen” (s.300)
Den danske fælde var smækket
om Grønland - i sidste øjeblik.
De to store mål - at få
Grønland endegyldigt indlemmet under dansk herredømme, samt at få Danmark
fjernet fra FN’s kolonitilsyn lykkedes således kun på grund af falske præmisser,
skjulte sandheder og fordrejede grønlandske ønsker. Det resulterede i, at
Grønland ikke fik de valgmuligheder omkring ny tilknytningen til kolonimagten,
som en række andre kolonier senere fik. Det resulterede yderligere i, at
Grønland den dag i dag er fanget i den danske grundlov, hvor enhver reel ændring
alene er i hånden på de danske magthavere. Ligeledes er det baggrunden for den
påståede danske ret til at bestemme over Grønlands relationer til udlandet,
såvel som over Grønlands undergrund og de dermed forbundne grønlandske
råstoffer. Alt sammen negative forhold, vi støder imod gang på gang i den
Selvstyrekommission, der for tiden forsøger at forny forholdet mellem Grønland
og Danmark.
Processen fik således
konsekvenser, der direkte berører vor tid, og fra Grønland stilles derfor nu
også med rette spørgsmål ved, om en grundlov - påtvunget et folk på en sådan
basis - overhovedet kan anses for legitim. Vi kan derfor skuffe statsministeren
med, at hans ønske ikke går i opfyldelse. Fokus er med denne rapport aldeles
ikke fjernet fra disse pinlige historiske forhold og slet ikke fra deres
konsekvenser for det fremtidige forhold mellem Grønland og Danmark. Takket være
DIIS’s rapport er behovet for en gennemgribende revision af forståelsen af de
sande bevæggrunde bag hele den danske kolonipolitik i forhold til Grønland - før
og efter 1953 - blevet mere krævende end nogensinde.
Set i det lys er det ganske
fantastisk at læse DIIS-rapportens endelige - og dybt politiske - fortolkning af
processen:
”På enkelte punkter havde
Danmark i forbindelse med Grønlands integration givet Generalforsamlingen
ufyldestgørende eller diskutable oplysninger…På disse enkelte punkter kunne der
for så vidt argumenteres for, at der var sket et formelt brud på forpligtelsen i
henhold til FN-pagtens Artikel 73 (e). Det er i dag ikke muligt med sikkerhed at
afgøre, om mere retvisende oplysninger om f.eks. landets etniske sammensætning
m.v. ville have påvirket staterne i Generalforsamlingen til en anden holdning.
Det forekommer dog meget usandsynligt….”
(s.303)
”Hvis Ross’ særudtalelse
var blevet offentlig kendt, ville det, som der argumenteres for andet steds,
næppe have ændret den grønlandske indstilling..
(s.225)”Grønlænderne traf deres valg om
integration med åbne øjne for, at der var alternativer - og i enighed. Det er
som nævnt svært at forestille sig, at Alf Ross’ særudtalelse skulle have været i
stand til at rokke denne solide og altdominerende grundholdning.” (s.226).
Med andre ord - Danmark løj,
tav, forvanskede og undertrykte sandheden på livet løs i forbindelse med den
proces, som DIIS nu har undersøgt. (Og DIIS hjælper nu yderligere til ved at
understrege at det hele var grønlændernes eget frie valg - umiddelbart efter at
have dokumenteret, at valggrundlaget var falsk!). Den fantastiske danske
konklusion er derefter, at det gjorde ingen ting, for det var til grønlændernes
eget bedste og havde ”sikkert” ikke rigtig nogen betydning for udfaldet. Og,
uanset det skete på basis af løgn på løgn, så vedtog FN’s generalforsamling jo
sin resolution om Danmarks befrielse som kolonimagt og Grønlands endelige
prisgivelse, og dermed giver det ”ifølge udredningen ikke grundlag for at
anfægte den folkeretlige gyldighed.”
Så hvorfor råbe op! Der er
jo ikke noget at komme efter! DIIS har talt - og de taler dansk, som man kan
lide det i Danmark.
Den Nordatlantiske Gruppes
rapport, udarbejdet af internationale folkeretseksperter om det samme forløb,
kommer til en række andre slutninger, blandt andet om brud på folkeretten,
uhæderlighed overfor FN og manipulation af det grønlandske Landsråd.
Men der er jo også
udlændinge involveret.
Hvad forstår de sig på
Grønland!
Kort biografi fra:
www.folketinget.dk/BAGGRUND/Biografier/Lars_Emil_Johansen.htm
Johansen, Lars Emil, Gertrud
Raskvej 43, 3900 Nuuk.
Siumut - Folketingsmedlem for
Grønland 4. dec. 1973-23. oktober 1979 og fra 20. nov. 2001.
Født 24. sept. 1946 i Illorsuit,
Uummannaq, søn af handelsforvalter Kristian Johansen og distriktsjordemoder
Elisabeth Johansen.
Lærereksamen fra
Ilinniarfissuaq Nuuk, 1970.
Medlem af Grønlands Landsråd
1971-75 og af Grønlands Landsting 1979-97. Landsstyremedlem for
erhvervsanliggender 1979-86 og formand for Grønlands Landsstyre 1991-97. Formand
for Siumut 1987-97.
Formand for bestyrelsen for
Royal Greenland A/S 1988-91, medlem af bestyrelsen af Grønlandsbanken 1986-91,
af Grønlandsfly A/S 1973-75, formand 1986-91. Medlem af bestyrelsen for Mercury
Urval Greenland A/S 1997-2001 og Sulisa A/S fra 2000. Formand for bestyrelsen
Atuagagdliutit/Grønlandsposten 1971-75 og 1979-91 og for Ice Trawl Greenland A/S
fra 1997. Vicekoncernchef for Royal Greenland 1997-2001. Formand for Grønlands
Alkohol- og Narkotikaråd fra 1999 og for APK fra 2001.
Kommandør af Dannebrogordenen,
Norsk Kommandør med stjerne. Tildelt Grønlands Hjemmestyres Fortjenstmedalje »Nersornaat«
i sølv 1989, i guld 1996 og Russisk medalje for Fiskeindustriarbejdere.
Partiets kandidat til
Folketinget fra okt. 2001
