”Den Sorte Engel 1976”

Jeg var så heldig at LM Ericsson (Svensk telefon a/s som jeg arbejdet for) havde solgt et personsøgeranlæg til det Canadiske selskab Greenex A/S hvor det skulle opsættes i bly og zink minen i Maarmorilik i Vestgrønland hvor der havde været minedrift siden 1973, og det skulle jeg montere og igangsætte.

Så den 8 februar 1976 tog jeg flyet fra Kastrup, Anlægget var sendt derop i forvejen, så jeg havde kun det nødvendigste med i flyet.

Allerede i lufthavnens indskrivning mødte jeg en af gutterne, han havde en masse pik pak med og spurgte om jeg havde noget imod at vi indvejende vores bagage sammen, for han havde alt for stor vægt med, det var naturligvis OK fra min side.

I flyet kom vi til at sidde ved siden af hinanden. Han præsenterede sig som Morfar, det blev han kaldt af alle i minen. Han var en ordentlig tamp 120-130 kg måske mere og en rigtig hyggelig fyr. Han fortalte at det var ham der passede malm hejsen. Hver gang den kørte ned var det med 20-30 tons, i det hele taget var det store forhold i minen.

Han fortalte også om hvordan der blev holdt ferie i Danmark. (jeg ved ikke om det var Morfar selv) - Jo så var der jo masser af penge på lommen. En gang der var 6. dages løb i Forum, var der en af gutterne der havde siddet i inderkredsen og udlovet præmier for div. spurter m.m., omgange til alt folket blev der også givet.

Justits

Der var enkelte ting de ansatte ikke måtte gøre, deriblandt:

Mad

Er et kapitel for sig. Jeg syntes at det store kolde bord med alskens lækkerier, laks - rejer - alle mulige slags pålæg - oste o.s.v. var helt overdådig. Så skulle du bare have set hvordan det var før i tiden var der en af gutterne der sagde.

Fritid 

Lejren havde sin egen TV station. Videobånd kom med jævne mellemrum fra Danmarks TV. Der var også en radiostation hvor man sendte musik i lange baner og jeg tror det hele var på frivillig base.
Der var også et helt fantastisk mørkekammer til fremkaldelse af film og papirbilleder i farver - forstås. Det var ganske uhørt på den tid, Min ven Arne og jeg eksperimenterede lidt med det - men det var meget dyrt. Men lejren havde det mest moderne udstyr og dertil alt det kostbare papir til bare at bruge af. Hvor mange der benyttede sig af tilbuddet ved jeg ikke.

Ankomst

Det var en smuk flyvetur i fint vejr og jeg kunne nyde udsigten over  Anholt, Norge, Island og lidt af Grønland. Vi landede i Sdr. Strømfjord hvor vi overnattede på basen. Morfar sagde »vi skal over på hotellet og have noget at spise og må jeg bestemme skal vi have en rensdyrbøf«. Da vi bestilte sagde han ”giv mig en ordentlig portion kartofler” og det fik han – simpelthen alt hvad der kunne være på tallerkenen.  Da vi havde spist sagde han »jeg tror godt jeg kan spise en til« så ham op til damen for at bestille en til, »jamen du har jo lige fået en portion« sagde damen, en af hendes kollegaer sagde »er han sulten skal han da have en portion til – Greenex betaler« og så kom han glad og fornøjet med nok en kæmpeportion. Jeg mener at en rensdyrbøf kostede ca. 130 kr. så det var rigtig dyrt dengang (i 2005 priser ca. 600 kr.).

Næste Morgen var der strålende solskin og - 20° kulde, turen gik videre med Grønlandsfly i en stor helikopter til Maarmorilik med mellemlanding i Jakobshavn.

Inden vi skulle flyve skulle vi alle være behørig varmt påklædt, så jeg fik en dejlig varm parkacoat, det var af sikkerheds hensyn – hvis helikopteren skulle nødlande på isen.  På den over 500 km. lange tur så vi ikke et levende væsen selv om vi fløj lavt, undtagen selvfølgelig i Jakobshavn hvor vi landede et stykke fra byen. Det sidste stykke vej inden Jakobshavn fløj vi helt ude ved kysten, forbi en af verdens største producenter af isbjerge, en kæmpe isbræ. Vi var kun kort tid i Jakobshavn  før vi fløj over den smukke by videre nordpå til den Sorte Engel i Maarmorilik.

Det er en ret stor mineby med alt hvad dertil hører.

Jeg boede i en ret lille bygning beregnet til gæster, mandskabsbygningerne var ret store og lå længere oppe.

Min kontaktperson var en mand kaldet ”Tele Svend” en herlig fyr.

Han sørgede for at jeg så alt hvad der var værd at se. Selve oparbejdningen af malmen til koncentrat skete i et anlæg, som lå ved havniveau, og affaldet (tailings) fra anlægget blev udledt i en fjord tæt ved. Det foregik ved at malmen blev malet til mel og derefter blev den i forskellige kar opslæmmet i vand og kemikalier der bevirkede at metallerne lige som en slags skum flød ovenpå, (Bly, Zink og Sølv). Alene sølvet havde en værdi så det kunne betale fragten af malm til udlandet.

De vigtigste forureningskilder var

Selve malmen måtte vente med at udskibes til fjorden var isfri, i mellemtiden blev det opbevaret i det gamle marmorbrud der var blevet overdækket.

Svend Tele var en rigtig guttermand, han sørgede for at vi også kom op i minen, (det hed sig at vi skulle se om personsøgeren dækkede) det skulle den ikke, det var bare for at jeg og et par andre kunne se minen, vi havde en såkaldt beregner med. Beregneren skulle opmåle hvor meget malm der blev brudt og det blev der givet løn efter. Han kendte minen som sin egen bukselomme og kunne vise os hvor der var smukke krystaller – jeg har nogle af dem endnu.

Malmen bliver brudt ved at en boremaskine (den ligner en ”vejhøvl” en såkaldt grader forsynet med et kæmpe arm-tykt trykluftsbor og det inde i en klippehule – støjen var infernalsk, når hullet var boret blev det fyldt med sikkerhedsspringstof (Ammoniumnitrat + dieselolie). Og der stod jeg bøjet over et fund af et krystal – pludselig var der en der prikkede mig på skulderen, jeg havde ikke hørt at en Dumper holdt lige bag mig og skulle forbi. En af de andre fandt en kæmpe klods af en samling krystaller »den vil jeg have med hjem« sagde han, vi grinede for han kunne næsten ikke løfte den, for vægten var vel 50-60 kg. Heldigvis kom der et køretøj forbi som kunne fragte den til udgangen. Greenex A/S betalte for forsendelse med båd til Danmark – fin service.

Da vi skulle ned fra minen med den dengang længste fritsvævende tovbane i verden, kunne jeg ikke se ud af de tilfrosne vinduer, jeg spurgte de øvrige gutter i kabinen om jeg måtte åbne døren og filme ned – ork ja det var OK, og der stod jeg med ca. 600 meter luft under mig og filmede i  20° kulde  – ret spændende.

En anden dag skulle Svend Tele op på toppen af Sorte Engel for at reparere en antenne til et radiofyr, og jeg fik lov at komme med. Vi fløj op til toppen med en lille 5 personers helikopter en såkaldt Jet Ranger en herlig maskine. Vi var foruden piloten (en nordmand som også ejede den) Tele Svend, to unge mennesker medbringende ski og mig der havde fået lov til at tage med for fornøjelsen.

Undervejs op håbede piloten at der var termik op langs fjeldsiden, så han fløj (syntes jeg) meget tæt på fjeldsiden, undervejs op sagde han, ”næ se, der er allerede kommet en lille vårbringer (lille fugl), jeg kiggede den anden vej, for uha, propellen ragede jo godt ud. Selvfølgelig kom vi velbeholden op på toppen. Svend Tele havde vist drukket lidt rigelig dagen før, og havde glemt sine vanter og vi skulle rode med de iskolde antenne kabler der var faldet ned – han slap med lidt mindre forfrysninger i fingrene. Vi var nu ret hurtig færdig og jeg havde lejlighed til at filme, kameraet havde jeg inden under overtøjet for at beskytte det mod de nogle og tredive minus grader der var på toppen. De unge mennesker ville selvfølgelig også fotografere, men de fik ikke taget et eneste billede, filmen knækkede p.g.a. den hårde frost.

Oppe på toppe er der foruden en mængde store antenner, et ret stort hus måske 60 – 70m² dejligt opvarmet og fint. I huset er der en gammel sender ( ”LORAN Station”) der var virksom under den 2. verdenskrig. Den er bevaret fuldstændig intakt da jeg besøgte den. Huset den var i rummede også det moderne radiofyr og dertilhørende sender, men den fyldte ikke meget i forhold til den gamle sende der fyldte et ret stort rum.

Rummet var også forsynet med div. både mad og drikkevarer, gamle bøger og blade samt en telefon ned til lejeren. Det havde der for et par år siden været brug for, Svend Tele havde været der oppe lige før Jul og helikopteren havde bare sat ham af på bjergtoppen. Så var det blevet dårlig vejr og han kunne ikke hentes igen, først Juleaften lysnede det lidt på toppen og han ringede ned for at få helikopteren til at hente ham, heldigvis lykkedes det inde vejret lukkede til igen.

Da vi skulle ned, fløj Piloten i ganske lav højde hen over plateauet med god fart, pludselig fløj vi ud over afgrunden, ærligt talt, det gav et gib i en, men dejligt er det at flyve i en Jet Ranger, det er som en luksus bil der bare kan flyve.

Det var nu tid til at demonstrere anlægget for den Sorte Engels ledelse, den skulle finde sted kl.10.00. allerede aftenen før havde jeg nok en gang prøvet anlægget af og alt var ok. Kl. 8,00 om morgenen prøvede jeg for en sikkerhedsskyld anlægget af nok en gang – heldigvis, for det var dødt. Jeg fandt hurtig ud af at det var en transistor i senderen der var brændt af – en yderst sjælden fejl. Heldigvis havde Svend Tele en ny transistor der kunne bruges, og et kvart i ti var jeg klar (med sved på panden) til demonstrationen, den forløb heldigvis godt.

Et par år senere var jeg igen der oppe. Anlægget skulle flyttes til en tilbygning. Det var der ingen problemer med, alt gik fint og planmæssig. Jeg gjorde klar til at tage hjem igen. Så kom Svend Tele og sagde at de fik forkerte nummer når de ringede. Godt jeg ikke var kommet af sted, det viste sig at kodevælgerne var defekte. Dem havde jeg aldrig prøvet at reparere før. Yderst på kodevælgeren er der nogle ½ m lange bronzekamme der sidder i 5 lag, de skal kunne bevæge sig meget let i nogle lejer og være helt rene og tørre, dem var der en der havde smurt med olie – uha. Det var et voveligt fortagende at skille og remse dem. For der var mindst 100 ganske tynde pertinax spidser i hver vælger der skulle kunne bevæge sig frit i bronzekammene og knækkede en eneste var den virkelig gal, så skulle den sendes til Sverige for at blive repareret – heldig vis lykkedes det med alle vælgerne. Grunden til at fejlen ikke viste sig med det samme var at de havde lavede det sådan at der kom kold luft ind til selve centralen, det fik olien til at stivne. Det var noget der var lavede imedens jeg flyttede personsøgeranlægget.

Nu er minen lukket. Og måske godt det samme!. For minedriften medførte i starten en betydelig bly og zinkforurening af et større fjordområde. Siden faldt forureningsniveauet, både mens minedriften fandt sted, men især efter dens ophør i 1990.

Der var blev fundet forhøjede niveauer af bly og zink i havvand, sedimenter, tang, muslinger og fisk i tidevandszonen, men også i fisk og rejer fra fjordenes dybere dele – men Grønland er jo også dejligt langt væk. Da jeg var der så jeg et rør af træ??? Det var det eneste der kunne holde til påvirkningerne af tailings, der blev ledte direkte ud i fjorden