Qeqertarsuaq / Godhavn

Dagbogen dag 3, lørdag den 9. juni på M/S Fram.

Efter en rimelig rolig nat vågnede vi op til isbjerge der var temmelig store. Johannes klagede over kvalme og troede det var søsyge, Inger gav han en søsygepille og han hvilte sig i meden vi fik morgenmad. Efter morgenmaden var der landgang med de små både vi var alle tre klar med redningsvest på, da Johannes pludselig sagde at han blev ombord, vi troede det var mavepine.

I land var vi oppe og se kirken men kun udefra, så var vi en tur den modsatte vej langs havnen til byens museum.

Det meste var billeder, men der var da også meget andet, det bedste var dog en meget vidende mand der viste rundt, det er Karl Tobiassen - han er et fund, alle mulige ting kunne han fortælle om både mennesker og udstillingsgenstande og det med en underfundig lune. Et eksempel: De havde en gammel kaffemølle på museet, den var så solid så man skulle tro den var til at knuse sten og ikke bønner. En lille dreng stak sin finger ned i hullet hvor bønnerne forsvandt - ak; fingeren forsvandt desværre også.

Karl Tobiassen (til venstre) og fortælleren.

Så var det tid til at komme ud på Fram igen. Vi så ikke noget til Johanne, så vi valgte at lade han sove så han hurtigere kunne komme til kræfter. Pludselig blev vi efterlyst i højttalerne. Os hen til receptionen, Johannes var syg, han var dehydreret og dårlig, en sygeplejerske gav ham drop og noget medicin, det var noget af en forskrækkelse. For øvrig nåede han ikke at komme ned til vores kahyt før det gik galt - så det stakkels personale måtte i gang med at gøre trappen ren.

Jeg burde havde tænkt på at Johannes var syg, for jeg er selv begyndt at have det dårligt, med kvalme og tynd mave.

Resten af dagen var vi sammen med Johannes, der hen ad dagen fik det lidt bedre, imedens fik jeg det dårligere og dårligere.

Byens historie

Bykort

Ved Qeqertarsuaq er fundet spor af beboelse 5-6000 år tilbage i tiden, idet der er fundet bopladsspor af palæoeskimoer, der på vandring nordfra har været på stedet.
Senere, omkring år 0, kom Dorsetfolket, og efterlod sig våben og fangstgrej.

Men af disse første beboere er der kun ganske få spor.
Man skal op til 16-1700-tallet for at finde virkelige vidnesbyrd om pladsen.

I 1600 og 1700-tallet kom de første hvalfangere til Qeqertarsuaq, og fandt en god opankringsplads, som kom til at danne udgangspunkt for den senere koloni.

I 1773 anlægges kolonien Godhavn, som det nordligste af en række støttepunkter for håndhævelsen af dansk ret til hvalfangst og handel i området. I årene forinden var nederlandske, hamburgske og engelske hvalfangeres aktiviteter i området begyndt at tage overhånd.
Forud for koloniens oprettelse var der, i 1738, optalt en befolkning på op mod 200 personer på hele øen. Imidlertid var der tale om teltliggere, så de har næppe været fastboende.
Koloniens etablering, med spækhus og andre bygninger, betød muligheder for god handel, og førte til en tilflytning af fastboende grønlændere.
Samtidig voksede antallet af fremmede matroser, håndværkere og andre kolonister.

Trafikken på kolonien Godhavn foregik på den måde, at skibene ankom fra Danmark om efteråret, overvintrede i Godhavn eller Fortunabay, for at kunne deltage i forårsjagten, så snart isen brød op.
Ved midsommertide vendte de tilbage til Danmark med resultatet af forårets anstrengelser, for så at vende tilbage om efteråret med nye forsyninger.
I 1776 opererede således 5 skibe ved Godhavn, med et udbytte på bare seks hvaler. Året efter blev det kun til fire hvaler.

Skønt koloniens udbytte svingede særdeles meget, blev den opretholdt. I 1801 havde handlen på kolonien nået et betragteligt omfang: 247 tdr. hvalspæk, 78 tdr. sælspæk, godt 30 tdr. hajlever, 14000 barder og diverse skind. Den store handel førte i netop det år til, at man indførte pengeøkonomien til afløsning for den gamle bytte- og kreditøkonomi.

Napoleonskrigene i Europa betød at Godhavn blev afskåret fra kontakt med Danmark fra 1807. Det lykkedes dog at få forsyninger frem fra Rusland og England! Som tiden gik blev forsyningerne dog knappe, og rationering måtte indføres. Sparsomme forsyninger nåede frem på skibe med frifartsbrev (d.v.s at de kunne sejle forsyninger til Grønland, men ikke noget retur), men da trafikken blev genoptaget i 1813, var mangelen så udpræget, at der ikke fandtes krudt tilbage i kolonien.

Efter krig og statsbankerot var der ikke mange midler at drive kolonien for, og da hvalbestanden ved kysten samtidigt gik tilbage, forfaldt Godhavn. Handelsdirektionen i København konkluderede, at det var tvivlsomt om kolonien kunne opretholdes.
Det afgørende problem var, at der ikke var fast stationeret skib ved Godhavn, og at al hvalfangst måtte være landbaseret. Skønt der blev gjort anstrengelser for at få midler til ændring af fangstmetoderne, måtte inspektør C M Olrik i vinteren 1849/50 beordre hvalfangsten ved Godhavn indstillet.

Efter at hvalfangsten var indstillet opretholdes administrationen i Godhavn, men det var tydeligt at bevillingerne fra København blev meget mindre, og fangerbefolkningen, der var blevet voldsomt koncentreret på stedet, måtte klare sig, som den bedst kunne.

I 1862 blev der ved lov indført en ny kommunalordning - de såkaldte forstanderskaber - i Grønland. Ordningen var gennemført i nord i 1863 og det første møde holdtes i Godhavn den 18.oktober. Forstanderskabets medlemmer var inspektøren, volontøren og overkateketen samt tre valgte grønlandske medlemmer. De grønlandske medlemmer var valgt for tre år, og kom henholdsvis fra Godhavn, Diskofjord og Hunde Ejland.
Forstanderskabets væsentligste opgave var, at administrere de midler der var sat af til sociale formål, d.v.s yde hjælp til enker, uforsørgede børn og andre i social nød. Forstanderskabet fungerede også som underret i sager om f.eks. tyveri.
Forstanderskabet var også aktivt i forhold til bekæmpelse af udbredelsen af hundesyge, oprettelse af kajakskole for stedets drenge og syskole for pigerne.
I det hele taget synes det som om, at forstanderskabet i Godhavn har lagt en aktiv og selvstændig linie, og at de valgte medlemmer - i modsætning til andre steder i Grønland - har øvet væsentlig indflydelse på beslutningerne.
De tilgængelige protokoller fra forstanderskabet dækker perioden 1863 til 1897.

I 1926 oprettedes nye kommuneråd både i Godhavn, Diskofjord og Hunde Ejland.
En af de første beslutninger vedrørte lån af landsfogedens nymodens motorbåd til et forsøgstogt for nogle af stedets fangere. Forsøget blev en succes og indvarslede nye tider i fangererhvervet.
I det hele taget var det tiden for den nye tekniks indtog på Disko. I 1925 blev den første mellembølgesender bygget ved Godhavn, og Holten Møller blev den første leder af stationen. Da Kalundborgsenderen blev etableret i Danmark i 1927 var der umiddelbart forbindelse mellem Godhavn og kongeriget.

Ved Tysklands besættelse af Danmark i 1940 blev Grønland umiddelbart isoleret. Landsrådene fra Nord- og Sydgrønland blev kaldt til fællesmøde i Godhavn 3.maj 1940. Mødet resulterede bl.a. i den såkaldte Godhavn-deklaration, hvor de valgte grønlandske medlemmer af Landsrådene for første gang tager beslutning om at føre en selvstændig udenrigspolitik. Landsrådet bekræfter samhørigheden med Danmark, men samtidig knyttes en stærk forbindelse til USA, som sikrede Grønlands vilkår gennem hele krigen. Prisen var som bekendt oprettelsen af amerikanske baser i Grønland, og dermed kan det siges at Godhavn har spillet en rolle i udformningen af den globale sikkerhedspolitiske situation efter anden verdenskrig.

En yderligere konsekvens af fællesmødet i Godhavn blev, at hele administrationen af Grønland, der tidligere havde været delt mellem Godhavn og Godthåb, nu blev samlet i Godthåb. Dermed blev der i realiteten gjort en ende på Godhavns epoke som regeringssæde for Nordgrønland. Landsfogedembedet i Godhavn blev nedlagt i 1950, da Grønlands Landsråd blev oprettet.

Dermed startede Qeqertarsuaq´s udvikling til et "almindeligt" samfund, baseret på fiskeri og fangst, frem til dagens moderne og velfungerende by.