Skiathos dag 9

Torsdag den 24.8.2000

De store vandflyvere vækkede os kl. 7 i morges, 5 stykker er i gang og da klokken var 10 fløj de endnu selv om der ikke er nogen røg at se.

I dag vil vi til Evagelistrias klostret der er er et befæstet kloster, bygget i begyndelsen af det attende århundrede (1797) af munke fra Åthos-bjerget; der er et lille museum og et bibliotek og en pragtfuld udsigt, det er det største kloster på Skiathos og det er beboet af nogle enkelte munke og Skiathos største attraktion. Vejen der til er asfalteret og klostret ligger ganske kønt, i gamle dage har det ikke været nemt at finde det afsidesliggende klostre. En del af komplekset ligger i ruiner men er ellers velbevaret.

Da vi havde set os mætte kørte vi vider, vi ville til Kastro. Vejen dertil er en meget støvet smal jordvej (6 km) køre man ganske stille, max 10 - 15 km/t, kan man sagtens bruge en almindelig lille bil og turen er ret flot. En halv kilometer fra Kastro slutter vejen og man må gå det sidste stykke og det er drøjt (husk at tage vand med). Det var meget varmt (35º) da vi ankom. En lille sti snor sig op mod Kastro, et lille stykke er nær afgrunden til begge sider, til sidst kommer man til en stejl trappe der føre op til porthvælvingen hvor man kan sunde sig lidt før man går videre i ruinbyen. I sin tid var Kastro en muromkranset bebyggelse fra 1300 til 1830 på øens nordspids, som omfattede 300 huse og 22 kirker og med eneste adgang ad en vindebro. I dag ligger den helt i ruinen. Der er et velbevaret fæstningsanlæg og en lille kirke med fresker og byzantinske iko­ner, samt enkelte andre velbevarede bygninger, resten af de meget få byg­ningerne er i dag solide nok til, at man tør gå ind i dem. Efter at have set den lille kirke sad vi lidt i skyggen af nogle store træer og nød udsigten og en flaske vand.

  Efter vi havde beset seværdighederne vendte vi tilbage til porthvælvingen i bymuren hvor vi sundet os lidt. Dybt nede kunne vi se udflugtsbådene tømme sig for turister, der var et leben på stranden og i tavernen, men ikke mange havde mod på klatreturen ad den stejle sti og trappe op til Kastro ca. 70 højdemeter oppe, men enkelte var der dog. Men anstrengende i heden er det, tag ikke fejl af det. En dame havde ikke lyttede til sin krop (og sunde fornuft), hun formåede lige netop at slæbe sig ind i skyggen af porthvælvingen, helt ødelagt og et hedeslag nær, vand havde hverken hende eller hendes ledsager og desværre var det slut med vores beholdning, ved kirken midt i Kastro var der dog vand.

Den kunne være flot at tage dertil med kaik, - medmindre man fore­trækker en fodtur på tre timer - så kunne man forestille sig, hvordan det må have været engang.

Under anden verdenskrig var Kastro et af de mange led i en flugtrute fra Grækenland til Mellemøsten, der førte over Ægæerhavet til forskellige punkter på Lilleasiens kyst og der­fra til Ægypten. I 1943 blev en tysk undervandsbåd sænket ud for Kastro-pynten.

Hjemturen gik ad små grusveje lidt sydligere en på udturen, via en dal der går mellem de to små bjærge Katavotha og Karababas og igen måtte vi igennem et brandhærget område. Politi og brandvæsen holdt flere steder, men ingen problemer med at måtte køre i området. Efter at have konfererede med mit kort vil jeg tro at mellem 1/6 og 1/8 af øen er brændt.

Vel hjemme igen gik vi til stranden hvor vi var resten af dagen og det uden at betale.

.