Gæsteartikkel

Til min store glæde har jeg modtaget nedenstående rejsebeskrivelse som jeg har fået lov til at bringe på min hjemmeside.

Jeg hedder Linda Pedersen.

Jeg bor i KBH og er lige kommet hjem fra Skiathos her den 31/5 2004. 

Jeg skriver til dig, fordi jeg, ligesom Mogens for 2 år siden, havde stor glæde af jeres rejsebeskrivelser. Jeg håber at du stadig opdaterer din side så at endnu flere kan få glæde af den.

Jeg vil så fortælle om hvad der er sket siden I var der og hvad jeg og min veninde oplevede. Dette var den første veninde -charter tur nogensinde for os, så vi så frem mod det med forventning.

Vi havde købt vores rejse gennem Apollo, og havde valgt at indlogere os inde i Skiathos town. Det var et lille hyggeligt hotel der hedder Iris. Vi var ganske godt tilfredse med at bo inde i byen, Og nu bagefter fortryder vi det heller ikke. Det eneste vi fortryder er at vi kun skulle være der i en uge. Vi boede lige 50 meter fra Papadiamanti, (”Strøget”).

Vi brugte flittigt vandposterne for at fylde vores vanddunke, Bibi havde 2 med hjemmefra (sammenfoldelige) og så købte vi en stor og en lille flaske vand og så fyldte vi de 4 flasker op hele tiden. Det var lækkert at vi ikke behøve at købe vand hele tiden og smide alle flaskerne ud til ingen verdens nytte.

Der findes vandposter rundt om i byen, på et kort, (det første vi købte) var der mærket, at der skulle være en på Papadiamanti, lige overfor politistationen. Men den kunne vi lede længe efter. Lidt før politistationen deler Papadiamanti sig i et ”Y”. Man skal dreje væk fra Papadiamanti (mod højre, når man kommer nede fra havnen) og så er det en vandhane der stikker ud fra en husmur. Det er helt ufarligt at drikke dette vand, så du skal ikke tøve med at åbne for hanen og få dine flasker fyldt op.

Man kan derimod ikke drikke det vand der er i vandhanerne. Det er p.g.a. at Skiathos ikke har grundvand nok til at forsyne hele øen. Så de får deres vand fra fastlandet, det er dette vand, der er i vandhanerne og det kan ikke drikkes, men man kan sagtens børste tænder o.lig. i det. Grækerne selv drikker heller ikke dette vand, de henter også deres vand fra disse poster og det må kun bruges til drikkevand. Der findes flere rundt om i byen, men det er svært at forklare hvor, da vejene ikke har nogle navne, vi har i hvert fald ikke noget bykort med vejnavne på. Der findes også kilder ude på øen som man kan bruge.

Nu jeg skrev om kort, så er kort over Skiathos et kapitel for sig. Vi havde hurtigt fået købt os et kort (1,80€), der stod at det var en ”new edition”, så den var nok god. Men der var ikke noget der passede. Mig og Bibi havde først og fremmest valgt Skiathos, for at der er en flot natur, så vi ville jo meget gerne have et ordentligt kort. Og vi fandt et, den var selvfølgelig ikke helt fejlfri. Vi er begge to meget gode til at læse kort, så vi blev meget forbavsede når vi første gang opdagede at vi var totalt på afveje og jeg kan love at det skete mange flere gange. ( Dette kort er blåt og hedder ”topo 25”, det kan kun købes nogle få steder i byen.)

Før vi tog af sted havde vi læst at man kunne leje heste og æsler. Det syntes vi lød spændende, at se øen fra ryggen på en hest eller et æsel. Vi spurgte mange steder om æsler, men der var ikke nogen der lejede dem ud og de vidste heller ikke noget. Vi fandt derimod en rideskole (ved Koukounaries), men for det første var det rigtig dyrt, og for det andet blev man guidet rundt på nogle faste ruter, der varede 1 time for begyndere(30€) og 1½ for øvede(45€). Det var ikke lige hvad vi havde tænkt os.

En dag ville vi også op til det nonnekloster der ligger ved holdeplads 18. Vi gik forbi kennelen og overvejede om vi skulle gå ind, men så stod der på et skilt at man kunde gå med hundene mellem 10-14 og da kl. var ved at være 16.00, så gik vi bare videre.

Vi ville prøve at gå tilbage på den vej der går bagom klostret, vi havde set at det ville være muligt at komme ud ved holdeplads 9. Der er simpelthen så smukt, man vandrer oppe på en højderyg så man kan bare se så meget og udsigterne er fantastiske, Dette var så første gang vi kom på afveje, vi standsede hvert 5 minut for enten at kigge på udsigten eller for forvirret at kigge i kortet, for at finde ud af hvor vi var henne. Vi fandt ganske hurtigt ud af hvor vi gået forkert og hvor vi sådan nogenlunde var. Men der begyndte så det virkelige mysterium, fordi hvordan var vi kommet der hen hvor vi var. Vejen vi stod på, en ”minor dirtroad in poor condition” burde ikke eksistere og 3 meter nedenunder os var der en ”main dirtroad” som var med på kortet, men ikke den vi gået forkert på. Der var ingen forbindelse mellem der vi gået forkert og der hvor vi var nu. Vi ville ned på den større vej, så der var ikke anden udvej end at kravle de 3 meter ned ad bjergvæggen som var næsten lodret. For at få en ende på denne historie, så endte vi ved holdeplads 16.

Du skrev noget om en kæmpe skovbrand, vi tror, vi så sporene efter den. Der er vokset buske op og de er da også blevet store nu, men der er ikke kommet træer, og over det hele er der forkullede stubbe og andre træ rester.

En af dagene skulle være vores store udflugts dag, vi skulle til både Evangelistria og Kastro. Øen er jo lille og der er jo kun ca. 10 km til Kastro fra Skiathos by, så det skulle vel ikke være så svært. Vi havde længe overvejet hvordan vi skulle komme der hen. Og besluttede os til sidst for at leje cykler. Men det kan ikke anbefales, vi endte med at trække/slæbe hele vejen til Evangelistria, trække/slæbe ¾ af vejen til Kastro og ¼ af vejen hjem.

Mit forslag (hvis man ikke foretrækker jeep eller at tage en båd til Kastro) er at: tage bussen til Evangelistria, den kører selvom jeres guider siger den ikke gør, men det fik vi ikke at vide, før vi var kommet derop. Og så gå resten af vejen til Kastro, der er kun ca. 5 km selvom det går meget op og ned. Hvis man køber det kort vi havde, vil man komme til at opleve noget vidunderlig smuk natur. Og så selvfølgelig gå tilbage enten til Evangelistria og tage bussen, eller igen til Evangelistria og så finde den æselsti som Mogens også skrev om og gå hjem, eller gå hjem langs landevejen.

Vi vidste ikke at stierne var så ufremkommelige som de var, så vi troede at vi kunde cykle på den æselsti som Mogens skrev om. Det var det jeg skrev før, vi slæbte vores cykler hele vejen til Evangelistria. Da vi var ved slutningen af stien mod Evangelistria kom vi forbi en kilde, det var skønt at få vandflaskerne fyldt op. Vi var kommet til at drikke lidt for meget, den første del af turen.

Jeg tror æselstien er blevet mere kendt siden 2002, fordi det lille papskilt er blevet erstattet med et pænt håndmalet træskilt og stien var med på det kort som vi købt.

Tja. Jeg tror jeg vil stoppe skriveriet nu. Strandene behøves der jo ikke skrives om, det kan man finde i alle guide bøger og i informationen fra rejsebureauerne, det er mere alt det andet jeg syntes jeg savnede før vi tog af sted, derfor var jeg også meget glad for at finde din hjemmeside.

Linda