Samos Historie   

Nedenstående er hentet fra en lille (80 sider) men god bog om Samos, den kan købes lokalt og indeholder en mængde fremragende billeder og mange forslag til ture rundt på øen, der er også meget mere om øens historie. Bogens titel er "SAMOS"  af Vasilis D. Valis og kan varmt anbefales.

Om øens navn

Øens navn Samos, øen i den sydøstlige del af Det ægæiske Hav overfor Lilleasiens midtvestlige strande, er et af Grækenlands smukkeste steder. Øen har ikke altid været kendt under det navn, den bærer i dag. Gennem historien er forskellige navne blevet anvendt. Således blev øen benævnt Partenia, Droussa, Anthemis, Melamfillos, Makaros, Kyparissia, Parthenoaroussa, Stefani, Fyllas og Imvrassia.

Navnet Samos fik øen ifølge geografen Meletio efter Saos, søn af guden Hermes og Rinis.

Andre mener, at navnet Samos stammer fra Samo, som var søn af øens første konge, Aghaios, og atter andre, at øen fik sit navn efter Saion, et gammelt folkeslag, som beboede øen.

Ifølge studier af orientalske sprog stammer navnet Samos fra de høje bjerge og de store sjæle, som fødes her. I den joniske dialekt betyder ”samo” noget højt.

Navnet Samos om øen anvendes første gang hos Homer i vers 41, hymne til Apollon.

Forhistorisk tid

I myternes og legendernes mørke skjules sandheden om livets begyndelse på Samos.

Som de første beboere nævnes Niader, Najader eller Miniader, uhyggelige væsner af jordskælv og geografiske forandringer. Heraklidis Pontikos vidner, at øen var overstrøet med deres knogler. Fundene i Det paleontologiske Museum i Mytilini, forsteninger af ukendte kæmpedyr, vidner om tilstedeværelsen af liv på øen for millioner af år siden. Et dyreliv på græsk jord for 13 millioner af år siden, som aldrig har set den menneskelige race.

De første mennesker, som beboede Samos, var ifølge Bochort det ældgamle folkeslag Salon og derefter pelasgerne.

Arkæologiske efterforskninger har bevidnet tilstedeværelsen af en bebyggelse ved Kartro i Pythagorion i den ny-neolithiske tid (ca. 600-2500 f.Kr.). Ved udgravninger fandtes redskaber af sten, knive af opsidian og krukker af sten eller ler.

Denne beboelse svarer til den sallianganske (Ø tagt ved Antiparos i Kykladernes og kan sidestilles med tilsvarende i Sterea og endog i Makedonien og Thrakien (Paradimi). Deres ligheder i udsmykningsformer og - temaer er stor. Der anvendes mørktfarvede vaser med lyse, strenge linierede udsmykninger. Den periode, som her repræsenteres er betydelig ældre end begyndelsen af den kykladiske civilisation (2$00-1550 f.Kr.).

Derefter indvandrede og beboede kararne øen. Samos ag de omliggende øer blev da kaldt De makaronske Øer, og Samos selv Makaros efter makarerne~ den gren af kararne, som beboede øen.

Tidlig arkaisk tid

Thoukididis fortæller, at øboerne var karar og leleger. Som repræsentanter for den førkykladiske civilisation (2800-19Q0 f.Kr.) fastslår karar og leteger deres tilstedeværelse i Anatolien Karlen, på Samos, Limnor og i Troja. Udgravningerne ved lreon bragte præhistorisk bebyggelse til lyset fra den førkykla= diske periode (2800-1900 f.Kr.) (før-kobber), som bestod indtil årene for den mykenske civilisations højdepunkt. Ruiner af huse af megarun typen blev afdækkede tillige med andre ting.

Kong Minus af Kreta medgav ikke karar og makaroner deres herredømme. Den minoiske kolonisation (1500-1450 f.Kr.) på de ægæiske øer og i Lilleasien opløser den kykladiske civilisation.

Men Knossos paladsets endelige fald lidt efter år 1400 f.Kr. blev skæbnesvanger for det minoiske Kreta. Den gamle skjulte strid mellem minoer og mykener om handelen løses til Mykenes fordel. I årene 1400-1350 f.Kr. anlægges seks mykenske bebyggelser på Sammos.

De første mykenske emigranter kommer til Samos fra Sami i Kefalonien anført Aghaios, Samos første konge af heraklidonar-indvandrernes 2. generation, d. v. s. omkring år 1360 f. Kr.

Han brød med sin far, Lykourgos af Arkadien og drog til Kefalonien medbringende navnet Sami fra Illydiens Sami. Derfra kom han til Samos efterfølgende et svar fra det apollinske orakel: ”Anghaios, jeg anmoder dig, il at bo på øen Samos, ikke Sami, Fyllas er dens navn.”

Aghaios tog del i Argonauter togtet. Agapinoras’ søn, Arkadiens konge, deltog med 60 skibe i den trojanske krig og blev herre over Pafos på Kypern. Aghaios efterfulgtes af hans tredjefødte søn, Samos, som ægtede Parthenia, fra hvem øen fik sit navn.

En anden bølge af indvandrere kom til øen fra Fleiounta med Ippasos som anfører omkring år 1320 f. Kr. Ippasos blev mytisk forfader til den store samiotiske filosof Pythagoras.

Indbyggere fra Lesbos under ledelse af Kydrolaos, søn af Lesbos’ konge Makareos, slog sig ned på Samos omkring år 1140 f.Kr. Herodot anfører, at digteren Homer på den tid besøgte Samos, mens samioterne fejrede Anatourions fest.

Den gamle samiotiske digter Asios Afiptolemos nævner i sine epos endnu andre bebyggelser på Sagnos.

En sådan bebyggelse blev anlagt af Nileas, søn af Athens kong Kodros. Efter Kodros’ død afskaffede athenienserne til agre for hans minde kongetitlen, indsatte Zeus som konge og gjorde Kodros’ søn, Medontas, til leder for livstid.

Kodros’ øvrige børn accepterede ikke denne beslutning og nødsagedes til at forlade Athen. De slog sig således ned på de lilleasiatiske kyster, på Chios og på Samos og navngav området Jonien, ligesom de ogsa anlagde byerne Ef esos, Erythres, Klazomenes, Kolofonta, Myounta og Samos. Samtidig med Nileas kom Tembrion og Prokles til Samos fra Epidauros omkring år 1130 f.Kr. I begyndelsen krigedes de med Nileas mænd, men senere delte de øen i to dele, Chisia og Astypalea, og anlagde sammen bystaten Samos.

Her begynder den rent historiske tid på Samos, renset for de mytiske elementer, der slører historiske fakta.

Naturligvis findes på Sagnos værker af aldre årgang, såsom kæmpe mure flere steder på øen, hvorom man endnu ikke har nogen eksakt historisk viden.

Prokles efterfulgtes af Leogoras’ søn.

Denne knyttede forbund med øens ældre indbyggere, kager og leleger, som var blevet udstødt af Androkles, konge af Efesos, og havde fundet husly på Samos hos Leogoras.

Androkles foretog angreb på Samos, vandt over Leogoras og bortviste ham sammen med kager og de såkaldte amazoner, der var flygtet fra Efesos til de samiotiske steder, Panaima og eller Floios.

Leogoras flygtede til den overfor liggende lilleasiatiske kyst og anlagde Anaia (nuværende Soke ). Androkles blev herre over Jonien og øerne. Efter ti år uddrev Leogoras imidlertid ef esierne fra Samos og antog igen kongemagten. Leogoras døde omkring år 1110 f.Kr.

Arkæologer og historikere har ud fra deres efterforskninger fastslået, at den arkaiske og førarkaiske, karer og leleger, indvandring på øen påbegyndtes omkring år 1350 f. Kr. fra den vestlige del af græsk område og afsluttedes af jonerne omkring år 900 f.Kr.

Hellenistik tid

Om de påfølgende år findes ingen oplysninger. Samos’ historie dukker igen frem af mørket omkring det 7. årh. f.Kr.

I begyndelsen af det 7. årh. viser Samos interesse for den nordøstlige del af Ægæerhavet og sender kolonister til Samothraki. Man får tilknytning til Sparta og tager del i den lilantiske krig på Chalkideons side mod Eretreien.

Under den 2. messinske krig ( 7. årh.) kæmpes med Amfikrates som konge mod aiginitterne. I samme periode stod man på venskabelig fod med korintherne, som var venner med spartanerne og fjender af argeionerne.

Milets indlemmelse af øerne Lipsos, Leros, Patmos og Ikaria drev samioterne til fortsat fjendskab mod Milet og til sikring af flåden ved bestilling af fire krigsskibe af ny type (trierer) hos den korintiske Ameinoklis år 704 f. Kr.

Ar 633 f.Kr. drog et samiotisk skib ført af Kolaios til Tartissos, en by i sydvest Spanien. I den 2. halvdel af det 7. årh. f . Kr. sender samioterne nybyggere til Amorgos under tinføring af digteren Simonidis.

Samtidige eller lidt tidligere var de samiotiske bebyggelser Nagis og Kelenderis på Kilikiens kyst, som styrkede Samos’ forbindelse med Kypern, Kilikien og Syrien. Samiotiske handlende slog sig ned i Naukrati, fælles græsk bebyggelse i Ægypten.

I 600 - tallet f. Kr. anlagde samioterne tre kolonier på den thrakiske kyst Propondidas, Perinthos, Iraion Teiehos og Visanthi.

28 samiotiske skibe, der korn Perinthos til hjælp, besejrede megareiserne, da disse foretog angreb.

Skibenes strateger og besætning styrtede ved tilbagekomsten til Samos geormonernes aristokratiske styre (590 f.Kr.), som havde dræbt Demoteles, Samos’ sidste konge, og indførte tyranniet.

Øens første tyran blev oprørernes anfører og ekspeditionens leder, Syloson.  Syloson gav omkring år 560 f. Kr. de berømte samiotiske ingenører, bronzekunstnere og arkitekter Roikos og Theodoros ordre til at opføre et nyt kæmpetempel for gudinden Hera; senere konkurrerede ef esierne, idet de opførte Artemis tenip­ let. Det ældste Hera tempel på Samos stammer fra første halv­ del af det 8. årh. f. Kr.