Rhodos søndag den 21 - 4 – 1996.

Ved halv ti tiden pakkede vi - d.v.s. Inger pakker, jeg skriver, Inger kan bare det der, meget fik jeg ikke lejlighed til at være med. Kl.12.00 forlod vi rummet kl.20.10 bliver vi afhentede for at køre til lufthavnen, og så er den bryllupsrejse slut. Men forinden har vi heldigvis 8 timer til rådighed.

Efter vi havde stillede kufferterne ned, gik vi en tur i det gode vejr. Denne gang gik vi først lidt rundt i den gamle by, derefter gik vi hele vejen rundt om den gamle by. Næsten hele vejen rundt er der en dyb voldgrav,  i 1972 gik hjorte, nu er de lukket inde i en ganske lille del af det nordlige voldområde, men det er måske kun midlertidig? Undervejs opdaget Inger et stort firben, man skal virkelig bruge øjnene, for når det ligger på en sten og soler sig er det godt camoufleret. Et stort stykke af den sydlige bymur er ved at blive restaureret, det så nærmet ud som at flere hundrede kvadrat meter var styrtede sammen, det bliver nu genopført så det er som nyt. Nu kom vi ud til Akantia havnen, vi fulgte havnen mod nord, et sted så vi nogle "indfødte” der sad mellem noget opfyldning i Akantia havnen, de havde lavet en helt lille platform hvor de kunne sidde og hygge sig, den næste havn, "Commercial Harbor" har på venstre hånd den gamle imponerende bymur og så endelig den gamle havn, Mandraki, navnet betyder ”fårefolden" det er den nordligste af havnene, der ligger en mængde småbåde og lystyachter, samt turbåde. Mandraki var i sin tid Rhodos krigshavn og hed da Galejhavnen. Ude på den lange mole, der er bygget på antikke fundamenter, står der endnu tre vejrmøller fra riddertiden. Møllerne stod der også i 1480. Dengang var der også en række møller langs den anden mole

Ved havneindløbet er der to høje søjler med henholdsvis en hjort og en hind på toppen. Fra ældgammel tid har hjorten været et symbol på Rhodos. Øen kaldtes under fønikerne "den slangerige” og ifølge et sagn skal det være fønikerne, der ind­førte hjorten til øen for at blive slangerne kvit, en anden forklaring går ud på at slangeplagen engang skal have taget en sådan overhånd, at rhodierne til sidst bad oraklet i Delphi om råd. Pythia skal da have rådet til at indføre hjorte, de eneste dyr, der kunne udrydde slangerne. Hjorte kan ikke lide dette kryb og dræber slangerne ved at træde på dem med forbenene. 

Vi spadserede videre ad havnepromenaden Platia Eleftherias ( frihedspladsen) omtrent midtvejs står en statue af en soldat der er ved at kaste en håndgranat. Statuen forestiller Alexandros Diakos, som flygtede fra Rhodos under den italienske besættelse og tog del i krigen mod italienerne, da de overfaldt Grækenland den 28. oktober 1940. Han var den første soldat fra De dodeka­nesiske øer, som faldt i den anden verdens­krig. Statuen symboliserer den græske modstand mod den italienske besættelse, grækerne led meget under nazisternes overfald og den ældre generation har absolut ikke glemt fortiden. Vi fortsatte videre ad promenaden hen mod den ortodokse domkirke Evangelismos eller Sct. Johanneskirken, den største kirke på øen, den ligger skråt over for posthuset. Det er en italiensk rekonstruktion af Johanniternes kirke, der sprang i luften i 1856 samtidig med Stormesterens Palads. Den fremtræder som en basilika i byzantinsk stil med tre skibe, freskomalerier og frit­stående klokketårn. Selvfølgelig er interiøret også "rekonstrueret" men det må siges, stemningsfuld og smuk. Vi var heldige, der var bryllup i kirken, og grækerne er ikke så bange for at folk filmer og fotografere, tværtimod, brudeparret havde en professionel filmfotograf der filmede dem badet i to store projektører. Vi var en del der var til "globryllup", det var helt i orden, vi kunne filme og fotografere som vi havde lyst. Efter vielsen er det der skik at brudeparret bliver stående ved alteret, gæsterne samler sig i højre side af kirken og så defilerer de forbi brudeparret så de kan hilse med kys, knus og kram (jeg blev først stoppet da jeg for 5 gang passerede for at kysse bruden :-). Efter at alle havde hilst, og jeg tror der var over 200 så det tog tid, gik gæsterne langs den venstre side og ud, ved udgangen fik alle, inklusive Inger. en lille fint kniplede pose med chokoladepastiller overtrukket med sukker samt en lille pakke med en slags figenbrød. Så først, da kirken var næsten tømt, kom brudeparret med to brudepiger, de blev igen fulgt af to børn der var formummede som to stor lysestager, dragten der dækket dem helt fra top til tå var af hvid tyl eller lignende. Ved udgangen var der igen kyse kyse, og filmfotograferne havde travlt, brudeparret måtte promenere for fotograferne, til sidst kørte de i smukt blomsterdekorerede biler, med hornet i bund, bort derfra, vi kunne høre dem længe.

 Det var efterhånden ved at være spisetid, vi valgte samme sted som i går, så hen på vor hotel for at gøre os klar. Der var et rum hvor vi kunne vaske os og klæde om. Præcise kl.20. 10 kørte bussen, vi manglede et par, men det må være folks egen sag hvis de ikke kan passe tiden, Ekspres guiden bad os om at være vidne på at klokken var 20.10. Vi må jo håbe de selv fandt ud til lufthavnen i tide.

 Flyveturen hjem var ret begivenhedsløs. Der blev serveret et varmt måltid hen ad ved midnat, ret mislykket og tankeløst, hvem gider spise det på den tid, bedre havde det været hvis vi havde fået et par sandwich. I Københavns lufthavn var der heldigvis ingen tolder der ville se vor bagage, så vi kunne ånde lettede op, min ekstra 1/1 ouzo kom hjem i god behold. Vi tog en transport vogn og kørte vor bagage over til langtidsparkeringen, jeg gik op på for at hente vognen, men ak, der var ingen strøm på akkumulatoren. Loftslyset havde været tændt i 8 dage, eller man kan sige det slukkede automatisk. Der stod vi, klokken var ca. 3.00, vi måtte vel have fat i Falck, der var en vagtcentral for langtidsparkeringen hvor jeg spurgte om jeg kunne komme til at ringe efter Falck. Heldigvis var der en meget fin service, ingen grund til at ringe, de havde selv en service mand, ham kaldte vagten via radio, og inden jeg var oppe ved vognen igen, var service manden allerede ankommet og han havde lige som Falck, et par stikbare kabler med strøm. Hvad det kostede at blive hjulpet kl.3.00 om natten? Intet, det var service. Vi var så jublende lykkelige over at vi så hurtig blev hjulpet, at Inger stak vor frelsende engel en halvtredser. Og så var det bare hjem og i seng.

.