Rhodos onsdag den 17 - 4 – 1996.

Dagen startede med lidt regn, der dog hurtig var overstået. Vi kørte ad den vestlige kystvej igennem Paradissi hvorfra vi kort efter drejede af til Kalamònas og videre til Petaloudes hvor Sommerfugledalen passeres, selv om der ikke er sommerfugle på denne tid af året, er dalen absolut et besøg værd, smukt, ja malerisk risler en bjergstrøm ned gennem den snævre dal med små vandfald undervejs, 

i juli-august hvor der ellers er bagende varmt har sommerfuglene, der egentlig er en natsværmer der hedder Panaxia Quadripunctaria, søgt tilflugt i denne behagelige, kølige, velduftende og skyggefulde dal, duften og skyggen skyldes Liquidambar Orientalis, træet som sommerfuglene lever på, kun to andre steder i verden, i Californien og i Brasilien er der sommerfugledale af tilsvarende art, men om de er lige så smukke ved jeg ikke. Da jeg var der første gang (i 1972) klappede man i hænderne eller slog på træerne med en kæp, så sværmede tusindvis op, men den stadig forstyrelse har brag en kraftig tilbagegang, så nu er det forbudt at støje.

Vi forlod dalen og jeg ville køre en genvej til Soronì, det blev en kæmpe omvej, vi endte ved Afàntou på østsiden af Rhodos, Afàntou betyder egentlig " ude af syne "fordi byen især mod nord er omgivet af lave bjerge, men i dag er det en ret stor by, som hovedvejen til Lindos dog går uden om. Vi besluttede at køre syd på til Kolýmbia hvorfra vi ville krydse øen nok end gang. Ca. tre kilometer ad vejen til Archìpoli, drejede vi af til Epta Piyes ( 7 kilder ) der var en taverna hvor vi spiste et par omeletter med ost, et par pilsner fik vi også, det blev 3000 dr. = 75 kroner for hele herligheden. Det var lidt koldt så vi var ikke oppe og se kilderne ej heller en ret lang tunnel vandet føres igennem og hvor det en varm sommerdag er dejlig at vade igennem. Der var ret mange påfugle der kaldte med deres karakteristiske miiauu, en enkelt filmede jeg. Vi kørte nu videre via Archìpoli og Eleoùssa til Soronì på vestkysten, det var en udmærket vej med asfalt det meste af vejen, der var dog mange stor huller man skulle tage sig i agt for. Fra Soronì kørte vi til Mandrikò, vi havde overset skiltet til Kamiros, om igen, nu fandt vi vejen til Kamiros, oldtidsbyen der simpelt hen skal besøges ved et Rhodos besøg.

Vi ankom på slutningen af eftermiddagen og der var kun ca. 1½ time til lukketid, men der var tid nok og vi havde næsten hele byen for os selv, jeg tror ikke der var mere en 8 - 10 gæster.

I Kamiros er hele byplanen udgravet, så vi kunne danne os et levende indtryk af torvepladser, gader og gyder og øverst oppe tomterne fra Kamiros Akropolis med dets vældige vandrehal,  hvor  datidens  vismænd  og handelsmænd promenerede og drøftede filosofi og børsforretninger. Den rhodiske mønt var gangbar over hele middelhavsområdet,  og trods manglende havn havde Kamiros en betydelig handelsflade.

Bag stoaen har ligget en handelsgade med værksteder og butikker, og bag den igen lå Athenas tempel.

Fra den store cisterne dirigeredes byens vandforsyning gennem brændte lerrør, et imponerende ingeniørarbejde, mere end totusind ar gammelt.

Selve byen skråner ned mod havet. Oppe fra Akropolis vandrer man først i gennem det gamle boligkvarter. På højre side står endnu resterne af et rigmandshus;  en  søjleindrammet firkant indrammet af syv doriske søjler. Kamiroshusene  var  atriumhuse med  små  lukkede  gårde  til  privatliv og skærmende mure til gaden og til naboerne.  En  del  af  husene  har været i to etager.

På det nederste plateau ligger torvene  og  resterne  af  de  offentlige bygninger,  Hierothiteion,  hvor  byen bespiste sine helte fra idrætspladsen, retsbygningen,  den  offentlige  talerstol, solguden Apollons tempel, samt en hel del altre med dyrehoveder, til ofring til små private guder.

Tomme statuesokler fortæller os, at byen  har været rigt udsmykket, og navnene på soklerne fortæller, at det har været værker af betydelige kunstnere, hvis navne man kender fra andre arbejder.

  En del af disse statuer findes på Europas museer, en del gik til bunds på  Middelhavet,  når uvejr eller sørøvere greb forstyrrende ind i transporten.

Mellem de offentlige pladser og havet lå byens kirkegård. På museet i Rhodos kan  du se betydelige fund både fra byen og kirkegården, bl. a. den smukke gravsten " Krito og Timarista " datteren, der sørger over sin døde mor. Til begravelsen anvendtes de høje lerkrukker, som du også kan se på museet.

Også  Kamiros  omtales  i  Iliaden, altså mere end tusind år f. K., men byen  blev flere  gange  hjemsøgt  af jordskælv,  så de  ruiner,  man  i  dag ser af Kamiros,  stammer fra den nyopførte by år tohundrede og syvogtyve f. K. Det er italienerne der har foretaget udgravninger af Kamiros i slutningen  af tyverne  i  dette århundrede.

På vej ned fra toppen af byen gik vi lange den yderste nordlige del af byen og der fandt vi et par potteskår der kun lige ragede lidt op over jorden, de var begge glaseret og det ene havde en lidt spec. facon som om det var ved en hank det stammede fra, heldigvis var der ingen i nærheden, så vi fik gravede dem fri, det er selvfølgelig strengt forbudt, men der er simpelthen potteskår overalt, så vi håber ikke de vil savne dem.

Kl.16.30 forlod vi Kamiros og uden svinkeærinder kørte vi hjem, jeg var lige inde hos købmanden og købe lidt ost ( emmentaler skiveskåret i plast samt en tube rejeost ) det er til vor morgenmad, der ellers kun består af nescaffe tørt brød uspiselig marmelade og gammelt smør, en flaske Rhodos vin købte jeg også og ved 19 tiden hentede jeg lidt mad på det nærmeste gadehjørne, der lå et cafeteria vi havde benyttede et par gange. Inger havde i mellemtiden tændt nogle fyrfadslys og det elektriske strygejern for at få lidt varme, for i aften gider vi ikke tulle rundt på gader og stræder.

PS. kl. 22.00 var det god nat, jeg tror jeg er stukket af en tsetseflue, for jeg sov non stop lige til kl. 8.00.