Rhodos tirsdag den 16 - 4 – 1996.

Klokken 8.30 var der en dame fra udlejeren for at aflevere vognen, skrive kontrakt og få 27.000 dr. Lige nu er Inger ved at lave kaffe, den skal vi have med på vor tur i dag. Det er stadig ret koldt og det har regnet kraftig i nat, vinden er overvejende fra vest så i dag besøger vi Lindos på østsiden af øen.

Vi havde en dejlig tur til Lindos, vi gjorde kun enkelte foto stop undervejs, ellers var det bare der ud af. Vel ankommet til Lindos var der en betjent nede i byen der vinkede os til at køre tilbage og finde et andet sted at holde, hvordan skal det gå om en måned eller to? vi kørte tilbage til hoved vejen, der ligger højre oppe end byen, der parkerede vi vognen og der var masser af plads, så spadseret vi ned til byen og desværre, den er lige så overfyldt som Rhodos gamle by med sko, tøj og juvelerbutikker, den er absolut kønnest set på afstand, dog findes der også der gader der er smukke og fri for de evindelige turistbutikker. vi gik rask gennem byen forbi Æsel førerne og op ad pittoreske små gyde til indgangen hvor vi betalte for at komme videre.

Ved foden af den ret bred trappe ( uden gelænder ) der fører op til Johanniter ridder borgen, ses udhugget et yndefuldt relief, der viser en antik skibsstævn,  en hellenistisk "Triere,"  (et skib med 3 rækker årer). På et  platformfremspring foran skibet har der stået en bronzestatue af Agesandros. Relieffet blev fremgravet i 1903 af danskeren dr. Kinch.

En gammelgræsk  indskrift i  klippen lyder  således: "Lindierne giver dette til den lindiske gudinde Athena og til guden Zeus beskytteren af byen Lindos i det mest strålende land, skønne Rhodos".

En anden  dorisk indskrift lyder således: "Lindierne hædrede Mikions søn Agesandros med en gylden krans, en statue og en æresplads (ved sportskampe) for hans fortjenester og velvilje over for Lindos' befolkning. Pythócritos, søn af Timocharis fra Rhodos, gjorde dette."

Det er bare skønt at kunne Græsk, en skam at det ikke er mig der kan J

Monumentet har måske været en offergave til Athena, måske tillige et mindesmærke for en afgørende sejr til søs. Man er ikke helt klar over meningen med det. Det anses for at være fra år 200 f. Kr. En afstøbning af relieffet hænger nu i forhallen til det kgl. bibliotek i København.

Ved skibets bageste del er der en halvcirkelformet bænk, exedra, som i sin tid var udsmykket med flere statuer.

Bagved exedra ses en anden inskription, som omtaler en  præst ved Athena templet, Aglochartos ( 3. eller 4. årh. f.Kr.), som den første, der plantede oliventræer på Lindosklippen, han plantede dem i templets hellige lund.

Der er i øvrigt flere inskriptioner forneden på skibsrelieffet, blandt andet omtales rhodiernes kampe mod røvere og andre. 

Vi er efter det velkomne pusterum ved skibsrelieffet nået vi til foden af den stejle trappe op til middelalderfæstningen, som her synes at vokse op fra selve klippen, og fuldstændig skjuler, hvad  man senere får at se højere oppe. Den antikke mur omkring Lindos var ikke så høj som riddernes, de gamle grækere kunne i nogen afstand se de smukke tempelbygninger  på Lindos Akropolis.

Længere til højre for skibsrelieffet ses forneden ruinerne af en trappe, som må have ført op til Akropolis i fjerne tider.

Ad denne gamle trappes trin er processionerne draget op til guderne: tyranner og præster, laurbærkransede atleter, tidens berømte navne, men også den store navnløse flok.

Johanniterriddernes trappe kan man også se rester af hængende på den stejle skrænt. Den trappe, som nu benyttes, er en italiensk konstruktion, i øvrigt stejl og anstrengende nok for de fleste (72 trin).

Fra trappens øverste ende træder man ind i Johanniterborgens mørke portbygning; til venstre for denne ligger kommandantbygningen og bagved igen ruinerne af Johannes‑kirken fra byzantinsk tid (13. årh.). På borgmurene ses stormestrenes våben og også nogle senere tilkomne Tyrkiske tegn. Et solur fra 2. årh. er indhugget i en marmorblok, som står op ad muren til venstre i det 2. rum. Ridderne byggede ovenpå antikkens mure og anvendte til dels forhåndenværende byggemateriale, hvorved mange ting af arkæologisk værdi gik tabt.

Gennem  et  rum  med  tøndehvælvet  loft kommer man ud på den laveste af de fire terrasser på Akropolis. Den hellige Lund. Her har man ydermurene på venstre hånd og til højre nogle lave underjordiske cisterner til opbevaring af regnvand. Den ret store nedre terrasse foran helligdommen var i sin tid beplantet med træer og flere steder var der halvcirkelformede hvilebænke (exedra'er) af marmor og forskellige monumenter. En enkelt sådan exedra fra år 215 f. Kr. er bevaret, den har tidligere været udsmykket med en række statuer og var en offergave fra Lindos familien Pamphilides.

Mod nord  i retning mod indsejlingen til havnen, er der rester af et dorisk og korintisk tempel fra er 300 e. Kr., som formentlig har tjent den romerske kejserkult. Det kaldes  populært  Psithyrostemplet,  dvs. "Hviske templet".

Ad  en  mindre  trappe  midt på  terrassen kommer man til et højere niveau, der helt domineres af en søjlerække, delvis rekonstrueret af italienerne lige før sidste verdenskrig. Den delvise restaurering mangler vel tidens patina, men er sikkert med til at give os turister et bedre indtryk af tempelanlægget, som det har set ud i den hellenistiske periode, dengang civilisationen på Rhodos nåede et højdepunkt år 200 f. Kr. Denne søjlehal eller stoa er opført o. 208 f. Kr., den opfyldte hele platformens bredde, 88 meter, og havde 42 doriske søjler, som bar et lettere tag. Søjlegangen var ca. 8,90 meter i dybden og højden 6,20 meter inklusiv arkitrav. Stoaen har nærmest form som et _ , og i midten var bagmuren afbrudt for at give plads til trappen op til propylæerne. Pladsen foran stoaen har ligesom den nedre terrasse tidligere været beplantet med træer. Gennem de nu genrejste søjler, der delvis er forsynet med arkitraver og metoper, har man et simpelt hen storslået syn opefter mod den brede monumentale udendørs trappe. Trappen fører opad på en sådan måde, at man ikke kan se, hvad der er ovenfor, men får en fornemmelse af at det må være noget stort. Den  imponerende  trappe  fører  med  36 trin op til et stort anlagt portkompleks, propylæerne fra 3. årh. f. Kr., som der dog desværre ikke er mere tilbage af, når bortses fra nogle rester af fundamenter ved nordvestfløjen. Her var tidligere en forgård omgivet af søjler. Rummene i fløjene blev benyttet som administrationslokaler og opholdsrum for de ansatte ved templet.

Da  propylæerne,  som  nævnt  mangler, og man derfor heller ikke gennem templets forgård får den rette "forberedelse", kan det måske på mange virke overraskende  at Athena-Lindia-templet øverst oppe har så beskedne dimensioner, ca. 23 meter langt og 9 meter bredt, men det ligger særdeles velplacerede på den yderste spids af den strygejernsformede klippe og er et strålende klimaks for hele tempelanlægget. Muligvis er tempelkomplekset blevet planlagt på en gang, men det er blevet opført etapevis gennem flere århundreder. På dette yderpunkt falder klipperne stejlt og farligt ca. 133 meter ned til havet, flere steder er der ikke mur eller rækværk, så vær forsigtig; for få år siden styrtede en ivrig fotograf ned på dette sted ( ca. 1970 ). Det lille doriske tempel har fire søjler foran og fire bagtil; samme grundplan kendes fra et lille sejrstempel på Athens Akropolis. Gennem forhallen, pronaos, kom man til Naos, det indre hellige rum, hvor gudindens statue stod.

Allerede i den førhelleniske tid, så tidligt som 1700 f. Kr., har man dyrket en gudinde her på Akropolis  formentlig svarende til den mykenske verdens bjerggudinde. Hendes navn var utvivlsomt Lindia, men myten om Lindos' gudinde Lindia blev senere, i det 5. årh. f. Kr., under attisk indflydelse forbundet med myten om gudinden Athena. Grækerne anså som bekendt deres højeste gudinde for at være sprunget ud af Zeus' hoved, dette gjaldt også de gamle lindiere, men mere end det, de betragtede Lindos' høje klipper som fødestedet.

Fra det 10. årh. f. Kr. skal her have været et Lindia tempel med en statue af træ; før den tid har der blot været en hellig lund og et simpelt kultsymbol, en sten eller pæl, således som man kender det fra Kreta.

Omkring midten af det 6. årh. f. Kr. opførte tyrannen Kleoboulus et tempel af sten, men ca. år 340 f. Kr. blev templet og gudebilledet ødelagt af brand. Lindierne byggede selv o. 330 f. Kr. et nyt tempel med en statue af Athena-Lindia af træ, men belagt med guld, og statuens arme, ben og hoved var af marmor eller elfenben. Det var dette tempel, som i 1902 blev opdaget af den danske arkæolog, dr. K. F. Kinch. Det var i sin tid et af de vigtigste religiøse centre i Grækenland og Middelhavs området, og tempelskatten må have været meget værdifuld. Fra " Den lindiske Tempelkrønike " har man godt kendskab til de betydeligste gaver til gudinden og hendes "undergerninger".

Vi har ikke taget mange billeder af tempelkomplekset da det er under restaurering, så de gamle søjler m.m. er helt omgivet af stålrør og stillaser samt kraner. Men udsigten har sikkert ikke ændret sig væsentlig i de sidst 2 årtusinder, mod sydvest er der en lille næsten helt indelukket bugt, det er Sct. Pouls bugten, Ifølge legenden skal det værre her Apostlen Pauls blev kastede i land under en storm ( år 51 ) hvor han ikke kunne nå ind til Lindos' havn. Under voldsom torden gik klipperne her fra hinanden på mirakuløs måde, en lille vig reddede det nødstedte skib. Der er et lille kapel på stedet, åbenbart til minde om miraklet.

Vi gik en anden vej ned, nærmest en sti, der var en del damer der falbød deres håndarbejde eller hvad? i hvert fald duge i mængder, køn udsigt over den pittoreske by, nede i de små gader fandt vi et sted hvor vi købte et par Gyros Pita'er, en lille tyk pandekage med gedekød, salat og tomat samt tzatziki (yoghurtsalat m. agurk og hvidløg), de smagte pragtfuldt og kostede kun ca. 10 kr. stk.

I fint vejr travede vi tilbage til vore bil, vi ville køre ad den vej der går mod syd til Làrdos, videre i NV retning til Làerma og der ville vi køre ad den nordlige vej til Ag. Issìdoros, men omforladelse, det kom til at gå helt anderledes, da vi havde kørt en kilometers  vej fra Làrdos syntes vi at vejen var ret dårlig så vi vente om og spurgte om vej i Làrdos, jo den var god nok, ved den første store tavle ( en man engang for mange år siden havde kunne se vejnavne på ) skulle vi holde til højre, det gjorde vi, men vejen blev dårligere og dårligere til sidst kunne vi ikke komme længere uden at forcere en lille bjergstrøm, 

jeg smed sko og strømper og vade ud i vandet, det var kun ca. 30 cm. dybt og bunden var fast og jævn, så vi kørte over, vel ovre måtte vi konstatere at vejen blev stadig ringere, efter yderligere 5 km kom vi til nok et vandløb, og denne gang var vi virkelig betænkelige, for det gik ret stejlt ned til vandløbet, og denne gang var det rullesten på størrelse med store appelsiner og over på den anden bred gik det ret stejlt op, jeg tror Inger og jeg var lige nervøse, for holdt vi først der var der langt til hjælp og vi havet ikke set hverken huse eller mennesker, men over ville vi, så imedens Inger filmede fra sin plads styrede jeg over med buller, brag og vandsprøjt, det gik heldigvis godt, men nu var vejen virkelig slem og jeg turde rent ud sagt ikke vende om for det sidste sted havde været lige på nippe til hvad vognen kunne klare, så vi kørte stille videre, to gange til måtte vi krydse vandløb der dog ikke var så slemme, ind imellem var det ikke til at sige om det var en vej vi kørte på, et sted delte sporet sig i to,  vi diskuterede lidt om hvad for et spor der var det ringeste og blev så enige om at holde til venstre og godt det samme et par kilometer senere var vi på en fin asfaltvej ikke så langt fra Koutsoùtis, vi havde kørt de tyve længst kilometer i vore liv, spændende var det men vi skulle have haft en jeep, vi tog ikke ret mange billeder fra turen, der til havde vi været for anspændte, resten af vejen " hjem " var en stille og køn tur uden begivenheder.

.