Kreta dag 8

Kreta torsdag den 11-6-1998.

Kl. 8.30 kørte vi fra Amoudara, vi ville besøge spedalskheds øen Spinalónga. Første stop var i bispebyen Neápoli hvor vi skulle dreje til venstre mod Nikithiano, den ret brede byvej var imidlertid næsten spæret, det var markedsdag. Jeg satte Inger af i begyndelse af markedet og kørte selv til den anden ende og ventede. Den første del af markedet var klude, jeg har en indgroet aversion mod kludebutikker og markeder i særdeleshed, så det passede godt jeg blev i vognen, der hvor jeg holdt var der frugtboder og da Inger kom købte vi tre kg. appelsiner for elleve kroner, men! desværre det viste sig at de var tørre som bare f…… I Nikithiano drejede vi af mod Eloúnda hvorfra vi kørte til den lille fiskerby Pláka, der fra sejlede vi med en lille hyggelig båd over til Spinalónga. Mange store både fra Eloúnda kommer prop fyldt med turister, så vi nød ekstra vores tur med kun fire passager.

Øen Spinalónga: Denne klippeø er omkring 400 m lang og kun 200 m bred. Det er ikke helt klart, hvordan øen så ud i oldtiden. Der var sandsynligvis en fæstning ved navn Kalydon , som beskyttede havnebyen Oloús. Øen blev senere brugt som tilflugtssted for de kristne, der søgte ly mod saracenerne, så der må have været en fæstning; der havde ikke været meget formål i at flygte til en ubeskyttet ø. 

Mest betydning havde øen under venezianerne, som i 1579 omdannede stedet til en stor fæstning. Denne strategiske forholdsregel skulle sikre den militære havn i nærheden af nutidens Eloúnda. Det lader til, at venezianerne, hvis nedgangstid var ved at gå op for dem, besluttede at ændre taktik. Da de var klar over, at de frembrusende / stormende tyrkere nok ville være stærkest i det lange løb, koncentrerede de sig om at befæste udvalgte baser. Herved håbede de at kunne opretholde en vis overlegenhed på havet. Faktisk viste Spinalónga sig at være uindtagelig. Da tyrkerne erobrede Iráklion i 1669, overtog de nominelt Kreta, men de var nødt til at give op over for denne lille ø og dens 35 venezianske kanoner. Det samme skete i Soúda og Imeri Gramvoússa, som var lige så godt befæstet. Seksogfyrre år senere løste problemet sig selv. Venezia var blevet så svag, at alle dets tre borge var nødt til at kapitulere.

I lang tid lod tyrkerne Spinalónga forblive uændret. Det var først i det 19. århundrede, da spændingerne til den kristne befolkning på Kreta øgedes, at tyrkiske familier begyndte at slå sig ned på øen. I 1881 boede her mere end 1.000 tyrkere. Da Kreta blev “ autonom under Sultanens herredomme” i 1898, rejste de fleste tyrkere. De, som boede på Spinalónga, og som var blevet velhavende handelsmænd, var blandt de få, der valgte at blive. De blev tålt af resten af befolkningen indtil 1903. Så besluttede parlamentet under Prins Georg at gøre Spinalónga til en koloni for spedalske. Det var den sidste dråbe, og inden længe var tyrkerne væk for bestandig.

Om det var en politisk manøvre, eller om der rent faktisk tidligere havde været planer om at oprette en koloni for spedalske, er ikke helt klart. Den kendsgerning, at de syge fik lov til at passe sig selv i fire år, taler for det første. Forfatteren Ole Juul har en lidt anden version om øens nyere historie; franskmændene overtog øen et ca. 1903 og brugte den som flådebase til 1912. Kolonien for spedalske blev lukket i 1957 ( 1958 ), i dag er der ikke meget tilbage af den, et par arbejdere er der dog for at hindre det værste forfald.

Forfatteren Ole Juul skriver i sin bog om Kreta i 1967 hvor han besøgte Spinalónga :

I et af husene var der et stort rum og en aparte duft. I rummet stod en maskine. Den ligner en gammeldags brandbil på fire hjul og med beholder på ladet, pumpesystem og slanger.

Det var klor her lugter af. Det mærkelige rum er spedalskhedsbyens desinfektionsanstalt. Når pårørende til de syge kom herover på besøg måtte de gennem anstalten her før de fik lov til at rejse tilbage til den normale verden. I anstalten blev de klædt nøgne og vasket i klorvand, og deres tøj blev stoppet ned i den store beholder og kogt i klorvand.

Det er kun otte år siden det skete, otte år siden denne tilsyneladende idyl vrimlede med ulykkelige mennesker som den modbydelige leprabacille havde dømt til at tilbringe resten af deres levetid her. For hver dag har den ædt sig dybere ind i deres kroppe, fortærede deres næser og ører og voldt dem usigelige smerter. Deres skrig og gråd har i stille aftner kunnet høres ovre i Pláka. De har tryglet deres gud om barmhjertighed, for de havde deres egen Kristus som i gammel tid var malet af en befængt munk. Kristus af Meskinia blev han kaldt, og han var selv spedalsk, sygdommen havde fortærede hans fingre og næse, og hans overlæbe var begyndt at rådne.

Tanken om døden har været den eneste trøst for disse mennesker. Så snart det konstateredes at en mand i Grækenland var spedalsk, blev han omgående under eskorte ført til Spinalónga. Det var ikke usædvanligt at hans raske kone fulgte med for at pleje ham. Det græske sundhedsvæsen har kæmpet bravt mod sygdommen, på Spinalónga byggedes hospitaler, nogle af dem blev aldrig færdige, de står i dag med deres halvt opførte mure. Myndighedernes dekret om at Spinalónga skulle nedlægges som spedalskhedskoloni må være kommet pludseligt, ordren til evakuering er effektueret i løbet af en dag eller to. Det ses tydeligt, at hjemmene er forladt nærmest panikagtig, beboerne har ikke haft tid til at rydde op efter sig. På et skrivebord kan man finde en epistel som brevskriveren ikke nåede at afslutte, i et køkken står den snavsede op­vask som husmoderen ikke nåede at ordne før hun måtte af sted. Byen hen­ligger præcis som da den blev forladt, her og der er en rude knust og en dør blæst i stykker, men husene og deres indbo er forblevet uberørt, og det skyldes sikkert, som skipperen fortalte os på hjemturen, at myndighederne advarede indstændigt mod den dødbringende smittefare der var forbundet med at berøre inventaret i de forladte huse. Kun rotterne har negligeret advarslerne.

Vi spadserede øen rundt. Gennem de mange skydeskår i de metertykke brystværn så vi havet dybt under os. Ovenover os skreg de tætte sværme af brune mursvaler. Vi kom til koloniens kirkegård. Af pladshensyn blev ligene begravet stående i dybe celler af beton, kun med en grov cementflise som gravsten.

Da vi om aftenen foreslog en svensk turist, skånsk læge, i Agios Nikólaos at aflægge Spinalónga et besøg, udbrød han på sit gyngende modersmål: Véd De da ikke, at leprabacillen er levedygtig i mindst tyve år?

Selv om der ikke er så meget tilbage er rigelig ulejligheden værd at besøge øen. Vi var der kun en times tid så hentede kaptajnen os igen, men på den tid fik man et levende billede af den lille by de spedalske havde boet i. Nu må man jo tage i betragtning at da de velhavende tyrkere rejste fik deres huse jo ikke lov at stå tomme og mange steder tror jeg der på trods af beboernes grufulde sygdom, har været ret hyggelig. Hele øen rundt ser man de ældgamle fæstningsrester, mange mure er velbevaret og selv uden kanoner vil øen være meget vanskelig at indtage, det eneste sted der er til at komme i land er hvor bådene lægger til. På vejen rund sagde jeg til Inger fder lugter af gederQ f jeg tror ikke der lever geder her overQ sagde Inger, det gjorde der imidlertid, pludselig kom der en lille flok springende så jeg spadserede lidt oven for byen på min egen lille film safari og håber jeg fik nogle gode optagelser. Måske har man udsat geder for at holde bevoksningen i ave. Efter nok en dejlig lille sejltur var vi tilbage i Pláka. Den lille sejltur havde kun kosted 2 x 1500 Gdr. =  66 kr.og kan varmt anbefales.

Nu gik turen videre over Eloúnda forbi Agios Nikólaos til Kalo Horig, Prina, Kalamáfka, Anatoli og Máles og vider  ned ad i serpentiner sving, ned ned og atter ned til sidst var vi ved målet en ganske smal kløft ”Sarakínas kløften”.

 Det sydøstlige Kreta er langtfra så gennemskåret af kløfter som den sydvestlige del. En fin undtagelse er Sarakínas kløften , der ligger ved landsbyen Míthi, i en ganske flot bjergregion, der er meget lidt besøgt af turister. Vi fulgte stien op langs flodlejet (vestpå) og var snart fremme ved nogle støbte vandings kanaler og vandreservoirer. Vi gik i kanalerne der er ganske smalle og tørre, indtil kløften pludselig dukker frem af buskadset. Den er hverken særlig lang eller dyb, men der er en eventyragtig atmosfære over stedet, hvor man føler sig på vej ind i jordens indre. Selv på denne tid af året er der en del vand i flodlejet. Ved selve dæmningen opgav Inger at gå videre, jeg syntes dog at jeg ville prøve at følge en anden vandre ( en ung dame ). Så jeg kravlede op og fulgte strømmen ind i kløften. Adskillige gange måtte jeg forcere vandløbet ved at hoppe på nogle glatslebne trædesten, til sidst var kløften ganske ufremkommelig og jeg kravlede ned til min søde og tålmodige skat, en oplevelse rigere.

Vi var efterhånden godt sultne så da vi kom til den ganske lille landsby Kalámi fandt vi et lille spisested. Vi fik en kæmpe stor skål græsk salat, to pizzaer og to store Amsel øl, det gjorde underværker men vi kunne ikke spise op! Ingen problem, en lille meget mager hund klarede det nemt, forbløffende så mange hunde der er på Kreta, på andre øer er det katte der hjælper med det vi ikke kan spise. Da vi kom ind for at betale sad der seks bondemænd og spiste, de spurgte om hvor vi kom fra og med nogen besvære fik vi forklarede dem det, så bød de på et glas hjemmelavet hvidvin de selv havde medbragt i en 5 liters plastdunk, vi sagde naturligvis ja tak, det smagte præcis som det jeg i sin tid selv lavede (ingen god anbefaling), så blev krokonen sendt ud efter en gaffel, vi skulle også smage deres mad, jeg tror det var stegt gedelever og det smagte rigtig godt, jeg blev budt på nok et glas til at skylle efter med, det var en fornøjelse at træffe så flinke gæstfri folk. De ville gerne give nok et glas men vi gjorde dem begribelig at vi var med bil og gerne skulle kunne køre hjem.

Nu gik det rask mod Iráklion ad følgende rute Áno Viános, Mártha, Émparos, Panagía, Kastéli, Ágies Paraskiés, Knosós og ad motorvejen hjem, i dag kan man sige vi fik brugt vognen, 250 km blev det til, og det meste af vejen på snoet bjergveje.