Kreta dag 7

Kreta onsdag den 10-6-1998.

Kl. ca.10,30 var der afgang, denne gang ville vi op på Ida Bjerget for at se Zeus hule, det sted han voksede op. Vi kørte fra Amoudara via Gazio til Tílisos, på denne strækning passerer man en forfalden, men imponerende bygning med tre kupler, som i dag virker ret ulækker indvendig, kunne bruges i en gyserfilm, skidt og møg flyder og der lugter af nødtørft. I gamle dage tilbragte rejsende natten her, hvis de ikke nåede at komme ind i Megálo Kástro (Iráklion), før byportene blev lukket. Lige ved siden af bygningen flyder der en ældgammel kilde med det livgivende vand ud i en drikkekumme. Vi kørte nu videre til Kanins og Sisarha til kort før Anógia, nu er vi rigtig ude i bjergene der så utilgængelige de end virker alligevel ikke har haft fred. Anógia  f.eks. der ligger i 800 meters højde oppe i Idi-bjergene. Tyrkerne ødelagde landsbyen i 1821 og 1866, men den blev genopbygget hver gang. En af landsbyens værste perioder var under 2. verdenskrig. Den 15. august1944 blev alle mænd i landsbyen skudt og stedet fuldstændig ødelagt som følge af bortførelsen af den tyske general Kreipe. Men på trods eller måske på grund af det, er Anógia forblevet unik. Her skal efter sigende tales en gammel dialekt, som kun har overlevet her. Fra Anógia er der lavet en 22 km bilvej der føre gennem et storslået og ødet landskab op til Ida Hulen, undervejs passeres et skisportssted der er i drift til langt hen på foråret. Foruden lidt turister er der en del lastvogne der bringer får op til Nída-højsletten  der ligger i 1.370meters højde. Om sommeren samles fårehyrderne fra Anógia her. Idet barske og vilde landskab på kanten af højsletten ligger Idi-hulen, som menes at være Zeus' barndomshjem. I denne utrolige hule (35m bred, 40 m dyb og 60 m høj) fandtes bronzeskjolde, guldsmykker, håndtrommer og mange andre sager. Der blev også fundet et alter, en opdagelse der gjorde stedet til et af de ældste kult steder på Kreta. Jeg tror ikke de sidste hemmeligheder er fravriste denne kæmpehule.

 Om Zeus:

Kronos var spået, at han som sin far ville blive styrtet af sine egne børn. Af angst for at spådommen skulle gå i opfyldelse besluttede han at æde sine børn så at sige ud af skødet på sin kone Rea, og det gjorde han. Først Hestia, den senere gudinde for hjemmet og ildstedet, derefter Demeter, høstens og landbrugets gudinde. Som nummer tre den vigtigste af de græske gudinder Hera, ægteskabets og mødrenes beskytterinde, og endelig Hades, herskeren over dødsriget, og Poseidon, havets gud.

Nu var det også slut med Reas langmodighed. Da hun nedkom med sit tredie drengebarn, Zeus, havde hun en stor sten parat, indpakket i et klæde, og i stedet for, som traditionen bød hende, at stoppe den nyfødte i gabet på den grådige ægtefælle, fodrede hun ham med stenen, som Kronos slugte uden at ane uråd. Rea bar sit barn fra Dikte over til nabobjerget Ida, hvor gudeungen blev overladt til asketræsnymfen Adresteia, hendes søster Io (som Zeus senere forelskede sig i), og gedenymfen Amalthea. Hos dem voksede barnet op, blev madet med de vilde biers honning og Amaltheas mælk, mens kureterne, Gaias præster, hamrede på deres skjolde for at overdøve barnets gråd, og dansede deres springdanse rundt om Zeus' gyldne vugge. Som ung mand opsøgte Zeus sin mor og bad hende foranledige, at han blev ansat som mundskænk hos Kronos. Han ville straffe sin far, ikke for hævnens skyld, men for at statuere et eksempel på, at forbrydelse ikke betaler sig.

Rea bryggede et brækmiddel, som Zeus blandede i det bæger med honning-vin, hans far havde bedt om, og ikke så snart havde Kronos tømt det før han kastede op. Af indholdet fra hans mavesæk kravlede Hestia, Demeter, Hera, Hades og Poseidon frem, alle sunde og uskadte efter den årelange nedlagring.

Det var på denne lidet romantiske måde den græske gudeverden blev til.

 Senere var der en anden bemærkelsesværdig person der boede i hulen, jeg tænker på den kretiske skjald og mystiker Epimenides han skulle efter sigende have sovet i hulen i 57 år, han har sagt denne underfundige sætning f Kretere ere altid løgnere, onde dyr, lade buge Q   underfundig da den jo nødvendigvis må være usand når han som kretere erklære, at alle kretere er løgnere. Udsagnet skulle i øvrig være genfortalt af apostelen Paulus.

 Mystik er her stadig! Da vi ankom var vi uenige om vi skulle køre eller gå, vi vidste jo ikke hvor langt der var, da kom der et ungt par spadserende ned ad vejen fra hulen, Inger spurgte på engelsk om hvor langt der var, de unge kunne høre at vi sikkert var danske så de spurgte om vi ikke skulle tale dansk og sagde at der kun var ca. en halv times gang til hulen. Og nu det mystiske; de fortalte at der ude på sletten i ældgammel tid havde ligget et stort tempel, ja det lå der sådan set endnu men var hævet op i et andet plan så almindelige mennesker ikke kunne se det. Stedet var også bemærkelsesværdig ved at det modtog kosmisk energi som et af meget få steder i verden. Og den kosmiske energi var en god energi og meget kraftig lige i de dage da det var fuldmåne. De troede også at året 2012 ville blive et år hvor de gode kræfter ville sejre over de onde og verden ville da fremover blive et meget bedre sted at opholde sig i. De fortalte også at de var i en gruppe på seksten der i nogle dage havde boede i telt på højsletten, tiden var brugt til meditation.

Vi tog afsked med mystikerne og gik den halve times vej fra parkeringspladsen og kafeteriaet op til hulen, et par tipvognsspor føre noget prosaisk fra en stejl skrænt ind til hulen, der kommet et par små regndråber ( de eneste på hele turen ) og tre gange rullede tordnen, jo Zeus er hjemme.

Efter at have besigtigede den nu tilsyneladende tomme hule hvor vi kun måtte færdes på et udlagt bræddegulv, gik vi op ad alle de mange trin og kom da fra hulens skumle kolde mørke dyb til dagens klare varme lys. Vi sad lidt og nød udsigten over den store slette. Landskabet og klimaet  måske også befolkningen  har næppe ændret sig siden mytiske tider. Fårehyrderne holder stadig bier på Idihøjsletten og bor i stenhuse, som hedder mitáta , og som er bygget efter samme princip som de minoiske kuppelgrave. Og fårenes klokkers sprøde lyd når stadig op til Zeus hule. Da vi havde stillet vore åndelige sult, krævede legemet også sin ret og vi begav os med til kafeteriaet ( en stor betonbygning der selvfølgelig ikke er færdig ) hvor vi bestilte græsk salat og omelet som vi delte, plus to øl.

Efter maden gik jeg ud på en terrasse for at nyde udsigten, der mødte jeg nok en af mystikerne, Reinkarnation var ikke tro for dem, men viden. En dame fortalte at hun havde været modstandskvinde mod tyskerne under krigen. Hun havde redet sin gruppe ved at lade sig fange, nazisterne havde torturerede og dræbt hende og senere var hun blevet genfødt! Hun huskede det ganske tydelig i detaljer og havde senere forsket i hændelsen og fået den bekræftet. Men søde og dejlige mennesker var det, de gik simpelthen ind for at lade det gode vinde, var der dog bare et par milliarder af den slags mennesker, så var jorden virkeligt et fredeligt sted. Nu skulle de rejse videre til Santorini (Thera) og se delfiner som der også skulle være noget mystisk ved. Jeg fortalte damen om den oldgræske lyriker Arion:

Arion var en græsk lyriker og en mester til at spille på lyre, han var fra Metymna på Lesbos. Han virkede ca. 625 f.Kr. ved den korintiske tyran Periandros' hof og skal her til ære for Dionysos have opført de første dityrambiske kor ( kulthymne til Dionysos' ære), hvoraf den græske tragedie har udviklet sig. Sagnet fortæller, at ved en musikkonkurrence i Tainaros på Sicilien, vandt han første pris og så mange store præmier, at det vakte havesygen hos de sømænd, der skulle sejle ham tilbage til hans hjem i Korinth. Søfolkene ville slå Arion ihjel, selvom han tilbød dem alle de fine præmier. Han fik dog lov til at synge og spille en sidste sang. Han anråbte da guderne med herlig sang og spil, hvori han lagte al sin lidenskab, og sprang derefter overbord. Hans koncert havde tilrukket en flok delfiner - det er jo kendt hvor højt disse havdyr elsker musik. En af dem tog Arion på sin ryg, og han nåede sikkert hjem til Korinth. Efter hans død satte Apollon hans lyre som stjernebillede. Siden den tid har delfiner været et yndet motiv for både Billedhugger og digtere.

Det var nu efterhånden hen på dagen og vi kørte hjemad, en dejlig men anstrengende dag var ved at være slut, vi fulgte samme vej hjem som ud og kunne nu nyde landskaberne i et nyt perspektiv. Vi syntes vi havde kørt en lang tur, men turen var kun på 102 km.