Kreta dag 3, 4 og 5

Kreta den 6 og 7-6-1998.

Hele dagen nød vi strandlivet i fulde drag kun afbrudt af siesta og lidt indkøb. Hen mod slutningen af dagen var vi over hos en auto udlejer der bor lige over for vor sidegade på hovedvejen, vi aftalte at leje vogn i syv dage fra mandag morgen kl. 9.00

Søndagen gik akkurat som om lørdagen, læste i Ingers Ude og Hjemme, smurte os med faktor 10-30 eller hvad det nu var, for ikke at ligne kogte hummer alt for meget.

 Kreta mandag den 8-6-1998.

Vi hentede vognen, en lille Fiat Punto med soltag, der var reservehjul men det manglede luft og lige en bagatel mere, den bagerste dør (til bagagerummet) kunne ikke åbnes. Hjulet pumpede vi da vi tankede første gang og det holdt hele ugen, men døren forblev låst alle 7 dage, ret typisk for græsk biludlejning.

Vor første tur skulle gå til den lille by Thrapsanó der havde specialiseret sig i keramik. Vi kørte via Knossós til Arhánes, allerede der var vi kørt forkert så jeg spurgte nogle mænd om vej, det var en slagter der førte ordet og forklarede vejen, mændene kiggede godt nok indgående på vognen før de blev enige med slagteren om at jeg bare kunne køre op ad den vej jeg holdt på. Og der inde i byen var vi lige ved at finde en vej der var for stejl, hullet og smal, med brønddæksler der ragede så højt op over jorden at vi måtte kante os uden om dem, en grusom vej der for at fuldkommen gøre billedet også havde en død rotte midt på vejen. Inger var ret beklemt men greb alligevel filmkameraet for det skulle nu foreviges. Alt får en ende også denne grusomme vej, snart kunne vi køre ad en fin vej via Houdétsi, Kalloni, Ag. Paraskiés og Pezá til Thrapsanó.

I en rejsebeskrivelse havde jeg læst følgende:

Thrapsanó : På et kort ser vejen fra Mirtiá til Thrapsanó ud til at være ganske ligetil. Bare den var! En detaljeret beskrivelse af vejen ville være lige så forvirrende som selve turen. Så det er bedst at spørge om vej. Egentlig er vejene ikke så komplicerede, de er bare forkert tegnet op på kortet. Hvis det lykkes at finde Thrapsanó fra Mirtiá i første forsøg, har man virkelig præsteret det umulige.

Man bør besøge pottemageren i udkanten af landsbyen. Her arbejder Iánnis Moutzákis og hans kone og søn med nogle få medhjælpere. Der er 15 drejeskiver for store krukker (pithoi). Leret fra omegnen sigtes flere gange for at få så høj en renhedsgrad som muligt. Efter første vanding og æltning opbevares leret i stof, indtil det skal bruges. Skivernes aksler står i jorden og selve skiverne rager kun lige op over jorden. En dreng drejer skiven nede i en grøft, mens mester former krukken på skiven ovenover. Det er egentlig en tur til Kreta værd blot at opleve den proces. I mellemtiden er ilden til de mindre lervarer gjort klar. En kæmpebunke savsmuld ligger foran ovnåbningen. Ilden tændes, og en af medhjælperne hælder håndfuld efter håndfuld af savsmuld ind ad fyråbningen. Den enkle proces giver en næsten konstant temperatur i ovnen, hvilket giver den rigtige kvalitet. Det bliver meget varmt bare at se på, selv 5 meter væk fra ovnen. Savsmuldskasteren er ved at blive stegt, og hvert 20. minut skifter de mand. Om sommeren, når temperaturen i forvejen er oppe over 30 grader, drikker medhjælperne enorme mængder væske.

 Ak ja. Vi fandt pottemageren Moutzákis det er nu hans søn der har overtaget driften af den i dag helt moderne virksomhed, de kæmpestore potter bliver drejet på en stribe elektriske drejeskiver og lertøjet bliver brændt i en moderne kæmpestor gasovn der er bygget så man kan køre en stor ildfast flade med det forarbejdet lertøj ind i ovnen, på den måde kan ovnen bedre udnyttes da det næsten gloende lertøj nu kan svale af uden for ovnen. Da vi ankom var Moutzákis og nogle hjælpere ved at læsse en kæmpestor lastvogn, en kunst uden lige, de kæmpestore Pithos forrådskrukker nederst, mindre opad. Ifølge Moutzákis katalog er der 30 forskellige design og hver i flere størrelser.

Moutzákis er i øvrig godt kendt i danske keramiker kredse, han har haft adskillige danske ”lærlinge” der skulle lære den vanskelige teknik at dreje keramikkrukker der er op til 160 cm. høje og Moutzákis viste med synlig stolthed billeder af sine seks danske lærlinge.

Fra Thrapsanó gik vor videre færd via Kastélli ad en ganske lille vej til Aski og videre til Avdou hvor der var nogle ruiner som jeg ikke har kunne finde beskrevet noget sted, samme sted er der et par kapeller hvoraf det ene var åben. På den stejle vej op til det øverste kapel gik Ingers sandal som hun havde fået af Luise i stykker, den bagerste rem gik af, vi pillede remmen af den anden også men gode var de ikke mere. Vi nød udsigten på dette dejlige fredelige sted imedens vi spiste et par appelsiner. Hjemturen gik via Potamiés, Chersónisos og ad motorvejen hjem og efter 125 km. kørsel rullede vi ind på vor parkeringsplads ved Michel.