Kreta dag 11

Kreta søndag den 14-6-1998.

Klokken 10,20 kørte vi ud på vore sidste biltur i denne omgang. Vi fulgte den smukke hovedvej fra Iráklion via Agia Varvára og Zarós til Klosteret i Vrondissi der ligger meget smukt på sydskråningen af Ida bjerget. Selve forgården er nok til at gøre turen umagen værd, men det er kun begyndelsen. Der står et enormt platantræ på hver side af klosterporten. En af stammerne er åbenbart engang blevet ramt af lynet, og nu er den hul. I et hjørne bag denne kæmpeplatan ligger den venezianske brønd. Adam og Eva står over paradisets fire kilder, symboliseret af fire skæggede hoveder. Desværre er de ret ødelagt, og man må gætte sig til brøndens oprindelige skønhed. Men smuk er den alligevel. Nede i den smukke gamle kumme hvortil kildevandet stadig flyde har en gammel mand sit lager af kolde sodavand og naturligvis købte vi et par stykker. På højre side af pladsen under det andet platantræ bliver der første søndag efter påske sat lange borde og bænke op, det er til festen for Skt. Thomas og der skulle efter sigende komme rigtig mange, flere hundrede, over for klosterets indgang ligger der et stort herberg, som giver husly til dem, der ikke finder plads under træerne, det ser imidlertid ret forladt ud men kan vel bruges.

Det vides ikke nøjagtigt, hvornår klosteret i Vrondissi blev bygget. Selv om der står 1630-39 på bygningen, er det muligvis ikke korrekt. Ifølge eksperterne må klosteret være mindst 250 år ældre, og det kunne have hørt til klosteret i Valsamónero, som er meget støre.

Kirkeskibene er viet til Skt. Antonius og til Skt. Thomas. Foran kirken står et klokketårn i veneziansk stil. Uden for kirken står der fotografering i kirken forbudt, så jeg nøjes med at smalfilme lidt, der er måske to grunde til fotoforbud; det ene er at blitzlys kan ødelægge billederne, den anden grund kan være frygten for tyveri. Den indvendige kirke, især det sydlige skib er udsmykket med fresker og ikoner. Disse ikoner kommer faktisk fra kirken i Agios Fanoúrios og er alt, hvad der er tilbage af det enorme klosterkompleks i Valsamónero. Kunstværkerne er bragt hertil af sikkerhedsgrunde, fordi der i de seneste år har været en markant stigning i tyverier fra kirker. De seks kretiske ikoner af maleren Damaskinós, som Vrondissi-klosteret var så berømt for, har siden år 1800 været opbevaret i Aikateríni-kirken i Iráklion. De blev anbragt der for at undgå tyrkernes hærgen. Det viste sig at være en klog beslutning, for i 1921 ødelagde tyrkerne alt, hvad de kunne finde i klosteret, inklusive det store bibliotek.

En storslået port fører til en smuk flisebelagt indre gårdsplads. Et skur i den anden ende af gården huser en flok høns, så den enlige munk skal ikke leve af ånd alene. Den anden side af gårdspladsen dufter af fyr, palmer og appelsintræer, og udsigten over dalen er storslået.

I højre hjørne ved indgangen, under en balkon der forbinder cellerne på i sal , bor den enlige munk, som er tilbage her, ud fra hans åbenstående dør lyder korsang, det er munkens fjernsyn der kører. Klosteret er imponerende, selv om mange af de omliggende bygninger er stærkt forfaldne, en skam der ikke er brug for bygningerne så de kunne vedligeholdes. Vi vinkede farvel til den gamle sodavandssælger der stadig sad i skyggen af kæmpeplatanen, mange kunder kommer der nok ikke, da vi var der var der et par tyskere men de købte naturligvis ikke noget.

Vi ville nu til oldtidsbyen Górtys eller Gortyna. Vi kørte en lille omvej ad følgende rute Zoes, Panagía, Moroni, Rufas og Mires, endelig kom vi til Gortyna der bliver gennemskåret af landevejen.

Ved en lille bod købte vi billetter og var først inde og se et museum, det var højst usædvanlig det var fremstillet lige som de gamle løvebure i Zoo, lukket på de tre sider og forsiden forsynet med solide jerntremmer og der inde stod en del pragtfulde figurer fra Gortynas storhedstid.

De antikke seværdigheder kan opdeles i to hovedgrupper, den ene til venstre, den anden til højre for landevejen fra Agii Déka til Festos. Vi startede til højre for landevejen, det er måske den interessanteste, bl.a. fordi den er bedst bevaret. Allerede ude fra asfaltvejen får man øje på en byzantinsk basilika som har navn efter Sankt Titus, der siges at være begravet her. Af bygningen er der kun den fornemme korrunding tilbage med et par små sidekapeller, der stadig benyttes som bedested og som endnu har fragmenter af de originale freskomalerier på væggene. På en indhegnet tomt foran basilikaen står og ligger i et herligt sammensurium oldtidsminder fra søjler, kapitæler, baser og fundamenter til lemlæstede marmorskikkelser og altersten.

Basilikaen ligger ved Lethaiosfloden som var uden vand. Følger man flodlejet et kort stykke vil man finde resterne af et hellenistisk teater ved foden af en skrænt, der stiger op mod Akropolis som rummer både græske og romerske bygningsværker. Lige bag bakkekammen står et arkaisk alter. En bid vej længere mod nord, og man støder på det ganske velbevarede musikteater Odeion, som romerne i det første og andet århundrede byggede ovenpå en hellenistisk boplads.

Bag Odeion finder vi Gortynas perle, de opretstående kæmpestensblokke på hvis frontflader de gortynske love er indmejslet. Selvom lovene blev givet i det femte årh. f.Kr. på et tidspunkt, da Kreta var et sandt arnested for lovløshed, alliancebrud og intriger, skaffede de dog øen anerkendelse i Grækenland som juraens højborg. Stenene blev fundet i 1884 af Halbherr. De var da spredt over et større areal langs med floden, og det varede flere år før man fik dem samlet og opstillet på deres oprindelige pladser. Det er altså den oprindelige grundlov, man ser. Den rummer over 17000 bogstaver og er skrevet på en arkaisk dialekt. Næsten alle dens atten forskellige bogstavtegn er let genkendelige græske. Teksten er skrevet efter »vendeplov«-princippet, d.v.s. at den begynder normalt fra venstre, men fortsætter i næste linie fra højre og i tredie linie igen fra venstre og så fremdeles, så øjet kan følge den kontinuerligt uden at springe en linie. Loven, som sikkert skulle dække hele Kreta, omfatter såvel kriminelle som civile anliggender lige fra ægteskabsbrud, skilsmisser, ejendomsret og medgiftsret til arvesager og forholdet mellem herre og slave. Den giver et udmærket billede af datidens sociale struktur. På mig virker teksten næsten stærkest ved sin typografiske skønhed og de utallige år de har eksisteret.

Over på den venstre side af vejen er der et vidtstrakt område. Er man dreven i terrænsport, er det nemt at orientere sig i det let kuperede terræn hvor pinje, cypres og oliven veksler med mark og græsgang, men hører man til de uheldige der ikke er så dygtige til orientering, kan det være lidt af et puslespil at finde rundt til de rigtige steder.

Allerede i minoisk tid lå der på dette sted en by, domineret af Festos godt ti kilometer borte. Først under dorerne voksede Gortyna sig stor. De berømte gortynske love stammer fra det femte århundrede f.Kr. De er en af de længste samlede græske indskrifter vi kender. I de mørke sekler op mod år 0 kappedes Gortyna med øens andre store byer om førerpladsen, den støttede Alexander den Store, men blev først gjort til hovedstad af romerne omkring år 68 f.Kr. Titus blev stationeret i Gortyna som Paulus' første biskop på Kreta.

Vi spadsere lidt rundt i området men har svært ved at identificere de ruiner vi se, så vi tager vognen og køre lidt ind mod Agii Deka og ser et lille skilt Prætorium. Varmt er det og Inger vælger at blive i vognen imedens jeg rekognoscere lidt. Stien fører langs en ældgammel akvædukt til ruinerne af Prætorium, det er så imponerende at jeg henter Inger. Prætorium paladset hvorfra den romerske prætor med sit råd af landsmænd styrede provinsen. Kreta-Kyreneika. Alene størrelsen gør det usædvanlig, ja til en af de Kretiske perler. Prætoriet opførtes kort efter romernes overtagelse af Kreta, blev ombygget og udvidet i det 2. århundrede, men ødelagt af et jordskælv år 374 og derefter opført på ny. Lidt vest herfor står den pytiske Apollons tempel, rejst i det 3. årh. f.Kr., men romaniseret fire hundrede år senere. En torso af guden står i bygningens baggrund og virker måske endnu finere og i endnu større harmoni med sine omgivelser end den gjorde for seksten hundrede år siden. Det er i det hele taget bemærkelsesværdigt for ruinerne i denne oldtidsby, at de ikke har mistet hverken i skønhed eller kunstnerisk styrke selvom vejr og vind har slebet sig ind til deres marv. And er ikke sådan at få bugt med, og man spørger sig selv mens man vandrer rundt her i den dejlige natur og hele tiden støder på mindelser fra en afdød kulturepoke, om historieforskerne om et par tusinde år når de skovler sig frem til et bygningsværk eller en skulptur fra vort århundrede, vil blive lige så betaget som vi bliver i dag ved synet af den gamle græske eller romerske arkitektur og billedhuggerkunst?

Til sidst var varmen Inger for meget så vi begav os hjemad, mætte af indtryk og smuk natur. I Ag. Varvára spiste vi græsk salat og omelet dertil 2 halve liter øl. Fra Ag. Varvára er der en meget fin ny vej så vi kunne holde en godt fart ( 80-90 k/t ) til vi var hjemme. Inger fandt lidt brød og øl frem og vi nyder maden på vor altan.