Kreta 1990

Endelig oprand dagen den 5 August 1990, min søde kæreste Inger og jeg skulle til Kreta med Skibby rejser.

Flyveture gik over Polen, Tjekkoslovakiet, Ungarn og Jugoslavien og endelig kunne vi i varmedisen se de Græske øer dukke op på det strålende hav. En bus ventede for at køre os til Villa Dionysos der ligger vest for byen i Nea Kydonia, et herligt lille appartements med den sødeste værtsfamilie. Fra vores værelse på 1. sal var der en smuk udsigt og vi ligge så langt fra landevejen at støjen ikke genere. Der er heller ikke ret langt til badestranden der er tip top.

Øen er stor, så noget af det første vi gjorde var at leje en vogn nogle dage sammen med et par rejsefæller (Birte og Ove) og første tur var til Kretas sydvestliste punkt hvor der er en berømt badestrand der sammenlignes Bahamas, Stedet heder Elafonisos og der er dejlig. men inden vi komme så langt vil jeg lige fortælle om køreturen dertil.

Første stop var i Kastélli der skulle vi finde en af vores værts utallige slægtninge, vi spurgte hos en skrædder der stille og roligt forlod sin forretning vidt åben og uden betjening, for at vise os hvor Paterakis boede. Han var desværre ikke hjemme, så vores ledsager tog vi pænt afsked med og han skred yderst værdig tilbage til sin forretning, et kvarter eller 2o min. havde han brugt - vi kunne nok lære noget dér.

27 kilometer ad kystvejen mod Elafonisos kom vi til en lille by ved navn Kampos, vi var undervej kørt lidt forkert og vore eftersøgning i byen havde også taget nogen tid, så vi var dygtig tørstige og sultne, men nu var det ved at være siesta. Heldigvis fik jeg øje på en lille taverne og bilen kunne oveni købet holde et skyggefuldt sted. Vi var heldige, for her mødte vi Grækeren som de pragtfulde, gæstfri og søde mennesker de er, de steder der ikke helt er spoleret. Grækeren, manden i huset hr. Anaetaeakhe, modtog os, mørk og vejrbidt var han og sproget var græsk, men det er selvfølgelig ingen hindring for at kommunikere. Han gjorde tegn til at vi skulle finde en plads i det ret store lokale, den fjerneste del af lokalet var optaget af en ordentlig stak fårehegn, men der var også både en fryser til is og et stort køleskab. Jeg gik hen og fandt drikkevare (sodavand) og imedens var Fruen i huset kommet til, en sød og venlig dame på ca. 50 år. hun forslog Omeleta og Greeksalad , sé det kunne vi forstå. Det tog ikke lang tid så var der den dejligste omelet samt en stor skål salat på bordet, jeg tror at alle råvarerne kom lige ude fra haven. Værtsparet sad under måltidet på hver sin side af bordet for at følge med i om vi var tilfredse, vi var både glade og tilfredse. Hr. Anaetaeakhe syntes imidlertid at vi skulle have et glas vin til maden på husets regning da vi havde spist kom konen med melon og pære fra haven, søde og saftige, også en rå agurk med salt fik vi, det var godt når det var så varmt forklarede de. Endelig bød hr. Anaetaeakhe på et glas hjemmebrændt Raki, jeg nød kun lidt, da det jo var mig der var chauffør så Inger fik dobbelt. Så bad vi om regningen ca. 10 kr. pr. snude og ikke tale om drikkepenge, heldigvis var deres lille barnebarn der og hun måtte godt modtage en lille gave. For øvrig fotograferede vi familien, hr. Anaetaeakhe gjorde tegn til at vi lige skulle vente lidt han skulle hente sin hyrdestok, inden han kom ind så vi at han lige glattet sit hår og skæg til han kones store fornøjelse. Vi lovede at sende billederne (hvad vi selvfølgelig også har gjort) for at være sikker på adressen bad vi hr. Anaetaeakhe om at skrive sit navn og adr., nemt var det ikke for ham, tungen i mundvigen - det han havde skrevet samt det vi mente var adressen satte vi på kuverten til han, det kunne være morsomt at komme der en gang til engang. 

Mætte af mad og oplevelse drog vi vider mod Elafonisos. Vejen dertil er smuk og øde men 20 km. af vejen er et hjulsporet hvor klippegrunden af og til stak op som en kantsten på tværs, på trods af det så vi en ret stor bus der kom kørende, den gyngede faretruende fra side til side og på grund af støvet var air-konditionen afbrudt og 35° i skyggen, det må have været slemt.

Endelig var vi fremme, et enligt par motorcyklister var der også, ellers havde vi næsten hele området for os selv. Strande er dejlig og vandet er som krystal, men her er øde, meget øde, ingen faciliteter, ingen taverne, "kun" en pragtfuld og uspoleret natur. Vi nød livet nogle timer inden vi kørte hjemad igen, samme vej som ud.

Om aftenen havde værten på Villa Dionysos inviteret nogle venner og vi måtte også være med (Vi betalte selvfølgelig fortæringen). Efter lidt "opvarmning" greb et par af vennerne deres strengeinstrumenter og spillede og sang, efterhånden var der en god og løssluppen stemning og dansen gik. Midt under dansen røg der en tallerken på gulvet, kort efter nok en, det var værten der knalde tallerkenerne i gulvet. Jeg savner en forklaring på denne skik. Kender du den? så klik her.