Kreta 1990

Knossos

Vi ville gerne se Knossos og valgte at tage en Guidet tur med Skibby. Der er godt 100 km. til Iráklio og undervejs gjorde vi holdt for at nyde en forfriskning, vi holdt klods op ad den dejligste sandstrand, men chaufføren forbød os på det strengeste at gå ned til vandet, han ville ikke have sand ind i bussen. Det havde ellers været dejlig at køle tæerne lidt, (da turen var forbi kom hævnens time, guiden opfordret til drikkepenge, men vi gav ikke en øre.)

Vel ankommet til Iraklion, (Iráklio eller Herakleion, kært barn har mange navne) der er hovedstaden på Kreta, havde vi lidt tid på egen hånd. Birte og Ove samt Inger og mig fandt snart en lille traverne for at få lidt at spise. Midt i måltidet kom der en dame og ville sælge hæklede duge, Birte sagde næ tak og straks kom der endnu flere duge frem og Birte sagde stadig næ - næ, men næ betyder ja på græsk og det ville Birte ikke rigtig tro på og det nytter ikke at ryste på hoved, det er også en bekreftelse.

Efter vores lille tur blev vi samlet igen, vi skulle på Iraklion museum. Det er ikke så voldsomt stort, men der er en imponerende samling antikviteter, deriblandt den berømte Feistos skive (Faistos: oldtidsby ved Kretas sydkyst i nærheden af Messara-bugten; anlagt i kretisk-minoisk tid og ødelagt ved brand ca. 1400 f.Kr. Det store ruinområde rummer bl.a. et fyrstepalads af samme type, som er skildret af Homer i Odysseen. Foran anlægget er der en forgård (propylon) med trinrækker, der muligvis har fungeret som tilskuerpladser. Boligen har rummet bl.a. en festsal, badeanlæg og lysgårde af hensyn til lysadgangen til huset, der var i flere stokværk. Der er magasinrum med store lerkar, og murene står endnu i op til 3 m's højde. Fra 1900 udgravet af italienske arkæologer. - fra Lademanns Leksikon) denne gamle lerskive har en tekst der er præget ind i leret, og netop denne tekst har bidraget til at dechifrere det gamle sprog. 

Efter det behagelige kølige museums halvmørke var det barsk at komme ud i varmen igen 35 - 40° i skyggen, bussen ventede og der var kun 5-6 km. til Knossos. Der ude var der rigtig meget varmt, ikke en vind, jeg krøb rundt i den smule skygge der var. Er man interesseret i oldtiden må man besøge stedet.

Knossós-paladsets beliggenhed må have været attraktiv allerede i neolitisk tid, for under paladset ligger et næsten 6,5 meter tykt lag stenbrokker som tegn på tæt og konstant beboelse. Hvor vestfløjen ligger i dag, lå et endnu ældre palads, bygget som de tidlige paladser i Faistós og Mália omkring 2000 f.Kr. Paladset blev sandsynligvis ødelagt ved et jordskælv i 1700 f.Kr. Omkring 1600 f.Kr. blev de senere paladser bygget, og de var større og smukkere end de tidlige paladser.

Den minoiske kulturs ,,guldalder" afspejles i Knossós-paladsets arkitektur. Paladsområdet dækker mere end 20.000 m². Der var åbenbart 1.300 rum spredt over fire etager. Man mener, at her engang boede omkring 80.000 mennesker. Omkring 1450 f.Kr. blev alle paladserne ødelagt af endnu en naturkatastrofe forårsaget af et vulkanudbrud på Santorini. Kun Knossós-paladset blev genopført, muligvis af mykenske magthavere. Men også det forsvandt i år 1400 og med det hele den minoiske civilisation. Om det skyldtes endnu et jordskælv eller krig er stadig uvist.

Den græske betegnelse for en del af paladset, og muligvis hele paladset, nemlig Labyrinten, kunne også betyde ,,dobbeltøksernes hus", hvis man antager, at ordet labyrint er afledt af det anatolske ord Labrys (dobbeltøkse).

Der blev fundet adskillige dobbeltøkser i Knossós, i den såkaldte ,,dobbeltøksernes hal", og dobbeltøksens hellige tegn er ridset ind i søjler og votivgaver  hvilket også er tilfældet i andre kretiske paladser. Af de 90 byer nævnt i Homers Odysseen , betegnes Knossós som ,,den store" i betydningen ,,den mest berømte". At Knossós også var stor i størrelse blev fastlagt af geografen Strabo i romertiden. Han beregnede byens diameter til 30stadier svarende til en diameter på ca. 6 km.

Midt i alle kontroverserne og anerkendelsen af arkæologen Arthur Evans, som var den egentlige opdager af Knossós, glemmes for det meste Minos Kalokairinós . Denne købmand fra Irákleion, der havde arkæologi som hobby, gennemførte i alt 12 udgravninger, som afdækkede store dele af vestfløjen og seks magasiner. Hans aktiviteter blev bremset af den tyrkiske guvernør, som forbød yderligere udgravning. Kalokairinós blev inspireret til sine udgravninger af Schliemanns succes. Det var Schliemann, som kom til Kreta og forsøgte at købe grunden. Den tyrkiske ejer afslog imidlertid hans tilbud, heldigvis, for hvad var der blevet af Knossós, hvis Schliemann havde ført sin plan ud i livet? Han havde til hensigt at udgrave Knossós-paladset ,,på en uge, ved hjælp af 100 mand".

Derfor var det særdeles heldigt, at det først blev Arthur Evans, der fik lov at købe Knossós. Han havde høje ambitioner og masser af tid til at hellige sig sit projekt. Af hans 90 leveår, brugte han 35 på Knossós, og han helligede mange år yderligere til studier af den minoiske civilisation. Når man betragter de mesterværker, han præsterede i Knossós, glemmes det ofte, at han ikke nåede sit mål, hvilket var at tyde det gamle kretiske skriftsprog. Linear B blev ikke tydet før seks år efter hans død, og den dag i dag hersker der uenighed om det. På trods af enkelte egenrådige eller misforståede fortolkninger (f.eks. ”Dronningens Mégaron“, ”Prinsen med fjerkronen" osv.) og forfalskninger (”Dronningens badekar“  et kar uden afløb, som blev fundet langt væk fra badeværelset), er Arthur Evans' indsats ubestridelig.

Den væsentligste kritik knytter sig altid til hans brug af farve og beton. Evans brugte farve til at markere de rekonstruerede områder og efter at have afprøvet alle andre materialer, som var til rådighed, brugte han kun beton. Kritikerne har endog fremført at Evans brugte beton, selv om han vidste, at det heller ikke ville vare evigt, og det kan ikke nægtes, at dele af betonen allerede smuldrer. Måske bliver den næste kritik af Evans, at han burde have brugt vejrbestandigt plastic! Det er en kendsgerning, at hvis Evans ikke havde brugt beton, ville Knossós-paladset være ødelagt af jordskælvet i 1926. Og bortset fra det ville det visuelt fremstå meget ringere, noget man ikke bør glemme i alle kontroverserne.