Kos historie efter 324 e.Kr.

Jeg har valgt kun at skrive om Kos "nyere" historie, da det er den der præger hverdagen for befolkningen i dag. Det er måske også med til at forklare forholdet til Tyrkiet og (tag ikke fejl af det) Nazismen og Fascismen. 

Byzantinsk tid - Venetiansk styre

I 324 e.Kr. besejrer Konstantin - nu kaldet den Store - Licinius efter en mangeårig borgerkrig. Da han nu var blevet eneherskende kejser over hele det romerske rige, beslutter han at gøre kristendommen til rigets officielle religion og at gøre det antikke Byzantium til dets nye hovedstad, som blev kaldt Konstantinopel, hvorved han bliver grundlægger af det byzantinske rige.

Kos bliver nu en provins i det byzantinske rige, og den fred og sikkerhed, som de byzantinske kejsere sikrede Kos gav endnu en gang øen lejlighed til at opleve velstand og fremgang.

Kos’ beliggenhed gør dog, at den herefter ofte bliver mål for Byzans’ mange fjender, og øen når aldrig mere op på sin tidligere magt og vælde. Fra nordslavernes og bulga­rernes vandalismer 467 og 527 e.Kr., Saracenernes sørøverangreb i 612 e.Kr., Genovesernes, Venetianernes og korsriddernes ødelæggende ekspeditioner fra vest, arabernes og tyrkernes primitive fanatisme fra øst, bidrager alle til et billede af Kos som et fartøj, der lider skibbrud.

Den endelige katastrofe bringer de rasende naturkræfter.

I året 554 e.Kr., da historieskriveren Agathias når frem til Kos, fandt han der kun ruiner af byen, Asklepios’ helligdom og øens landsbyer efter et ødelæggende jordskælv.

Kos’ kulturelle udvikling kan herefter ikke fremvise noget særligt, og følger samme nedgangsperiode som de øvrige græske byer.

I 1204 falder øen i Venedigs magt og bliver et fyrstedømme under Venedig og styres af Leon Gavala.

I 1262 bliver øen for sidste gang atter en byzantinsk provins, da Mikael Palaiologos, byzantinsk kejser, befrier den.

Genevesere, venetianere, Johannitter-riddere fra Jerusalem skiftes til at have magten på Kos fra 1304 indtil øen i 1312 plyndres af catalanske sørøvere i 3 år i træk. Johanniter-ridderne bekæmper sørøverne under ledelse af Foulques de Vilaret, hvorefter de forbliver øens herskere i 218 år. Fra denne tid stammer fæstningerne i Antimahia og Kardamena.

Johanniterne var opdelt i tre ordener, alt efter sprog. Kos tilhørte Provence-ordenen. Nogle år senere - ved mødet i Avignon i 1356 - forenedes de 3 ordener hvorefter Kos atter kommer til at tilhøre den samlede ridderorden, og som lydighedsskat blev øen pålagt hvert år at bygge Johanniterne en galej med 23 årer.

Det tyrkiske herredømme på Kos

Før Kos nåede at blive befriet fra det venetianske herredømme dukker en ny erobrer op. Den 3. juni 1457 gik 18.000 tyrkere med 156 skibe udstyret med perfekte våben og med admiral Hamza som øverstbefalende i land på Kos og plyndrede fæstningerne ved Pyli, Kefalou og Antimahia trods de få forsvareres tapre modstand og deres frygtløse modangreb, der drev barbarerne på flugt.

Tyrkerne forsøgte et nyt angreb under Mehmet II, men heller ikke da lykkedes det dem at erobre øen, hvorimod den pavelige flåde med Lodovica Scarampi som øverstbefalende havde held til at befri en del øer. Tyrkernes stædighed og hensynsløse fremfærd kunne ikke engang Maltas Johannitere stå mål med, og i december 1522 faldt riddernes Lango - Kos - i tyrkiske hænder efter mange måneders belejring, og i 1523 fik øen af sultan Suleiman navnet Stankioy.

Tyrkernes barbari og voldshandlinger knækker dog ikke Kos’ indbyggere. De benytter enhver lejlighed til at påminde magthaverne om, at kun grækere bør pløje øens marker. Mange lider døden på bålet, bl.a. Johannes Nafkliros i 1609, eller bliver levende sprængt i luften, da f.eks. et dynamitlager bliver antændt i 1816. Langt om længe åbner atter øens skoler, og de fungerer indtil 1821.

Kos’ indbyggere benytter også enhver lejlighed til at påminde tyrkerne om, at kun græske vimpler bør vaje i græske vande, og da de græske frihedskæmpere Miaoulis og Sahtouris engang blev forfulgt og søgte tilflugt på Kap Skandario, hjalp de med at nedkæmpe den egyptiske flåde, der anførtes af Ismail Gibraltar. Mange indbyggere fra Kos satte under dette søslag livet til for frihedens sag.

For Kos’ befolkning varede det dog endnu nogen tid, inden deres ø blev befriet for det tyranniske herrevælde. Tyrkerne hørte om de fremgangsrige oprørsforsøg i hovedlandet og rasede. Øens tapre frihedskæmpere blev hængt i Hippokrates’ platantræ samt i en steneg, der efterhånden var blevet et stort træ. Stedet, hvor denne stod, blev kaldt ”Kako Prinari” (den Onde Steneg) og det hedder det den dag i dag.

Italiensk besættelse

Den 5. maj 1912 landsatte italienerne store styrker på Kos og fordrev den grusomme erobrer. Øens indbyggere tog dem som befriere og bad om, at de måtte blive indlemmet i Grækenland ved en resolution. Italienerne godkendte resolutionen og erklærede, at øen var og forblev græsk, at den skulle beholde sine rødder, og at det tyrkiske åg, der havde skabt så mange ulykker, aldrig skulle vende tilbage.

Men hvor blev de bedraget! Med Mussolinis opgang i 1918 bliver de italienske fascister øens nye tyranner.

Jorden forbliver uopdyrket og kommer til at nære den italienske stat. Tidens økonomiske krise nødvendiggør tunge skatter. De græske skoler lukker en efter en under det italienske styre. Eleverne følger under store vanskeligheder undervisningen i grundskolen, men for at kunne fortsætte i gymnasiet, er de tvunget til at blive medlemmer af ”Balilla”, den fascistiske ungdomsorganisation. De bliver nødt til at afbryde skolegangen og får ingen uddannelse.

Nogle få får hemmelig undervisning ligesom under tyrkertiden. Lidt efter lidt indføres italiensk også i grundskolen, og magthaverne forsøger at påvirke Kos’ børn i italiensk retning.

Religionsfriheden begrænses. Præstevielse forbydes, således at der ganske langsomt vil ske et religionsskift.

Samtidig ødelægges Kos af et frygteligt jordskælv i 1934. Der skaffes arkitekter fra Italien, og byen bygges op fra grunden, eftersom 80% af husene var styrtet sammen.

Med Mussolinis fald venter Kos at få sin frihed. Magten overtages for kun 20 dage af englænderen Battalos, hvorefter tyskerne, den 3. oktober 1943 overtager magten. I løbet af det næste1½ år oplever Kos en af øens mest rædselsfulde perioder. Sult og terror overalt.

Den 9. maj 1945 kommer Kos atter på britiske hænder, og den 7. marts 1948 virkeliggøres endelig den så længe ventede forening med moderlandet Grækenland.