HIPPOKRATES

Hippokrates levede på Kos for 2400 år siden. Af diverse overleverede skrifter kan vi slutte, at han var en enestående personlighed og filosof og oldtidens dygtigste og mest efterspurgte læge.

Af de mange forskere, der i tidernes løb har studeret hans strålende værker, fremgår det, at han blev født år 460 f. Kr., det første år i den 20. olympiade, i måneden Agrianios, og at han døde i Thessalien hos sin søn Thessalos i 375 f. Kr.

Hippokrates tilhørte en fornem familie, der kunne føre sin stamtavle tilbage til Asklepios. Hans moder hed Fainareti - Herakles’ efterkommer i 20. led, og hans fader Gnosidikos - efterkommer af Asklepios i 18. led.

Hippokrates fik undervisning i lægekunsten både af sin far og af bedstefaderen. Endvidere studerede han ved Asklepios’ helligdomme i Kos og Knidos og kunne tælle mange berømte læger og filosoffer blandt sine læremestre. Hippokrates’ rastløse intellekt nøjedes dog ikke kun med disse kundskaber, men bestandig søgte han at supplere sin viden hos tidens vise, på sine talrige rejser til Asien og Afrika.

Hippokrates havde en sjældent bred uddannelse og var det antikke Grækenlands mest lysende medicinske intellekt, og hans værker var beundrede af antikkens store åndelige fædre - Sophokles, Euripides, Thoukydid, Sokrates, Platon, Aristoteles og mange andre, men han nyder også stor respekt hos den moderne tids forskere, der anser ham for en yderst intelligent og vidsynet læge, og af alle kaldes han den store, beundrede, udødelige fader til lægevidenskaben. Han var også særdeles produktiv og har skrevet mange lægevidenskabelige værker, hvoraf 57 er bevarede, og som indeholder alle lægevidenskabelige spørgsmål.

På sin hans rejse til Milet lærte han filosoffen Anaxagoras at kende og stiftede bekendtskab med dennes teori vedrørende materien og det uendelige og fik derigen­nem bekræftet sin teori om, at også menneskets helse er afhængig af de fysiske omgivelser.

Han besøgte derefter Asklepios-helligdommen i Efessos og studerede der diverse papyrusruller, som den store filosof Heraklit havde tilegnet guderne og fik således kendskab til sandheden om naturfænomenerne, f.eks. teorien om ”ta panta rei” - alting flyder, d.v.s. intet i verden forbliver det samme som før, alting ændrer sig konstant, og intet forsvinder, men genopstår i nye former.

Han foretog også en rejse til øen Lemnos for der at hjælpe med bekæmpelsen af en epidemi. Han rådede indtrængende indbyggerne til at brænde de døde i stedet for at begrave dem, således at smitten ikke bredte sig, og skilte de syge fra de raske samt sørgede for, at man kogte drikkevandet.

Efter denne vellykkede bekæmpelse af epidemien tog han til Samos og derfra over til Lilleasien, til Anaia, hvor han mødte den kendte hærfører og filosof Melissos, en stor kender af den Pythagoræiske Teori, ved hjælp af hvilken Hippokrates kom frem til en for sin samtid banebrydende konklusion, som man kunne ønske hele verden kunne tilslutte sig. Herom fortæller A. Kanatsoulis i sin bog ”Hippokrates’ Hemmelighed”, hvor han skriver, at ”kroppens velbefindende kan ikke adskilles fra sjælens helse”. Helse opnås ved at underkaste sig de åndelige love, der styrker tankevirksomheden, skaber intelligens og i høj grad medvirker til opvisning af viljestyrke.

”Kun på denne måde kan man opnå en harmoni, som den der hersker i naturen. Mennesket må lære at leve, at tænke. Disse to elementer er uadskillelige og påvirker hinanden. Særlig de følelsesmæssige forstyrrelser påvirker nervesystemet og alt organisk liv”.

I 430 f. Kr. under den Peloponnesiske Krig, da Athen belejredes af spartanerne, og hele Attikas befolkning også opholdt sig indenfor murene, led byen under en frygtelig hunger, der krævede mange ofre blandt de belejrede. Perikles, byens hersker og skaberen af Athens ”gyldne tidsalder”, kaldte da Hippokrates til hovedstaden fra Delos, hvor han opholdt sig, for at redde byen og dens indbyggere.

Da Hippokrates ankom til Athen, mødtes han af megen elendighed. Sygdom overalt, for indbyggerne var i en frygtelig situation p.g.a. mangel på føde og lægemidler. Hippokrates lagde nu mærke til, at kun smedene, som altid befandt sig i meget varme omgivelser, havde helbredet i behold.

Straks blev han klar over, hvordan han skulle kunne redde byen. Han beordrede folk at tænde bål og at brænde de døde. Således ville luften blive opvarmet, og fugtigheden, der fremmede udviklingen af bakterier, ville forsvinde. Han adskilte syge og raske, og alle drak kogt vand. Athenienserne fulgte virkelig hans råd og anvisninger, og den frygtelige epidemi begyndte at fortage sig.

Athenienserne skænkede ham af taknemmelighed en gylden krans, og det blev officielt besluttet, at han skulle deltage i de Eleusiske Mysterier. De udnævnte ham videre til byens æresborger og ydede hans børn gratis bespisning på Athens rådhus. Desuden skulle indbyggerne på Kos herefter anses for ligeværdige med athenienserne og nyde samme privilegier som disse. I Athen havde Hippokrates ikke held til at møde Perikles, som var et af de sidste ofre for hungersdøden, men han knyttede et varmt venskab med tragediedigterne Sofokles og Eurypides.

Før han nåede at komme sig over de seneste begivenheder, tilkaldtes han af kongen af Makedonien, Perdikas II. Ingen læge, ikke engang den berømte og begavede Euryfontas, der var hans livlæge, havde været i stand til at stille den rigtige diagnose. Hippokrates foretog efter ankomsten til det kongelige palads en række undersøgelser og kom til den konklusion, at han ikke led af en somatisk sygdom, men at han var psykisk syg p.g.a. en smertefuld oplevelse i barndommen.

Som barn voksede han op med Phila, som han drømte om at dele tilværelsen med resten af sit liv. Men da hun fyldte 14 år, tog hans fader hende som elskerinde. Dette var et hårdt slag for den unge Perdikas. Da faderen senere døde, kunne han dog ikke frigøre sine tanker fra det skete og gifte sig med faderens frille. Hippokrates rådede ham bl.a. til at følge sine følelser, og efter at kongen var blevet rask, vendte han tilbage til sit fædreland, Kos.

Hippokrates’ ry bredte sig til hele verden, og nu anråbte også barbarerne ham om hjælp. Den persiske konge Artaxerxes sendte sin statholder over Hellespont, Ystanos, af sted for at bede Hippokrates om hjælp og råd vedrørende en dødbringende pestepi­demi, der hærgede landet, og tilbød ham alt det guld, han ville have, dersom han ville komme. Hippokrates ville dog ikke yde sit lands fjender nogen hjælp. Da Artaxerxes hørte dette, blev han rasende og truede Hippokrates med at ødelægge Kos. Øens indbyggere ignorerede dristigt perserkongens vrede og satte deres håb til guderne. Til alt held fik Artaxerxes et slagtilfælde og døde, og således reddedes øen fra katastrofen.

Hippokrates viste ikke alene mod overfor sit fædrelands fjender, men også m.h.t. sine landsmænds skinsyge. De anklagede ham nemlig hele to gange for at have sat ild til Asklepios-helligdommen. Første gang blev ilden påsat af tilhængere af den berømte læge, Euryfontas, der ofte havde har været skinsyg på Hippokrates’ fremgang og anklagede ham for at ville brænde indskrifterne der for senere at kunne fremstille dem som sine egne. Hans tilhængere protesterede dog, eftersom de havde set ham forsøge at bekæmpe ilden sammen med mange andre. Euryfontas anklager ham nu endnu en gang for ildspåsættelse, denne gang Asklepios, helligdommens bibliotek i Knidos. Det faldt ham ikke ind, at en sådan handling var helt usandsynlig, når man tog Hippokrates’ personlighed og tidligere levned i betragtning.

Ingen af hans samtidige har anført et eneste negativt træk i hans karakter. Tværtimod roser alle ham for hans enestående personlighed. Han var en ivrig modstander af den overtro og de fordomme, som Asklepios præsterne dengang støttede, og som sammen med den mysticisme, der dyrkedes i Asklepios, helligdommene bevirkede en opdeling af lægerne i to grupper: populær-lægerne og de andre. Hippokrates stræbte derimod mod en spredning af de lægevidenskabelige resultater og opnåede derved at sammenføre de to grupper, således at de i fællesskab kunne tjene lægeviden­skaben eller ”den hellige kunst”, som den kaldtes over hele det antikke Grækenland, Pergamon og andre steder i Lilleasien og Østen. Med stigende iver og konkurrence stillede lægepræsterne sig i det syge menneskes tjeneste, og lægevidenskaben blev en exceptionel filantropisk videnskab.

Af alle disse oplysninger om Hippokrates’ liv og gerninger er det let at forstå, hvorfor beboerne i det antikke Grækenland anså, at med hans hjælp forsvandt smerten fra menneskets liv, og døden bekæmpedes i den grad, at underverdenens gud Pluton beklagede sig, hvorefter guderne besluttede at sende ”fedt-plagen” til menneskene. Også dette problem magtede dog Hippokrates, da han udarbejdede sit værk ”Om diæt”.

Den antikke historieskriver Stravon skriver:

”Således lagde Hippokrates størst vægt på, hvad man spiser, og hvordan det tillaves, samt på legemsøvelser”.

Hippokrates har skrevet om anatomi, fysiologi, patologi, kirurgi, fødselsvidenskab og gynækologi samt diætetik. Han var den første, der nævnte psykiske sygdomme, samt behandling ved hjælp af homøopati, der jo er blevet særlig udbredt de senere år, samt klinisk medicin.

Hippokrates’ mest bemærkelsesværdige værk er lægeløftet, som jo er i brug den dag i dag. I et studieskrift af Emmanuel Kiapokas kaldet ”Analyse af den Hippokratiske Ed” fastlægges det, at det drejer sig om en etisk regel udarbejdet med stor kunstnerisk udformning og dyb mening”.

Der er let at forstå, hvorfor så mange antikke forfattere henviser til Hippokrates’ utrættelige interesse for lægevidenskaben, f. eks. Soranos, Plinios, Aetios Adiminos, Istomahos fra Efessos, Pausanias, Stravon, Eratosthenes, Pherekydas, Apollodoros, Aristofanes, Platon og Aristoteles, og som ligeledes har motiveret nyere forskere til at beskæftige sig med hans person og livsværk. Heriblandt kan nævnes Pournaropoulos, Mitropoulos, Kouzis, G. Megas, Sk. Zervos, Littre, Carolus, Gottlob, Kuhn Diels, Emmerius, Auguste Colin, og som i øvrigt ikke alene har interesseret sig for Hippokrates selv, men også i adskillige år forsøgt at oprette et institut, det såkaldte ”Hippokrates Institut” på Kos.

HIPPOKRATES-LØFTET

”Jeg sværger ved lægeguden Apollon og Asklepios og Hygeia og Panakeia og alle andre guder og gudinder, som skal vidne på, at jeg efter magt og evne opfylder dette løfte og indholdet i denne tekst,

·        at jeg vil anse ham, der har givet mig denne kundskab, for mine forældres lige, og at jeg vil gøre ham til en ven i mit liv og tilbyde ham alt, hvad han kunne have fornødent af det, der er mit, og anse hans efterkommere for mine søskende og lære dem denne kunst, dersom de ønsker det, uden løn eller kontrakt,

·        at jeg vil videregive mine anvisninger og råd samt alt, hvad jeg har hørt og ved, til mine børn og til hans børn, der har givet mig denne kundskab samt de elever, jeg har indgået aftale med ved ed ifølge lægepraksis, og ikke til nogen anden,

·        at jeg vil benytte den helbredende diæt til nytte for de syge efter magt og evne og beskytte dem mod enhver skade og uretfærdighed,

·        at jeg ikke til nogen giver dødbringende medicin, selv om de beder mig om det, ej heller rådgive om dette. Endvidere ikke at give noget abortfremkaldende middel til en kvinde,

·        at bevare mit liv og min kundskab rent og uplettet, at undgå at operere dem, der lider af nyresten, men overlade dette til de erfarne,

·        at i alle hjem jeg kaldes til at indtræde til gavn for den syge, at afholde mig fra enhver overlagt uretfærdighed og uetisk gerning samt enhver seksuel omgang med kvinde eller mand, frie såvel som slaver,

·        at tie om alt, hvad jeg ser eller hører under min behandling eller udenfor denne i menneskets hverdag, alt, hvad der ikke kommer andre ved, eftersom dette er sagt i fortrolighed.

Måtte jeg, så længe jeg overholder dette løfte og ikke overtræder det, få et godt liv og have held i min kunst og få et godt navn hos alle mennesker. Overtræder jeg derimod mit løfte og bliver løftebryder, måtte jeg da lide det modsatte.”